Som det ses på billedet var en del af deltagerne kørestolsbrugere, så måske skal jeg ikke prale alt for meget med, jeg var første kvinde i mål? Tiden derimod var jeg yderst tilfreds med, 24.02 er bestemt godkendt, når man tænker på, jeg havde løbet 6 km for at komme til startstedet (og måtte løbe lige så langt hjem med min goodiebag i hånden).

I går var jeg tilbage i Esbjerg og kunne indfinde mig på mit favoritsted for enhver lørdag morgen: Vognsbølsparken! Det var godt nok koldt og blæste 3/4 albatros, men sådan må det jo være af og til. Tiden blev beskedne 25.12, og jeg måtte lade sig slå (meget stort) af en af mine skrappe studerende, men en god start på dagen alligevel

Billedet af denne menneskelige ispind er taget af parkrun Esbjergs hof-fotograf, Egill Egilsson, der stort set hver uge leverer fotodokumentation af de morgenfriske løbere

I dag var jeg så på et lidt længere roadtrip: havde besøg af mine forældre og kombinerede en tur over grænsen (der skal meget pepsi max og Katjes slik til alt det løberi…) med Digeløbet i Højer. Her havde jeg lange overvejelser om, hvilken distance jeg skulle løbe, men endte med at vælge 9.3 km lige som sidste år. Heldigvis havde blæsten lagt sig noget, men det er alligevel strengt at tåge rundt i det åbne land og på digerne.

Jeg var et halvt minut langsommere (i 48.05) end sidste år, men endte alligevel med præcis samme placering: en 3. plads, der indbragte mig et trofæ i samme grimhedsklasse som nogle af de rædsler, jeg fik i USA. Den, og makkeren fra sidste år, pynter virkelig i mit hjem

Digeløbet kan forøvrigt virkelig anbefales. Der er flot natur, hyggelig stemning, løbet bliver afviklet professionelt og til en pris på 45 kr. får man absolut valuta for pengene. Nå, nu må det vist være på sin plads at hvile lidt, inden næste løb som er på torsdag

med en stjerneparade af smukke gamle bygninger, fyldt med historie

og rigeligt med grønne områder, hvor man kan bevæge sig rundt imellem regnbygerne

Rør en smule shopping, en aften med storytelling på Irlands ældste pub, en skummel samurai-film på Irish Film Institute og en masse andre oplevelser i, og lad det simre.

Indtages straks, og i rigelige mængder. Arh hvor er Dublin altså bare et fedt sted!

Det hele er dog ikke sjov og ballade. Her er mange hjerteskærende monumenter over alle ofrene for de sultkatastroferne, der dræbte mange irere og sendte andre afsted mod USA eller Australien.

Dublin er en meget litterær by, og man kan møde Joyce statuer og mindesmærker overalt, bl.a. i Stephens Green, hvor jeg joggede i eftermiddags. På Trinity College, hvor studerende og turister tumler rundt blandt hinanden, kan man se en udstilling om “Book of Kells”, et over 1000 år gammelt evangelium. Endnu mere imponerende var “The long room”, det gamle bibliotek med 200.000 ældre bøger. Her måtte ikke fotograferes, så jeg har lånt et billede:

Total Harry Potter-agtig stemning, eller måske noget nordeuropæisk “Rosens navn”? Udstillingen om den gamle bog var også spændende og gav mange associationer til bøgerne om Hildegaard, og jeg fik nogle meget kloge souvenirs fra museumsbutikken.

Nu er arbejdet overstået, og jeg skal for alvor holde ferie. Hvor meget kan jeg mon nå at se på to dage? Nå, misser jeg noget, er det ikke så slemt, for jeg skal garanteret til Dublin igen. Men måske har jeg præsenteret en papirposter for sidste gang?

Jeg glæder mig seriøst til at komme afsted, både for at udforske et fagområde jeg ikke kender så meget til endnu, og for at lære en endnu ukendt by at kende. Der lader til at være masser at se, og forfattermuseet er et must, selvom jeg aldrig har evnet at læse en bog af Joyce til ende.  Der er vist også en over 1000 år gammel bog på Trinity College, og et lille bryggeri (Guiness).

Efterhånden er jeg også ved at være helt klar: der er ingen akutte bunker på mit skrivebord, poster (uhåndterlig, gammeldags lamineret tingest) og pas er pakket, vækkeuret er sat. Grønne ø, her kommer jeg!

Nogen rejsetips på falderebet?

Nå, fordomme er jo til for at blive udryddet, og denne her er sandelig blevet rykket godt rundt! Således er det ved at være almindeligt (jeg har nu oplevet det til to videnskabelige kongresser i træk) at programmet kan hentes som en iphone app. Det er supersmart, for der foregår en altid en masse samtidig, og telefonen er et fint redskab til at koordinere, hvilke foredrag man skal vælge og i hvilke lokaler de holdes. Og hvis man som jeg har en lille tendens til at stalke de allersejeste forskere (helst Nobelpristagere), er det nemt lige at hente en liste over, hvilke projekter de medvirker på

Det går endda vildere til endnu: jeg har netop fået antaget en præsentation som en “e-poster”! Jeg er ikke helt sikker på, hvad sådan en fætter/kusine egentlig er, men satser på det indebærer, at jeg kan nøjes med at pakke en USB-nøgle fremfor en plakat på 100*145 cm.

Ja, sådan fremviste jeg altså mine forskningsresultater i gamle dage (meget gamle - bemærk at denne poster har et Aarhus Universitet logo). Nu er det måske slut med at tage et plakatrør med ind i kabinen på diverse fly?

Oveni blev jeg bedt om at twitte fra kongressen. Det synes jeg er ret cool, men øh…. hvor mange mennesker læser mon tweets fra et videnskabeligt møde? Måske de kolleger, som ikke selv er med - hvis de altså kan finde ud af det!

Klassiske fiskefrikadeller har aldrig sagt mig så meget, måske fordi jeg afskyr remoulade og stegeskorper. På den anden siden har jeg haft gode oplevelser med crab-cakes, så jeg besluttede mig at gå i den retning. Mangel på erfaring eller opskrift har aldrig skræmt mig, så jeg surfede lidt på nettet for at få inspiration, kiggede i køleskab, skabe og fryser og sammensatte følgende ingredienser:

- en dåse krabbekød (150 gram)

- en frossen fillet af helleflynder (100 gram, sådan cirka), som jeg tøede op og hakkede med min elskede tryllestav

- et æg

- en håndfuld havregryn

- en peberfrugt og et forårsløg skåret i små bidder

- hakket grøn chili (1), ingefær (ca en terning), citrongræs (1 stilk, fra dåse) og hvidløg (1 fed)

- friske krydderurter: mit hjem rummede koriander og dild

Der skulle vist også have været en skefuld fiskesovs og måske lidt sukker i, men det glemte jeg helt…

Denne blege fars satte jeg i køleskab nogle timer, godt dækket til med vita-wrap!

Da det var tid til aftensmad formede jeg et antal små boller, trykkede dem lidt flade og satte dem på bagepapir og gav dem en halv time i ovnen på 250 grader. Ja, de burde måske pandesteges, men jeg er som sagt ikke så vild med stegeskorper, især ikke dagen derpå. Det er et spørgsmål om præferencer, og jeg er helt sikker på, disse fiskedeller kan blive rigtig fine hvis de steges på panden.

Endelig var mine fiskeboller færdige, de blev fint gyldne på toppen og smagte skønt - jeg serverede dem med nudler og grønt, som lige fik en tur i wokken. Der blev også lidt til overs til madpakken, som endelig bliver lidt innovativ

Mit første forsøg udi fiskefrikadeller gik altså fint, og der skal bestemt eksperimenteres mere - jeg overvejer lidt at dampe mine fiskeboller, og måske pakke dem ind i en nudel først, som en slags dim sum. Forskellige typer fisk eller krabbe skal da også prøves, og måske en variant uden peberfrugt og forårsløg? Til gengæld kunne de serveres med en salat af peberfrugt og mango - det tror jeg ville være rigtig godt!

I næste uge går turen til Dublin, og jeg er ikke helt sikker på, hvornår jeg igen får tid til at lege i køkkenet - men ideerne er klar

Torsdag aften var jeg i Vejle, hvor DGI-huset i samarbejde med biblioteket havde benyttet chancen for at bestille en forsker. Jeg holdt to timers foredrag om videnskabelig evidens og rehabilitering, et lidt tørt emne, men de 30 fremmødte var vågnede og spørgende, så det var en skøn oplevelse. Allerbedst var det næsten, at foredraget kunne kombineres med en café tur med min Vejle-veninde

11-timers reglen var bestemt ikke overholdt (tror så heller ikke den gælder forskere) da jeg tidligt i morges mødte op for at hjælpe med at bemande SDUs stand til et arrangement i Esbjerg. Nogle af de andre deltagere var fra Center for Maritim Sikkerhed og Sundhed, og de gav mig lov til at prøve en rigtig sømandsdragt. Awesome!

Da først de vilde horder (5. klasses elever) ankom, var der dog ikke mere tid til pjat! Vi havde travlt med at bestyre den lille tipskupon, vi udstedte, samt uddele geniale præmier i form af SDU merchandise. Tiden fløj, og mine ører giver stadig genlyd af skrig og skrål. Sjovt var det!

Nu er jeg ret godt brugt, men glad og tilfreds efter at have fået en endnu chance for at arbejde med det, jeg drømmer om. Sæt lige en fed streg under arbejde, for det var hårdt! Heldigvis skal jeg bare slappe af i weekenden med en masse løb, og måske se en film og læse en bog. Nogle gange tænker jeg lidt over, om det er nær så spændende og givende for folket at møde en forsker, som det er for forskeren at møde folket?

Løbet foregik på en rundstrækning på 1.3 (tror nu den var 1.4, men det er detaljer) km rundt om slagteriet. Ikke verdens mest inspirerende rute, men så var depotet (med snolder - yay!) jo tæt på hele tiden

Der blev løbet på mange distancer, lige fra to runder til “så langt du kan komme på 6-timer”. Deltagerne var slagteriets medarbejdere, ultraløbere fra hele landet og nysgerrige, der gerne ville have et kig på Europas næststørste slagteri. Det var faktisk ret spændende, det er jo ikke en arbejdsplads, jeg normalt ville få chancen for at besøge.

Jeg var tilmeldt 6-timers løb og havde udmærkede ben, men valgte at stoppe efter en fredelig og hyggelgi marathon. Det var den tredje i år (og alle tre på en måned!), og de akkumulerede anstrengelser kan godt lige fornemmes. Jeg lå godt nok på tredjepladsen i kvindernes konkurrence og øjnede muligheden for at holde den placering, men lod alligevel mageligheden sejre, hvilket var en god beslutning. Der er mange andre løb i år, jeg enormt gerne vil til, og kroppen skal helst holde hele vejen til savannen!

Egentlig er jeg tilmeldt endnu et marathon allerede om to uger, et løb jeg har glædet mig til (Skjern Å Running Challenge). Den tror jeg dog, jeg springer over, mest fordi jeg har et møde i København dagen inden, hvilket vil gøre logistikken ret besværlig. I maj kommer der Digeløb, Kalkmineløb, måske en tur til Københavns marathon, og i juni er der 24 times løb i Holte, hvor jeg deltager på det sejeste 6-mands hold! Oveni kommer parkruns ad libitum og et socialt løb i Esbjerg på søndag. Ak ja, så mange løb, så lidt tid… Luksus-problem eller hvad

Som altid (ok, så mange bøger har han faktisk heller ikke skrevet) med Jungersen er det en god idé at sætte en weekend af til bogen. Når man først får åbnet, slipper den ikke så let ens hånd igen… Bogen flyder virkelig let, og under læsningen fremstår personerne levende og deres skæbner dybt interessante!

I “Du forsvinder” er hovedpersonen en pæn, tennisspillende folkeskolelærer, mor til teenagesøn og “hustru til skoleleder” Mia fra Farum. På en ferie på Mallorca opfører hendes mand, Frederik, sig yderst bizart - det viser sig, han har en langsomt voksende og godartet (forstået som i “ikke-kræft”) svulst i hjernen. Den skal opereres ud, men det kan ikke klares uden at rode lidt i frontallapperne. Og så ved læsere af hjernebrevkassen jo godt, hvordan det er fat…

Svulsten og operationen påvirker Frederiks personlighed og hans evne til at træffe beslutninger - det kommer da også frem, at han har truffet nogle ret katastrofale af slagsen, der både bringer familiens liv og hans elskede skole ud i den røde zone. Mens Frederik langsomt får det bedre, begynder Mia at interessere sig for hjernen. Hun sluger populærvidenskabelige forklaringer, og begynder at se hjerneskader overalt. Samtidig deltager hun i en støttegruppe for pårørende til hjerneskadede, hvor hun møder personer, der får enorm indflydelse på hendes liv.

Jeg tager virkelig hatten af for Jungersens grundige research, og nyder de fakta-oplysninger, han sniger ind i bogen (og at han har konsulteret Lone Frank). Bogen er ikke bare en spændende historie, men kredser om store spørgsmål som “hvor kommer vores personlighed fra” og “har  mennesket en fri vilje” på en elegant måde uden at blive for lang i spyttet. Som i “Undtagelsen” får Jungersen enkelte relevante og måske lidt kætterske bemærkninger flettet ind. Her er én, jeg virkelig bed mærke i, om kriminelle:

“Det er middelalderligt at tro de mennesker selv ønsker at blive sådan. Deres hjerner fungerer ikke godt, og selvfølgelig skal de i behandling. Selvfølgelig skal de ikke indespærres i årevis som en anden Natascha Kampus”

Ordene er lagt i munden på biologen Andrea, som Mia møder i pårørende-gruppen. Hun har en del skarpe skud og udtrykker nok forfatterens forståelse af hjernen og mennesket klarest.

Meget interessant for litterater og anmeldere er konsekvenserne af ovenstående på litteraturens syn på mennesket (Freudiansk eller “hjerne-kemisk”?), der udtrykkes i lille artikel med titlen “Fortællingens krykke er knækket” af Sigrid Gorm Riise. Det er da egentlig påfaldende, at romanforfattere generelt overhovedet ikke bruger den nyeste viden om hjernen i deres arbejde. Meeeeeen her vil jeg nok lige anføre, at Siri Hustvedt behandler det emne langt mere grundigt i “The shaking woman” og anbefaler den stærkt til læsere, der skulle blive grebet af emnet (de kunne også passende gribe “Den femte revolution” af Lone Frank).

Politikens anmelder kalder bogen vildt ambitiøs, men her er jeg ikke helt enig. Jeg læste “Du forsvinder” som en velskrevet bestseller med mere på hjerte end så meget andet. Jeg har dog haft større skandinaviske læseoplevelser for nylig, takket være superliga-forfattere som Wassmo, Saabye og Leine - og så er jeg lige nu i gang med en bog, der er hundrede år gammel, men konstant slår benene væk under mig med geniale observationer om vores tid. Fortsættelse følger…

Fredag var vejret noget gråt og trist, men jeg fik da slæbt min (godt brugte efter et marathon) krop hen til Kongens Nytorv, hvor jeg lokaliserede Christiansborg og begav mig ned i ruinerne. Det var ret spændende at lære lidt mere om Københavns historie, og jeg lod Absalon og mit store idol fra barndommen Leonora Christine guide mig rundt i den skumle underjordiske verden, hvor jeg havde været så smart at dukke op lige før invasionen af børnefamilier

Bagefter ville jeg gerne have været på havnerundfart, men kunne godt se, det ville blive en jævnt kold fornøjelse. Jeg kiggede lige indenom Nationalmuseet, men min hu stod mere til en biograftur, så jeg smuttede i Dagmar for at se den bedste (og eneste) stumfilm jeg har set i biografen. Velfortjente Oscars, selvom jeg havde undt George Clooney én for “Descendants”.

Der blev også tid til en gang vandpjaskeri og sauna (men i DGI-byen ramlede jeg altså lige ind i Påskeferie-invasionen!), inden aftenens helt store begivenhed: Jeg havde sikret mig en (aldeles billig) billet til det Kongelige Teater, hvor jeg skulle opleve noget eksperimenterende dans til en international koreografi-konkurrence.

Det var aldeles underligt, men nogle af numrene var vildt fede. Jeg kan dog se, at min smag er lidt konventionel: således foretrækker jeg dans, hvor der er musik til… Min favorit var sydkoreaneren, der afsluttede sit nummer kaldet “The hole” med at smide sig ned og slå i gulvet mens han vrælede som en snotunge i supermarkedet. Cool! Altså, det var sådan lige en tand mindre folkeligt end “Grease”, men tiden fløj og jeg er glad for, jeg stadig er ung nok til at udvide min horisont af og til

Lørdag havde jeg egentlig et parkrun på programmet, men kombinationen af post-marathonben og snevejr fik mig til at vælge at udnytte hotellets fitness-faciliteter i stedet. Frokost blev indtaget på Sushitarian (favorit-sted!) i suverænt selskab, og det var så den ferie. Lettere udmattende, men så kan jeg jo slappe af med at have gæster til påskefrokost i morgen. Mon man skal købe ind til sådan én?