Possum scriptum

Filmanbefaling: Alice
Da jeg så de første trailers for ”Alice i Eventyrland” blev jeg mindet om, hvor meget jeg nyder Tim Burtons evne til at skabe charmerende, gotiske universer - filmen hoppede lige ind på min “skal bare ses i biografen” liste. Ellers må jeg nok indrømme, at mit forhold til Johnny Depp er lidt lunkent, og at jeg aldrig har værdsat Lewis Carolls bøger på det niveau, de sikkert fortjener. Jeg er ikke helt britisk eller psykotisk nok til de syrede haveselskaber…

Nå, men den visuelle side af filmen levede da også fuldt op til mine højt pumpede forventninger. Eventyrlandet (som  hedder “Underlandet” i denne fortolkning) var et uhyggeligt og forvredet, men alligevel dragende sted, befolket af skæve/skøre/farverige eksistenser. Johnny Depp var godt castet som den gale hattemager og fik ikke lov til at overtage hele filmen med besynderlig mimik. Det var sådan en film som jeg fik helt lyst til at se igen for at fordybe mig i detaljerne.

Filmen er ikke direkte gendigtning af bogen, og den største frihed Tim Burton har taget sig er at gøre Alice til en ung kvinde på 19 i stedet for et lille barn. Hele spændingsfeltet mellem barn og voksen, den gryende seksualitet mm giver bestemt en ekstra dimension til historien og er som sådan en strålende idé.

Til gengæld er jeg ikke begejstret for, at Alices besøg i det mystiske land er syltet ind i en rammefortælling, som er virkelig banal og plat. Alice flygter da hendes kiksede (men adelige og rige) “kæreste” frier til hende, og falder ned i et kaninhul. Dermed får hendes ophold dernede karakter af et overgangsritual eller en erkendelsesrejse. Der er et klart formål med hendes besøg, hun har en opgave at udføre og ting at lære. Jeg ville sådan ønske, at Tim Burton havde gået hele linen ud og ladet Underlandet være som det burde: komplet meningsløst. I så fald havde filmen fået mig helt op at ringe.

Nu må jeg “nøjes” med at sige, at det er en fantastisk flot film, som absolut er værd at se. Det er bare ikke lykkedes for Tim Burton at overgå sin tidligere genialitet ”Nightmare before Christmas”. Selvom foråret er på vej, skal jeg vist snart se den igen!

TV-tuderi
Måske følger jeg en lillebitte smule med i X-factor… Alene fordi det er så praktisk altid at have et samtaleemne klar, når jeg ender med at sidde ved siden af en snottet unge på en af mine utallige busrejser rundt i landet

I fredags var jeg på plads bag skærmen, men jeg føler mig lidt udenfor det gode selskab eftersom det ikke lykkedes mig at producere den mindste lille tåre. Mine tørre øjne tilskriver jeg IKKE det faktum at mine favoritter (Fireflies) gik direkte videre. Nej, jeg kan bare ikke se hvorfor det skulle så ekstremt sørgeligt (for andre end hende selv) at en pige ikke vinder den konkurrence hun deltager i.

Nå, men søndag eftermiddag placerede jeg igen mit trætte legeme foran TVet efter en laaaaaaang løbetur. Lidt zapperi afslørede intet der kunne fastholde min opmærksomhed, så jeg valgte i stedet at se et par gamle afsnit af “Felthospitalet” på nettet. Her fik jeg hurtigt afsløret, at jeg vist ikke er blevet helt gennemkynisk alligevel, trods min mangel på sympati for årets udstemte færing tidligere på weekenden. Jeg begyndte så småt at græde, da en meget ung dansk soldat, som havde tabt 2-0 (begge ben amputeret) til en landmine tog afsked med sine venner og fortalte, at han glædede sig til at komme tilbage til Danmark for at få et kram af sin far. Og så var der en lille afgansk pige som var blevet ramt af afsindigt mange fragmenter, og hendes gravide mor. Læger og sygeplejersker kæmpede virkelig og håbede sådan på at skabe en nogenlunde happy end for familien, der måske/måske ikke var blevet beskudt af soldater fra USA & co. Hold kæft hvor var det bare urimeligt at udfaldet blev som det blev, det kunne jeg næsten ikke holde ud.

Det her er altså ikke et forsøg på at sammenligne, hvor sammenligninger er komplet urimelige og umulige. Jeg mener  ikke, det principielt er forkert at vræle lidt over småting, selvom der er nogen der har det sååååå meget værre og tager det så meget bedre. Jeg kan sagtens unde en ung kvinde at være meget ked af ikke at blive nr. 1 når hun har satses stort. Til gengæld vil jeg godt anbefale alle hendes med-tudere lige at anlægge et “helikopter-perspektiv” på tilværelsen!

Stress
Her i dagens Danmark føler man sig nærmest lidt udenfor, hvis man IKKE er stressramt. Denne folkesygdom (som ingen af mine hårdtarbejdende amerikanske kolleger havde hørt om) har virkelig fået meget opmærksomhed på det seneste. Derfor vil jeg se lidt på de fysiologiske mekanismer bag stress og hvordan hjernen er involveret.

Kroppens stress-hormoner dannes i binyrerne, et par små kirtler som er placeret ovenpå nyrerne (på engelsk hedder de adrenal glands) og består af en marv (medulla) og en bark (cortex, ikke at forveksle med hjernebarken). I binyremarven produceres adrenalin og noradrenalin, de hormoner som formidler det velkendte “fight or flight” response. Når man skal løbe fra en sulten løve eller slås med en hærdebred rocker er det meget praktisk at blodtryk og puls øges, at blodet ledes fra mave-tarmkanalen til musklerne og at vejrtrækningen stiger. Det er til gengæld mindre hensigtsmæssigt at være i denne tilstand døgnet rundt…

I binyrebarken dannes en fundamentalt anderledes type hormoner, der tilhører gruppen af steroider (andre medlemmer er mandlige og kvindelige kønshormoner). Disse er fedtopløselige og derfor kan frit bevæge sig gennem cellemembraner for at finde deres receptor (det molekyle som skal formidle deres aktivitet) inde i cellerne, mens adrenalin binder til receptorer på celleoverflader.  Binyrene producerer mineralocorticoider som hovedsageligt har effekt på vand- og saltbalancen, og glucocorticoider som har vigtige effekter på sukkerstofskiftet (deraf navnet gluco) og immunsystemet.  Et af disse glucocorticoider er cortisol, der ofte betegnes som stress-hormonet.

Cortisol har effekter på mange forskellige organer. Det øger blodsukkeret ved at få leveren til at danne mere sukker og ved at nedsætte optagelsen af sukker i muskler og andre væv. Cortisol virker modsat insulin (som sørger for at der bliver ”lagret op”) og kan på langt sigt medføre insulinresistens, en vigtig komponent i diabetes type II. Desuden øges følsomheden for adrenalin i blodkarrene, hvilket er med til at forhøje blodtrykket. Nedbrydning af protein og fedt øges, fedtfordelingen ændres så mere ophobes centralt på kroppen (æbleform) og immunforsvaret hæmmes.

Nu kunne man mene, at det der cortisol lyder som et rigtig ondt hormon, der gør alt det grimme ved os: giver en stor dunk på maven, højt blodsukker og forhøjet blodtryk. Hvorfor er vi dog udstyret med sådan en “indre terrorist”? Hertil kan kun siges, at glucocorticoider er livsnødvendige. Når vi skal overleve en krise, feks en febersygdom eller en operation, er det nyttigt at mobilisere alle kroppens ressourcer, og det sørger cortisol for (hvis en læser skulle finde på at spørge ind til mangel på binyrebarkhormoner vil jeg tilføje en fodnote, der involverer JFK). Den menneskelige krop er derimod ikke gearet til konstant at være i alarmberedskab over længere tid, hvilket netop sker ved stress.

Nu er vi jo i hjernebrevkassen, og det er netop oppe fra øverste etage at binyrernes produktion af glucocorticoider styres. Hos et menneske, der oplever stress (fysisk såvel som psykisk) vil den del af hjernen som hedder hypothalamus signalere til hypofysen (på engelsk og den følgende illustration hedder den pituitary gland) at den skal sætte binyrerne i sving. Hypothalamus har mange vigtige funktioner; udover at være bindeled mellem centralnervesystemet og diverse hormonelle systemer, er den med til at regulere kropstemperatur, sult, tørst, døgnrytmer og meget andet.

MEN cortisol virker altså også tilbage på hjernen! I områder som frontallapperne (se indlæg om “Det hvide snit”, de er vigtige for sociale funktioner, følelsesmæssige reaktioner og for at kunne forudsige konsekvenserne af en handling) og hippocampus (spiller vigtig rolle for hukommelse og meget andet) er der specielt mange receptorer for glucocorticoider. Langvarig udsættelse for en stor dosis cortisol menes at kunne beskadige og måske endda dræbe nerveceller i disse områder!

Grunden er altså lagt for en hypotese om, at stress kan medføre (måske irreversible) forandringer i hjernen, påvirkende hukommelse, personlighed og følelsesmæssige reaktioner.  Hjernebrevkassen har faktisk modtaget et spørgsmål omkring cortisols langstidvirkninger på hjernen. Derfor vil jeg gerne i et uddybende indlæg se nærmere på især hippocampus rolle for stress-reaktioner, depression og post-traumatisk stress. Det kunne være yderst interessant med nogle læserreaktioner, så skriv ind hvis du har været stresset og fortæl lidt om hvilke udslag det gav, hvordan du blev klar over du var stresset og hvor længe symptomerne var om at fortage sig.

Avanceret rollespil: læge eller patient?
Min daglige arbejdsplads er på et sygehus og mine kolleger er læger, sygeplejersker og bioanalytikere. Jeg har en hvid kittel (til brug i laboratoriet) og ser patienter med jævne mellemrum (jeg diagnosticerer og behandler ikke,  men interviewer dem til mit projekt). Det kan af og til være lidt svært at huske, at jeg faktisk IKKE er læge…

Det er altså ikke spor underligt, at jeg udviser adskillige karaktertræk, som ellers kendes fra læger. Et af dem er en voldsom afsky mod at krydse grænsen til patienternes land.  Da jeg i tidernes morgen begyndte på medicinstudiet er jeg sikker på en af mine uudtalte bevæggrunde var, at jeg regnede med at læger var uimodtagelige for sygdomme - en barnetro som kun ganske få ser ud til at miste under studiet

I morges måtte jeg alligevel gå den tunge gang og melde mig på skadestuen. Ikke fordi jeg fejler det mindste (vi slår lige syv kors, banker i bordet og spytter over skulderen) men fordi en del af mit arbejde går ud på at analysere blodprøver. Derfor har jeg en spinkel, teoretisk mulighed for at blive inficeret med leverbetændelse og har valgt at underkaste mig et forebyggende vaccinationsprogram.

Jeg lod kitlen blive i skabet, men sørgede for at mit navneskilt var godt synligt, da jeg henvendte mig ved skranken. Serviceniveauet var da også helt fantastisk; jeg nåede knap at bladre op i min medbragte bog, før jeg blev kaldt ind efter syv minutters ventetid. Stikket gjorde knap nok ondt og sygeplejersken fortalte mig om en smutvej tilbage til min egen afdeling.

Alt i alt en meget positiv oplevelse, især fordi jeg ikke på noget tidspunkt kom ud i det område, der virkelig skræmmer mig: der hvor jeg afgiver kontrollen og lader det være op til andre at vurdere, hvordan jeg egentlig har det. Så er jeg endda snart - mangler lige et enkelt skud om fem måneder - fuldstændig beskyttet mod Hepatitis B. Forhåbentlig kan den hvide kittel fortsat holde mig fri af alt muligt andet sygdomsværk

Sneet ude i Sønderborg
Heldigvis er forskning ikke bare en sport for gråskæggede mænd - en rigtig stor del af det videnskabelig arbejde herhjemme udføres af ganske unge mennesker. Nogle af disse har organiseret sig som “Selskab for medicinsk Studenterforskning” og afholder en årlig kongres, hvor kommende læger/forskere præsenterer deres projekter for hinanden.

I år var jeg så heldig at blive inviteret med for at holde et foredrag om livet som ph.d. studerende og mulighederne for at gennemføre en del af uddannelsen i udlandet. Jeg ville selvfølgelig gerne have mest muligt ud af det faglige program og begav mig af sted mod det lækre kursussted Sandbjerg Gods efter arbejdstid fredag.

Det sneede godt nok lidt, og min X-bus passerede et par biler i grøften, men jeg opdagede først, hvor slemt vejret egentlig var da jeg stod på Sønderborg rutebilstation og hurtigt blev forvandlet til en snemand. Heldigvis fik jeg fat i en taxa før mine tæer frøs af, men den flinke chauffør fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var forsvarligt at køre ud på små veje.

Jeg måtte tilbringe natten i Sønderborg, “desværre” var der kun værelser at få på det ganske komfortable Comwell hotel. Der sov jeg blødt og godt, og næste morgen var der ingen problemer med at nå frem til det ensomt beliggende slot. Sandbjerg var virkelig flot, og midt i mellem foredrag og festmiddag var der heldigvis tid til en lille fotosafari i palæet.

Returrejsen søndag var ganske udramatisk, men jeg er ved at få ry for at være hårdt ramt (det er kun et halvt år siden jeg på mindeværdig vis strandede i North Carolina) hvad vildveje angår.  Heldigvis ser det alligevel ud til, at der findes modige mennesker, som tør tage på sommerferie med mig - endda til et megaspændende sted hvor der absolut ikke gives garantier mht vejret. Nogen der kan gætte hvorhen?

Filmanbefaling: “Precious”
Denne film vil give ALLE sine seere en stærk følelse af “pyha - godt det ikke er mig”! Den omhandler og fortælles af en svært overvægtig sort teenagepige, som lever i Harlem i 80erne. Precious bor hos sin ondskabsfulde og voldelige mor, måske et af de mest ubehagelige eksemplarer af menneskeracen nogensinde fremvist på det store lærred. Til gengæld elsker faderen hende: så meget, at hun er gravid for anden gang. Precious´ første barn, som meget politisk korrekt kaldes “Mongo” (hun har Downs syndrom) bor hos sin bedstemor.

Forståeligt nok er Precious´ skolepræstationer ikke noget at råbe hurra for. Ikke nok med at pigen ikke kender forskel på ordene  incest og insekt, hun kan overhovedet ikke læse. Da den anden graviditet opdages af  skoleinspektøren bliver Precious kylet ud og henvist til en alternativ skole. Heldigvis arbejder her en af disse fantastiske ildsjæle-lærere som vi kender fra “Dead poets´society” og “Dangerous minds” og et par millioner andre film. Blu Rain får Precious igang med at læse og endda skrive, hvilket er med til at fremelske en utrolig, nærmest overmenneskelig styrke i den ulykkelige teenagepige.

Historien kunne enten være så grusomt realistisk at den ikke var til at holde ud, eller så banal sødsuppe-agtig at den ville fremkalde brækfornemmelser. Heldigvis styrer den udenom begge disse minefelter og stod for mig som en smuk og stærk lille film om at kæmpe mod uhyggelige odds. Precious oplever succes, hun finder sin styrke og vælger sin vej, men hun er altså ikke landets præsident ved filmens slutning - hun er ikke engang nået helt op på high-school niveau. Den inspirerende lærerinde giver langt mere end man kan forvente, men selv hun kan ikke beskytte sin elev mod alle katastrofer…

Normalt fungerer socialrealisme og humor ikke sammen, men der er klippet nogle ret sjove drømmesekvenser ind i filmen. De fungerer rigtig godt, er med til at lette den tunge stemning og det giver et par tiltrængte smil, når Precious ser sin kluntede krop pakket ind i smukke gevandter og lader sig fetere af mandlige lækkermåse.

Hvad angår popstjerner, så spiller Mariah Carey og Lenny Kravitz biroller i filmen. Denne gimmick virker lidt umotiveret og jeg tror ikke det havde skadet filmen nævneværdigt, hvis de var endt på gulvet i klipperummet. På den anden side falder de ikke igennem og leverer nogenlunde afdæmpede præstationer, så lad dog sangerne

“Precious” er ikke den store, banebrydende film om stakkels sorte piger i USA. Det er en lidt traditionelt opbygget, men glimrende udført film om den forskel et enkelt menneske kan gøre. Dens største aktiv er klart skuespilleren, der spiller Precious. Hollywood plejer at smide en skønhed i et fat-suit eller forsyne en smuk pige med briller og viltre øjenbryn, når de fortolker betegnelserne “fed” og “grim”. Gabourey Sidibe er altså den helt, helt ægte vare, men hun brænder igennem lærredet, og da hun udstråler vilje og livsmod får det enhver skønhedsdronning til at blegne. Det er værd at se filmen alene for hendes skyld!

Lidt om videnskabelig evidens, snydepiller og guddommelige hænder
Mit sidste indlæg, den efterfølgende diskussion og en lille case-story fra den virkelige verden har tydeligt illustreret, at det ikke er helt let at afgøre, om en behandling (dette begreb kan forstås som alt fra en tablet, indsprøjtning eller operation til besked om at spise flere grøntsager) nu også virker på en given sygdom. Det store spørgsmål er altid om det er bedre at behandle end intet at foretage sig.

De fleste har nok hørt om placebo-effekten: det faktum at uvirksom medicin ofte medfører en vis (midlertidig) bedring af mange tilstande. Placebo-effekten skyldes at patienten og tit også lægen forventer at behandlingen virker, og dens størrelse er afhængig af et utal af faktorer (der er faktisk forsket i dette!), bl.a. hvor entusiastisk lægen er omkring behandlingen, hvor smertefuld behandlingen er (jo mere ubehag, desto større placebo-effekt. Injektioner er langt bedre end tabletter. Der er på tilsvarende vis større effekt af at få en motiveret patient til at følge en meget kompliceret diæt end af at sige “8 kostråd”) og endda hvilken farve en eventuel pille har!

På grund af placebo-effekten er det altså ikke nok at vise, at en behandling virker - man skal sandsynliggøre, at den virker bedre end placebo. Til det formål er den gyldne standard indenfor lægevidenskabelig forskning det randomiserede, dobbelt-blindede, placebokontrollerede forsøg.

For at gennemføre et sådant skal man bruge en stabel patienter med samme sygdom, defineret ud fra et sæt kriterier. De skal deles op i to grupper, hvoraf den ene får placebo og den anden får den aktive behandling. Det er vigtigt at lægen ikke deler patienterne op, for han/hun kan have tendens til at vælge at give den aktive behandling til bestemte patienter (måske de sygeste eller de yngste eller noget helt tredje), sådan ganske ubevidst. De skal fordeles ganske tilfældigt (randomisering), feks ved at slå plat og krone eller via et computerprogram. På den måde sikres det også, at de to grupper er nogenlunde ens med hensyn til alders- og kønsfordeling og forekomst af andre sygdomme.

Patienterne må selvfølgelig ikke vide, om de får placebo eller aktiv behandling (blinding). Men det må lægen heller ikke (dobbeltblinding), for han/hun kunne muligvis komme til at tolke patienternes udtalelser eller endda målinger ud fra denne viden.

Hvis disse krav er opfyldt og en statistisk analyse viser, at behandlingen gav bedre effekt end placebo på nogle parametre som blev vedtaget inden forsøget gik igang, så er der god videnskabelig evidens for behandlingen. Hvis man siger det er BEVIST at behandlingen virker tager man munden lidt fuld - der er jo også statistisk usikkerhed eller muligheden for, at man ikke har taget højde for alle faktorer.

Der er selvfølgelig mange mulige problemer med denne type forsøg. De er gode til lægemidler i form af en tablet eller indsprøjtning, men hvordan undersøger man om zoneterapi virker mod astma? Jeg kunne godt forestille mig at zoneterapi bl.a. kunne tænkes at virke fordi de personer som opsøger denne behandling selv har valgt det, er glade for at gøre noget aktiv for eget helbred, kommer til en behandler som lytter til dem og tager dem alvorligt osv. At give en lyserød tablet som placebo vil ikke tage højde for disse effekter. Man kunne dele forsøgspersonerne op i to grupper, hvoraf den ene fik “rigtig” zoneterapi af en uddannet behandler og de andre bare fodmassage fra en amatør - men så går dobbeltblindingen fløjten.

Nogle gange kan det være nødvendigt at bryde blindingen - hvis en patient bliver akut syg er det vigtigt at finde ud af, om det er en bivirkning eller et tilfælde, for at have en bedre idé om hvordan den uheldige skal behandles. Derfor har store forsøg en styrekomité, som har mulighed for at gribe ind hvis nødvendigt. Denne komité foretager også statistiske analyser undervejs og har muligheden for at stoppe et forsøg. Det skete dengang man undersøgte effekten af den nye retrovirale behandling for AIDS - det var simpelthen uetisk at fortsætte forsøget, fordi medicinen var så overbevisende gavnlig, at alle skulle have den!

Nu har jeg kun talt om de tilfælde, hvor behandlingen faktisk var bedre en placebo. Et negativt resultat kan være svært at tolke: skyldes det at behandlingen vitterlig ikke virker, eller var materialet bare for lille til at vise statistisk signifikans? Måske har behandlingen kun effekt på 1 ud af 1000 patienter, men giver til gengæld en dramatisk forøget livskvalitet hos denne ene? Dette vil statistikken ikke kunne påvise.

Som den kvikke læser nok kan regne ud, er store forkromede forsøg som beskrevet her vanvittigt dyre og kræver enorme mængder tid og ressourcer.  Det er selvfølgelig lettere at få medicinalindustrien til at støtte projekter som viser at deres nye pille er et wonderdrug end at skaffe sponsorer til et forsøg omkring glutenfri kost og børneeksem. Jeg vil dog stadig forholde mig ret til at sige “hvor er den videnskabelige evidens” og få en gedigen gang skæld ud næste gang  jeg står overfor en kernesund mama og hendes angiveligt snotfri afkom :-D

Nu er det altså ikke fordi jeg er bedre selv - her i maraton-optakten har jeg valgt at ofre en gang massage på mig selv et par gange om måneden. Min lægeeksaminerede idrætsmassør Brian kan nok ikke vise nogen dokumentation for sit tag på mine ben, men nøøøøøøøøj hvor det føles godt!

Er det nu også bevist? - optakt og et lille dilemma
Gang på gang - både ude i verden og her på nettet - får jeg rodet mig ind i irriterende diskussioner som jeg bare ikke kan vinde . For hvordan skal man argumentere med folk som påstår, at eftersom de aldrig har været forkølede siden de holdt op med at drikke mælk, så må det da være rigtigt, at komælk medfører overdreven snotning hos homo sapiens? Eller dem der mener at man kan fjerne fiktive affaldsstoffer fra kroppen ved at leve af frugt og grøntsagssuppe i et par uger?

Tydeligvis er deres udgangspunkt et andet end mit, og så kan det blive megasvært at mødes. Idéen med denne appetitvækker og det følgende indlæg er at prøve at forklare, hvad jeg forstår ved videnskabelig evidens, ikke at fornærme nogen - hverken knastørre videnskabsteoretikere eller alternative klidfreaks (sagt med et glimt i øjet!)

Indenfor områder som lægevidenskab (i bred forstand), sundhed, kost, motion osv, er det ekstremt svært at BEVISE nogen virkning af noget som helst, fordi vi har at gøre med komplekse organismer og multiple effekter. Hvis eksempelvis et forsøg viser at deprimerede mennesker får det bedre af at begynde at løbe, skyldes forbedringen så frisk luft, bedre kondition, det sociale fællesskab omkring løbeturen, stoltheden over at udfordre sig selv eller noget helt andet? Måske fik de det bare bedre fordi tiden gik? En mulighed kunne være, at det har en effekt i sig selv at patienter og læger tror og håber på denne behandlingsform virker? Eller måske var det kun de deprimerede, som alligevel var på vej til at blive raske der gennemførte programmet, og i så fald er det ikke sikkert, løberiet har gjort hverken fra eller til. Nåja, hvordan måler man i det hele taget forbedringen? Er det nedsat dosis medicin, selvrapporteret bedring eller skal en læge vurdere, om patienterne virker raskere?

Tolkningsproblemer og faldgruber står altså nærmest i kø, men her kommer et lille simpelt dilemma til mine kloge læsere: Forestil dig du er læge langt ude på landet, uden adgang til computer eller faglig sparring. Du konstaterer en epidemi blandt lokalbefolkningen af en voldsom og smertefuld sygdom. Heldigvis har du en nem og billig behandling til rådighed. Den er forbundet med et vist ubehag for patienterne, forkorter ikke deres sygdomsperiode, letter ej heller deres smerter, men hvis behandlingen gennemføres vil hele 90% overleve. Hvad gør du?

En ninja finder ind på rette spor!
Da jeg i 2008 gennemførte mit første og hidtil eneste maratonløb var jeg enormt veludrustet: jeg havde nemlig en løbemakker/træner/lifecoach, der præcis forstod hvilke af mine knapper han skulle trykke på når jeg peb/brokkede mig/var overdrevent bekymret over latterlige ting. Efter et par kaotiske år (hvor jeg flyttede til et andet land, flyttede hjem, flyttede igen, afsluttede min uddannelse og spejdede efter job, for lige at nævne et par højdepunkter) er jeg endnu engang klar til at bygge mig selv op til de 42 km.

I år har jeg bare ingen Thomas til at erindre mig om, at jeg er en jægersoldat og sagtens kan klare udfordringen. Tilmed har jeg haft en elendig optakt til træningsprogrammet, da jeg ikke er glad for at løbe på is og sne og derfor har måttet henlægge alt for mange kilometer til løbebåndet. Derfor har jeg nok udvist lige rigeligt tudefjæs med hensyn til mine chancer for at komme ordentligt igennem i Prag.

Nå, der var jo ikke andet at gøre end at prøve benene af og få svar på, hvor nyttige mine uendelige timer med løb på stedet egentlig har været. Derfor insisterede jeg i sidste weekend, hvor jeg gæstede de gamle i Silkeborg, på at løbe 20 km. De anførte at snestormen måske kunne vanskeliggøre mit forehavende, men jeg insisterede, og min far trådte i karakter som hjælpenisse. Han kørte mig ud på landet, fandt en strækning uden for mange biler og med nogenlunde isfri asfalt, og der kunne jeg så løbe frem og tilbage til lokalbefolkningens store moro. Jeg fik gennemført den planlagte distance uden de store fiksfakserier og følte mig fint tilpas - nok til at tildele mig selv et enkelt ninjapoint

I dag var det igen tid til en længere tur, og jeg klarede 24 km langs den forblæste kyst i god stil. Endelig er der plus på ninja-kontoen og jeg er simpelthen ganske tilfreds med mig selv. Det lader nemlig til at jeg er hvor jeg skal være i mit træningsprogram, så nu handler det bare om at blive ved, undgå skader og overtræning og høre godt efter hvad Allan Zachariasen skriver i Politiken hver lørdag. Allervigtigst må jeg huske at tænke positivt, og se det hele som lidt af et eksperiment: hvor godt  er jeg egentlig  i stand til at træne mig selv? Lidt af en udfordring for denne “frøken bedrevidende”!

Lykke-doping, kognitive parasitter og andre hjerneudtryk - inspiration fra Lone Frank
I går drog jeg på en lynekspedition til Århus for at høre lidt om hjerneforskning - Lone Frank holdt nemlig et foredrag med titlen “Den femte revolution - sjælen er død, hjernen lever”.  Jeg har læst “Den femte revolution” (og lånt den ud og troede den var gået tabt, men fik fornyet mit håb om at få den tilbage), er mere end almindeligt interesseret i hjernen og populær formidling af videnskab, så det MÅTTE jeg bare høre!

Oplevelsen var bestemt rejsen værd. Lone Frank gav et opkog af nogle af bogens kapitler, og i foredragsformen fængede stoffet  noget bedre end på skrift.  Lone Frank er fortaler for at vi ikke har nogen sjæl eller psyke eller ånd, men at alle vores tanker og følelser stammer fra en sæk neuroner, altså hjernen.  Religion kan i den sammenhæng opfattes som en “kognitiv parasit”, altså et biprodukt af at evolutionen har gjort os til sociale individer, der altid analyserer andres hensigter. Det er nemlig svært at forestille sig, at der ikke er nogen biologisk basis for religion når dette fænomen er observeret i alle mulige vidt forskellige samfund!

Moral er et andet fænomen man kan undersøge, bl.a. med hjernescanninger. Herom fortalte Lone Frank at de fleste mennesker, uanset religion, alder, køn, race og andre forhold svarer fuldstændig ens på en række moralske dilemmaer. Dette tyder på at vi alle har en moralsk grammatik. Hvis vi f.eks. udsættes for at skulle vælge, om vi aktivt vil foretage os en handling der kan skade et andet menneske aktiveres amygdala (brevkasselæsere, kan I huske den?), hvilket opfattes som “mavefornemmelse”. Dette synes jeg er yderst interessant, for selv om jeg er ateist har jeg altid opfattes mit moralske kompas som værende lige så stærkt som religiøse menneskers - det er nok fordi min amygdala er lige så effektiv som deres

Lone Frank mener, at vi ved at opnå øget viden om baggrunden for at vi tænker og føler som vi gør kan opnå større frihed til at sætte os ud over indgroede reaktionsmønstre og se os selv udefra. Biologien er ikke ren determinisme eller skæbne, men et felt af muligheder (det udtryk kan jeg godt lide!)

Resten af foredraget handlede om lykkeforskning og om et relevant spørgsmål: skal man medicinere raske mennesker, så de bliver mere lykkelige , bedre til at koncentrere sig eller andet? Da hun blev spurgt hvorfor hun ikke selv tager ritalin (et amfetamin-præparat som gives til børn med ADHD men altså også vil have effekter på raske mennesker) når hun sidder og knokler med en bog svarede Lone Frank at hun ikke ved hvordan hun skulle skaffe det! Personligt er jeg ikke helt sikker på at jeg ville tage tabletten, selvom jeg sad med den i hånden og var i gang med den benhårde process at finpudse en videnskabelig artikel. Ikke på grund af en moralsk holdning til “snyd”, men fordi jeg er ret panisk hvad angår lægemidler og bivirkninger…

Emnerne og argumentationen kendte jeg til fra bogen, men jeg blev virkelig positivt overrasket over, hvor dygtig Lone Frank var til at trække essensen ud og holde et kanonforedrag, stramt komponeret men alligevel let og sjovt. Jeg må nok også indrømme, at jeg har opfattet hende som lidt tvær og uempatisk på tv, men i levende live forekom hun ganske charmerende bag den topprofessionelle overflade.

Min eneste skuffelse var, at en tilhørerskare proppet med forskere, hvor man skulle låne sin sidemands lemmer for at tælle alle professorerne, godt kunne have disket op med nogle mere tankevækkende eller provokerende spørgsmål! Hun havde nok fået en vildere debat igang på et teologisk fakultet… Nå, i hvert fald blev jeg inspireret, har fornyet lyst til at arbejde videre med hjernebrevkassen og glæder mig til at genlæse “Den femte revolution”!