Godt begavet -en bagerapport fra Nørregade :-) søndag, 14. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Esbjerg, Familie, Hverdagsliv, Lykke, Madoplevelser, 6 kommentarerEndelig en “rolig” weekend, som er dedikeret til løbeture, læsning (både videnskabelige artikler og krimier af Håkan Nesser), underlødigt fjernsyn og bagning! Derfor fik jeg tid til at lege lidt med nogle af de skønne gaver, jeg fik til min fødselsdagsfest for 2 uger siden:
Jeg fik. bla kogebogen “Sunde Tanker”, skrevet af de fantastiske brøde med det velvalgte navn “Koch” i samarbejde med et par læger. Tvillingekokkene lavede i mange år gourmetmad med rigeligt smør og fløde, men blev så begge ramt af diabetes. Nu har de indført et sundere (men stadig utrolig lækkert) regime på deres restaurant i Århus, hvor jeg var så heldig at blive inviteret på en skøn middag først i januar. Dette måltid (som indgår på min personlige top-ti over guddommelig mad) gav mig virkelig lyst til selv at prøve kræfter med nogle af retterne. Jeg blev enormt glad bogen som har nogle virkelig sobre og oplysende afsnit om sundhed og sygdom, men opskrifterne er lidt mere omfattende end mine sædvanlige “en-gryde-en-halv-time” retter, så jeg har indtil videre nøjedes med at lade tænderne løbe i vand over billederne.
I går forsøgte jeg mig så med hjemmelavet rugbrød, som selvfølgelig blev tilberedt i det bagefad af ler, jeg fik af min mor.Sådan et kan gøre alt bagværk (især boller) lige en tand lækrere!
Der indgik både kærnemælk, øl og tørmalt i dejen! Sidstnævnte ingrediens kunne jeg ikke fremskaffe, så jeg måtte klare mig med flydende malt. Min lørdag gik med i at lade brødet hæve i først 5 og så 3 timer, men jeg ved ikke helt, om resultatet stod mål med anstrengelserne. Altså, det blev et lækkert brød, men specielt mørkt blev det ikke, og i varm tilstand var smagen ikke så voldsomt interessant set i forhold til almindeligt bageblandings-rugbrød. Måske vil smagen af malt og øl trænge mere igennem, når brødet er kølet af? Alternativt må jeg opdrive det der tørmalt, eller måske bruge større mængder af det flydende stads? Eller endeligt indse, at jeg ofte har stort held med boller og grovbrød, men at rugbrød bare ikke er min genre?
I anledning af fastelavn valgte jeg IKKE at bage fastelavns-boller, for det har altid været noget så svært for mig at få fyldet til tage fast ophold inde i bollen og ikke på bagepladen… I stedet fandt jeg en opskrift på Sønderjyske Kløbenboller i sidste uges søndags-Politiken. Det er sådan nogle farvestrålende svende med cocktailbær, appelsinskal og rosiner i dejen. De hævede flot (takket være bagefad og god temperatur i min stue), smagte udmærket og lignede faktisk avisens boller ret godt, sådan lidt tilstræbt småsjuskede:
Min nye adresse giver selvfølgelig en del at leve op til, men jeg gør mit bedste. Enhver der ikke tror på mig er velkommen til at lægge vejen forbi Esbjerg for at tjekke efter 
Forrygende fødselsdag! onsdag, 3. feb 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Madoplevelser, 7 kommentarerJeg blev 30 helt uden eksistentielle kriser: hvis det er så dejligt at fylde rundt, ser jeg allerede frem til næste gang!
Nu har jeg aldrig været det helt store fødselsdags-menneske. I tiden før facebook glemte jeg konsekvent datoerne for, hvornår mine veninder kom til verden, og min egen har jeg aldrig gjort det vilde ud af siden de glade “og dejlig chokolade og kager til”-dage i folkeskoletiden. Derfor var jeg også parat til at skøjte meget let henover min runde dag i år, hjulpet af en god undskyldning indbefattende flytning, jobskifte og alt det almindelige kaos.
Men sådan skulle det ikke gå! Et par uger før fik jeg lyst til at se et par venner, og med store armbevægelser inviterede jeg dem + ægtefæller og snotdværge til at kigge forbi mine forældres domicil i Silkeborg, lørdag som var “dagen før dagen”. Det er let at være generøs på andres vegne, men min mor og far greb bolden og lovede at de ud over at lægge lokaler til ville forberede festen.
Tilbagemeldingerne var overvældende positive, og vi endte med at have besøg både til frokost (et mindre, men meget livligt selskab) og aftensmad. Vi må have et vist organisationstalent, for der opstod ingen panik, ikke engang da der skulle steges 15 velvoksne kyllingebryster. Allervigtigst var der tid og kræfter til at nyde det herlige selskab; kødgryderne tog ikke al opmærksomheden 
Den korte historie er, at jeg havde en helt vidunderlig aften - jeg glæder mig til at flashe et par billeder og anmelde gavehøsten, der hovedsageligt var af litterær art.
Derfor gjorde det ikke så meget, at selve min fødselsdag blev tilbragt i et DSB-tog og på et hotelværelse med udsigt til Istedgade: mandag morgen skulle jeg nemlig stille på et intensivt kursus i multivariat dataanalyse på det biovidenskabelig fakultet, Københavns Universitet, stedet jeg ellers kendte under navnet Landbohøjskolen.
I disse snetider er en tur med DSB tværs over landet ikke lige noget at stræbe efter, men jeg kom frem (og tilbage) uden problemer og i København kunne jeg fejre min første dag som 30-årig med en spicy indisk middag sammen med en rigtig god veninde, som jeg ser alt for sjældent - hun tonser nemlig endnu mere rundt i verden end jeg selv gør!
Måske var det her min bedste fødselsdag nogensinde, og der skal ellers noget til at måle sig med en rejse i højt solskin til New Orleans og et halvmaraton med en personlig rekord. Et eller andet må jeg jo gøre rigtigt siden jeg har venner og famlie af så høj kvalitet
Kogebogsanbefaling: “Køkkenrevolution for hele familien” lørdag, 9. jan 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Madoplevelser, 4 kommentarerJeg ønskede mig den i julegave, fik den og blev glad. Nu har jeg et meget ambivalent forhold til Køkkenrevolutionen, Sundhedsrevolutionen og hvad de ellers går og kalder sig. Jeg synes Oscar Umahro Cadogan kom med nogle fantastiske og meget simple opskrifter i “Køkkenrevolution på høje hæle”, og det er nok min mest benyttede kogebog. På den anden side har han allieret sig med nogle enormt irriterende og skringe kvindemennesker, der får alt for meget plads i medierne til deres besynderlige budskaber om at skifte komælk ud med rismælk og forsage al gluten…
“Køkkenrevolution for hele familien” indeholder da også noget af det jeg elsker, og lidt af det jeg hader. Bogen bygger videre på nogle af idéerne fra den forrige udgave med hurtigt og sund mad, men er udvidet med en del nye opskrifter. Der er bl.a. et rigtig godt kapitel om madpakker og noget helt nyt: tapanader og bageopskrifter, som jeg glæder mig til at afprøve. Jeg har allerede fået en hofret fra bogen. Det er kyllingen på side 77, en rigtig vinterret der både giver hjertevarme og mæthed.
Det jeg ikke er så begejstret for er de små bokse med sundhedstips og Cadogans forklaringer på, hvad sund mad er. Han bruger vendinger som “Hver gang du putter noget i munden, fortæller du kroppen noget” og videre om, hvad kroppen kan gøre med denne information. Jeg nægter at acceptere den implicitte dualisme. “Du” ER din krop, og den kan altså ikke tænke eller foretage sig noget som helst. Derudover er jeg sådan set ret enig med ham, hvad der er sundt (fuldkorn godt, sukker skidt), men måden han forklarer det på er mig meget imod.
I denne bog har Cadogan fået hjælp af sin steddatter, der optræder som medforfatter. Det er vel med til at retfærdiggøre at bogen er “for hele familien”, men hun forekommer ganske overflødig. Udover et forord optræder hun med små vignetter ved hver opskrift hvor hun kommer med guldkorn om at nybagte boller smager godt med økologisk smør og tilsvarende. Det havde nok været bedre med et afsnit om, hvilke opskrifter der var børne-egnede (både hvad angår tilberedning og smag) og måske nogle fif til at hive børnene med i køkkenet?
I øvrigt er bogen ganske single-egnet, trods titlen. Mange af opskrifterne er ganske hurtige og kræver kun en enkelt gryde. Der er desuden en lille notits om , hvor længe hver ret kan holde sig i køleskabet, og mange af retterne kan sagtens produceres til én eller to. Der er altså ingen grund til at lade sig skræmme af titlen, hvis man ikke lige har snotdværge eller mand eller noget som helst…
Alt i alt synes jeg “Køkkenrevolution for hele familien” er en god investering for hende (eller ham, hvis sådanne findes?) der har den første bog i serien og bruger den ofte. Mange af de lidt specielle ingredienser (fish sauce, vaniliepulver, allehånde mm) går igen, så den nye bog kræver ikke store ny-indkøb. Til gengæld kan det godt blive ganske dyrt og besværligt, hvis man kun vil bruge opskrifterne en sjælden gang.
Det er bestemt en spændende og inspirerende bog for alle, der holder af krydret mad fra mange forskellige lande og ikke er bange for at eksperimentere lidt. Til gengæld skal man gå langt uden om den hvis man hører til typen der mener frugt ikke hører hjemme i mad og at det forøvrigt kun er bøsser, der har mere end fem forskellige krydderier på hylden
Julebageprojektet: slutspurten er sat ind! søndag, 20. dec 2009
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Jul, Julebageprojekt, Madoplevelser, 9 kommentarerJeg satte mig det besynderlige, men ganske ambitiøse mål at bage 24 forskellige slags småkager inden jul. Status er at 21 typer er i kassen (altså dåsen) og at jeg ikke er spor bekymret for ikke at nå i mål. Der er kun et lille problem - nu hvor jeg endelig er flyttet hjemmefra, savnes kagetyven (som jeg kalder Far når vi er alene) aldeles meget. Småkagerne har nemlig en kedelig tendens til at hobe sig op, når man nu engang synes det er sjovere at bage (og småsmage) end at spise færdige kager. Derfor kan det godt være, de sidste arter udsættes til jeg tager hjem på juleferie…
Jeg har ikke snydt det mindst, men måske strukket definitionen på småkage lidt ved at tælle biscottier og konfekt med. Til gengæld er lucia-bollerne med safran og de ret juleagtige kardemommeboller IKKE indgået i optællingen, så jeg synes egentlig jeg har været meget fair.
Der har ikke været nogle deciderede flop, men sådan noget som lidt for tørre kokoskager og Vancouverkager der flød alt for meget ud, bliver nok ikke gentaget til næste år. Min “signature-cookie” (ja, jeg ser for meget Hell´s Kitchen) er stadig Jamaicakagen, en version af fedtebrød hvor der indgår rom i glasuren, men noget af det mest vellykkede var nok de café-agtige italienske biscottier. Her snakker vi om versionen med mandler, for chokolade giver bare ikke den samme slags lækre knastørre godte!
Nu kunne et godt spørgsmål være, hvad jeg har fået ud af dette mystifistiske projekt? Der er altså ikke kommet nogen åbenbaringer, jeg har ikke åbnet en kagebod, og faktisk vil jeg påstå ikke at have lært andet, end et par nye opskrifter. Måske har jeg glædet nogle venner lidt (eller nødet dem til at spise kalorierige bidder, de senere får dårlig samvittighed over?), og jeg har moret mig kongeligt imens, hvilket vel også er en succesparameter! Jeg er desuden overbevist om, at jeg vil falde godt til her i det sydlige Jylland, hvor man går meget op i syv slags kager. Kun syv, det er da barnemad 
Film om at blogge: “Julia and Julie” onsdag, 28. okt 2009
Skrevet af betteskov under Film, Madoplevelser, 3 kommentarer“Julia and Julie” er den første film jeg har set hvor blogging og madlavning indgår som et hovedtemaer - to af mine største interesserer, men det er vist også det pæneste, jeg kan sige om filmen.
Den kommer ellers fint ud af starthullerne og får slået to sideløbende historier an: Efter 2. verdenskrig er det klodsede (men morsomme og charmerende) skrummel af en amerikanerinde Julia Childs blevet gift med en kærlig mand som er udstationeret i Paris. Hun viser ikke store anlæg for at tilegne sig det franske sprog og er ikke fingernem nok til at lave hatte - ret tilfældigt begynder hun i stedet af lave mad og bliver lidenskabeligt grebet! Der hakkes løg, udbenes fjerkræ og bages til den store guldmedalje; Julia har fundet sin store passion og en plads i verden. Hun går i gang med at skrive en bog om fransk mad for amerikanske kvinder.
Julie som lever i efter-9/11 tidens New York, er også faret lidt vild i sit liv, selvom hun har en vidunderlig mand. Veninderne er kommet langt med deres karriere, Julie vil gerne skrive men savner inspiration. Hun beslutter sig for at afprøve alle opskrifterne i Julia Childs kogebog på et år og skriver en blog om projektet…
Vi har altså her fat i en feel-good kvindefilm om at finde sig selv og blive glad og hele den rummel. Den kunne være fantastisk, men er alt for lang og klasker helt sammen til sidst af bare mangel på drama og konflikter. Jeg kunne godt have brugt en nøjere udforskning af de politiske klimaer i de to sammenlignelige perioder eller nogle lidt dybere overvejelser over, hvad det er madlavning kan give en moderne kvinde.
Hvad blogning angår, bekræfter filmen en hyppig fordom (eller sandhed?): Blogosfæren er amatørernes holdeplads, hvor forfattere med begrænset talent og inspiration kan blive berømte, hvis de er på rette sted på rette tidspunkt.
Jeg vil dog ikke skræmme andre fra denne film: hvis man har lyst til at se Meryl Streep i en underholdende (og ret anderledes) rolle, blive mindet om at kærligheden ikke kun er for de unge og sexede og få skærpet sin madlyst, så er filmen en tur i biografen værd. Men sørg lige for at få set “Op” først, ikke?
Mig og Mr. Oliver torsdag, 17. sep 2009
Skrevet af betteskov under Fritid, Madoplevelser, KommentarerDet er ingen hemmelighed at jeg ofte lader mig forblænde af Gordon Ramsey. Manden med det imponerende ordforråd er ikke alene en habil marathonløber, men på sin egen vis også yderst tiltalende. Alligevel vil nr. 1 på min liste over britiske tv-kokke nu altid have et smilende rundt drengeansigt og en stor trang til at hjælpe alle, fra skoletrætte rødder til stakkels engelske børn, der får hæslig mad i skolen!
Nu hvor støvet har lagt sig efter mit ph.d. forsvar og jeg har haft tid til at rydde op i det kontor, hvor jeg har tilbragt utallige timer gennem de sidste par år, har jeg haft et par hyggestunder med mr.Oliver. De fysiske udfoldelser har givet god træning af arme og skuldre, og sammen har vi nået et par smaskende, frydefulde klimaks…
Ja, jeg har desværre ikke den rigtige Jamie herhjemme i Silkeborg, men derimod en pastamaskine i lyserød indpakning som bærer hans navn. Denne indretning var en fantastisk fødselsdaggave for et par år siden, og den er da blevet hevet frem et par gange, hvor jeg lige skulle hælde lidt imponade over mine middagsgæster og derfor fremstillede tagliatelli for øjnene af dem
Jeg har så for nylig fundet endnu en anvendelsemulighed for pastamaskinen: den er genial til at udrulle dejen til hjemmelavet knækbrød. Den slags bagværk er aldrig tidligere lykkedes for mig, fordi jeg ikke har evnet at få dejen tynd nok med en kagerulle - det er ikke længere noget problem. Jeg er nu i stand til at fremstille sesamknækbrød, havrekiks og grissinier, får brændt lidt krudt af og føler mig noget så produktiv.
Så her er dagens tip til de små danske hjem: støv pastamaskinen af og udkonkurrer Wasa
Stegte grønne tomater søndag, 21. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Bøger, Film, Lykke, Madoplevelser, Nyheder, Om at skrive, Rejser, Uniliv, 4 kommentarerI 1987 skrev Fanny Flagg “Fried green tomatoes at the Whistlestop café”, en bestseller der senere blev filmatiseret. Handlingen er ganske opdigtet (heldigvis, for der tilberedes en gang BBQ som de fleste nok helst ville være fri for at sætte tænderne i…), men caféen findes faktisk i virkeligheden. Den hedder Irondale Café og ligger et stykke uden for Birmingham, i en af de allerkedeligste forstæder.
I går var en af årets hidtil varmeste dage (40 grader i skyggen, tårnhøj fugtighed og ikke en vind rører sig), så jeg valgte at tilbringe dagen med så lidt anstrengende aktiviteter som muligt. En køretur til caféen i min bil med ai-con var helt perfekt til formålet! Der er virkelig ikke andet at se i Irondale end caféen, der levede fuldt op til mine forventninger. Rødternede duge, hurtig ekspedition og venlige smil. Det sjoveste var at se andre turister, for dem har vi ikke mange af her i byen.
Jeg købte et par postkort og kan nu sige, at jeg har været der, selvom jeg sprang de berømte stegte tomater over. At prøve den specialitet 1 gang var rigeligt for mig. Jeg fik revurderet min opfattelse af, hvor meget fedt der kan hænge fast på en lille grøntsag, men smagsløgene jublede ikke ligefrem…
Hvis nogen læsere skulle have lyst til at lære lidt mere om Birmingham, både nu og under depressionen, kan jeg absolut anbefale bogen, og det selvom Fanny Flagg ellers ikke er en forfatter, jeg er specielt begejstret for. Men hun kender sin B-ham og vover sig faktisk ud i nogle kontroversielle emner (heltinden i bogen er f.eks. lesbisk), der desværre er kraftigt beskårede i filmen. Humor har hun også, se bare her:
“Birmingham, which at one time had the highest illiteracy rate, more venereal disease than any other city in America, and at the same time proudly held the record for having the highest number of Sunday school students of any city in the U.S….”
Brød i ovnen søndag, 7. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Madoplevelser, 2 kommentarerså lykkedes det mig endelig at skabe nyt liv - jeg har fået en flok bakterier og gærceller til at leve i symbiose, og føler mig endelig som en rigtig, vaskeægte dansker
De sidste par dage har jeg gået rundt om min surdej, lugtet til den, kigget på den og glædet mig helt vildt til at finde ud af, om den mon ville fungere i praksis. I dag var den endelig klar. Første trin var at opgive at følge opskriften, da den ville producere alt for meget brød, og jeg nødig ville spilde flere kg. rugmel, hvis projektet ikke lykkedes. Så jeg improviserede lidt, blandede rugmel, hvedemel, salt, surdej, en håndfuld havregryn, sesamfrø og hørfrø samt en klat honning (for at give lidt sukker til at kickstarte cellerne, hvis det skulle vise sig nødvendigt) med en passende mængde vand og rørte rundt i den klæge masse.
Dejen hævede, hældtes i forme, efterhævede og bagtes. Resultatet blev: tadah, et rugbrød! Ok, det svarer måske ikke helt til hvad man kan købe i Emmerys, men smagen er meget, meget udtalt. Brødet er en anelse bittert og helt, helt anderledes end sukrede amerikanske brød. Næste gang skal der en ordentlig skudefuld kerner i - jeg tog selvfølgelig surdej fra til næste gang! Den hygger sig i køleskabet, og jeg kan nu overbevise eventuelle gæster om, at den klamme stank i hytten ikke skyldes mine utallige uvaskede løbeoutfits, men en ældgammel tradition fra mit hjemland.
Brødet ser helt diminutivt ud i min giga-ovn
Det er hævet fint, og farven er sandelig mørk!
Noget i gære torsdag, 4. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Madoplevelser, 2 kommentarerEfterhånden forstår jeg, hvorfor det kaldes SURdej – lugten er nemlig ret ækel, lidt ligesom sokker der har været i nærkontakt med løbesko nogle timer og derefter ligget et par dage i en plastikpose (note to self: en anden gang er det måske en ide ikke at fermentere ildelugtende sager i eget køkken). I går måtte jeg endda stikke fingrene ned i den klamme, klæge masse for at ælte og tilsætte ekstra kærnemælk og rugmel. Hvad gør man ikke for sit fjerne hjemland?
Jeg har læst lidt op på emnet og fundet ud af, at jeg faktisk snyder lidt. I helt ægte surdej bruger man nemlig bare de gærceller, der lever i mel, og klarer sig uden at tilsætte gær. Så næste gang vil jeg være endnu mere hardcore, men indtil videre må jeg leve med skammen
Hvad er det så lige, der fremkalder den frygtelige dunst? Det er såmænd mælkesyre, dannet af Lactobacilli, som lever i symbiose med gærceller. Når de to arter pænt har lært at blive enige, er de forbløffende gode til at holde andre arter af mikroorganismer ude. Derfor er brød bagt på surdej virkelig resistent overfor mug og den slags (min indre mikrobiologinørd nyder virkelig dette projekt!).
Nå, men jeg læste noget virkelig spændende på den engelske wikipedia: i San Fransisco var der en stor tradition for surdejsbrød da man jagtede guld i Californien, og mange minearbejdere bar en lille pakke surdej under deres tøj (for at holde den varm), og disse hårde hunde lød kælenavnet ”sourdough”. Ja, mascotten for SFs fodboldhold hedder endda ”Sourdough Sam”.
Mine egne brødeksperimenter har nu givet mig endnu mere lyst til at besøge San Fransisco en dag. Det må jeg altså få taget mig sammen til!
Surdejs-projektet - en fotodokumentar om danskhed onsdag, 3. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Madoplevelser, Uniliv, 5 kommentarerfølg med i den hjertegribende beretning om en ekspatriots seje kamp for ikke at glemme sit hjemlands stolte traditioner
Rugbrød! Savner det! Blablabla, den historie har vi vist hørt et par gange. Nu er det slut med at pive, jeg trækker i arbejdstøjet for at få friskbagt rugbrød! De bageblandinger mine forældre har medbragt (samt de svenske jeg købte i Ikea) er for længst brugt op, og selvom mit hjemmebagte grovbrød er lækkert, savner jeg altså den helt særlige danske smag.
Opskriften fandt jeg i Lise Rovsings bog “Hjertensgod mad”, en klassiker for alle, der gerne vil leve sundt. Skrevet i 80erne, før kulhydrater havde erstattet fedt som hovedfjenden, men fyldt med enkle retter og fornuftig information om sund mad. Det første trin i produktionen af surdej var da også lige til at gå til. Jeg blandede lunken kærnemælk, gær, rugmel og salt og lod dejen stå ved stuetemperatur. Her hedder kærnemælk buttermilk, og gæren er tørgær, så jeg har et par undskyldninger klar hvis brødet mislykkes… Til gengæld er økologisk rugmel vist helt som derhjemme, og saltet er det gode fra Læsø, importeret specielt til mig.
I morgen skal jeg tilsætte lidt mere kærnemælk og rugmel, og så skal dejen stå endnu et par dage. Jeg tror dette er en større udfordring for tålmodigheden end de kulinariske evner.
Hvis en klog læser sidder inde med info om rugbrødsbagning, hører jeg meget gerne på gode råd!
