TV-tuderi søndag, 14. mar 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, Løb, KommentarerMåske følger jeg en lillebitte smule med i X-factor… Alene fordi det er så praktisk altid at have et samtaleemne klar, når jeg ender med at sidde ved siden af en snottet unge på en af mine utallige busrejser rundt i landet 
I fredags var jeg på plads bag skærmen, men jeg føler mig lidt udenfor det gode selskab eftersom det ikke lykkedes mig at producere den mindste lille tåre. Mine tørre øjne tilskriver jeg IKKE det faktum at mine favoritter (Fireflies) gik direkte videre. Nej, jeg kan bare ikke se hvorfor det skulle så ekstremt sørgeligt (for andre end hende selv) at en pige ikke vinder den konkurrence hun deltager i.
Nå, men søndag eftermiddag placerede jeg igen mit trætte legeme foran TVet efter en laaaaaaang løbetur. Lidt zapperi afslørede intet der kunne fastholde min opmærksomhed, så jeg valgte i stedet at se et par gamle afsnit af “Felthospitalet” på nettet. Her fik jeg hurtigt afsløret, at jeg vist ikke er blevet helt gennemkynisk alligevel, trods min mangel på sympati for årets udstemte færing tidligere på weekenden. Jeg begyndte så småt at græde, da en meget ung dansk soldat, som havde tabt 2-0 (begge ben amputeret) til en landmine tog afsked med sine venner og fortalte, at han glædede sig til at komme tilbage til Danmark for at få et kram af sin far. Og så var der en lille afgansk pige som var blevet ramt af afsindigt mange fragmenter, og hendes gravide mor. Læger og sygeplejersker kæmpede virkelig og håbede sådan på at skabe en nogenlunde happy end for familien, der måske/måske ikke var blevet beskudt af soldater fra USA & co. Hold kæft hvor var det bare urimeligt at udfaldet blev som det blev, det kunne jeg næsten ikke holde ud.
Det her er altså ikke et forsøg på at sammenligne, hvor sammenligninger er komplet urimelige og umulige. Jeg mener ikke, det principielt er forkert at vræle lidt over småting, selvom der er nogen der har det sååååå meget værre og tager det så meget bedre. Jeg kan sagtens unde en ung kvinde at være meget ked af ikke at blive nr. 1 når hun har satses stort. Til gengæld vil jeg godt anbefale alle hendes med-tudere lige at anlægge et “helikopter-perspektiv” på tilværelsen!
En ninja finder ind på rette spor! søndag, 28. feb 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Lykke, Løb, 6 kommentarerDa jeg i 2008 gennemførte mit første og hidtil eneste maratonløb var jeg enormt veludrustet: jeg havde nemlig en løbemakker/træner/lifecoach, der præcis forstod hvilke af mine knapper han skulle trykke på når jeg peb/brokkede mig/var overdrevent bekymret over latterlige ting. Efter et par kaotiske år (hvor jeg flyttede til et andet land, flyttede hjem, flyttede igen, afsluttede min uddannelse og spejdede efter job, for lige at nævne et par højdepunkter) er jeg endnu engang klar til at bygge mig selv op til de 42 km.
I år har jeg bare ingen Thomas til at erindre mig om, at jeg er en jægersoldat og sagtens kan klare udfordringen. Tilmed har jeg haft en elendig optakt til træningsprogrammet, da jeg ikke er glad for at løbe på is og sne og derfor har måttet henlægge alt for mange kilometer til løbebåndet. Derfor har jeg nok udvist lige rigeligt tudefjæs med hensyn til mine chancer for at komme ordentligt igennem i Prag.
Nå, der var jo ikke andet at gøre end at prøve benene af og få svar på, hvor nyttige mine uendelige timer med løb på stedet egentlig har været. Derfor insisterede jeg i sidste weekend, hvor jeg gæstede de gamle i Silkeborg, på at løbe 20 km. De anførte at snestormen måske kunne vanskeliggøre mit forehavende, men jeg insisterede, og min far trådte i karakter som hjælpenisse. Han kørte mig ud på landet, fandt en strækning uden for mange biler og med nogenlunde isfri asfalt, og der kunne jeg så løbe frem og tilbage til lokalbefolkningens store moro. Jeg fik gennemført den planlagte distance uden de store fiksfakserier og følte mig fint tilpas - nok til at tildele mig selv et enkelt ninjapoint 
I dag var det igen tid til en længere tur, og jeg klarede 24 km langs den forblæste kyst i god stil. Endelig er der plus på ninja-kontoen og jeg er simpelthen ganske tilfreds med mig selv. Det lader nemlig til at jeg er hvor jeg skal være i mit træningsprogram, så nu handler det bare om at blive ved, undgå skader og overtræning og høre godt efter hvad Allan Zachariasen skriver i Politiken hver lørdag. Allervigtigst må jeg huske at tænke positivt, og se det hele som lidt af et eksperiment: hvor godt er jeg egentlig i stand til at træne mig selv? Lidt af en udfordring for denne “frøken bedrevidende”!
Forrygende fødselsdag! onsdag, 3. feb 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Madoplevelser, 7 kommentarerJeg blev 30 helt uden eksistentielle kriser: hvis det er så dejligt at fylde rundt, ser jeg allerede frem til næste gang!
Nu har jeg aldrig været det helt store fødselsdags-menneske. I tiden før facebook glemte jeg konsekvent datoerne for, hvornår mine veninder kom til verden, og min egen har jeg aldrig gjort det vilde ud af siden de glade “og dejlig chokolade og kager til”-dage i folkeskoletiden. Derfor var jeg også parat til at skøjte meget let henover min runde dag i år, hjulpet af en god undskyldning indbefattende flytning, jobskifte og alt det almindelige kaos.
Men sådan skulle det ikke gå! Et par uger før fik jeg lyst til at se et par venner, og med store armbevægelser inviterede jeg dem + ægtefæller og snotdværge til at kigge forbi mine forældres domicil i Silkeborg, lørdag som var “dagen før dagen”. Det er let at være generøs på andres vegne, men min mor og far greb bolden og lovede at de ud over at lægge lokaler til ville forberede festen.
Tilbagemeldingerne var overvældende positive, og vi endte med at have besøg både til frokost (et mindre, men meget livligt selskab) og aftensmad. Vi må have et vist organisationstalent, for der opstod ingen panik, ikke engang da der skulle steges 15 velvoksne kyllingebryster. Allervigtigst var der tid og kræfter til at nyde det herlige selskab; kødgryderne tog ikke al opmærksomheden 
Den korte historie er, at jeg havde en helt vidunderlig aften - jeg glæder mig til at flashe et par billeder og anmelde gavehøsten, der hovedsageligt var af litterær art.
Derfor gjorde det ikke så meget, at selve min fødselsdag blev tilbragt i et DSB-tog og på et hotelværelse med udsigt til Istedgade: mandag morgen skulle jeg nemlig stille på et intensivt kursus i multivariat dataanalyse på det biovidenskabelig fakultet, Københavns Universitet, stedet jeg ellers kendte under navnet Landbohøjskolen.
I disse snetider er en tur med DSB tværs over landet ikke lige noget at stræbe efter, men jeg kom frem (og tilbage) uden problemer og i København kunne jeg fejre min første dag som 30-årig med en spicy indisk middag sammen med en rigtig god veninde, som jeg ser alt for sjældent - hun tonser nemlig endnu mere rundt i verden end jeg selv gør!
Måske var det her min bedste fødselsdag nogensinde, og der skal ellers noget til at måle sig med en rejse i højt solskin til New Orleans og et halvmaraton med en personlig rekord. Et eller andet må jeg jo gøre rigtigt siden jeg har venner og famlie af så høj kvalitet
Hebron-historier tirsdag, 12. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, Familie, Løb, Uniliv, 2 kommentarerJeg har netop fået kabeltv, hvilket giver den fordel, at jeg kan se fjernsyn. Ulempen er så, at jeg bliver bombarderet med danske nyhedsudsendelser, hvor fordomme florerer lystigt. Derfor blev jeg lige inspireret til at fortælle en lille historie om, hvordan jeg i sommers selv fik aflivet en fordom.
Jeg har aldrig anset muslimer for at være specielt humoristiske. En grov generalisation af mange millioner mennesker, javel, men de eksempler man ser i fjernsynet er jo ikke ligefrem hysterisk morsomme, vel? Nå, men jeg hang lidt ud med en kollega, der ud over at være dybt troende muslim også er læge, forsker og vild med tegnefilm med talende dyr. Han fortalte mig (hvad jeg vel ikke burde være blevet overrasket over) at man også har regionale jokes i Palæstina. Hvor vi griner af Molboer, bruger de folk fra Hebron som syndebukke.
Min yndlingshebron-historie lød som følger: En mand fra Hebron tog til USA og følte ikke, han fik den fornødne respekt fra Amerikanerne. Derfor tog han hjem igen og besluttede sig for at bygge en kæmpe raket, der kunne smadre USA. Han fik rigget noget sammen, men da raketten skulle sendes afsted, eksploderede den og ødelagde et antal huse. Manden blev lidt skrammet og forbrændt, men overlevede. Bagefter spurgte hans venner ham, hvordan han selv synes det gik. Manden fra Hebron var yderst tilfreds, for som han sagde: “her kan I se, hvad min raket gjorde ved Hebron. Forestil jer nu bare, hvor ødelagt USA er”
Har I nogle gode eksempler på den slags vittigheder fra andre lande? Jeg vil så lige understrege, at det er strengt forbudt at grine af århusianere og folk fra Alabama. De er nemlig ikke spor til grin…
Optakt til nytårsforsæt-tiden tirsdag, 29. dec 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Sundhed, 2 kommentarerPå Heidis blog bevægede jeg mig ind i en virkelig spændende diskussion om sundhed, nyhellige livsstilsapostle og nytårsforsætter. Den tænkte jeg lidt videre over, da jeg tog i ned i FitnessWorld (som var pænt fyldt, selvom vi er på den “forkerte side” af 1. januar og det traditionelle “nu skal jeg i form på 2 dage”-mylder) og løb 15 km på et løbebånd. Tro mig, jeg afskyr løbebåndet, men jeg hader brækkede ben pga isglatte veje endnu mere
Naturligt nok spekulerede jeg lidt over, hvad i alverden der får mig til at tæske afsted, blårød i hovedet og tapdryppende af klistret sved, uden at komme nogen vegne. Motivationen må komme indefra, for ingen andre ville vide noget hvis jeg ikke opfyldte det mål jeg havde sat mig for dagens træning.
Løber jeg fordi det er sundt? Her skal vi så antage den præmis, at det faktisk er fremmende for helbredet at tonse km efter km, dag efter dag, enkelte gange til man brækker sig, men for det meste bare til benene er blytunge og lungerne er ved at blive gispet op. Og nej, overhovedet ikke. Jeg vil vove den påstand, at hvis det blev videnskabeligt bevist at løb er lige så sundhedsskadeligt som cigaretrygning, så ville jeg blive ved præcis som nu.
Følelsen af at presse min (af natur ikke udpræget atletiske) krop så meget som muligt er simpelthen uundværlig. Jeg kan klare en dag uden træning, men derefter bliver jeg rastløs og urolig og irritabel. Faktisk opfylder løb samme funktion i mit liv som min tidligere hobby (at se tv-serier og æde chips): det giver et frirum i hverdagen og lader det øverste lag af stress smelte væk. Det er et ritual, en vane, et drug… Når tilværelsen er omskiftelig (eksempler: at rejse til eller fra et fremmed land, at færdiggøre en uddannelse, at søge job) er træning et vigtigt holdepunkt, for en spinningtime er altid en spinningtime.
Forskellen er bare, at folk nærmest står i kø for at rose mig for, at jeg faktisk får hevet min røv ned i motionscentret. Ingen har nogensinde vist respekt for mit afgrundsdybe kendskab til Melrose Place eller Lagermanns Familieguf, men regelmæssig motion synes folk er sejt. Man kunne faktisk (også) blive afhængig af alle de skulderklap. Og det er i virkeligheden noget fis. Jeg træner jo af rent egoistiske grunde, det er bestemt ikke for andre menneskers og slet ikke for samfundets skyld. Jeg gør det bare fordi jeg er kommet til at kunne lide det…
Så her er et tip til alle jer, der i de næste par dage lover at leve sundere, motionere mere, komme igang med at motionere mm: Jeg håber virkelig, der lykkes for jer, men I bliver ikke bedre mennesker. I gør ikke verden en tjeneste. I får ikke ret til at se ned på dem der ikke har set fitnesslyset. Til gengæld får I fri adgang til det bedste narkotika i verden. Et, som hjernen producere for at bedøve følelsen af, at kroppen er helt ude på overdrevet. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan sige nej
Man løber da med hovedet? søndag, 13. dec 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, 7 kommentarerSelvom jeg har løbet lige så mange kilometer som jeg plejer, har resultaterne ikke ligefrem været strålende siden jeg kom hjem fra Alabama. Jeg har måttet sande, at stress, aftenvagter, jobsøgning i hele landet samt udlandet, mere stress og hjemløshed IKKE er befordrende for sportslige præstationer. Lidt underligt synes jeg egentlig, for tiden har jo været der. Derimod har gejsten og overskuddet manglet, og det har givet tydeligt udslag på både træning og motionsløb. Nu, hvor jeg er fuld af mod på at skabe et nyt liv i Esbjerg, er det hele igen begyndt at spille sammen ude på landevejene, og jeg har atter fundet løbeambitionerne frem (der skal maraton på programmet i 2010!).
Konklusionen er, at man løber mere med psyken end benene. Men effekten af gadgets og tøj må selvfølgelig ikke undervurderes. Da jeg her til aften trillede en lille aftentur, var jeg iført behagelige mormortrusser, min uopslidelige Casall sports-BH (den helt enkle version med bryderryg), gode løbesokker uden irriterende syninger, de næstvarmeste vintertights fra Fusion, en langærmet løbetrøje af samme mærke med Aarhus 1900 logo, og den allerbedste investering nogensinde: en letvægts windstopperjakke som fuldstændig eliminerer afkølingen fra vinden uden at varme mig for meget. Nåja, så skulle der også lige et par tynde løbehandsker, en tætsiddende hue og mine geniale Asics Foundation (foretrukne sko for kvindelige overpronerende distanceløbere) til, plus en pandelampe, et blinkende refleksarmbånd og min ipod med lidt Nephew til øregangen…
Hvis jeg ikke havde valgt at lade mit GPS-ur og pulsmåleren blive hjemme er jeg alvorligt bange for, at alt grejet havde bragt mit spinkle legeme op på noget, der ligner en gennemsnitsdanskers vægt Det bliver vist ikke foreløbigt, at jeg går ned på gear. Måske bliver det lidt svært at ønske mig løbeudstyr til jul, for jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg mangler. Kan en læser pege på noget (ekstra eksemplarer er et dårligt forslag: dem HAR jeg) lytter jeg gerne!
Det er allerede slået fast, at der er en meget tynd skillelinie mellem at have en hobby og en besættelse, der kræver psykiatrisk behandling. Godt jeg befinder mig trygt på den rigtige side
PS: Hjernebrevkassen ligger lidt i flytterod, men et indlæg om det hvide snit er lige på trapperne!
HCA marathon: “godt det ikke er mig, der sidder i den ambulance” mandag, 28. sep 2009
Skrevet af betteskov under Løb, 5 kommentarerOven i al forvirringen har jeg slet ikke fået berettet om mine oplevelser under HCA halvmaraton for kvinder, som jeg løb for lidt over en uge siden. Det var ellers en begivenhedsrig omgang!
Lørdag aften mødtes jeg med en flok Kick-kammerater og deres børn. Vi guffede pasta og is, hyggede lidt på en bed&breakfast og forberedte os mentalt på at løbe 21 eller 42 km. Jeg var lidt i tvivl om min strategi, for i de sidste par måneder har træning ikke haft førsteprioritet - den der doktorhat stjal de fleste af mine tanker. Derfor tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne lægge hårdt ud og enten gå ned med stil eller overraske mig selv positivt.
Da jeg løb min PR på distancen var tempoet 4.58 min/km - derfor lagde jeg ud i 4.45. Det gik også vildt godt de første 4 km, og benene protesterede ikke. Men snart satte mavekramperne ind, og mellem km 5 og 7 var jeg ude at brække mig i vejkanten tre gange. Jeg overvejede seriøst at udgå, men så var det jo heller ikke værre, vel?
Det gjorde ikke alt for ondt, når jeg løb i roligt tempo, så jeg joggede bare resten af turen igennem. Det var lidt nedtur at jeg måtte se mig distanceret af ALLE mine veninder, men det var altså bare ikke min dag! Ved km 12 hørte jeg en sirene og tænkte hvor godt det var, at den ikke kom efter mig. Den samlede så i stedet en af mine holdkammerater op, efter hun var gået helt ned med et maveonde…
Vi må have spist noget skummelt inden løbet - jeg ved stadig ikke hvad, men det kan bestemt ikke anbefales. Det lykkedes mig at få mig slæbt ind i den meget lidt imponerende tid 1.52 (8 minutter langsommere end mine bedste tider), men jeg synes faktisk min fine HCA medalje var velfortjent alligevel. Min uheldige veninde var for øvrigt ganske frisk, da jeg mødte hende i målområdet - hun havde da haft åndsnærværelse nok til hårdnakket at nægte at blive kørt på skadestuen
Jeg må jo så have overført en masse god løbekarma til de to resterende brave kick-kvinder, der begge kvalificerede sig til New York - godt at der er nogen, der kan!
Hjemme igen lørdag, 1. aug 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Lykke, Løb, Århus, 8 kommentarerMåske kan man ikke bade i den samme flod to gange, men jeg gør lige nu et seriøst forsøg på at genopleve fortiden. Efter en begivenhedsløs (ok, der var to skrigende unger, en senil dame som tissede i bukserne så snart hun satte sig ved siden af mig og en mindre influenza-alarm, men alt i småtingsafdelingen) flyvetur og en lang færd med DSB gennem landet nåede jeg hjem og slog mig ned på mine forældres sofa. Der faktisk er min sofa, eftersom de har været så venlige ikke bare at opmagasinere mig, men alle mine møbler.
Det er yderst behageligt at bo hjemme. Huset har et fyldt køleskab, en vasketøjskurv som tømmer sig selv, en høj rengøringsstandard og godt selskab. Jeg prøver at gøre gengæld ved at kokkere lidt og slæbe min mor ud på mange gåture, men er nok at betragte som lidt af en parasit.
I dag følte jeg for alvor, at jeg var kommet tilbage. Jeg drog til Århus (i min fars bil, med privatchaffør eftersom jeg endnu ikke har regnet dansk bilkørsel ud) og løb en tur med mine venner fra Kick. De 16 km i Marselisskoven var lidt hårde, eftersom den lange rejse endnu sad i kroppen, men jeg overlevede og følte virkelig, jeg havde arbejdet for min vegetarbagel på RarBar, som vi hjemsøgte efter turen.
Derefter kom jeg tilbage til min mor og især hendes hjemmebagte grovboller. Tror I nogensinde, de får mig smidt ud igen?
Venner, intriger og kampgejst lørdag, 4. jul 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, Hverdagsliv, Kvinder, Løb, 5 kommentarerI dette afsnit: Betteskov navigerer gennem et hav af forviklinger og drama, men har måske fundet frem til en ægte perle!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at finde folk at løbe sammen med - mange har ganske fejlagtigt fået det indtryk, at jeg er en halvprofessionel hard-ass, og især drengene har tusind undskyldninger for ikke at jogge et par mil med mig. Nå, men i de sidste par uger HAR jeg faktisk haft en løbemakker, og hun har virkelig imponeret mig med sin vilje til at klø på. Som tidligere svømmer er hun en del mere muskuløs og betragteligt tungere end mig. Det gør altså ikke løb i varmen lettere på nogen måde, men hun har troligt stillet op mange tidlige morgener og kæmpet virkelig flot!
Undervejs går snakken selvfølgelig lystigt, og vi kommer rigtigt fint overens. Nærmest som at vinde i lotto, ikk? Der er så lige den komplikation, at jeg er røget lidt hovedkuls ind i en gruppe mennesker, der har kendt hinanden på kryds og tværs i flere år. En del af dem har da også en veludviklet, amerikansk sans for drama! Nogle gange er det ganske besværligt at huske, hvem der hader hvem og hvem der var perlehøne med hvem sidste år… På mange måder er dette puslespil mere indviklet end videnskab (men dog ikke så svært som visumregler).
Min nye løbemakkerinde har været så uheldig (?) at få sit hjerte alvorligt knust af min laboratoriemakker, som er en af mine nærmeste venner her. Det hele fandt sted længe før jeg dukkede op på scenen, og egentlig er jeg ret ligeglad med, hvem der gjorde hvad mod hvem og hvorfor. Der var garanteret fejl på begge sider, men slutresultatet er, at de to ikke alene er ude af stand til at være i samme lokale - det er tabu at nævne den enes navn i den andens selskab.
Hvor står jeg så i alt det fnidder? Det glimrende kollegiale samarbejde med min laboratoriemakker, alle de små jokes der gør vores arbejdsdag udholdelig og al den “integrations-støtte” han giver mig er uvurderlig. Men jeg elsker også at tøsesladre og spise is med min nye løbemakker, og hendes gejst er en stor kilde til inspiration. I dag baksede jeg 20 km af (de første 10 i hendes selskab) og det føltes som en leg! Kort sagt, jeg kan ikke se andre muligheder end at holde fast i begge venskaber, selvom det er lidt af en balancegang.
Livet ville altså være nemmere, hvis mine medmennesker kunne fatte, at det der kærestepjat er spild af tid, når man i stedet kan udføre videnskab, løbe lange ture eller deltage i fascinerende samtaler om forskelle og ligheder mellem dansk og amerikansk kultur!
Sved, sved og sved – en distanceløber i bageovnen beretter tirsdag, 30. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Løb, 5 kommentarerDet er nu en måned siden, jeg erklærede min trang til at blive maraton-klar igen. Juni måned er gået med træning, og gået ganske godt, hvis jeg selv skal sige det.
Målet om at komme op på en ugentlig mængde på 40 km er fuldt ud nået, for jeg har faktisk løbet præcis 40 om ugen, i gennemsnit. Hvad vigtigere er, har langt de fleste km været løb med fornuftig intensitet, jeg har ikke bare lallet derudaf. Desuden er det blevet til et par ugentlige svømninger (hvor jeg klarer mellem 1 km og 1 mil = 1600 m i langsom men sikker stil), lidt styrketræning og derudover mine daglige cykelture til arbejde og gåture til hvorsomhelst.
Summa summarum er, at jeg helt bestemt er klar til at tage hul på et maratonprogram nu, for træningsmængden kan min krop sagtens kapere i sin nuværende form. Der er kun lige et lillebitte problem, og det er de lange ture, som er en essentiel del af distancetræningen.
Jeg har ikke været ude over 15 km af gangen, og frygter helt ærligt lidt hvordan jeg skal klare at komme op på 25-30 i denne gloende hede vi holder os her i Alabama. Nå, der er vel ikke andet at gøre end at forsøge. Min taktik er at løbe i sløjfer omkring mit hjem, så jeg ikke på noget tidspunkt er længere end 5 km væk, hvis jeg skulle få behov for at afbryde turen før tid. Desuden medbringer jeg vand, mobiltelefon, penge til mere vand og mit ID-armbånd (som jeg håber aldrig at få brug for). Vigtigst, jeg lytter til min krop, og siger den stop, så stopper jeg!
Målet for juli står derfor klart: At fortsætte den gode stil fra sidste måned PLUS få ugens længste tur banket op – niveauet skal til at ligge på 16-20.
Har nogle løbere derude gode erfaringer med at løbe i fugtig varme, hører jeg gerne fra dem! Når selve maratonet skal løbes, vælger jeg selvfølgelig en by, hvor forholdene er mere optimale, så det er mest træningstips, jeg er ude efter
