Verdens værste foredrag fredag, 19. mar 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, 6 kommentarer… endnu en illustration af, at virkeligheden har det med at være knap så glamourøs, men til gengæld langt mere besværlig end mine forestillinger.
Livet som forsker indebærer mange forskelligartede opgaver. En af dem jeg elsker (men også frygter en lille bitte smule) er at rejse ud for at holde oplæg for kolleger. Jeg brænder virkelig for mine projekter og er stadig så ny i branchen, at jeg bliver meget glad og beæret over at få buddet, selvom det indebærer en masse ekstra arbejde og transport, og mit honorar er at finde i størrelsesordenen ingenting/et par flasker rødvin/et gavekort . Titlen “inviteret foredragsholder” giver alligevel anledning til en vis stolthed, ikk?
I efteråret indgik jeg en aftale om at holde et seminar på en specialiseret sjællandsk hospitalsafdeling - jeg vil ikke nævne dens navn her, hvorfor jeg har valgt at lade stedet forblive anonymt bliver snart tydeligt.
Jeg glædede mig lidt til at se hvad der foregik på denne afdeling og havde en frokostaftale før mit foredrag, der var planlagt til i går. Tilbuddet om rundvisning og frokost røg sig dog en tur, da den forsker som havde inviteret mig blev forhindret i at deltage grundet et vigtigt udenbys møde. Nå, jeg medbragte da bare en madpakke og skrev navnet ned på den sekretær, jeg i stedet skulle henvende mig til.
Turen gik med DSB over Storebælt og et lille lokaltog (den slags, hvor man skal ringe for at toget standser!) ud over Lars Tyndskids marker. Jeg ankom i god tid, fandt frem til hospitalet og fik endda næsten lokaliseret hende, der skulle tage imod mig. Desværre var hun gået hjem med hovedpine og havde ikke fundet en afløser, men hendes kolleger viste mig da vej til biblioteket, hvor jeg kunne forberede mig. Afdelingens læger kom snart for at holde konference, men viste mig ind i et tilstødende lokale….
Knap havde jeg nået at tage hul på min madpakke, før en overlæge dukkede op. Hun fortalte, at der ikke rigtig var interesse for at deltage i mit seminar, så kunne jeg ikke komme igen en anden dag? Det sagde jeg selvfølgelig IKKE ja til, men i hvert fald blev jeg verfet ud af døren med min rygsæk på nakken og min halvspiste madpakke i hånden 
Her ville det vist have været helt på sin plads at hyle og skrige og skabe sig, men de tilstedeværende kunne ikke gøre for, at de ikke var blevet gjort opmærksomme på mit foredrag eller for den sags skyld at Cs-induceret epileptiform aktivitet i hippocampale hjerneskiver fra rotter ikke interesserede dem en hujende døjt. Desuden var situationen også en anelse komisk, og jeg er heldigvis god til at grine af livets latterligheder, så jeg synes selv, jeg tog det meget pænt.
I toget hjem (da jeg efter at have stået op en time fik en plads) fyrede jeg dog en mail af til hende, der havde inviteret mig, hvor jeg fortalte ganske ærligt hvad jeg mente om hendes niveau af professionalisme. Jeg foreslog hende også, at hun ud over at refundere mine rejseomkostninger kunne give en økonomisk kompensation for min spildte dag. Nu venter jeg spændt på at høre fra hende…
Tror I jeg får en uforbeholden undskyldning? Hvordan havde I reageret i den yderst besynderlige situation: at blive inviteret til at holde et foredrag og derefter buhet ud før powerpointprojektoren overhovedet var blevet tændt?
Sneet ude i Sønderborg mandag, 8. mar 2010
Skrevet af betteskov under Rejser, Uniliv, Videnskab, 6 kommentarerHeldigvis er forskning ikke bare en sport for gråskæggede mænd - en rigtig stor del af det videnskabelig arbejde herhjemme udføres af ganske unge mennesker. Nogle af disse har organiseret sig som “Selskab for medicinsk Studenterforskning” og afholder en årlig kongres, hvor kommende læger/forskere præsenterer deres projekter for hinanden.
I år var jeg så heldig at blive inviteret med for at holde et foredrag om livet som ph.d. studerende og mulighederne for at gennemføre en del af uddannelsen i udlandet. Jeg ville selvfølgelig gerne have mest muligt ud af det faglige program og begav mig af sted mod det lækre kursussted Sandbjerg Gods efter arbejdstid fredag.
Det sneede godt nok lidt, og min X-bus passerede et par biler i grøften, men jeg opdagede først, hvor slemt vejret egentlig var da jeg stod på Sønderborg rutebilstation og hurtigt blev forvandlet til en snemand. Heldigvis fik jeg fat i en taxa før mine tæer frøs af, men den flinke chauffør fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var forsvarligt at køre ud på små veje.
Jeg måtte tilbringe natten i Sønderborg, “desværre” var der kun værelser at få på det ganske komfortable Comwell hotel. Der sov jeg blødt og godt, og næste morgen var der ingen problemer med at nå frem til det ensomt beliggende slot. Sandbjerg var virkelig flot, og midt i mellem foredrag og festmiddag var der heldigvis tid til en lille fotosafari i palæet.
Returrejsen søndag var ganske udramatisk, men jeg er ved at få ry for at være hårdt ramt (det er kun et halvt år siden jeg på mindeværdig vis strandede i North Carolina) hvad vildveje angår. Heldigvis ser det alligevel ud til, at der findes modige mennesker, som tør tage på sommerferie med mig - endda til et megaspændende sted hvor der absolut ikke gives garantier mht vejret. Nogen der kan gætte hvorhen? 
Lykke-doping, kognitive parasitter og andre hjerneudtryk - inspiration fra Lone Frank torsdag, 25. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Uniliv, Videnskab, hjernen!, Århus, 2 kommentarerI går drog jeg på en lynekspedition til Århus for at høre lidt om hjerneforskning - Lone Frank holdt nemlig et foredrag med titlen “Den femte revolution - sjælen er død, hjernen lever”. Jeg har læst “Den femte revolution” (og lånt den ud og troede den var gået tabt, men fik fornyet mit håb om at få den tilbage), er mere end almindeligt interesseret i hjernen og populær formidling af videnskab, så det MÅTTE jeg bare høre!
Oplevelsen var bestemt rejsen værd. Lone Frank gav et opkog af nogle af bogens kapitler, og i foredragsformen fængede stoffet noget bedre end på skrift. Lone Frank er fortaler for at vi ikke har nogen sjæl eller psyke eller ånd, men at alle vores tanker og følelser stammer fra en sæk neuroner, altså hjernen. Religion kan i den sammenhæng opfattes som en “kognitiv parasit”, altså et biprodukt af at evolutionen har gjort os til sociale individer, der altid analyserer andres hensigter. Det er nemlig svært at forestille sig, at der ikke er nogen biologisk basis for religion når dette fænomen er observeret i alle mulige vidt forskellige samfund!
Moral er et andet fænomen man kan undersøge, bl.a. med hjernescanninger. Herom fortalte Lone Frank at de fleste mennesker, uanset religion, alder, køn, race og andre forhold svarer fuldstændig ens på en række moralske dilemmaer. Dette tyder på at vi alle har en moralsk grammatik. Hvis vi f.eks. udsættes for at skulle vælge, om vi aktivt vil foretage os en handling der kan skade et andet menneske aktiveres amygdala (brevkasselæsere, kan I huske den?), hvilket opfattes som “mavefornemmelse”. Dette synes jeg er yderst interessant, for selv om jeg er ateist har jeg altid opfattes mit moralske kompas som værende lige så stærkt som religiøse menneskers - det er nok fordi min amygdala er lige så effektiv som deres
Lone Frank mener, at vi ved at opnå øget viden om baggrunden for at vi tænker og føler som vi gør kan opnå større frihed til at sætte os ud over indgroede reaktionsmønstre og se os selv udefra. Biologien er ikke ren determinisme eller skæbne, men et felt af muligheder (det udtryk kan jeg godt lide!)
Resten af foredraget handlede om lykkeforskning og om et relevant spørgsmål: skal man medicinere raske mennesker, så de bliver mere lykkelige , bedre til at koncentrere sig eller andet? Da hun blev spurgt hvorfor hun ikke selv tager ritalin (et amfetamin-præparat som gives til børn med ADHD men altså også vil have effekter på raske mennesker) når hun sidder og knokler med en bog svarede Lone Frank at hun ikke ved hvordan hun skulle skaffe det! Personligt er jeg ikke helt sikker på at jeg ville tage tabletten, selvom jeg sad med den i hånden og var i gang med den benhårde process at finpudse en videnskabelig artikel. Ikke på grund af en moralsk holdning til “snyd”, men fordi jeg er ret panisk hvad angår lægemidler og bivirkninger…
Emnerne og argumentationen kendte jeg til fra bogen, men jeg blev virkelig positivt overrasket over, hvor dygtig Lone Frank var til at trække essensen ud og holde et kanonforedrag, stramt komponeret men alligevel let og sjovt. Jeg må nok også indrømme, at jeg har opfattet hende som lidt tvær og uempatisk på tv, men i levende live forekom hun ganske charmerende bag den topprofessionelle overflade.
Min eneste skuffelse var, at en tilhørerskare proppet med forskere, hvor man skulle låne sin sidemands lemmer for at tælle alle professorerne, godt kunne have disket op med nogle mere tankevækkende eller provokerende spørgsmål! Hun havde nok fået en vildere debat igang på et teologisk fakultet… Nå, i hvert fald blev jeg inspireret, har fornyet lyst til at arbejde videre med hjernebrevkassen og glæder mig til at genlæse “Den femte revolution”!
Selvcensur mandag, 18. jan 2010
Skrevet af betteskov under Om at skrive, Uniliv, 7 kommentarerNogle af mine favoritbloggere skriver hudløst ærligt om deres op- og nedture. Jeg har stor respekt for det mod det kræver at lægge så meget af sin tilværelse åbent. Andre skriver spændende indlæg om politik, nyheder, rejser, litteratur, film og meget andet uden samme niveau af personlig blottelse. Jeg kan sagtens forstå deres valg og kan let nyde skriverierne uden at vide alt om personen bagved. Efter min mening har begge typer deres berettigelse, og jeg læser dem i ca. lige stor grad.
Karriere-siderne i dagens Urban handler om hvordan man tager sig ud på nettet, og her fortæller jeg lidt om, hvordan jeg tænker over min virtuelle profil - i dette tilfælde i forbindelse med jobsøgning, men egentlig er det nogle generelle overvejelser og valg jeg har foretaget.
Jeg har valgt at min blog ikke skal handle (så meget) om alt det, der er træls her i livet. Dermed bliver det billede læserne får af mig som person måske lidt anderledes end det mine nærmeste ser. Betteskov er selvfølgelig mig, men især et sammenkog af mine mest optimistiske sider. Når jeg er ked af det, forvirret eller bange skriver jeg ikke blogindlæg. Så klynker jeg til min moar 
En af de store fordele ved blogskrivning er, at der ikke er nogle stramme regler. Man kan helt selv bestemme hvilke emner man skriver om, og hvor meget af sig selv man giver til sin læserskare. Men selvfølgelig er der konsekvenser, både af at være for åben og for tillukket. Er der nogle af jer andre der også kan finde på at henvise et indlæg til skrivebordsskuffen, fordi I ikke gider fremstå som et klynkende brokkehoved? Og kan I bedst lide at læse helt ærlige blogs, eller er det OK med en vis grad af filtrering?
Endelig hjemme… sådan da! lørdag, 16. jan 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, Århus, 2 kommentarerDet er snart et halvt år siden jeg rejste fra USA ( men nogle gange føles det som om jeg boede i Alabama i et andet liv, andre gange er jeg lige ved at gå i Piggly-Wiggly i stedet for Føtex), men det var først i går jeg for alvor følte, jeg kom hjem igen til Aarhus Universitet. Jeg har selvfølgelig været på mit alma mater mange gange i forskellige anledninger, men har hver gang haft en distinkt følelse af at være på udebane.
I går holdt det Sundhedsvidenskabelige Fakultet PhD dag, en årlig begivenhed hvor de unge forskere kan møde hinanden og vise verden hvad de pusler med til hverdag. Jeg fik en invitation til at holde en tale under den efterfølgende fest, hvor jeg fortalte lidt om hvordan det er at være kommet ud på den anden side af PhD forsvaret. På mærkværdig vis kunne mange af mine mest traumatiske oplevelser gennem de seneste år (mine gentagne forsøg på at erobre et Alabama State Drivers Licence og min indædte jobjagt) konverteres til morsomme anekdoter, og jeg døde ikke af sceneskræk, så det gik vist fint nok
Den største oplevelse var ikke at skvaldre løs, men den lune fornemmelsen af at være blandt mine egne igen. Jeg fik updates på mine venners PhD-projekter, der for de fleste vedkommende er afsluttede eller tæt på. Jeg er ikke den eneste forsker som har været i Sydstaterne og hørte en række sjove historier fra North Carolina og Memphis. Jeg nød den inviterede “key note speaker”, Nobelpristageren Tim Hunts morsomme foredrag og var imponeret over, hvor meget og hvor god forskning de unge mennesker (det kan jeg vist godt tillade mig at kalde dem nu, ikk?) bedriver. Ja, selvfølgelig solede jeg mig også lidt i, at det var MIN veninde der holdt det bedste oplæg i en ellers meget, meget tæt konkurrence om Fogh-Nielsen prisen, som gives til kanonseje PhD-studerende, der både kan lave god videnskab og formidle deres fund til et propfyldt auditorium.
Alt i alt var det bare en dejlig og motiverende dag! Ikke alene blev jeg mindet om, hvor mange spændende mennesker jeg faktisk har lært at kende under min forskeruddannelse, jeg blev også klar over, hvor afklaret jeg er blevet gennem de sidste par måneder. Nu er jeg endelig i stand til at besøge mit gamle universitet og fornøje mig over alle de gode minder derfra. Underligt nok har det mere følelsesmæssigt kompliceret at flyve fra dén rede end at flytte hjemmefra…
Hebron-historier tirsdag, 12. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, Familie, Løb, Uniliv, 2 kommentarerJeg har netop fået kabeltv, hvilket giver den fordel, at jeg kan se fjernsyn. Ulempen er så, at jeg bliver bombarderet med danske nyhedsudsendelser, hvor fordomme florerer lystigt. Derfor blev jeg lige inspireret til at fortælle en lille historie om, hvordan jeg i sommers selv fik aflivet en fordom.
Jeg har aldrig anset muslimer for at være specielt humoristiske. En grov generalisation af mange millioner mennesker, javel, men de eksempler man ser i fjernsynet er jo ikke ligefrem hysterisk morsomme, vel? Nå, men jeg hang lidt ud med en kollega, der ud over at være dybt troende muslim også er læge, forsker og vild med tegnefilm med talende dyr. Han fortalte mig (hvad jeg vel ikke burde være blevet overrasket over) at man også har regionale jokes i Palæstina. Hvor vi griner af Molboer, bruger de folk fra Hebron som syndebukke.
Min yndlingshebron-historie lød som følger: En mand fra Hebron tog til USA og følte ikke, han fik den fornødne respekt fra Amerikanerne. Derfor tog han hjem igen og besluttede sig for at bygge en kæmpe raket, der kunne smadre USA. Han fik rigget noget sammen, men da raketten skulle sendes afsted, eksploderede den og ødelagde et antal huse. Manden blev lidt skrammet og forbrændt, men overlevede. Bagefter spurgte hans venner ham, hvordan han selv synes det gik. Manden fra Hebron var yderst tilfreds, for som han sagde: “her kan I se, hvad min raket gjorde ved Hebron. Forestil jer nu bare, hvor ødelagt USA er”
Har I nogle gode eksempler på den slags vittigheder fra andre lande? Jeg vil så lige understrege, at det er strengt forbudt at grine af århusianere og folk fra Alabama. De er nemlig ikke spor til grin…
Betteskovs nytårstale torsdag, 31. dec 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Uniliv, Videnskab, Kommentarer2009 var et yderst interessant år. Betteskov bevægede sig fra den store verden og tilbage til andedammen (og et smut igen ud i den store verden, og så rundt om Jylland, et par øer og tilbage igen, men det er detaljer) og på den store scene kom hele verden til Danmark i flere omgange. Derfor er emnet for Betteskovs nytårstale naturligt nok “danskerne mod amerikanerne”.
Et af de fantastiske mennesker, jeg omgikkes i 2009 er en palæstinenser, hvis familie flygtede fra Haifa til Vestbredden i 1948. Han er uddannet læge i Tyrkiet, har en Master of Public Health fra Emory Universitetet i Atlanta og er nu ved at tage en PhD i Århus. Han fortalte mig at af alle de lande han har oplevet, synes han vi har langt det bedste samfund i Danmark. For nogle år siden ville jeg have brokket mig og påpeget alskens problemer med mit fædreland og måden vi gør tingene på. I dag er jeg tilbøjelig til at give ham ret.
I USA oplevede jeg et samfund med voldsomme uligheder. Forskellen på at gå ind i en Walmart i et fattigt område, hvor en stor del af de handlende betalte med food stamps (det amerikanske svar på socialhjælp - et kreditkort med et ikke særligt stort månedligt beløb på, som kun kan bruges på mad) og en Whole Foods (et tempel til økologisk luksusmad) i velhaverforstaden var næsten umulig at rumme. En af billetkontrollørerne i min lokale biograf havde ingen tænder i munden, men jeg mødte en pige på universitetet, som havde fået sat kroner på alle sine (sunde og almindelige) tænder for at have et blændende hvidt gebis. Eksemplerne er utallige, men jeg synes vi skal skønne på at bo i et land, hvor både gadefejeren og professoren kan finde på at handle ind i Netto - og hvor andre folk ikke vil finde det specielt mærkeligt, hvis de to spillede golf sammen!
Der kan siges meget om vores sundhedsvæsen, men trods alt er det en stor ting, at alle har ret til og (nogenlunde) lige adgang til behandling og at man ikke skal hive pungen frem for at blive kørt på hospitalet i en ambulance. Jeg har også lært at være glad for toget som kører mig til København, fagforeningen som kan hjælpe og rådgive mig, dagpengene fra a-kassen som gør, at en periode med arbejdsløshed ikke slår fuldstændig hul i sparegrisen…
Men selvfølgelig er der også noget, vi kan gøre bedre. Jeg var imponeret af amerikanernes store hjælpsomhed over for hinanden. Når én flyttede stod vennekredsen klar for at køre og slæbe, og mine kolleger og bekendte gjorde en masse for at give mig en god start og en stor bunke oplevelser i Alabama. I et land, hvor der ikke er noget “system” til at holde borgerne i hånden, er de fleste gearede til lige at yde lidt nabohjælp. På den front synes jeg mange danskere er sig selv nok, og vi kunne bestemt blive bedre til at invitere nye mennesker ind i vores liv (her taler jeg ikke nødvendigvis om udlændinge, men også om dem, der er helt magen til os selv, men som vi bare tilfældigvis ikke kender). Desuden kunne vi lære af amerikanernes store horisonter: der er ingen grund til at være så rædselsslagne for at tage toget til den anden ende af landet for at besøge venner eller for den sags skyld at flytte et par timers kørsel fra den trygge havn (der er et skjult hint i denne sætning - håber I finder det og finder vej til Esbjerg)!
Så skal vi ikke bare allesammen i fællesskab bevare Danmark og måske lige satse på et par småforbedringer?
År 2009 har været et forrygende år, og jeg siger tak til alle der har fulgtes med mig, enten et par skridt på vejen eller hele den lange tur fra Alabama til Silkeborg til Esbjerg Vi ses i 2010, hvor turen bl.a. kommer til at gå til Prag og derud hvor benene virkelig syrer!
Julehyggefrydogfred torsdag, 24. dec 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Uniliv, 3 kommentarerSå er det nærmest blevet jul, og jeg er igen taget hjem til mine forældre, hvor jeg ellers har hængt ud alt for længe i år Men hvad gør det når den hyggelige stemning har indfundet sig?
I en familie helt uden strenge traditioner (sidste år spiste vi julefrikadeller i Alabama med en af mine løbevenner i slumhytten, og året før gav vi den gas på La Santa Sport) medfører julen selvfølgelig en masse forhandlinger: der er ingen regel om, at vi SKAL have and eller flæskesteg, så hvad vi vil helst have? Og hvad gider vi tilberede? Men nu er middagen valgt (kylling med ingefær), indkøbene er foretaget, og vi har alle været i vores respektive fitnesscentre.
Der er fuld gang i en større bodeling (alle mine ting har været opmagasineret her temmelig længe, og har spredt sig over hele huset) og pakning af bøger. Jeg er ved at være nogenlunde på plads i min nye lejlighed, men flytningen af biblioteket er en større omgang - fremover vil jeg tænke mig bedre om, før jeg investerer i læsestof (som om… gæt hvad der står på min ønskeseddel?). Det sidste jeg foretog mig før juleferien var at assistere min far med at samle fem bogreoler, men jeg frygter allerede, at jeg skal investere i et par mere. Når man flakker så meget om som mig, kræver det en stærk fysik - og en vis mængde vanvid - at være bibliofil
Jeg glæder mig vildt til at spille pakkespil, men hvad angår gaver er jeg nok lidt mæt. Jeg har foræret mig selv en yderst behagelig elevationsseng og en iphone, og hvad kan man så mere ønske sig af materielle goder? Desuden har jeg jo fået en masse af mine gamle ting igen, da flyttekasserne blev pakket ud. Endelig har jeg fået et nyt arbejde og dermed et nyt forskningsprojekt, som jeg virkelig glæder mig til at tage fat på! Helbreddet er i top, min familie har det godt og jeg har en masse planer for år 2010 (nu skal der altså løbes maraton igen!). Så jeg ønsker mig nok mest af alt, at jeg magter at holde fast i følelsen af at være en heldig kartoffel og bliver lidt bedre til at tro på, at det hele nok skal gå!
Glædelig jul til jer allesammen derude
Dr. Betteskovs tale til det danske folk søndag, 13. sep 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Familie, Studieliv, Uniliv, Århus, 9 kommentarer…må I altså lige vente et par dage på. Jeg er stadig pænt udmattet efter min “45 minutters offentlige forelæsning med efterfølgende eksamination af mindst en times varighed” fra i fredags.
Alle brikkerne er ikke faldet helt på plads endnu, men jeg er lykkelig. Glad for at være færdig efter et langt og til tider sejt forløb. Tilfreds med min egen præstation ved power point projectoren. Meget rørt over de mange mennesker, der tænkte på mig, enten ved at møde op, sende en hilsen eller smide en besked på facebook.
Underligt nok kan jeg ikke huske ret meget fra selve mit ph.d. forsvar, og hele weekenden har jeg været lettere tømmermandsplaget, selvom jeg overhovedet ikke drak alkohol. Jeg gav også ALT hvad jeg havde i mig til mit foredrag, der krævede mindst lige så mange kræfter som et maratonløb.
Bagefter havde en skøn reception, hvor en masse dejlige mennesker dukkede op. Jeg var lige lidt for smadret til at sætte fuld pris på mine venner og kolleger for ikke at tale om den dampede torsk på rugbrød med wasabi-creme…
Jeg fik nogle skønne gaver og brugte meget af lørdagen på at kigge på dem. Søndag har jeg så for alvor holdt fri, dvs at jeg har deltaget i et motionsløb, spist brunch med et par veninder, haft gæster til kaffe, bagt cookies, leget med min elskede wok, gættet Politikens kryds og tværs og bladret lidt i en bog.
Nå, på et eller andet tidspunkt må jeg hellere tage doktorhatten på og reflektere lidt over tilværelsen og fremtiden og måske en dag få læst op på alle de geniale blogs jeg har forsømt på det sidste. Indtil da vil jeg bare sige
TAK!!!!
Ved at være klar! søndag, 30. aug 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Uniliv, Århus, 7 kommentarerFor at skrive allersidste kapitel på historien om min vej til at blive ph.d. er jeg vendt tilbage til “start”. Måske flagrer den mentale matadorbrik lidt forvirret omkring i universet, men mit legeme har besøgt det sted, hvor det hele begyndte. Jeg taler om Aarhus Universitet, Afdeling for Fysiologi og Biofysik, opstilling hvor jeg i 2003 for første gang satte en elektrode i en hjerneskive.
Der har nemlig været et par praktiske detaljer at tage hånd om op til mit ph.d. forsvar. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det “bare” var noget med at bikse en powerpoint sammen og fremmumle et par sætninger om “interictal activity” og “g-protein coupled receptors modulate synaptic transmission”.
Det viste sig dog, at mine forpligtelser var lidt større end som så. Derfor har jeg udarbejdet referater af min afhandling til Ugeskriftet og Danish Medical Bulletin, og endda skrevet en pressemeddelelse. Sidstnævnte var ikke nogen nem opgave, for mit projekt er ikke let tilgængeligt for uindviede, og med kun 200 ord til rådighed blev det ikke til meget mere end “forsker udfører eksperimenter på rottehjerner og finder ud af noget om epilepsi”.
Afhandlingen skulle også sendes til tryk, og heldigvis kunne jeg få et lilla omslag til den, selvom der var travlt i trykkeriet op til studiestart. Ja og så var der jo også lige lidt venner og familie, som skulle inviteres til at overvære festlighederne…
Jeg kom vist til at love dem pindemadder, og måtte derefter sande, at det ikke er så let af finde en kantine på campus, der har tid til at frembringe en receptionsbuffet, når ens forsvar tilfældigvis er samme dag som universitetets årsfest - derfor måtte jeg “ud i byen” for at klare cateringen.
Midt i alt dette var jeg nær ved at glemme det allervigtigste: hvad skal jeg have på? Et ph.d. forsvar fortjener et nyt outfit, men hvilken stil? Skulle jeg satse på at være ungdommelig, professionel eller praktisk? Det var en svær nød at knække, men på en maraton-shoppingtur i Silkeborg lykkedes det mig at falde godt og grundigt for en nederdel. Ekspedientens tålmodighed var engleagtig, da jeg derefter måtte prøve resten af butikken for at finde den rigtige bluse. Projektet lykkedes, dankortet fik sig lidt ekstra motion, og jeg fik nok af shopping for den næste meget, meget lange tid!
Nu ser ud til, at jeg har fået styr på det meste og kan koncentrere mig om at træne min forelæsning og skrive jobansøgninger. Nåja, i morgen har jeg lige en lille visdomstand der skal ud. Men det er jo ikke spor slemt, vel? (her opfordrer jeg læserne til IKKE at fortælle mig gruopvækkende historier om rædselsfulde tandudtrækninger)
