Verdens værste foredrag fredag, 19. mar 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, 7 kommentarer… endnu en illustration af, at virkeligheden har det med at være knap så glamourøs, men til gengæld langt mere besværlig end mine forestillinger.
Livet som forsker indebærer mange forskelligartede opgaver. En af dem jeg elsker (men også frygter en lille bitte smule) er at rejse ud for at holde oplæg for kolleger. Jeg brænder virkelig for mine projekter og er stadig så ny i branchen, at jeg bliver meget glad og beæret over at få buddet, selvom det indebærer en masse ekstra arbejde og transport, og mit honorar er at finde i størrelsesordenen ingenting/et par flasker rødvin/et gavekort . Titlen “inviteret foredragsholder” giver alligevel anledning til en vis stolthed, ikk?
I efteråret indgik jeg en aftale om at holde et seminar på en specialiseret sjællandsk hospitalsafdeling - jeg vil ikke nævne dens navn her, hvorfor jeg har valgt at lade stedet forblive anonymt bliver snart tydeligt.
Jeg glædede mig lidt til at se hvad der foregik på denne afdeling og havde en frokostaftale før mit foredrag, der var planlagt til i går. Tilbuddet om rundvisning og frokost røg sig dog en tur, da den forsker som havde inviteret mig blev forhindret i at deltage grundet et vigtigt udenbys møde. Nå, jeg medbragte da bare en madpakke og skrev navnet ned på den sekretær, jeg i stedet skulle henvende mig til.
Turen gik med DSB over Storebælt og et lille lokaltog (den slags, hvor man skal ringe for at toget standser!) ud over Lars Tyndskids marker. Jeg ankom i god tid, fandt frem til hospitalet og fik endda næsten lokaliseret hende, der skulle tage imod mig. Desværre var hun gået hjem med hovedpine og havde ikke fundet en afløser, men hendes kolleger viste mig da vej til biblioteket, hvor jeg kunne forberede mig. Afdelingens læger kom snart for at holde konference, men viste mig ind i et tilstødende lokale….
Knap havde jeg nået at tage hul på min madpakke, før en overlæge dukkede op. Hun fortalte, at der ikke rigtig var interesse for at deltage i mit seminar, så kunne jeg ikke komme igen en anden dag? Det sagde jeg selvfølgelig IKKE ja til, men i hvert fald blev jeg verfet ud af døren med min rygsæk på nakken og min halvspiste madpakke i hånden 
Her ville det vist have været helt på sin plads at hyle og skrige og skabe sig, men de tilstedeværende kunne ikke gøre for, at de ikke var blevet gjort opmærksomme på mit foredrag eller for den sags skyld at Cs-induceret epileptiform aktivitet i hippocampale hjerneskiver fra rotter ikke interesserede dem en hujende døjt. Desuden var situationen også en anelse komisk, og jeg er heldigvis god til at grine af livets latterligheder, så jeg synes selv, jeg tog det meget pænt.
I toget hjem (da jeg efter at have stået op en time fik en plads) fyrede jeg dog en mail af til hende, der havde inviteret mig, hvor jeg fortalte ganske ærligt hvad jeg mente om hendes niveau af professionalisme. Jeg foreslog hende også, at hun ud over at refundere mine rejseomkostninger kunne give en økonomisk kompensation for min spildte dag. Nu venter jeg spændt på at høre fra hende…
Tror I jeg får en uforbeholden undskyldning? Hvordan havde I reageret i den yderst besynderlige situation: at blive inviteret til at holde et foredrag og derefter buhet ud før powerpointprojektoren overhovedet var blevet tændt?
Stress torsdag, 11. mar 2010
Skrevet af betteskov under Videnskab, hjernen!, 8 kommentarerHer i dagens Danmark føler man sig nærmest lidt udenfor, hvis man IKKE er stressramt. Denne folkesygdom (som ingen af mine hårdtarbejdende amerikanske kolleger havde hørt om) har virkelig fået meget opmærksomhed på det seneste. Derfor vil jeg se lidt på de fysiologiske mekanismer bag stress og hvordan hjernen er involveret.
Kroppens stress-hormoner dannes i binyrerne, et par små kirtler som er placeret ovenpå nyrerne (på engelsk hedder de adrenal glands) og består af en marv (medulla) og en bark (cortex, ikke at forveksle med hjernebarken). I binyremarven produceres adrenalin og noradrenalin, de hormoner som formidler det velkendte “fight or flight” response. Når man skal løbe fra en sulten løve eller slås med en hærdebred rocker er det meget praktisk at blodtryk og puls øges, at blodet ledes fra mave-tarmkanalen til musklerne og at vejrtrækningen stiger. Det er til gengæld mindre hensigtsmæssigt at være i denne tilstand døgnet rundt…
I binyrebarken dannes en fundamentalt anderledes type hormoner, der tilhører gruppen af steroider (andre medlemmer er mandlige og kvindelige kønshormoner). Disse er fedtopløselige og derfor kan frit bevæge sig gennem cellemembraner for at finde deres receptor (det molekyle som skal formidle deres aktivitet) inde i cellerne, mens adrenalin binder til receptorer på celleoverflader. Binyrene producerer mineralocorticoider som hovedsageligt har effekt på vand- og saltbalancen, og glucocorticoider som har vigtige effekter på sukkerstofskiftet (deraf navnet gluco) og immunsystemet. Et af disse glucocorticoider er cortisol, der ofte betegnes som stress-hormonet.
Cortisol har effekter på mange forskellige organer. Det øger blodsukkeret ved at få leveren til at danne mere sukker og ved at nedsætte optagelsen af sukker i muskler og andre væv. Cortisol virker modsat insulin (som sørger for at der bliver ”lagret op”) og kan på langt sigt medføre insulinresistens, en vigtig komponent i diabetes type II. Desuden øges følsomheden for adrenalin i blodkarrene, hvilket er med til at forhøje blodtrykket. Nedbrydning af protein og fedt øges, fedtfordelingen ændres så mere ophobes centralt på kroppen (æbleform) og immunforsvaret hæmmes.
Nu kunne man mene, at det der cortisol lyder som et rigtig ondt hormon, der gør alt det grimme ved os: giver en stor dunk på maven, højt blodsukker og forhøjet blodtryk. Hvorfor er vi dog udstyret med sådan en “indre terrorist”? Hertil kan kun siges, at glucocorticoider er livsnødvendige. Når vi skal overleve en krise, feks en febersygdom eller en operation, er det nyttigt at mobilisere alle kroppens ressourcer, og det sørger cortisol for (hvis en læser skulle finde på at spørge ind til mangel på binyrebarkhormoner vil jeg tilføje en fodnote, der involverer JFK). Den menneskelige krop er derimod ikke gearet til konstant at være i alarmberedskab over længere tid, hvilket netop sker ved stress.
Nu er vi jo i hjernebrevkassen, og det er netop oppe fra øverste etage at binyrernes produktion af glucocorticoider styres. Hos et menneske, der oplever stress (fysisk såvel som psykisk) vil den del af hjernen som hedder hypothalamus signalere til hypofysen (på engelsk og den følgende illustration hedder den pituitary gland) at den skal sætte binyrerne i sving. Hypothalamus har mange vigtige funktioner; udover at være bindeled mellem centralnervesystemet og diverse hormonelle systemer, er den med til at regulere kropstemperatur, sult, tørst, døgnrytmer og meget andet.
MEN cortisol virker altså også tilbage på hjernen! I områder som frontallapperne (se indlæg om “Det hvide snit”, de er vigtige for sociale funktioner, følelsesmæssige reaktioner og for at kunne forudsige konsekvenserne af en handling) og hippocampus (spiller vigtig rolle for hukommelse og meget andet) er der specielt mange receptorer for glucocorticoider. Langvarig udsættelse for en stor dosis cortisol menes at kunne beskadige og måske endda dræbe nerveceller i disse områder!
Grunden er altså lagt for en hypotese om, at stress kan medføre (måske irreversible) forandringer i hjernen, påvirkende hukommelse, personlighed og følelsesmæssige reaktioner. Hjernebrevkassen har faktisk modtaget et spørgsmål omkring cortisols langstidvirkninger på hjernen. Derfor vil jeg gerne i et uddybende indlæg se nærmere på især hippocampus rolle for stress-reaktioner, depression og post-traumatisk stress. Det kunne være yderst interessant med nogle læserreaktioner, så skriv ind hvis du har været stresset og fortæl lidt om hvilke udslag det gav, hvordan du blev klar over du var stresset og hvor længe symptomerne var om at fortage sig.
Sneet ude i Sønderborg mandag, 8. mar 2010
Skrevet af betteskov under Rejser, Uniliv, Videnskab, 6 kommentarerHeldigvis er forskning ikke bare en sport for gråskæggede mænd - en rigtig stor del af det videnskabelig arbejde herhjemme udføres af ganske unge mennesker. Nogle af disse har organiseret sig som “Selskab for medicinsk Studenterforskning” og afholder en årlig kongres, hvor kommende læger/forskere præsenterer deres projekter for hinanden.
I år var jeg så heldig at blive inviteret med for at holde et foredrag om livet som ph.d. studerende og mulighederne for at gennemføre en del af uddannelsen i udlandet. Jeg ville selvfølgelig gerne have mest muligt ud af det faglige program og begav mig af sted mod det lækre kursussted Sandbjerg Gods efter arbejdstid fredag.
Det sneede godt nok lidt, og min X-bus passerede et par biler i grøften, men jeg opdagede først, hvor slemt vejret egentlig var da jeg stod på Sønderborg rutebilstation og hurtigt blev forvandlet til en snemand. Heldigvis fik jeg fat i en taxa før mine tæer frøs af, men den flinke chauffør fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var forsvarligt at køre ud på små veje.
Jeg måtte tilbringe natten i Sønderborg, “desværre” var der kun værelser at få på det ganske komfortable Comwell hotel. Der sov jeg blødt og godt, og næste morgen var der ingen problemer med at nå frem til det ensomt beliggende slot. Sandbjerg var virkelig flot, og midt i mellem foredrag og festmiddag var der heldigvis tid til en lille fotosafari i palæet.
Returrejsen søndag var ganske udramatisk, men jeg er ved at få ry for at være hårdt ramt (det er kun et halvt år siden jeg på mindeværdig vis strandede i North Carolina) hvad vildveje angår. Heldigvis ser det alligevel ud til, at der findes modige mennesker, som tør tage på sommerferie med mig - endda til et megaspændende sted hvor der absolut ikke gives garantier mht vejret. Nogen der kan gætte hvorhen? 
Lidt om videnskabelig evidens, snydepiller og guddommelige hænder torsdag, 4. mar 2010
Skrevet af betteskov under Sundhed, Videnskab, 6 kommentarerMit sidste indlæg, den efterfølgende diskussion og en lille case-story fra den virkelige verden har tydeligt illustreret, at det ikke er helt let at afgøre, om en behandling (dette begreb kan forstås som alt fra en tablet, indsprøjtning eller operation til besked om at spise flere grøntsager) nu også virker på en given sygdom. Det store spørgsmål er altid om det er bedre at behandle end intet at foretage sig.
De fleste har nok hørt om placebo-effekten: det faktum at uvirksom medicin ofte medfører en vis (midlertidig) bedring af mange tilstande. Placebo-effekten skyldes at patienten og tit også lægen forventer at behandlingen virker, og dens størrelse er afhængig af et utal af faktorer (der er faktisk forsket i dette!), bl.a. hvor entusiastisk lægen er omkring behandlingen, hvor smertefuld behandlingen er (jo mere ubehag, desto større placebo-effekt. Injektioner er langt bedre end tabletter. Der er på tilsvarende vis større effekt af at få en motiveret patient til at følge en meget kompliceret diæt end af at sige “8 kostråd”) og endda hvilken farve en eventuel pille har!
På grund af placebo-effekten er det altså ikke nok at vise, at en behandling virker - man skal sandsynliggøre, at den virker bedre end placebo. Til det formål er den gyldne standard indenfor lægevidenskabelig forskning det randomiserede, dobbelt-blindede, placebokontrollerede forsøg.
For at gennemføre et sådant skal man bruge en stabel patienter med samme sygdom, defineret ud fra et sæt kriterier. De skal deles op i to grupper, hvoraf den ene får placebo og den anden får den aktive behandling. Det er vigtigt at lægen ikke deler patienterne op, for han/hun kan have tendens til at vælge at give den aktive behandling til bestemte patienter (måske de sygeste eller de yngste eller noget helt tredje), sådan ganske ubevidst. De skal fordeles ganske tilfældigt (randomisering), feks ved at slå plat og krone eller via et computerprogram. På den måde sikres det også, at de to grupper er nogenlunde ens med hensyn til alders- og kønsfordeling og forekomst af andre sygdomme.
Patienterne må selvfølgelig ikke vide, om de får placebo eller aktiv behandling (blinding). Men det må lægen heller ikke (dobbeltblinding), for han/hun kunne muligvis komme til at tolke patienternes udtalelser eller endda målinger ud fra denne viden.
Hvis disse krav er opfyldt og en statistisk analyse viser, at behandlingen gav bedre effekt end placebo på nogle parametre som blev vedtaget inden forsøget gik igang, så er der god videnskabelig evidens for behandlingen. Hvis man siger det er BEVIST at behandlingen virker tager man munden lidt fuld - der er jo også statistisk usikkerhed eller muligheden for, at man ikke har taget højde for alle faktorer.
Der er selvfølgelig mange mulige problemer med denne type forsøg. De er gode til lægemidler i form af en tablet eller indsprøjtning, men hvordan undersøger man om zoneterapi virker mod astma? Jeg kunne godt forestille mig at zoneterapi bl.a. kunne tænkes at virke fordi de personer som opsøger denne behandling selv har valgt det, er glade for at gøre noget aktiv for eget helbred, kommer til en behandler som lytter til dem og tager dem alvorligt osv. At give en lyserød tablet som placebo vil ikke tage højde for disse effekter. Man kunne dele forsøgspersonerne op i to grupper, hvoraf den ene fik “rigtig” zoneterapi af en uddannet behandler og de andre bare fodmassage fra en amatør - men så går dobbeltblindingen fløjten.
Nogle gange kan det være nødvendigt at bryde blindingen - hvis en patient bliver akut syg er det vigtigt at finde ud af, om det er en bivirkning eller et tilfælde, for at have en bedre idé om hvordan den uheldige skal behandles. Derfor har store forsøg en styrekomité, som har mulighed for at gribe ind hvis nødvendigt. Denne komité foretager også statistiske analyser undervejs og har muligheden for at stoppe et forsøg. Det skete dengang man undersøgte effekten af den nye retrovirale behandling for AIDS - det var simpelthen uetisk at fortsætte forsøget, fordi medicinen var så overbevisende gavnlig, at alle skulle have den!
Nu har jeg kun talt om de tilfælde, hvor behandlingen faktisk var bedre en placebo. Et negativt resultat kan være svært at tolke: skyldes det at behandlingen vitterlig ikke virker, eller var materialet bare for lille til at vise statistisk signifikans? Måske har behandlingen kun effekt på 1 ud af 1000 patienter, men giver til gengæld en dramatisk forøget livskvalitet hos denne ene? Dette vil statistikken ikke kunne påvise.
Som den kvikke læser nok kan regne ud, er store forkromede forsøg som beskrevet her vanvittigt dyre og kræver enorme mængder tid og ressourcer. Det er selvfølgelig lettere at få medicinalindustrien til at støtte projekter som viser at deres nye pille er et wonderdrug end at skaffe sponsorer til et forsøg omkring glutenfri kost og børneeksem. Jeg vil dog stadig forholde mig ret til at sige “hvor er den videnskabelige evidens” og få en gedigen gang skæld ud næste gang jeg står overfor en kernesund mama og hendes angiveligt snotfri afkom :-D
Nu er det altså ikke fordi jeg er bedre selv - her i maraton-optakten har jeg valgt at ofre en gang massage på mig selv et par gange om måneden. Min lægeeksaminerede idrætsmassør Brian kan nok ikke vise nogen dokumentation for sit tag på mine ben, men nøøøøøøøøj hvor det føles godt!
Er det nu også bevist? - optakt og et lille dilemma mandag, 1. mar 2010
Skrevet af betteskov under Videnskab, 7 kommentarerGang på gang - både ude i verden og her på nettet - får jeg rodet mig ind i irriterende diskussioner som jeg bare ikke kan vinde . For hvordan skal man argumentere med folk som påstår, at eftersom de aldrig har været forkølede siden de holdt op med at drikke mælk, så må det da være rigtigt, at komælk medfører overdreven snotning hos homo sapiens? Eller dem der mener at man kan fjerne fiktive affaldsstoffer fra kroppen ved at leve af frugt og grøntsagssuppe i et par uger?
Tydeligvis er deres udgangspunkt et andet end mit, og så kan det blive megasvært at mødes. Idéen med denne appetitvækker og det følgende indlæg er at prøve at forklare, hvad jeg forstår ved videnskabelig evidens, ikke at fornærme nogen - hverken knastørre videnskabsteoretikere eller alternative klidfreaks (sagt med et glimt i øjet!)
Indenfor områder som lægevidenskab (i bred forstand), sundhed, kost, motion osv, er det ekstremt svært at BEVISE nogen virkning af noget som helst, fordi vi har at gøre med komplekse organismer og multiple effekter. Hvis eksempelvis et forsøg viser at deprimerede mennesker får det bedre af at begynde at løbe, skyldes forbedringen så frisk luft, bedre kondition, det sociale fællesskab omkring løbeturen, stoltheden over at udfordre sig selv eller noget helt andet? Måske fik de det bare bedre fordi tiden gik? En mulighed kunne være, at det har en effekt i sig selv at patienter og læger tror og håber på denne behandlingsform virker? Eller måske var det kun de deprimerede, som alligevel var på vej til at blive raske der gennemførte programmet, og i så fald er det ikke sikkert, løberiet har gjort hverken fra eller til. Nåja, hvordan måler man i det hele taget forbedringen? Er det nedsat dosis medicin, selvrapporteret bedring eller skal en læge vurdere, om patienterne virker raskere?
Tolkningsproblemer og faldgruber står altså nærmest i kø, men her kommer et lille simpelt dilemma til mine kloge læsere: Forestil dig du er læge langt ude på landet, uden adgang til computer eller faglig sparring. Du konstaterer en epidemi blandt lokalbefolkningen af en voldsom og smertefuld sygdom. Heldigvis har du en nem og billig behandling til rådighed. Den er forbundet med et vist ubehag for patienterne, forkorter ikke deres sygdomsperiode, letter ej heller deres smerter, men hvis behandlingen gennemføres vil hele 90% overleve. Hvad gør du?
Lykke-doping, kognitive parasitter og andre hjerneudtryk - inspiration fra Lone Frank torsdag, 25. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Uniliv, Videnskab, hjernen!, Århus, 2 kommentarerI går drog jeg på en lynekspedition til Århus for at høre lidt om hjerneforskning - Lone Frank holdt nemlig et foredrag med titlen “Den femte revolution - sjælen er død, hjernen lever”. Jeg har læst “Den femte revolution” (og lånt den ud og troede den var gået tabt, men fik fornyet mit håb om at få den tilbage), er mere end almindeligt interesseret i hjernen og populær formidling af videnskab, så det MÅTTE jeg bare høre!
Oplevelsen var bestemt rejsen værd. Lone Frank gav et opkog af nogle af bogens kapitler, og i foredragsformen fængede stoffet noget bedre end på skrift. Lone Frank er fortaler for at vi ikke har nogen sjæl eller psyke eller ånd, men at alle vores tanker og følelser stammer fra en sæk neuroner, altså hjernen. Religion kan i den sammenhæng opfattes som en “kognitiv parasit”, altså et biprodukt af at evolutionen har gjort os til sociale individer, der altid analyserer andres hensigter. Det er nemlig svært at forestille sig, at der ikke er nogen biologisk basis for religion når dette fænomen er observeret i alle mulige vidt forskellige samfund!
Moral er et andet fænomen man kan undersøge, bl.a. med hjernescanninger. Herom fortalte Lone Frank at de fleste mennesker, uanset religion, alder, køn, race og andre forhold svarer fuldstændig ens på en række moralske dilemmaer. Dette tyder på at vi alle har en moralsk grammatik. Hvis vi f.eks. udsættes for at skulle vælge, om vi aktivt vil foretage os en handling der kan skade et andet menneske aktiveres amygdala (brevkasselæsere, kan I huske den?), hvilket opfattes som “mavefornemmelse”. Dette synes jeg er yderst interessant, for selv om jeg er ateist har jeg altid opfattes mit moralske kompas som værende lige så stærkt som religiøse menneskers - det er nok fordi min amygdala er lige så effektiv som deres
Lone Frank mener, at vi ved at opnå øget viden om baggrunden for at vi tænker og føler som vi gør kan opnå større frihed til at sætte os ud over indgroede reaktionsmønstre og se os selv udefra. Biologien er ikke ren determinisme eller skæbne, men et felt af muligheder (det udtryk kan jeg godt lide!)
Resten af foredraget handlede om lykkeforskning og om et relevant spørgsmål: skal man medicinere raske mennesker, så de bliver mere lykkelige , bedre til at koncentrere sig eller andet? Da hun blev spurgt hvorfor hun ikke selv tager ritalin (et amfetamin-præparat som gives til børn med ADHD men altså også vil have effekter på raske mennesker) når hun sidder og knokler med en bog svarede Lone Frank at hun ikke ved hvordan hun skulle skaffe det! Personligt er jeg ikke helt sikker på at jeg ville tage tabletten, selvom jeg sad med den i hånden og var i gang med den benhårde process at finpudse en videnskabelig artikel. Ikke på grund af en moralsk holdning til “snyd”, men fordi jeg er ret panisk hvad angår lægemidler og bivirkninger…
Emnerne og argumentationen kendte jeg til fra bogen, men jeg blev virkelig positivt overrasket over, hvor dygtig Lone Frank var til at trække essensen ud og holde et kanonforedrag, stramt komponeret men alligevel let og sjovt. Jeg må nok også indrømme, at jeg har opfattet hende som lidt tvær og uempatisk på tv, men i levende live forekom hun ganske charmerende bag den topprofessionelle overflade.
Min eneste skuffelse var, at en tilhørerskare proppet med forskere, hvor man skulle låne sin sidemands lemmer for at tælle alle professorerne, godt kunne have disket op med nogle mere tankevækkende eller provokerende spørgsmål! Hun havde nok fået en vildere debat igang på et teologisk fakultet… Nå, i hvert fald blev jeg inspireret, har fornyet lyst til at arbejde videre med hjernebrevkassen og glæder mig til at genlæse “Den femte revolution”!
Endelig hjemme… sådan da! lørdag, 16. jan 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, Århus, 2 kommentarerDet er snart et halvt år siden jeg rejste fra USA ( men nogle gange føles det som om jeg boede i Alabama i et andet liv, andre gange er jeg lige ved at gå i Piggly-Wiggly i stedet for Føtex), men det var først i går jeg for alvor følte, jeg kom hjem igen til Aarhus Universitet. Jeg har selvfølgelig været på mit alma mater mange gange i forskellige anledninger, men har hver gang haft en distinkt følelse af at være på udebane.
I går holdt det Sundhedsvidenskabelige Fakultet PhD dag, en årlig begivenhed hvor de unge forskere kan møde hinanden og vise verden hvad de pusler med til hverdag. Jeg fik en invitation til at holde en tale under den efterfølgende fest, hvor jeg fortalte lidt om hvordan det er at være kommet ud på den anden side af PhD forsvaret. På mærkværdig vis kunne mange af mine mest traumatiske oplevelser gennem de seneste år (mine gentagne forsøg på at erobre et Alabama State Drivers Licence og min indædte jobjagt) konverteres til morsomme anekdoter, og jeg døde ikke af sceneskræk, så det gik vist fint nok
Den største oplevelse var ikke at skvaldre løs, men den lune fornemmelsen af at være blandt mine egne igen. Jeg fik updates på mine venners PhD-projekter, der for de fleste vedkommende er afsluttede eller tæt på. Jeg er ikke den eneste forsker som har været i Sydstaterne og hørte en række sjove historier fra North Carolina og Memphis. Jeg nød den inviterede “key note speaker”, Nobelpristageren Tim Hunts morsomme foredrag og var imponeret over, hvor meget og hvor god forskning de unge mennesker (det kan jeg vist godt tillade mig at kalde dem nu, ikk?) bedriver. Ja, selvfølgelig solede jeg mig også lidt i, at det var MIN veninde der holdt det bedste oplæg i en ellers meget, meget tæt konkurrence om Fogh-Nielsen prisen, som gives til kanonseje PhD-studerende, der både kan lave god videnskab og formidle deres fund til et propfyldt auditorium.
Alt i alt var det bare en dejlig og motiverende dag! Ikke alene blev jeg mindet om, hvor mange spændende mennesker jeg faktisk har lært at kende under min forskeruddannelse, jeg blev også klar over, hvor afklaret jeg er blevet gennem de sidste par måneder. Nu er jeg endelig i stand til at besøge mit gamle universitet og fornøje mig over alle de gode minder derfra. Underligt nok har det mere følelsesmæssigt kompliceret at flyve fra dén rede end at flytte hjemmefra…
Hurra for juhuu-fasen! mandag, 4. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Videnskab, 3 kommentarerDet var virkelig en fest at begynde på arbejde i dag. Mine søde nye kolleger havde stillet en fin buket på mit hæve-sænkebord, alle hilste pænt og dagen fløj afsted. Arbejdet er spændende og først og fremmest varieret - jeg skal både i proteinlaboratoriet, dna-laboratoriet, udføre statistiske analyser og interviewe patienter. Der bliver vist ikke tid til at kede mig eller til at hænge på facebook i hele og halve dage
Engang på et kursus, hvis titel og øvrige indhold jeg for længst har glemt, lærte jeg noget virkelig vigtigt: i alle menneskelige forhold er der fire faser. Man løber gennem dem når man vokser op, med nye kærester, når man begynder på en ny uddannelse eller ved jobskifte. Først er der “juhuu-fasen”, hvor det hele bare er fedt, man har en masse energi og kører glad på. Dér er jeg nu. Desværre bliver man ikke der altid - nogle små irritationsmomenter vil dukke op, men i første omgang vil man ignorere dem, fordi juhuu-fasen er så skøn. Altså fornægtelses-fasen. Når det ikke er muligt at overse problemerne, bliver man smådeprimeret og energiløs. Det, der skulle have været så perfekt, var alligevel behæftet med fejl. Heldigvis vil de fleste grave sig op af sump-fasen og nå ind i slutfasen: her erkender man, at ens forældre eller den skønne nye kæreste er ganske almindeligt menneskelige mennesker. At der er hårdt arbejde involveret, selv i drømmejobbet eller at den dejlige uddannelse også rummer et par trælse fag. Forhåbentlig overskygger de gode sider de dårlige, i hvert fald er illusionerne væk og hverdagen kan begynde.
Jeg ved godt, at det vil gå sådan, for sådan går det jo altid. Men håbet er jo lysegrønt: måske kan denne juhuu-fase vare ca. til pensionalderen (jeg er begyndt at betale til efterlønsordningen, så det kan vel ikke dreje sig om alt for mange år)?
Betteskovs nytårstale torsdag, 31. dec 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Uniliv, Videnskab, Kommentarer2009 var et yderst interessant år. Betteskov bevægede sig fra den store verden og tilbage til andedammen (og et smut igen ud i den store verden, og så rundt om Jylland, et par øer og tilbage igen, men det er detaljer) og på den store scene kom hele verden til Danmark i flere omgange. Derfor er emnet for Betteskovs nytårstale naturligt nok “danskerne mod amerikanerne”.
Et af de fantastiske mennesker, jeg omgikkes i 2009 er en palæstinenser, hvis familie flygtede fra Haifa til Vestbredden i 1948. Han er uddannet læge i Tyrkiet, har en Master of Public Health fra Emory Universitetet i Atlanta og er nu ved at tage en PhD i Århus. Han fortalte mig at af alle de lande han har oplevet, synes han vi har langt det bedste samfund i Danmark. For nogle år siden ville jeg have brokket mig og påpeget alskens problemer med mit fædreland og måden vi gør tingene på. I dag er jeg tilbøjelig til at give ham ret.
I USA oplevede jeg et samfund med voldsomme uligheder. Forskellen på at gå ind i en Walmart i et fattigt område, hvor en stor del af de handlende betalte med food stamps (det amerikanske svar på socialhjælp - et kreditkort med et ikke særligt stort månedligt beløb på, som kun kan bruges på mad) og en Whole Foods (et tempel til økologisk luksusmad) i velhaverforstaden var næsten umulig at rumme. En af billetkontrollørerne i min lokale biograf havde ingen tænder i munden, men jeg mødte en pige på universitetet, som havde fået sat kroner på alle sine (sunde og almindelige) tænder for at have et blændende hvidt gebis. Eksemplerne er utallige, men jeg synes vi skal skønne på at bo i et land, hvor både gadefejeren og professoren kan finde på at handle ind i Netto - og hvor andre folk ikke vil finde det specielt mærkeligt, hvis de to spillede golf sammen!
Der kan siges meget om vores sundhedsvæsen, men trods alt er det en stor ting, at alle har ret til og (nogenlunde) lige adgang til behandling og at man ikke skal hive pungen frem for at blive kørt på hospitalet i en ambulance. Jeg har også lært at være glad for toget som kører mig til København, fagforeningen som kan hjælpe og rådgive mig, dagpengene fra a-kassen som gør, at en periode med arbejdsløshed ikke slår fuldstændig hul i sparegrisen…
Men selvfølgelig er der også noget, vi kan gøre bedre. Jeg var imponeret af amerikanernes store hjælpsomhed over for hinanden. Når én flyttede stod vennekredsen klar for at køre og slæbe, og mine kolleger og bekendte gjorde en masse for at give mig en god start og en stor bunke oplevelser i Alabama. I et land, hvor der ikke er noget “system” til at holde borgerne i hånden, er de fleste gearede til lige at yde lidt nabohjælp. På den front synes jeg mange danskere er sig selv nok, og vi kunne bestemt blive bedre til at invitere nye mennesker ind i vores liv (her taler jeg ikke nødvendigvis om udlændinge, men også om dem, der er helt magen til os selv, men som vi bare tilfældigvis ikke kender). Desuden kunne vi lære af amerikanernes store horisonter: der er ingen grund til at være så rædselsslagne for at tage toget til den anden ende af landet for at besøge venner eller for den sags skyld at flytte et par timers kørsel fra den trygge havn (der er et skjult hint i denne sætning - håber I finder det og finder vej til Esbjerg)!
Så skal vi ikke bare allesammen i fællesskab bevare Danmark og måske lige satse på et par småforbedringer?
År 2009 har været et forrygende år, og jeg siger tak til alle der har fulgtes med mig, enten et par skridt på vejen eller hele den lange tur fra Alabama til Silkeborg til Esbjerg Vi ses i 2010, hvor turen bl.a. kommer til at gå til Prag og derud hvor benene virkelig syrer!
Det er ganske vist - eventyr og invitation onsdag, 19. aug 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Lykke, Nyheder, Studieliv, Uniliv, Videnskab, Århus, 3 kommentarerDer var engang en Betteskov, som godt kunne lide at gå i skole. Så det gjorde hun i mange, mange år, både i Silkeborg, Århus, København og Alabama. Undervejs producerede hun en masse word-dokumenter, deriblandt et meget langt et som kaldes en ph.d. afhandling. Den indsendte hun til det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og satte sig til at vente.
Da hun havde udført denne handling i et stykke tid, fik hun en foreløbig bedømmelse som ikke var helt ringe, og besked på at booke et lokale til forsvar af afhandlingen.
Derfor er alle læsere af denne blog hermed indbudt (i så høj grad som man nu kan inviteres til en offentlig ting) til at kigge forbi Fysiologisk Auditorium på Aarhus Universitet den 11. september kl. 13.00 til et ph.d. forsvar af en
afhandling med den mundrette titel “In vitro studies of epileptiform activity and synaptic modulation in rat hippocampal slices”. Efter forsvaret (nok omkring kl. 16) er der en lille reception i frokoststuen på Fysiologisk Institut.
Så her er altså en chance for at se de gule bygninger indefra og måske blive lidt klogere på, hvordan slutningen på eventyret bliver (jeg vil selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan for at det bliver noget med en smuk svane i stedet for en nøgen kejser!)
