Ud af den grønne zone mandag, 19. jul 2010
Skrevet af betteskov under Løb, 9 kommentarerAdvarsel: Dette indlæg handler om sport på den kedelige, navlepillende, tidsfikserede måde. Men det handler også om livet og især indstillingen til det. På en måde parafraserer jeg et tidligere indlæg om at være spontan…
De fleste læsere har vel opdaget, at jeg godt kan lide at løbe? Det er heller ingen hemmelighed at løberiet går ganske fint. Jeg har for nylig gennemført mit andet maraton på en hæderlig tid, har været med i en stribe halvmaratonløb og deltaget i nogle lokale motionsarrangementer på kortere distancer med pæne resultater. MEN det er altså ved at være et stykke tid siden jeg har vist fremskridt af større kaliber.
Jeg løber enormt stabilt og stornyder både træning og motionsløb. Coachen er dog overbevist om én ting: jeg lever ikke op til mit fulde potentiale. Han ved endda hvad der er galt: jeg hygger mig simpelthen for meget ved at tøffe afsted i den grønne zone (komfortzonen). For at forbedre mig skal jeg tilbringe mere tid i den gule zone, dér hvor tingene føles lidt farlige og jeg tænker “hmm, kan jeg mon klare det her?”. Panikzonen (rød) skal jeg derimod undgå!
Nu er jeg bare så erfaren udi og glad for at løbe langt, at jeg kun kommer ud i den distancemæssige gule zone på de to årlige maratonløb, som vel er det maksimale min krop kan klare. Mine længste træningsture er 25-30 km lange, og der føler jeg mig godt tilpas hele vejen. Løber jeg længere under træning vil jeg nedbryde så meget af mit biologiske materiale, at det ikke fremmer formforbedringer.
Hvad så med at løbe hurtigere? Tjo, det prøver jeg også, på tempo- og intervalløb. Det er bare rigtig svært at piske mig selv, og dén coach som kan ramme de helt rigtige knapper i mine psykologiske programmer befinder sig langt væk i Århus.
Løsningen ligger måske i at afprøve grænser i nogle alternative sportsgrene? Her er det et ufravigeligt krav at udøvelsen ikke indebærer fare for liv og lemmer. Jeg har forsøgt at udtænke et par udfordringer jeg kunne finde på at stille mig selv:
- At cykle 100 km på en dag (50 gik let, så det er vel meget realistisk?)
- At svømme 5 km i svømmehallen (jeg svømmede 8 km som 12-årig, men det er altså mange år og meget lidt træning siden!)
- Deltage i noget “open water swimming” (efter behørig træning, forstås)
- At deltage i 4 holdtimer i træk i fitness centret
- At prøve noget kano/kajak/roning
Tror I det her er vejen frem, har I andre idéer som kan bringe mig i gult? Eller er konklusionen at jeg skal være tilfreds med at være hvor jeg er og nyde min komfortzone, som efterhånden er temmelig vidt udstrakt?
Rejsende Mac gør status søndag, 13. jun 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Familie, Løb, Madoplevelser, Rejser, Uniliv, Videnskab, KommentarerDe sidste par dages stilhed på bloggen skyldes IKKE, at jeg ingenting oplever. Der har simpelthen bare ikke været tid til at nedfælde mine indtryk fra den seneste turne rundt i det ganske land… Det hæsblæsende program ser ud som følger:
Onsdag til fredag tilbragte jeg i Sønderborg, på Sandbjerg Gods (nice at man kan bo og spise på et slot og være på arbejde samtidig…), hvor jeg var til sommermøde i Dacra (Danish Cardiovascular Research Academy). Jeg hørte temmelig mange spændende og nye ting om hjerter og blodtryk og slangers fordøjelse, fik tid til at hilse på gamle venner fra Århus og mødte masser af interessante unge forskere. Sidst jeg var på Sandbjerg kom jeg ikke ud at se så meget på omgivelserne grundet snestorm. Denne gang regnede vi nærmest væk, men jeg fik da gået og løbet et par småture. Alt i alt et herligt og udbytterigt møde.
Da jeg landede i Esbjerg fredag kunne jeg byde velkommen til weekendens gæst, en veninde som havde medbragt sin skønne bil og en masse varer fra en tur over grænsen. Jeg kommer ikke til at løbe tør for Pepsi Max, Egekilde eller slikkepinde foreløbig, det er helt klart! Vi tog på sightseeingl, i biografen og på sportsbar lørdag og i dag deltog vi i den store esbjergensiske folkefest, Vestkystløbet.
Efter at have sagt farvel igen har jeg nu en lille time-out, hvor en ordentlig balje chili simrer på blusset og en Serbien-Ghana er ved at kede mit tv ihjel. Taskerne til min københavner-tur i morgen er ved at blive pakket, og onsdag skal jeg igen til Sønderborg… Huha!
Får jeg tid og lyst på togturen eller inden for de nærmeste dage, er der er par blogindlæg som presser på for at komme til verden:
- en madoplevelse på Vestkystens bedste spisested, Ho Kro
- anmeldelse af filmen “Armadillo”, en film man altså IKKE kan undlade at se som borger i en krigsførende nation!
- motionsløbsanbefaling af Vestkystløbet, der både er stort og velarrangeret
Nyt gear og lir lørdag, 5. jun 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Fritid, Lykke, Løb, Madoplevelser, Uniliv, 4 kommentarerAlle jer derude, som sidder propfulde af fordomme om “Fishyville” med den karakteristiske stank og en befolkning af bundgarnsral, hør lige godt efter: man kan sagtens shoppe i Esbjerg! For et par uger siden proppede jeg en gæst på toget hjem til København slæbende på adskillige nyindkøb, og i går aftes var jeg på en meget succesfuld late-night indkøbsmission.
Bedst af alt fik jeg nye løbesko, et par Asics GT-2150. Nu må I endelig ikke være bange for, at jeg svigter mine Kayano som trofast bar mig over Prags brosten og endnu har et par hundrede kilometer i sig! Jeg kunne bare godt tænke mig et par lidt lettere sko til intervaltræningen (som jeg så måske skal være lidt mere flittig med end min sædvanlige frekvens på to gange årligt) og motionsløb på kortere distancer.
Nu hvor mit køkken faktisk er rent og lækkert, takket være rengøringshjælpen som er alt for ung og smuk til at kaldes en Helga (men hvad hedder hun så?), kan jeg også trygt kaste mig ud i nogle madlavningseventyr. Derfor forærede jeg mig selv en dims jeg længe har ønsket mig:
Denne “Kitchen Station” fra Joseph Joseph består af et skærebræt med 3 aftagelige plastikenheder ovenpå. Fuldstændig genial til wokmad, for nu kan jeg have de snittede grøntsager liggende på hver sit bræt i den rækkefølge de skal tilsættes og nemt hælde dem på panden. Desuden kan jeg undgå at snitte chilier og æbler på samme enhed 
Derudover fik jeg anskaffet mig en masse kedelige dagligdags ting, og en rigtig smart silikonebakke til isterninger. Den ER allerede afprøvet på hjemmelavet pebermynte-iste.
Den glæde et barn føler over nyt legetøj er vist det rene ingenting i sammenligning med en voksens lykke over nye hobbyredskaber…
Rummænd, kramper og blandede klunker tirsdag, 25. maj 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Rejser, Videnskab, 9 kommentarerJeg må være den fødte eventyrer: i hvert fald oplever jeg ofte mere på en togtur til Tjæreborg end andre mennesker gør på et helt år… Denne weekend i hovedstaden var ingen undtagelse: spændende mennesker og sjove steder stod i kø for at møde mig.
Det primære formål med min tur var at mødes med de mange løbekammerater, som skulle kæmpe sig igennem Copenhagen Marathon. Vi spiste et “dagen før dagen” aftensmåltid på Dalle Valle, og de mange debutanter virkede foruroligende rolige - men de havde selvfølgelig også trænet rigtig seriøst! Det trak da lidt i undertegnede for at løbe med, men jeg trøstede mig med en tidlig morgentur på den smukkeste del af ruten: fra mit hotel i Bredgade ned gennem Amalienborgs slotsplads, langs Esplanaden, forbi Kastellet og ind på Østerbro.
Jeg så løberne for første gang ved Rådhuspladsen, hvor de kun havde tilbagelagt få kilometer og svulmede af overskud. Jeg spottede diverse kostumer, fra Spiderman over kokkehue til sommerfugle og sære frisurer. Selv en rumdragt var at finde i feltet.
Da den absolut sidste løber havde passeret tog jeg S-toget til Nordhavn station og forenedes med en flok af mine klubkammerater. Vi satte os mageligt med varme tæpper og en brunch foran os og ventede på at løberne kom forbi. Vores post lå omkring de 31 km, så der var langt fra de hurtigste løbere til vores egne hurtigste løbere, og vi så nogle stakler der allerede var i store problemer - heldigvis ingen af dem vi kendte! Næste stop var målområdet, hvor der var trængsel, men vi så et par venner passere stregen og fik hilst på enkelte bagefter. Følelsen var næsten som havde man gjort det selv, bare uden kvalme og mistede tånegle 
Hele weekenden gik dog ikke op i marathon - jeg havde nogle mystiske, men meget målrettede shoppingopgaver og kunne hjembringe bukkehornsfrø og indisk mintsauce, te fra Perchs, en funky badeand, Wonder Woman magneter og et anatomisk magnetmenneske i samlesæt, komplet med prostata og milt… Kronen på værket var de med længsel ventede “Camel Balls”, ekstra sure endda. En kæmpe tak til Blogarella for det gode tip!
Min rejse bød på klunker i overmål - betegnelsen bruges nemlig også om en frynset kvast på gardiner, møbler og tæpper, og sådan nogle var der mange af på mit lækre hotelværelse.
Alt det og mere til var selvfølgelig ikke nok for en weekend - jeg nåede blandt andet også at støde på et par sumobrydere i Kongens Have - sikken en tur!
42 kilometers tanker mandag, 24. maj 2010
Skrevet af betteskov under Lykke, Løb, Rejser, 5 kommentarerDen lettere forsinkede beretning om mit marathonløb i Prag - jeg tog mig først sammen til at skrive den, da jeg genoplevede alle følelserne som hepper til Copenhagen Marathon i går og havde god tid til at fundere på togturen hjem.
Forud for marathon-dagen ligger ca. tre måneders målrettet træning, grundig planlægning og en rejse med tog og fly til Prag. De sidste to-tre uger har jeg trappet træningen ned, jeg har lidt af gevaldige abstinenser og står i startboksen som en trippende væddeløbshest. Prags gamle bydel er endnu mere proppet end på en sædvanlig dag i turistsæsonen, og vi løbere står tæt, så langt nede i feltet at vi ikke kan se eller høre løbet blive skudt igang. Enkelte beder en bøn, andre hopper på stedet, piller på løbeure, snakker løs med venner og fremmede. Jeg er allerede blevet adskilt fra mine kammerater, men det er fint nok - jeg skal alligevel løbe mit eget løb. Selvom det er mit andet marathon er jeg nervøs: denne gang har jeg trænet alene, og jeg savner min altid optimistiske og overskudsagtige løbemakker til at indgive mod.
Endelig begynder vi at bevæge os, og fem minutter efter løbets start krydser jeg tidtagningslinien - endelig igang! De første par kilometer er jeg opmærksom på mit tempo, på brostenene, på ikke at blive vælte af andre løbere; der må ikke gå noget galt på dette tidspunkt. Snart kommer jeg ind i en god rytme og minder mig selv om at huske at nyde oplevelsen, og jeg kigger nu kun på uret ved hvert kilometermærke. Solen bager og jeg drikker mere end jeg havde planlagt - heldigvis er der væskeposter ved hver 2,5 km.
Efter 6 km bliver jeg overhalet af min room-mate Trine, og vi ønsker hinanden god tur. Ved 12 kilometer ser jeg for første gang vores to “supportere”, men derudover er løbets første halvdel aldeles begivenhedsløs. Jeg er til stede i nuet, glad og åben, får hilst på mange danskere blandt publikum og løbere og får et par glimt af mine kammerater på nogle af vendepunkterne. Halvmarathon-mærket passerer jeg i en lidt for god tid - som alle andre fjolser har jeg lagt lidt hårdt ud, heldigvis kun lidt…
Jeg ved vores supportere vil være ved 25 km og glæder mig - det drejer sig kun om et par sekunders hilsner, men giver et kæmpe moralsk boost at have venner stående på ruten. Efter 30 km begynder det at blive hårdt - nu er jeg længere ude end jeg har været under træning, og ømheden kan mærkes i benene. Jeg har ikke decideret ondt, og faktisk er det mest psyken der er træt efter at have været igang så længe.
Mellem 32 og 33 ser jeg supporterne for sidste gang - Anne råber, at der er 10 km tilbage, og jeg svarer meget bestemt, at der er “under 10″. Lige nu betyder et par hundrede meter enormt meget! Ved 35 begynder det at blive rigtig hårdt - jeg har det som om jeg kører i en bil uden benzin, og tempoet er bestemt ikke imponerende. På et tidspunkt fortrækker jeg en grimasse og hulker lidt, men det er alt for anstrengende at tude, så det holder jeg hurtigt op med.
Jeg bliver nødt til at gå op af en bakke, men får ansporet mig selv til hurtigt at komme igang igen, og det er faktisk mere behageligt at lunte-løbe end at gå. Jeg har ingen lyst til mad, så jeg kan ikke lokke med en pose chips eller en øl i målområdet, men fokuserer på den medalje jeg skal have hængt om halsen.
Efter 40 km går det meget lettere med at holde mig i løb - den dominerende tanke i mit hoved er “om ca 10 minutter slipper jeg for at løbe mere”. Der er masser af tilskuere på den sidste kilometer, og nu kører benene automatisk mod målstregen. Jeg kan se på mit ur at jeg passerer de fire timer lige før mål, men på nuværende tidspunkt er et enkelt minut så uendeligt ligegyldigt. Jeg fyldes af eufori og taknemmelighed. Taknemmelighed over, at jeg faktisk er i stand til at løbe et marathon og over, at jeg snart er færdig med pinslerne.
Lykkefølelsen bliver kun stærkere, da jeg passerer mål og får min medalje hængt om halsen. Jeg stavrer hen til storskærmen hvor jeg mødes med supporterne og de af mine kammerater, der allerede er kommet ind, hører om deres oplevelser og giver masser af knus. Sammen venter vi på, at de sidste kommer ind, og jeg spekulerer kun på én ting: “hvornår kan jeg løbe igen?” At dømme efter de stive ben, de skrigende lårmuskler og min generelle kvalme og brugthed nok ikke lige i morgen
Hjemvendt! onsdag, 12. maj 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Løb, Rejser, 6 kommentarerEfter en forrygende ferie i Den Gyldne Stad er jeg igen landet i fædrelandet og har lige indlagt et lille pitstop hos mine forældre før turen går hele vejen til Udkantsdanmark i morgen. Jeg har læsset en kuffert-fuld snavset tøj af (tro mig, en sports-BH er knap så lækker når man har løbet en maraton i den!), fået gnasket et par af de gulerødder jeg virkelig savnede, været et smut ved tandlægen, købt et læsfuld tøj i min favoritbutik i Silkeborg og er nu ved at kokkere en italiensk middag til aftenens gæster…
Godt at man formår at slappe af
Derfor går der nok også lige en dag eller to før hele beretningen om mine seneste 42,195 km dukker op (ikke at jeg tror den vil interessere så mange andre end mig, men jeg kan snakke løs i timevis om hver en brosten på vejen). Indtil videre kan I da se et par billeder af syv seje løbere og deres supportere:
Der er forresten også en god historie om hvorfor jeg har solbriller på i overskyet vejr…
One down - one to go søndag, 9. maj 2010
Skrevet af betteskov under Lykke, Løb, 3 kommentarerAarets foerste maratonloeb i Prag er overstaaet. En vidunderlig oplevelse i (maaske lidt for) hoej sol, over brosten og gennem historiske kvarteret. Tiden blev lidt langsommere end sidst, men jeg var lykkelig for at komme ind paa 4.01 og har haft saaden en dejlig dag.
Nu glaeder jeg mig helt vildt til maaltider uden pasta og nogle uger uden struktureret traening. Snart nok er det tid til Berlin - men nu skal den personlige sejr nydes
En lanegere opdatering foelger, og en sjov historie om at vaere forklaedt som voldsoffer…
Løbejunkiens største udfordring søndag, 18. apr 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, 4 kommentarerDer er præcis tre uger til Prag Marathon, og nu indledes den mest grusomme fase af træningen: nedtrapning! Indtil videre har der stået kilometer, kilometer og flere kilometer på menuen, men nu skal træningsmængden sættes ned (uden at intensiteten forringes). Min (begrænsede) erfaring siger mig, at denne del af programmet medfører en del rastløshed og frustration, men jeg må øve mig i at lytte til den fornuftigste af stemmerne i min knold…
I dag løb jeg den sidste lange tur, og for at afslutte med manér havde jeg meldt mig til et lokalt halvmaraton i Bramminge. Her har jeg løbet en enkelt gang før, hvor jeg var meget grøn og gik ret pænt ned til sidst. I dag gik det meget bedre, jeg kom ind i en fornuftig tid (145.48), havde en positiv indre monolog hele vejen og følte mig godt løbende. Vejret var vidunderligt, den lille stationsby myldrede med glade mennesker, og jeg fik endda en gang massage af en sød fysioterapeut-studerende.
Kort sagt, det var en af de dage hvor jeg ikke havde spor svært ved at huske, hvorfor det lige er jeg løber Nu har jeg et par uger til at leve højt på den gode oplevelse og huske mig selv på, hvorfor jeg ikke løber så meget som jeg har lyst til - gode ben til Prag, tak!
Det svageste led… mandag, 12. apr 2010
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Lykke, Løb, 2 kommentarerDen sidste rigtig lange træningstur inden Prag Marathon er nu vel overstået. I strålende solskin løb jeg i går de 14,5 km til et udsted ved navn Kokspang (genialt navn, forresten) og hjem igen. Jeg vil ikke påstå, der var helt vildt meget at se eller at jeg oplevede det store på turen, men dejlig var den!
Hvilken del af min krop er så mest hærget i dag?
- Knogler, led og sener melder: ingen problemer
- Fusserne er for en gangs skyld vabelfri
- Benmusklerne er brugte, men ikke decideret ømme og stive
- Humøret er højt, psyken har det godt og glæder sig til at teste formen på et halvmaraton på søndag, før nedtrapningen for alvor sættes i gang.
Til gengæld har mit stakkels ansigt reddet sig en gedigen solskoldning. Det er da kun få uger siden jeg brokkede mig over sne og is, så hvad sker der lige her?
Hvis nogen derude kender en solcreme som ikke fordamper eller smelter af når man løber lange ture, må I meget gerne give mig et tip!
Motion mod depression? onsdag, 7. apr 2010
Skrevet af betteskov under Løb, hjernen!, 9 kommentarerI dagens udgave af hjernebrevkassen diskuteres muligheden for at træne sig til ikke bare en sundere krop, men også en sundere psyke.
Mange undersøgelser har dokumenteret, at der er en omvendt sammenhæng mellem symptomer på depression og fysisk aktivitet. Set på befolkningniveau har dem der træner mest færrest depressive symptomer. Og derfra kan man sagtens slutte, at motion er en genial kur mod depression, ikk?
NOT! Denne sammenhæng kunne lige så godt skyldes, at det er lidt sværere at motivere sig til at hoppe op på mountainbiken, hvis man er deprimeret. Eller måske er der en bagved liggende årsag? Det kunne sagtens tænkes, at de en bunke mennesker på grund af f.eks. hjerteproblemer eller gigt eller hvad ved jeg ikke er i stand til at tonse rundt i skovene og samtidig har en depression, fordi deres fysiske sygdom stresser dem…
For at vise, at motion kan bruges til at behandle depression er det altså nødvendigt at sætte et videnskabelige forsøg igang. I dette tilfælde kan randomiserede, placebokontrollerede forsøg bare ikke gennemføres så kategorisk som beskrevet i et tidligere indlæg. Alligevel er der foretaget en del undersøgelser, hvor enten patienter med en klinisk depression eller mennesker med enkelte depressive symptomer er sat i gang med fysisk træning, og effekten er generelt glimrende: nogenlunde lige så god som antidepressiv medicin eller samtaleterapi. Muligheden for at kombinere flere behandlinger ligger lige til højrebenet (f.eks. den tidsbesparende: træningstur med psykologen)…
Hvad er så mekanismen bag denne (postulerede) effekt af motion på depression? Som skrevet tidligere kan man påvise en skrumpet hippocampus hos nogle personer som har lidt af depressioner. Hos mus og rotter giver motion øget dannelse af nye celler (neurogenese) i netop hippocampus. Desværre er det lidt svært at drage konklusioner fra gnavere til mennesker, deres naturlige aktivitetsniveau og formodede sjæleliv er nemlig lidt anderledes end vores…
Det er til gengæld nemt at strikke en god hypotese sammen: mange stoffer som frigives under fysisk aktivitet (eksempelvis beta-endorfiner og BDNF) KAN nemlig føre til øget hippocampal neurogenese, som KAN forestilles at have en effekt på depression.
Jamen, indvender den fortvivlede læser, hvad skal jeg nu tro på? Det lyder jo meget plausibelt at motion hjælper mod depression, men når der ikke foreligger bedre beviser, er det så ikke sikrest at holde sig fra stadset?
Som svar herpå vil hjernebrevkassen gerne slå fast at: 1) INGEN har bevist at motion er skadeligt for deprimerede (eller andre). 2) Motion har masser af andre gode effekter på kredsløb, muskler osv. 3) Motion har ikke bivirkninger eller interaktioner med andre lægemidler. 4) Motion er let tilgængeligt og billigt.
Hvad synes I? Skal lægerne have mulighed for at skrive “stavgang” eller “volleyball” på receptblokken, når de har en deprimeret kunde i butikken?
