Venner, intriger og kampgejst lørdag, 4. jul 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, Hverdagsliv, Kvinder, Løb, 5 kommentarerI dette afsnit: Betteskov navigerer gennem et hav af forviklinger og drama, men har måske fundet frem til en ægte perle!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at finde folk at løbe sammen med - mange har ganske fejlagtigt fået det indtryk, at jeg er en halvprofessionel hard-ass, og især drengene har tusind undskyldninger for ikke at jogge et par mil med mig. Nå, men i de sidste par uger HAR jeg faktisk haft en løbemakker, og hun har virkelig imponeret mig med sin vilje til at klø på. Som tidligere svømmer er hun en del mere muskuløs og betragteligt tungere end mig. Det gør altså ikke løb i varmen lettere på nogen måde, men hun har troligt stillet op mange tidlige morgener og kæmpet virkelig flot!
Undervejs går snakken selvfølgelig lystigt, og vi kommer rigtigt fint overens. Nærmest som at vinde i lotto, ikk? Der er så lige den komplikation, at jeg er røget lidt hovedkuls ind i en gruppe mennesker, der har kendt hinanden på kryds og tværs i flere år. En del af dem har da også en veludviklet, amerikansk sans for drama! Nogle gange er det ganske besværligt at huske, hvem der hader hvem og hvem der var perlehøne med hvem sidste år… På mange måder er dette puslespil mere indviklet end videnskab (men dog ikke så svært som visumregler).
Min nye løbemakkerinde har været så uheldig (?) at få sit hjerte alvorligt knust af min laboratoriemakker, som er en af mine nærmeste venner her. Det hele fandt sted længe før jeg dukkede op på scenen, og egentlig er jeg ret ligeglad med, hvem der gjorde hvad mod hvem og hvorfor. Der var garanteret fejl på begge sider, men slutresultatet er, at de to ikke alene er ude af stand til at være i samme lokale - det er tabu at nævne den enes navn i den andens selskab.
Hvor står jeg så i alt det fnidder? Det glimrende kollegiale samarbejde med min laboratoriemakker, alle de små jokes der gør vores arbejdsdag udholdelig og al den “integrations-støtte” han giver mig er uvurderlig. Men jeg elsker også at tøsesladre og spise is med min nye løbemakker, og hendes gejst er en stor kilde til inspiration. I dag baksede jeg 20 km af (de første 10 i hendes selskab) og det føltes som en leg! Kort sagt, jeg kan ikke se andre muligheder end at holde fast i begge venskaber, selvom det er lidt af en balancegang.
Livet ville altså være nemmere, hvis mine medmennesker kunne fatte, at det der kærestepjat er spild af tid, når man i stedet kan udføre videnskab, løbe lange ture eller deltage i fascinerende samtaler om forskelle og ligheder mellem dansk og amerikansk kultur!
Hvorfor jeg ALDRIG bliver en Southern Belle… tirsdag, 16. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Kvinder, Rejser, 3 kommentarerJeg havde en fantastisk tur til Nashville, men 3 dage i tæt kontakt med mine bedste amerikanske veninder (begge piger født og opvokset i Alabama, men noget mere åbne overfor resten af verden end den gennemsnitlige lokale) var faktisk lidt af et kulturchok!
Selvom mine veninder ikke havde været i Nashville tidligere, var de ikke det fjerneste interesserede i sightseeing og tålte kun mine afstikkere til turistattraktioner fordi jeg havde gjort det klart på forhånd, at det var mit formål med turen. De ville hellere til et outlet shopping mall for at købe billig parfume, og den bedste måde at tilbringe tiden var for dem at sidde på en bar og håbe på at tale med mænd (selvom de begge har kærester giver det dem et stort buzz at blive lagt an på. Trist træls at Betteskov med sin geniale cowgirlhat formåede at stjæle opmærksomheden ;-)).
De var begge imponerede over, at det lykkedes os at blive klar til at tage afsted om morgenen på kun lidt over en time (for at speede processen op brugte jeg mindre end 5 min. på badeværelset), for naturligvis kunne hotellet ikke forlades uden at make-up’en sad perfekt.
Til koncerten var det et stort problem, at man skulle gå hen til siddepladserne på det store stadium. Der blev pebet en del over, at elevatoren var forbeholdt handicappede og folk med dyre billetter. Vi havde jo også ”gået og stået hele dagen”. At min mor, som har to kunstige hofter, dækker den fem-dobbelte distance uden problemer undlod jeg at nævne…
Konklusion: At tage ud for at opleve verden sammen med piger fra Sydstaterne kan bedst sammenlignes med at forsøge at bestige bjerge med en kørestolsbruger: Intentionerne er gode, der er masser af sjov undervejs, men man skal ikke satse på at komme så forfærdelig langt. Desuden skal man afse en betragtelig mængde tid til at tilbringe på badeværelset…
Jeg har faktisk lidt ondt af kvinderne fra The Deep South. Principielt har de samme muligheder som europæere, og uddannelsesmæssigt følger de fint nok med. Men for at opretholde imaget som kvinde her er det nødvendigt at bruge uanede mængder af tid på at fjerne hår og smøre sig ind i diverse lotions. Fysisk udfoldelse er begrænset til motionscentret (der skal være et rent toilet i nærheden, så udendørs løb og cykling er ikke nemt), og man må helst ikke svede sminken af. At gøre noget som helst på egen hånd, f.eks. tage en taxa, kommer slet ikke i betragtning. Og små udfoldelser som at ride på en mekanisk tyr er noget meget vovet.
Hvor er det egentlig trist, at sunde og friske mennesker frivilligt vælger et liv som ”handicappet” bare for at opretholde et bestemt billede udadtil.
Respekt! – lidt om mænd, kvinder, Sydstaterne og arabere… fredag, 5. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Brok, Dating, Kvinder, 11 kommentarerNu har jeg snart befundet mig her i Alabama i 10 måneder, og på den tid er det faktisk lykkedes mig at date et betragteligt antal lokale mænd. Med betegnelsen ”lokal” mener jeg her personer, der er opvokset i Syden og identificerer sig med kulturen her – altså er de fleste af mine venner fra UAB ikke medtaget i dette opsamlingsheat.
Lad mig indlede med at sige, at det generelt er en superfed oplevelse at tage på en date med en mand fra Sydstaterne. Han inviterer, og vælger oftest restauranten (men spørger, om dette valg er OK med mig, og satser oftest på noget jeg har fortalt jeg kan lide, gerne sushi eller skaldyr). Han tilbyder også at hente mig derhjemme, men for det meste vil jeg helst selv køre, hvilket altid bliver accepteret.
Med mindre han er ekstremt uhøflig, er han ankommet til mødested i meget god tid, så han kan stå og vente på sin kvinde, evt. hjælpe med at navigere over mobiltelefonen og være klar til at åbne bildøren. Sådan fortsætter det: der åbnes døre, holdes stole og regningen får jeg aldrig så meget som lov til at kigge på 
De fleste lokale mænd har ikke imponerende bordmanerer (der skovles ivrigt op på en gaffel) eller en stor horisont (de fleste betegner stolte sig selv for progressive fordi de ikke ville forlade et lokale hvis en homoseksuel kom ind, få har været uden for USA, ingen taler fremmedsprog), men en utrolig respekt for kvinder. Kvindekønnet, deres mor, deres søster og deres date bliver virkelig sat op på en piedestal.
Derfra burde det jo være nemt, ikk? Sådan en mand skulle jo være lige til at tage med hjem? Ej! Respekten for kvindekønnet er nemlig lidt svær at omsætte til respekt for den enkelte kvindes præstationer. Alle mine dates har været overbeviste om, at deres bachelorgrad er mere betydningsfuld end min snarlige (kryds fingre) ph.d., og når de ser football (med en øl i hånden) er det da mere hardcore end mit marathonløb? Deres fremtidige kone må gerne arbejde (tak!) men hun skal selvfølgelig have tilbuddet om at gå hjemme, hvis det er hvad hun helst vil (og det er tydeligvis hvad de helst vil).
Det sjove er, at det her virkelig minder mig om noget, jeg har set før. I en fjern fortid boede jeg i Israel, og mødte der en del arabere. Det sjove er, at de havde stort set samme kvindesyn som den gennemsnitlige mand her i Alabama! Min reaktion var også tilsvarende: jeg nød at blive feteret og passet op i alle kanter, men blev meget hurtigt træt af den rolle, jeg forventedes at skulle falde ind i. Udover respekten for kvinder har jeg også tænkt på, at både arabere og folk fra the Deep South har en enorm æresfølelse, som har en ubehagelig tendens til at krænge over i foragt for alle, der er anderledes. Ja, og hele den religiøse fanatisme og dertil hørende fatalisme…
Se der var lidt af et samtaleemne, men jeg ved ikke om jeg tør bringe det op. For hvad mon en Rhett Butler-talende, døråbnende gentleman vil sige til at blive sammenlignet med en grum muslim fra det fjerne Mellemøsten? Måske vil det ligefrem få ham til skride uden at betale for mine dragon rolls eller krabbekløer?
Hvad nu hvis… torsdag, 23. apr 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Dating, Familie, Hverdagsliv, Kvinder, Lykke, Løb, Uniliv, Videnskab, 7 kommentarer… min afhandling, som jeg nu har skrevet et fuldt første udkast til, alligevel ikke er helt så acceptabel som jeg og mine vejledere mener?
… jeg alligevel ikke kan få et nyt visum og blive i Birmingham som postdoc?
… det aldrig lykkes mig at droppe rastløsheden og finde et sted i verden, hvor jeg har lyst til at slå røven i sædet?
… den charmerende læge, som jeg har nydt to romantiske dates med på ægte, ærbar amerikansk vis, aldrig ringer til mig igen?
… jeg også skal fejre min næste fødselsdag (den store 30er) som single
… ”engine malfunction” lampen på min Honda begynder at lyse igen, måske endda af en alvorligere årsag end et låg til benzintanken, der ikke var skruet ordentlig på?
… jeg aldrig får taget mig sammen til endnu en gang seriøs marathontræning, men vil blive ved med at snakke om min ene gloriøse 42 km oplevelse for snart et år siden?
Eller: Hvad nu hvis jeg lader tiden arbejde for mig og det hele ordner sig? Hvad nu hvis jeg er kommet langt nok til at indse, at jeg har adskillige muligheder, at mine valg indebærer fravalg, men der er mere end en måde at klare ”projekt liv” på? Hvad hvis jeg faktisk er ved at blive voksen. Hjææææææææælp!!!
”Dronningeofret” tirsdag, 3. mar 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, Kvinder, 8 kommentarerPå Politikens hjemmeside har en række læsere diskuteret, hvorfor de læser Hanne Vibeke Holst – sjovt nok stillede jeg mig selv et tilsvarende spørgsmål, da jeg lagde hendes sidste mammutværk om dansk politik fra mig: ”hvorfor i alverden bruger jeg min tid på det her?”
Under læsningen var der ingen tilsvarende toner. Bogens ankomst faldt sammen med, at jeg fredag prøvesmagte nogle suveræne farvestrålende martinier, så lørdag passede mit energiniveau ligesom bedst til at ligge i min seng med noget ikke alt for krævende lekture og cola indenfor rækkevidde. Hertil var “Dronningeofret” perfekt egnet, og den fik mig helt til at glemme min lettere hærgede fysiske tilstand.
Det er nemlig en spændende og letflydende roman, med et tema der tilsvarer ”Kongemordet”, og så alligevel ikke helt. Vi møder igen et magtmenneske, som bærer på en stor og grim hemmelighed, men hvor Gert Jakobsen tævede sin kone, er socialdemokraternes nye leder Elizabeth Meyer uden skyld i sin tilstand. Hun har en rædselsfuld og hurtigt accelererende sygdom, og må kæmpe for at vinde folketingsvalget inden den tager alt fra hende, bid for bid.
Beskrivelsen af den stærke kvindes frygt og ensomhed, mens tågen truer med at overtage hendes intellekt og personlighed er gribende og lige på kornet. Desværre taber Hanne Vibeke Holst bolden lige før mål og tilføjer historien en uværdig og letkøbt slutning, som får denne anmelder til at hive halvdelen af guldstjernerne tilbage i posen. Afsløringen, som er den logiske konsekvens af Meyers liv og skæbne, udebliver – netop her anes forskellen på kunst og triviallitteratur.
Men Hanne Vibeke Holst KAN noget. Hun kan beskrive kvinder indfølende og levende og uden at proppe dem alt for stramt ned i de udvalgte kategorier: ”alkoholikeren”, ”den ambitiøse indvandrerpige” og ”det kølige overklasseløg”. Hendes portræt af Linda i “Kongemordet” var fantastisk, og hun fik mig faktisk til at føle sympati og ikke medlidenhed med Meyer i “Dronningeofret”.
Den yngre generation slipper hun ikke helt så heldigt fra. Især har jeg aldrig rigtigt kunne forlige mig med Charlotte Damgaard, som jeg finder grænseløst irriterende og snotforkælet. Hvorfor Meyer gider gøre sig alt det besvær for hendes skyld er mig ubegribeligt. Nogle steder bliver der også smurt et lidt for tykt lag lommepsykologi på, som da vi allerede i introduktionen af “Dronningeofrets” kvindelige skurk får oplyst, at hun æder sig fordærvet i store spande slik fordi hendes mor ikke tog sig ordentligt af hende…
Alt i alt er “Dronningeofret” en bog, man som dansk kvinde nødigt kan snige sig uden om, og underholdningsværdien er i top, så længe det varer. Især de sidste hundrede sider er præget af at være sidste bind i en trilogi, hvor der død og kritte skal bindes en pæn sløjfe på alle karaktererne.
Min anbefaling er at læse så langt det er sjovt og derefter hoppe hen til slutningen. Får du på noget tidspunkt en fornemmelse af at kunne gætte hvad der sker, er den sandsynligvis rigtig, og så er der sådan set ikke nogen grund til at hænge på længere.
Amerikanske ting jeg ikke forstår 1: mænd fredag, 27. feb 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Dating, Hverdagsliv, Kvinder, 11 kommentarerI går tog jeg et ret stort emne op: hvor meget ønsker vi (kvinder) egentlig at de (mænd) ordner for os. Heldigvis var de indkomne svar så forskellige, at de virkelig gav fingeren til fordommen om, at alle kvinder vil det samme! Mine egne erfaringer efterlader en vis ambivalens:
Jeg har ikke nogen erindringer om en dansk mand, der har gjort nogen bemærkelsesværdig indsats for at fikse praktiske detaljer i mit liv; udover min far, der virkelig har knoklet som chauffør, kok og pedel i det lille firma Betteskov A/S. Her i USA ser verden bare anderledes ud.
Nu er det selvfølgelig lige lidt svært at være en selvstændig supergirl, når man kommer fra den anden ende af verden, ikke kender nogen og kan bære alle sine ejendele med sine egne skinny små arme. Så er det at man ikke behøver SPILLE hjælpeløs.
Det skræmmende er bare, hvor fantastisk effektiv en strategi lidt fortabthed er, når det gælder mandlig opmærksomhed. Efter et par uger her havde jeg på min mobiltelefon (og ja, en mand kørte mig ud for at købe den og førte ordet i forretningen) en alenlang liste med telefonnumre på kolleger og venner, jeg bare skulle ringe til, hvis jeg havde brug for hjælp. Og de stillede faktisk op, lige på minuttet, til lidt af hvert: køretimer, indkøb af bil, dagligvarer, Halloweenkostume og tunge møbler, efterstramning af skruer da jeg selv havde forsøgt at samle førnævnte møbler, udskiftning af elpærer, rundvisninger i lokalområdet og endeløs eskortservice fra kontoret til motionscentret til min bil efter mørkets frembrud.
I begyndelsen var det hyleskægt og dybt bizart at opdage, at jeg faktisk besidder evnen til at få homo sapiens med en lidt anderledes kromosombesætning til at frelse mig fra alle besværligheder i tide og utide. Jeg havde endda en vis forventning om, at hele den der dating-ting ville være lidt nemmere, når rollerne som superhelt og stakkels lille pusling var delt ud på forhold…
As if! Jeg er stadigvæk lige så meget single som da jeg ankom, og jeg er kommet frem til, at et gevaldigt læs kultur- og sprogbarrierer ikke gør det spor nemmere at interagere med så besynderlige væsner som mænd. Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde kunne falde for en mand, der har fattet interesse for ”den skrøbelige lille blomst Betteskov” og ikke den irriterende og dominerende ægte vare.
At sige jeg ligefrem længes efter at få smækket døren i hovedet eller være nødt til at slæbe fem kufferter op ad en trappe mens en dansk mand konverserer mig og gestikulerer med begge sine ledige hænder, ville dog være en lodret løgn. Lidt galanteri er nu et forfriskende indslag på enhver halvkedelig dag!
Jeg skal nok bare lære at sluge en dromedar eller to og lære fuldt ud at nyde at afgive lidt ansvar. Hvis jeg, som påstået, kan klare ALT, kan jeg vel også spille lidt inkompetent?
Jeg kan da (stadig) selv! torsdag, 26. feb 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, Hverdagsliv, Kvinder, 16 kommentarerJeg har købt et fjernsyn; det billigste 24 tommers man kunne få i Walmart. Til mine mandlige amerikanske venners store overraskelse rakte mine ringe fysiske kræfter til at få det slæbt hjem på egen hånd (Walmart-folkene bar det ud i min bil – jeg skulle bare klare at hive det over mit eget dørtrin, hvilket gik udmærket). Til deres endnu større forbløffelse var min tekniske sans veludviklet nok til at få sat det rigtige stik i den rigtige kontakt og tilslutte en DVD-afspiller. Ja, jeg proppede endda selv batterier i fjernbetjeningerne!
Nu kan jeg så tilbringe al min (heldigvis ret begrænsede, for jeg har bedre ting at foretage mig) hjemmetid med at indsnuse en lind strøm af halvdårlige serier. Jeg tror dog ikke, det er der min snarlige fordummelse vil komme fra. Derimod er jeg virkelig i farezonen for at udvikle mig til et meget uselvstændigt og hjælpeløst individ, grundet amerikanske mænds sære trang til at ordne ALT praktisk for mig.
Jeg mener faktisk det her i ramme alvor. Der er piger her på min alder, som har kørt bil halvdelen af deres liv uden nogensinde at lære hvordan man fylder benzin på. Det har mænnerne nemlig klaret for dem…
Dagens vejside-terrorist fredag, 13. feb 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Brok, Kvinder, 6 kommentarerPå min morgenvandring fra parkeringspladsen til kontoret (jeg går en gedigen omvej for at få lidt luft og motion) passerede jeg en ved første øjekast ganske tilforladelig ung mand. Han stod på fortovet til en af de store indfaldsveje til universitetet i sit pæne tøj, havde et tomt udtryk i ansigt og holdt et stort, blåt skilt op med arme, der slet ikke rystede. ”Abortion is murder” lød det unuancerede budskab.
Adskillige bilister brugte hornet eller gav ham fingeren, men han stod der bare og luftede ufortrødent sin (eller måske sin kirkes?) mening.
Ja, så er man vist alligevel kommet langt hjemmefra… Betteskov blev først vred, men egentlig er hun snarere ked af det. Ked af at det amerikanske samfund, som lokker med grænseløs frihed og glitrende muligheder, på mange områder er så gennemsyret af misogyni. Nedtrykt over, at nogen kan finde på noget så ondskabsfuldt som at stille sig op ved vejen og i et gement bagholdsangreb sparke løs på mennesker, der har truffet et smertefuldt valg og lever med konsekvenserne. Dertil en anelse irriteret over, at en eller anden kujon-agtig organisation (der stod selvfølgelig ingen afsender på skiltet) kan finde på at benytte en hjernevasket zombie til sit beskidte arbejde.
Hvis jeg nogensinde skulle stå og flagre med et skilt (hvilket mine magre arme nok ikke kunne klare mere end et par minutter) skulle det sige ”tolerance” eller måske ”empati” (for jeg er ikke modig nok til ”Nørd-kvinder er sexede”). Men det vil nu aldrig ske, da jeg mener der er bedre kanaler for at komme til udtryk – måske skulle jeg have anbefalet ham at skrive en blog? Hvad synes I andre om denne unge mands valg af metode til at tilkendegive sit standpunkt?
Uoverstigelig kulturkløft? torsdag, 4. dec 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Jul, Kvinder, 7 kommentarerIntet kan tilføre mig national stolthed godt rørt op med julestemning som en EM-sejr til de danske piger!
Men øh… hvordan er det lige, man forklarer sine amerikanske venner, at det er livsnødvendigt at radioen står på Sport på 3eren i adskillige dage denne måned? Hvordan redegør man overhovedet for spillets regler og finesser for mennesker, der godt forstår basket og football, men kun har et begrænset kendskab til soccer og aldrig har hørt om håndbold? Og hvordan skal jeg få forklaret sammenhængen med julen?
Ak, nogle gange er det lettere at have en omgangskreds, hvor alle har prøvet at forlade julefrokostbordet til fordel for Danmarks semifinalekamp tilbage i storhedstiden 
Et amerikansk eventyr fortalt af en lille dansk kylling torsdag, 2. okt 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, Kvinder, Lykke, Uniliv, 9 kommentarer
I kender godt Rambo-filmene, ikk? I mine første to måneder her i USA har jeg gennemlevet noget lignende… sådan da.
Denne historie, efter klassisk opskrift, tog sin begyndelse på en af mine første arbejdsdage, hvor jeg nævnte for min laboratorie-makker, at jeg da godt kunne tænke mig at prøve noget holdsport. For at lære nogle mennesker at kende, og ikke bruge alle mine aftener herovre på at se Topmodel. Han tog mit ønske meget bogstaveligt og etablerede sig selv som kaptajn for et blandet fodboldhold (amerikansk, selvfølgelig), som fik navnet ”Raider haters” (jeg ved ikke helt hvorfor).
Det var let at rekruttere mænd, eftersom selv de allermest middelmådige vidste, de både ville få stjernestatus og en chance for at imponere den nye danske udvekslingsstudent. Derimod var det en vanvittig hård opgave at finde de fire kvinder (inklusive mig) som reglerne foreskriver der skal være på holdet. Rekrutteringsproblemerne skyldtes især, at en pige fra vores afdeling brækkede benet i sidste års turnering, hvilket der stadig blev talt en del om. Der blev derfor indført den regel, at mænd kun måtte spille med, hvis de kunne medbringe en kvinde (der røg så min chance for at benytte kampene til at få en date).
Med hiv og sving lykkedes det – til vores første kamp mønstrede vi det nødvendige antal hunkøn og udgjorde en flok meget blandede og absolut ikke sammenspillede mennesker, mange af lettere nørdet karakter. Vi mødte en flok medicinstuderende, der blev nummer to i sidste års turnering, og de sparkede vores røv noget så grundigt. Alligevel forlod vi banen med et smil på læben, for vi var gode til at opmuntre hinanden og havde en helt fantastisk holdånd.
Derefter begyndte holdet at mødes en time før kampene, hvor vi piger fik lidt træning i at kaste og gribe. Vi lærte os et zone-forsvar, og spillede bedre og bedre for hver gang! I vores bedste kamp tabte vi kun med et point, og det fik modstanderne på en teknikalitet. Mange piger hørte, hvor sjovt vi havde det, og tit var vi 8-9 stykker og kunne skifte ud.
Turneringens sidste kamp fandt sted tirsdag aften, hvor vi igen mødte vores onde ånd fra første kamp.
Hvis dette virkelig var et eventyr, havde vi hevet en sejr hjem efter en lang og trang kamp. Det gjorde vi så langtfra. Men vi gav dem god modstand, havde to touch downs og overkom chokket over, at vores bedste kvindelige spiller slet ikke kom på banen, da hun rev en finger af led under træningen (ja, det er en farlig sport!) og på hardcore vis selv satte den på plads.
Der var generelt enorm skuffelse over, at sæsonen allerede er slut (for at komme til slutspillet skal man helst vinde nogle kampe…). Så det er slet ikke umuligt, at vi samler os igen til at spille basket eller høvdingebold – det har de faktisk en turnering i her på universitetet!
OK, så jeg blev altså ikke talentspottet til NFL eller noget, men jeg har en bunke nye bekendte, slap uden alvorlige skrammer og har nogle fantastiske minder. Bare tanken om, at jeg har spillet med i en amerikansk fodboldturnering – det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at jeg er MEGET øm over mit skind og rædselsslagen for bolde 
