Cookie- og privatlivspolitikStorbyferie I fredag, 6. apr 2012
Skrevet af betteskov under Rejser, KommentarerJeg har været så meget afsted på det seneste, at jeg overvejede seriøst at tilbringe påsken i Casa Betteskov med et puslespil og en stak bøger. Hurtigt kom jeg dog i tanke om et par ting og personer jeg gerne ville se i København, og før jeg vidste af det, havde jeg planlagt tre overnatninger og en ordentlig stak aktiviteter 
Ih, hvor jeg nyder det! Jeg er i København næsten hver måned i forbindelse med arbejde, men det er noget helt andet at være på ferie her. Jeg nyder at bo på DGI-Byens Hotel med svømmehal og fitness indenfor rækkevidde, tæt på spisesteder og underholdning. Selvfølgelig er det lidt utaktisk at have valgt ferien, så shopping er udelukket, men det er nu ikke fordi jeg keder mig.
Jeg ankom onsdag og smuttede forbi Torvehallerne, som jeg aldrig har besøgt før. Synes det er superlækkert at vi her i Danmark endelig har et sted, hvor man kan få alle de gode råvarer, krydderier, slik osv. Jeg savnede lidt at spisestederne var indrettet mere i stil med en food court, for jeg fik ikke vanvittig meget lyst til at indtage et måltid dér. Ville gerne have haft en masse grønt og krydderurter med hjem, men det gik ikke rigtig, så jeg måtte nøjes med lidt god te og nogle krydderier.
Onsdag aften brugte jeg på at fylde depoterne og slappe af. Skærtorsdag skulle der nemlig løbes, på det… ja nærmest ukristelige tidspunkt 8.00! Jeg mødte op på Amager Strandpark, hvor Peter og Lotte Buhr havde arrangeret deres (måske ikke uigenkaldeligt?) sidste cannonball marathon - og det skulle jeg da være med til! Omkring 40 ivrige løbere var mødt op for at tåge rundt og rundt og rundt på strandparken. Jeg var ikke helt sikker på, alle 42 km skulle gennemføres, men benene var okay, så jeg tog det stille og roligt og kom i mål i 4.09 på årets andet marathon. Det var jo ingen kunst, når opbakningen var god og depotet rummede alt hvad hjertet kunne begære af snolder, kiks, frugt og drikkevarer. Solen smilede på os, og jeg pådrog mig en solid solskoldning. Endnu bedre fik jeg et fint trofæ med hjem som minde. Hvor heldig har man lige lov til at være?
Bagefter var det svært at få snøvlet mig hjem (selvom løbeskoene gerne ville af…), så det blev langt op på dagen, før jeg var tilbage på hotellet. Der var dog lige tid til et lille hvil, inden aftenens program: Grease i Tivolis koncertsal! Sang- og dansenumrene var noget så flotte, og det er altid dejligt bare at kunne læne sig tilbage og nyde showet! Silas Holst, Vicki Berlin og (lidt overraskende?) Joey Moe var fænomenalt gode, men jeg fatter absolut ikke, hvem der havde castet Sonny Freddie-Petersen. Ja, han kan danse og synger faktisk ikke helt ringe - men han er den værste skuespiller nogensinde, og leverede sine replikker i en pinlig, forpustet stacato. Nå, heldigvis gik det jo godt - Anna David forvandlede sig fra kedelig grå mus til sej sild i lædertøj, og der var mange finurligheder at nyde. Publikum var en blanding af inkarnerede Grease-fans og teenagere - sjovt at den gamle sag har så fint fat i de unge.
Nå, i dag skal endnu mere af storbyen indtages, trods lettere ømme stænger. Heldigvis har jeg fundet så mange sjove ting, man kan foretage sig på en langfredag, at jeg vist ikke når det hele…
Smagen af forår søndag, 1. apr 2012
Skrevet af betteskov under Madoplevelser, Århus Festuge, 6 kommentarerUd over næring og velsmag stiller jeg et væsentligt krav til vinterens mad: den skal give varme! Derfor er curries og supper ret populære i mit lille køkken gennem de kolde måneder. Selvom solen ikke helt har fået overtaget endnu, synes jeg det er ved at være tid til lidt variation. I weekenden er der lidt mere tid til at få idéer og pusle med tilberedningen, så årets første forårsmåltid blev indtaget i går! Retten blev en meget simpel “pasta med rejer og asparges”, inspireret af kogebøger, netsurfing og hvad der var i køleskabet
Tilberedningstiden var lige under en halv time, og det smagte faktisk lige så godt, som det så ud! Jeg tror nok, der er kommet en ny ret på mit repertoire. Her er opskriften:
Sæt en gryde vand i kog og vej den ønskede mængde pasta af. Jeg brugte en flot sort variant (med blæksprutteblæk), hvilket bidrog til det visuelle indtryk og passede fint ind i skaldyrstemaet, men langtfra er en nødvendighed.
Snit derefter et forårsløg og 4-5 asparges i mindre stykker. Har du ikke friske, grønne asparges, kan en håndfuld ærter fra fryseren sagtens bruges som erstatning. Når pastaen mangler ca. 5 minutter er det tid til at varme en lille pande op. Kom forårsløg, asparges og ca. 100 gram rejer på, giv det et par minutter til aspargesene er blev lidt mørkere i farven.
Vend den færdige pasta, grønt og rejer med saften fra en halv citron og en lille skefuld god olivenolie, og anret på en tallerken (eller flere). Drys med dild og server. Jeg brugte lidt dampet broccoli som tilbehør, men igen er her helt frit spil for fantasien og forrådskammeret
En utrolig simpel ret, som kan blive guddommeligt lækker hvis man benytter de bedst mulige råvarer (friske asparges, luksuspasta og rejer af højeste kvalitet) eller fungere som en billig og simpel hverdagsret med lidt mere ydmyge indkøb.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke retter I andre forbinder med forår, men vil ikke være så ond at sætte en tag-runde igang - men det kunne altså være rigtig sjovt at læse et par indlæg om emnet fra nogle af jer
På drageryg gennem livet onsdag, 28. mar 2012
Skrevet af betteskov under Bøger, Film, Hverdagsliv, 4 kommentarerPå mit kontor hænger en vægkalender fra min nyeste besættelse: “Game of thrones”, den bedste fantasyroman jeg længe har læst. Den er selvfølgelig fuldstændig overtegnet med aftaler og møder, men når jeg kigger på den, er det ikke altid KUN fordi jeg skal se, hvornår næste deadline falder eller hvilke studerende jeg kan forvente til vejledning. Måske sker det af og til, at jeg bruger de livagtige tegninger til at drømme mig et helt andet sted hen…
Jeg har altid godt kunnet lide fantasy-genren, og bl.a. Marion Zimmer Bradley, Ursula Le Guin, Stephen King og Tamora Pierce beskrev nogle stærke og spændende karakterer, jeg identificerede mig meget med i mine yngre dage. Dengang havde jeg nok også en vis tendens til virkelighedsflugt, og havde egentlig gerne beboet en lidt mere magisk verden (hvor jeg selvfølgelig ville have været en af de udvalgte med stort trolddomspotentiale).
I dag læser jeg også fantasy, men med lidt andre øjne. Det geniale ved Game of Thrones, og alt andet George RR Martin har skrevet, er faktisk, at det ikke er særlig fantastisk. Han mikser gerne genrer (horror, sci-fi, high fantasy) og det er ikke udmalende beskrivelser af magiske væsner eller indviklede rumskibe, der er hans force. Manden skriver simpelthen godt, og hans karakterer er vidunderligt komplekse og interessante at spejle sig i.
George RR Martin lurepasssede længe på filmrettighederne, men endelig, endelig blev første bind til første sæson i en tv-serie, produceret af HBO (det er så en amerikansk forkortelse for kvalitet, de står bl.a for “True Blood” og “Six feet under”). Det tog selvfølgelig evigheder før den kom på DVD, men nu har jeg altså set den.
Skuffet er jeg bestemt ikke! Selvfølgelig er personerne skarpere tegnet i bogen (der også er mere voldelig og dramatisk), og de store rytterhorder kommer noget til kort. Heldigvis er skuespillerne strålende og godt castede - Sean Bean som Ned Stark er et stort hit, og børnene er uhyrligt talentfulde. Der er endda rigtig gode ekstramaterialer på DVDen, bl.a. et fedt interview med forfatteren
“Hunger Games” der lige har ramt de danske biografer, bliver af og til omtalt som fantasy, måske fordi nogen ser den som afsløreren for rædselsfulde “Twilight”. Det er en skammelig sammenligning, for Hunger Games er langt bedre - og så er den ikke fantasy, men en dystopisk fremtidsfortælling. Især bog 1 imponerede mig ved at være ganske kompleks og mere interessant end det sædvanlige teenagepige-kvidder. Filmen er god, hvis man har læst bogen, men ellers får man ikke meget ud af de allerstærkeste scener (dette er testet på personer i min vennekreds). Den er måske lidt lang i spyttet, men gode skuespillere redder meget!
Det korte af det lange er, jeg nok aldrig bliver for gammel til at læse bøger og se film fra ikke-eksisterende verdener. Heldigvis da! Og heldigvis udgives der massevis af læseværdige ting i disse tider. Trudi Canavan og Josefine Ottesen er gode eksempler. Kender I andre, hører jeg gerne om dem
Solskinssøndag søndag, 25. mar 2012
Skrevet af betteskov under Brok, Esbjerg, Hverdagsliv, Løb, Madoplevelser, 3 kommentarerJeg kan slet ikke forstå, hvorfor så mange singler frygter søndagen - når jeg endelig tilbringer en weekend i casa Betteskov, knus-elsker jeg virkelig den lange, udstrakte “hviledag”.
Det er om søndagen, jeg har rigeligt med tid til at nyde en lang, tænksom løbetur, og hver eneste af dagens 19 km i solskin var en fest
I år har jeg haft så travlt, at køkkenet er blevet svært forsømt. Bevares, jeg har da fået sund og spiselig mad hver dag, men innovativ kan man vist ikke kalde paraden af wokretter og nudelsupper… Da jeg så endelig havde en hjemmeweekend, blev den udnyttet til fulde. Jeg fik bagt to slags grovboller til madpakken (dem med spelt hævede længst og blev dejligt luftige, men kartoffelbollerne smagte vist bedst), porcheret et ordentligt læs kylling til fryseren og kommende travle dage, produceret thai-marinade (og luftet ud, for alt det hvidløg og ingefær kan virkelig dufte et køkken op) og muget lidt ud.
Derudover havde jeg fin tid til at sysle med mit puslespil, se et par afsnit af “Game of Thrones” (fantastisk filmatisering af min favorit-fantasy bog), spise årets første udendørs-is. Ja, og gæster fik jeg også. Min nabo, som lider af “syg i bøtten” stod og skreg på trappen fordi jeg åbenbart larmede. Boligselskabet opfordrer os til at ringe til politiet hver gang han spasser ud, fordi der så er en chance for at få ham kylet på gaden - det gjorde jeg, og et par rare gutter troppede sørme op for at tage en snak med ham. Jaja, man kan måske beskylde mig for at ville gøre alt for at lokke unge, veltrænede mænd op i min hybel. Jeg synes selv det var lidt sjovt at jeg kunne pege på puslespillet, mit korsstingsbroderi og bunken af bøger og spørge, hvad de troede støjede mest 
Det er da irriterende at han har valgt at bo lige her hvor jeg har slået mig ned, men han går mig egentlig ikke på. Jeg har besluttet mig for ikke at være bange for ham og gider ikke bruge kræfter på at forklare ham, at larmen skabes inde i hans egen knold. Heldigvis kunne de flinke pædagogiske betjente give ham et par tips til, hvordan man tiltaler andre mennesker - trusselsbreve og skrål uden for folks dør bør undgås!
Boganbefaling: “Profeterne i Evighedsfjorden” onsdag, 21. mar 2012
Skrevet af betteskov under Bøger, KommentarerSelvom jeg har besøgt Sydens sol, går det fint med at læse nordisk. Således kunne en flyvetur snildt udnyttes til at grave mig ned i Kim Leines nye bog, som jeg var så heldig at få lov til at anmelde for Gyldendal. Var jeg begejstret? Det tror jeg nok jeg var:
Det var både forrygende, en lille smule skrækkeligt og ganske givende at læse ”Profeterne i Evighedsfjorden”, så i stedet for en anmeldelse kan jeg kun levere en total overgivelse til Kim Leine, Grønland og resten af hans dragende univers. Det er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst i år, og jeg er ikke alt for sikker på, den når at blive overgået!
Jeg har fulgt Kim Leines forfatterskab siden han debuterede med ”Kalak” – en stærk og skræmmende erindringsroman om drengen, der rejser fra et stærkt religiøst miljø i Norge (Jehovas vidner) til sin far i København. Her bliver han misbrugt seksuelt, men slipper i første omgang væk, stifter familie, uddanner sig til sygeplejerske og får arbejde i Grønland, hvor han takler store faglige udfordringer og bliver nærmest mere grønlandsk end de lokale. Han kaster sig også ud i diverse erotiske eventyr og ender med at kigge alt for dybt i medicinskabet. Grønland er langt væk, men nissen flyttede med…
Hans nyeste roman var ventet med enorm længsel, men også en lille nagende bekymring: kunne Kim Leine mon fortælle andre historier end sin egen med samme indlevelse? Svaret er et rungende JA!
”Profeterne i Evighedsfjorden” foregår i 1700-tallet, en generation efter Egede ”kristnede” Grønland. De danske præster, som er søgt til den store ø, kan mere end deres Fadervor (og lærer det gerne videre, især til unge kvindelige konfirmander), og huserer så man let kommer tvivl om, hvem der egentlig er vilde og hvem der er civiliserede. Bogens profeter, Habakuk og Maria Magdalena, er begge grønlændere fra et forarmet og sultent samfund. Hun modtager drømme fra den kristne Gud om skoler, kirker og fællesskab, og han er den karismatiske prædikant, der skaffer opbakning til planerne. Det danske kolonisamfund er naturligvis ikke begejstret for konkurrencen…
De to profeter optræder dog kun som vigtige bipersoner i romanen, der har Morten Falck som omdrejningspunkt. Han er søn af en skolemester fra Norge og bliver sendt til København for at læse teologi. I byen er det dog andre fristelser, der lokker: han følger forelæsninger i medicin, tjener penge på at skaffe lig til dissektioner og udforsker også byens liv blandt gøglere og skøger. Det lykkedes ham dog at skrabe igennem præstestudiet, og han vælger derefter at bryde en ellers meget fordelagtig forlovelse med bogtrykkerdatteren Abelone for at rejse til Grønland.
Morten er inspireret af naturvidenskaben og præget af Rosseaus tanker, men ud over oplysningstidens idealer medbringer han en stor naivitet og en konstant zigzag-kurs. Eksempelvis flirter han med den danske købmands kone, men der kommer også en grønlandsk kvinde ind i billedet… Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, men eksplosivt bliver det, når kulturer og livsanskuelser konfronteres, i lige så høj grad indbyrdes mellem danskerne som mellem danskere og grønlændere.
Det er ikke svært at genkende en snert af Kim Leine i Morten Falck, men ”Profeterne i Evighedsfjorden” kan sagtens læses uden forudgående kendskab til forfatteren. Jeg må dog advare om, at det er en hvinende stærk bog. Sådan én, der giver mystiske og skræmmende drømme om natten og leverer store mængder tankegods.
Romanen er blændende god, fordi den har et stærkt plot fra en spændende historisk periode (baseret på grundig research) og sætter interessante kontraster op mellem tro og videnskab, civilisation og primitivitet, pietisme og løssluppenhed. Som læser har man både mulighed for identifikation og væmmelse, af og til nærmest på en gang. Sproget er også værd at hæfte sig ved, de gammeldags ord flyder let og muntert af sted. Der stikkes bestemt ikke op for bollemælk! Jeg er selv medicinsk uddannet og kunne med frydefuld begejstring fortabe mig i malende beskrivelser af skørbug og diarre, uhyggelige dødsscener og hed elskov.
”Profeterne i Evighedsfjorden” er et must for alle bog-glade danskere, og jeg kunne endda forestille mig, Kim Leine får et internationalt gennembrud. Her kommer en nordmand bragende for at fortælle om et grimt men vigtigt kapitel i Danmarkshistorien, men romanen har et universelt anstrøg, der løfter den ud over at være blot endnu en historie om danskere i Grønland. Topkarakter herfra til Kim Leine, der har foretaget et imponerende kvantespring. Hvornår mon vi får den næste bog?
Forårsfornemmelser tirsdag, 20. mar 2012
Skrevet af betteskov under Lykke, Rejser, KommentarerJeg er lige kommet hjem fra min første tur til Madrid - en dejlig by, hvor jeg sagtens kunne forestille mig både et lidt længere ophold, og hvor jeg faktisk godt gad bo! Byen var smuk, ren og nem at finde rundt i, og der var ikke langt til grønne områder.
Jeg nød solen, de smukke bygninger og tilbragte en dejlig søndag i Zoologisk Have, hvor mit favoritdyr var den kæreste lille grisling. En tur med kabelbane var måske det allerstørste hit, selvom jeg nu også så en meget imponerende Chagall udstilling og nogle imposante gamle bygninger.
Maden blev indtaget på diverse tapas-barer, hvor der faktisk var et vegetarisk alternativ: jeg nåede at blive lidt glad for tortillaen, som er en mættende kartoffelomelet. Og så skulle der selvfølgelig en gang paella til - hurra for ris med skaldyr, blæksprutter og kaninknogler i!
Det kan faktisk lade sig gøre at komme væk fra hverdagens stress og jag på en hurtig weekendtur, og samtidig opleve en hel masse! Når man så kan slappe af i lufthavnene med skønne bøger af George RR Martin og Kim Leine, hvem kan så ønske sig mere? Sidstnævnte bør man først læse på hjemturen - “Profeterne i Evighedsfjorden” er nemlig ganske gribende og en anmeldelse er på vej
“Spis ikke den gule sne” og andre husråd torsdag, 15. mar 2012
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, 5 kommentarerBesynderlige ting har det med at ske for mig - aldeles uforskyldt! I dag debuterede jeg foran kameraet, som gæst i et dybdeborende og skelsættende talkshow på Familiekanalen Dette fremragende medie tilbød mig nemlig hele 28 min til at udbrede mig om forskning i blodpropsygdomme, og hvem kan sige nej til sådan en godbid?
Jeg tror ikke det var forfærdeligt, for jeg kan da holde ud at se på den DVD jeg fik med hjem i flere sekunder af gangen, før jeg må vride mig i pinlighed over min underlige gestikuleren. Den største oplevelse kom dog klart inden kameraet blev tændt.
Den forrige gæst sagde pænt goddag, og jeg fik lidt insider-information om, at der var blevet kvitteret en sjat urin i studiet. Derfor var jeg meget klar i mælet da jeg så den hvide sofa med den suspekte plet: “der skal jeg IKKE sidde!” Ikke nok med den besudlede pude blev vendt, den blev også flyttet en hel meter væk fra mig. Jojo, vi snakker virkelig VIP-behandling af denne primadonna!
Det spørgsmål, der sikkert brænder på hos læseren lige nu er selvfølgelig: hvem var det, der havde den frækhed at urinere i studiet. Hvor stor en stjerne skal man være, for at tillade sig sådan en opførsel? Vi snakker vist niveauet over Blachmann, her!
Ja, jeg fik nemlig den svære opgave at efterfølge en vaskeægte sportsstjerne ud i disciplinen “kaninhop”. Så bliver det heller ikke større!
Årets første marathon mandag, 12. mar 2012
Skrevet af betteskov under Lykke, Løb, 2 kommentarerSpontanitet er en mangelvare i mit liv, og jeg har vist pippet lidt om, jeg gerne vil være bedre til at reagere på pludselige indskydelser - så det gjorde jeg, på den rigtig hårde måde, her i weekenden!
Fredag aften tog jeg toget fra et møde i København (med skøn, grøn frokost på Dag H og efterfølgende kage og drøftelser på Kræftens Bekæmpelse) til mine forældre i Silkeborg. Det var ved at være tid til at komme hjem et smut, og de havde oveni købet lovet at køre mit til et løb i Randers.
Marathonruten er et rigtigt “gør det selv” løb, hvor hver omgang er 1/10 af et marathon og man selv kan bestemme, hvor mange runder man lige føler for - der konkurreres i disciplinerne 6-timers løb, marathon og halvmarathon. Eftersom løbet ligger tidligt på sæsonen, er det populært hos løbere, der træner op til et af forårets store, internationale løb, og har lyst til en lang træningstur i selskab med andre.
Sidste år snuppede jeg 8 omgange og havde en skøn oplevelse i selskab med andre løbenørder. I år var mine planer at gøre noget tilsvarende, men bentøjet føltes ret velsmurt. Så hvor mange runder var det lige jeg tog?
Det blev altså til fulde 42 km, selvom jeg kun har været ude på to lange træningsture i år - en 20er og en 25er. Jeg kunne bestemt også godt mærke den manglende træning på sidste omgang, hvor læggene var meget ømme og kroppen protesterede. Underligt nok viser alle de fotos min mor fangede en meget overskudsagtig Betteskov. Jeg er altså ikke i stand til at vise, at jeg er smadret og har ondt af mig selv
Efter løbet fik jeg sagt tak til de rare mennesker fra Atletikkens Venner i Randers, der sørgede for suppe, væske og frugt undervejs. Og en stor tak til min mor og far, der købte æblejuice og varmede det med deres egne hænder for at min sarte mave ikke gik amok over kolde drikkevarer. Det er nemt at være samurai, når man har et stærkt supporterteam!
Tiden blev efter omstændighederne udmærket, 4.03 uden at jeg pressede citronen i bund - og jeg fik den glædelige overraskelse, at jeg sørme blev nr. 2 på kvindernes marathon! I modsætning til sidste gang jeg fik en andenplads, var der mere end to som gennemførte
Resten af weekenden gik med at restituere, og i dag fik jeg da jogget en lille tur, så jeg smadrede ikke mig selv totalt. Det lover godt for en spændende løbesæson - men jeg vil nu alligevel anbefale at træne fornuftigt, før man kaster sig ud i at løbe marathon!
Skandinavisk læsning onsdag, 7. mar 2012
Skrevet af betteskov under Bøger, Hverdagsliv, 8 kommentarerSelvom jeg har været meget optaget i den seneste tid, har der da været tid til en bog eller to. Må dog indrømme, at jeg ikke har bevæget mig så langt væk fra teenage-fantasy genren som jeg nok burde - men fænomenet “Hunger Games” skulle jo tjekkes, inden den rammer biografen
Heldigvis er der også blevet læst lidt kvalitetslitteratur i Casa Betteskov. Snapsene er kommet fra vores broderlande, og derfor har jeg givet mig selv en lille læseudfordring, som jeg gerne modtager gode forslag til! Temaet er skandinaviske bøger. Lige nu er jeg halvvejs i at gennemlytte 30 timers indspilning af Lars Saaby Christensens fantastiske “Halvbroderen”. Jeg er virkelig solgt, historien bliver fortalt veloplagt og finurligt, og de mange sammenvævede tråde vidner om en forfatter med suverænt overblik.
Dernæst vil jeg gerne takle en rigtig klassiker: Jeg har læst alt for lidt af Hamsun (kun lige skimmet lidt i “Sult”), så hans forfatterskab skal afprøves. Jeg er blevet anbefalet at begynde med “Pan”, men er modtagelig for tips. Herbjørg Wassmo er jeg ret glad for, og nu skal jeg altså igennem “Hundrede år”
Endelig har jeg været så heldig at sikre mig et anmeldereksemplar af Kim Leines nyeste bog. Tror I jeg glæder mig? Det tror jeg nok!
Der er altså nok at tage fat på, men jeg er sikker på, jeg mangler en hel masse. Så kom frisk med jeres input - hvad bliver jeg bare nødt til at læse af skandinaviske perler?
Vision haves - penge søges! fredag, 2. mar 2012
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, 2 kommentarerDet er vist ikke helt ukendt, at en stor del af en universitetsansat forskers tid går med at skrive ansøgninger. Vores projekter er dyre: hvis man arbejder med celler eller forsøgsdyr kræves der fancy apparatur og kemikalier, mens interviews med patienter fordrer løn til intervieweren og transportomkostninger til deltagerne. Universitetet stiller ikke bare en pengetank til rådighed, så vi må ud at søge midler hos private og offentlig fonde for at kunne udføre de forsøg, vi drømmer om.
Det gode ved at skrive ansøgninger er, at man undervejs er pisket til at blive klar i spyttet omkring hvad det helt præcist er, man gerne vil - og hvorfor det er genialt
Derimod kan det være lidt træls, at sådan nogle ansøgninger er forfærdelig omstændelige, og at der kræves uendelige mængder bilag, samarbejdsaftaler, erklæringer og budgetter.
Ja, det er også et ganske risikabelt arbejde: bliver ansøgningen afvist, har man spildt sin egen gode tid og forstyrret en masse mennesker (forskningsledere, institutleder m.a.) ganske forgæves.
Jeg har vist allerede fortalt lidt, og meget løst, om mit forrygende forskernetværk, hvor vi forsøger at samarbejde på tværs af faggrænser og geografi. Jeg er helt vild med alle de andre, både som individer og indenfor den dynamiske gruppe, vi har skabt, og ser altid frem til at tage toget til København for at mødes. For man kan bestemt ikke beskylde os for at være sløve i optrækket! Den 13. januar blev vi enige om, at vi ville forsøge at strikke en ansøgning sammen til en stor fond, hvis formålsbeskrivelse ikke lå alt for langt fra vores. Der blev uddelegeret nogle arbejdsopgaver, men det tog lidt tid, før vi rigtig kom i sving.
Tempoet blev dog skruet op til fuld galop, og med en febrilsk slutspurt lykkedes det faktisk for os: i går, 1. marts kl. 8.31 (3 timer og 29 minutter før sidste frist) fik jeg lov til at trykke på “send” knappen. En projektbeskrivelse på 14 sider (4000 gennemtænkte og nøje udvalgte ord), 5 siders tilhørende noter, CVer for 12 mennesker, et detaljeret budget for det ansøgte beløb, 6 samarbejdsaftaler underskrevet af diverse forskerledere og en erklæring fra min institutleder blev indsendt.
“PYH” siger jeg bare. “Pyhadada”. Jeg tror ikke, jeg helt har vænnet mig til tanken om, at ansøgningen er væk fra mit bord. At jeg ikke længere skal vågne om natten og huske mig selv på, at “Arbejdspakke” konsekvent skal staves med stort. At jeg slipper for at ringe rundt og plage hårdtarbejdende mennesker om liiiiige at skrive et par linier. At jeg igen kan tillade mig at holde (nogle) aftener og weekender fri…
Ansøgningen blev ingenlunde perfekt, men jeg er stolt af slutresultatet alligevel. Vi kunne ikke have gjort det bedre indenfor den givne tid og de givne omstændigheder. Jeg kastede mig selv ind i opgaven med alt hvad jeg kunne mobilisere af kræfter og overskud. Følelsen af at være i mål er behagelig, men også lidt tom. Hvad skal mine tanker nu kredse om - og hvordan i alverden kommer jeg ned i normalt gear igen?
