Godt begavet -en bagerapport fra Nørregade :-) søndag, 14. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Esbjerg, Familie, Hverdagsliv, Lykke, Madoplevelser, 6 kommentarerEndelig en “rolig” weekend, som er dedikeret til løbeture, læsning (både videnskabelige artikler og krimier af Håkan Nesser), underlødigt fjernsyn og bagning! Derfor fik jeg tid til at lege lidt med nogle af de skønne gaver, jeg fik til min fødselsdagsfest for 2 uger siden:
Jeg fik. bla kogebogen “Sunde Tanker”, skrevet af de fantastiske brøde med det velvalgte navn “Koch” i samarbejde med et par læger. Tvillingekokkene lavede i mange år gourmetmad med rigeligt smør og fløde, men blev så begge ramt af diabetes. Nu har de indført et sundere (men stadig utrolig lækkert) regime på deres restaurant i Århus, hvor jeg var så heldig at blive inviteret på en skøn middag først i januar. Dette måltid (som indgår på min personlige top-ti over guddommelig mad) gav mig virkelig lyst til selv at prøve kræfter med nogle af retterne. Jeg blev enormt glad bogen som har nogle virkelig sobre og oplysende afsnit om sundhed og sygdom, men opskrifterne er lidt mere omfattende end mine sædvanlige “en-gryde-en-halv-time” retter, så jeg har indtil videre nøjedes med at lade tænderne løbe i vand over billederne.
I går forsøgte jeg mig så med hjemmelavet rugbrød, som selvfølgelig blev tilberedt i det bagefad af ler, jeg fik af min mor.Sådan et kan gøre alt bagværk (især boller) lige en tand lækrere!
Der indgik både kærnemælk, øl og tørmalt i dejen! Sidstnævnte ingrediens kunne jeg ikke fremskaffe, så jeg måtte klare mig med flydende malt. Min lørdag gik med i at lade brødet hæve i først 5 og så 3 timer, men jeg ved ikke helt, om resultatet stod mål med anstrengelserne. Altså, det blev et lækkert brød, men specielt mørkt blev det ikke, og i varm tilstand var smagen ikke så voldsomt interessant set i forhold til almindeligt bageblandings-rugbrød. Måske vil smagen af malt og øl trænge mere igennem, når brødet er kølet af? Alternativt må jeg opdrive det der tørmalt, eller måske bruge større mængder af det flydende stads? Eller endeligt indse, at jeg ofte har stort held med boller og grovbrød, men at rugbrød bare ikke er min genre?
I anledning af fastelavn valgte jeg IKKE at bage fastelavns-boller, for det har altid været noget så svært for mig at få fyldet til tage fast ophold inde i bollen og ikke på bagepladen… I stedet fandt jeg en opskrift på Sønderjyske Kløbenboller i sidste uges søndags-Politiken. Det er sådan nogle farvestrålende svende med cocktailbær, appelsinskal og rosiner i dejen. De hævede flot (takket være bagefad og god temperatur i min stue), smagte udmærket og lignede faktisk avisens boller ret godt, sådan lidt tilstræbt småsjuskede:
Min nye adresse giver selvfølgelig en del at leve op til, men jeg gør mit bedste. Enhver der ikke tror på mig er velkommen til at lægge vejen forbi Esbjerg for at tjekke efter 
Forrygende fødselsdag! onsdag, 3. feb 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Madoplevelser, 7 kommentarerJeg blev 30 helt uden eksistentielle kriser: hvis det er så dejligt at fylde rundt, ser jeg allerede frem til næste gang!
Nu har jeg aldrig været det helt store fødselsdags-menneske. I tiden før facebook glemte jeg konsekvent datoerne for, hvornår mine veninder kom til verden, og min egen har jeg aldrig gjort det vilde ud af siden de glade “og dejlig chokolade og kager til”-dage i folkeskoletiden. Derfor var jeg også parat til at skøjte meget let henover min runde dag i år, hjulpet af en god undskyldning indbefattende flytning, jobskifte og alt det almindelige kaos.
Men sådan skulle det ikke gå! Et par uger før fik jeg lyst til at se et par venner, og med store armbevægelser inviterede jeg dem + ægtefæller og snotdværge til at kigge forbi mine forældres domicil i Silkeborg, lørdag som var “dagen før dagen”. Det er let at være generøs på andres vegne, men min mor og far greb bolden og lovede at de ud over at lægge lokaler til ville forberede festen.
Tilbagemeldingerne var overvældende positive, og vi endte med at have besøg både til frokost (et mindre, men meget livligt selskab) og aftensmad. Vi må have et vist organisationstalent, for der opstod ingen panik, ikke engang da der skulle steges 15 velvoksne kyllingebryster. Allervigtigst var der tid og kræfter til at nyde det herlige selskab; kødgryderne tog ikke al opmærksomheden 
Den korte historie er, at jeg havde en helt vidunderlig aften - jeg glæder mig til at flashe et par billeder og anmelde gavehøsten, der hovedsageligt var af litterær art.
Derfor gjorde det ikke så meget, at selve min fødselsdag blev tilbragt i et DSB-tog og på et hotelværelse med udsigt til Istedgade: mandag morgen skulle jeg nemlig stille på et intensivt kursus i multivariat dataanalyse på det biovidenskabelig fakultet, Københavns Universitet, stedet jeg ellers kendte under navnet Landbohøjskolen.
I disse snetider er en tur med DSB tværs over landet ikke lige noget at stræbe efter, men jeg kom frem (og tilbage) uden problemer og i København kunne jeg fejre min første dag som 30-årig med en spicy indisk middag sammen med en rigtig god veninde, som jeg ser alt for sjældent - hun tonser nemlig endnu mere rundt i verden end jeg selv gør!
Måske var det her min bedste fødselsdag nogensinde, og der skal ellers noget til at måle sig med en rejse i højt solskin til New Orleans og et halvmaraton med en personlig rekord. Et eller andet må jeg jo gøre rigtigt siden jeg har venner og famlie af så høj kvalitet
Hebron-historier tirsdag, 12. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, Familie, Løb, Uniliv, 2 kommentarerJeg har netop fået kabeltv, hvilket giver den fordel, at jeg kan se fjernsyn. Ulempen er så, at jeg bliver bombarderet med danske nyhedsudsendelser, hvor fordomme florerer lystigt. Derfor blev jeg lige inspireret til at fortælle en lille historie om, hvordan jeg i sommers selv fik aflivet en fordom.
Jeg har aldrig anset muslimer for at være specielt humoristiske. En grov generalisation af mange millioner mennesker, javel, men de eksempler man ser i fjernsynet er jo ikke ligefrem hysterisk morsomme, vel? Nå, men jeg hang lidt ud med en kollega, der ud over at være dybt troende muslim også er læge, forsker og vild med tegnefilm med talende dyr. Han fortalte mig (hvad jeg vel ikke burde være blevet overrasket over) at man også har regionale jokes i Palæstina. Hvor vi griner af Molboer, bruger de folk fra Hebron som syndebukke.
Min yndlingshebron-historie lød som følger: En mand fra Hebron tog til USA og følte ikke, han fik den fornødne respekt fra Amerikanerne. Derfor tog han hjem igen og besluttede sig for at bygge en kæmpe raket, der kunne smadre USA. Han fik rigget noget sammen, men da raketten skulle sendes afsted, eksploderede den og ødelagde et antal huse. Manden blev lidt skrammet og forbrændt, men overlevede. Bagefter spurgte hans venner ham, hvordan han selv synes det gik. Manden fra Hebron var yderst tilfreds, for som han sagde: “her kan I se, hvad min raket gjorde ved Hebron. Forestil jer nu bare, hvor ødelagt USA er”
Har I nogle gode eksempler på den slags vittigheder fra andre lande? Jeg vil så lige understrege, at det er strengt forbudt at grine af århusianere og folk fra Alabama. De er nemlig ikke spor til grin…
Optakt til nytårsforsæt-tiden tirsdag, 29. dec 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Sundhed, 2 kommentarerPå Heidis blog bevægede jeg mig ind i en virkelig spændende diskussion om sundhed, nyhellige livsstilsapostle og nytårsforsætter. Den tænkte jeg lidt videre over, da jeg tog i ned i FitnessWorld (som var pænt fyldt, selvom vi er på den “forkerte side” af 1. januar og det traditionelle “nu skal jeg i form på 2 dage”-mylder) og løb 15 km på et løbebånd. Tro mig, jeg afskyr løbebåndet, men jeg hader brækkede ben pga isglatte veje endnu mere
Naturligt nok spekulerede jeg lidt over, hvad i alverden der får mig til at tæske afsted, blårød i hovedet og tapdryppende af klistret sved, uden at komme nogen vegne. Motivationen må komme indefra, for ingen andre ville vide noget hvis jeg ikke opfyldte det mål jeg havde sat mig for dagens træning.
Løber jeg fordi det er sundt? Her skal vi så antage den præmis, at det faktisk er fremmende for helbredet at tonse km efter km, dag efter dag, enkelte gange til man brækker sig, men for det meste bare til benene er blytunge og lungerne er ved at blive gispet op. Og nej, overhovedet ikke. Jeg vil vove den påstand, at hvis det blev videnskabeligt bevist at løb er lige så sundhedsskadeligt som cigaretrygning, så ville jeg blive ved præcis som nu.
Følelsen af at presse min (af natur ikke udpræget atletiske) krop så meget som muligt er simpelthen uundværlig. Jeg kan klare en dag uden træning, men derefter bliver jeg rastløs og urolig og irritabel. Faktisk opfylder løb samme funktion i mit liv som min tidligere hobby (at se tv-serier og æde chips): det giver et frirum i hverdagen og lader det øverste lag af stress smelte væk. Det er et ritual, en vane, et drug… Når tilværelsen er omskiftelig (eksempler: at rejse til eller fra et fremmed land, at færdiggøre en uddannelse, at søge job) er træning et vigtigt holdepunkt, for en spinningtime er altid en spinningtime.
Forskellen er bare, at folk nærmest står i kø for at rose mig for, at jeg faktisk får hevet min røv ned i motionscentret. Ingen har nogensinde vist respekt for mit afgrundsdybe kendskab til Melrose Place eller Lagermanns Familieguf, men regelmæssig motion synes folk er sejt. Man kunne faktisk (også) blive afhængig af alle de skulderklap. Og det er i virkeligheden noget fis. Jeg træner jo af rent egoistiske grunde, det er bestemt ikke for andre menneskers og slet ikke for samfundets skyld. Jeg gør det bare fordi jeg er kommet til at kunne lide det…
Så her er et tip til alle jer, der i de næste par dage lover at leve sundere, motionere mere, komme igang med at motionere mm: Jeg håber virkelig, der lykkes for jer, men I bliver ikke bedre mennesker. I gør ikke verden en tjeneste. I får ikke ret til at se ned på dem der ikke har set fitnesslyset. Til gengæld får I fri adgang til det bedste narkotika i verden. Et, som hjernen producere for at bedøve følelsen af, at kroppen er helt ude på overdrevet. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan sige nej 
Man løber da med hovedet? søndag, 13. dec 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, 7 kommentarerSelvom jeg har løbet lige så mange kilometer som jeg plejer, har resultaterne ikke ligefrem været strålende siden jeg kom hjem fra Alabama. Jeg har måttet sande, at stress, aftenvagter, jobsøgning i hele landet samt udlandet, mere stress og hjemløshed IKKE er befordrende for sportslige præstationer. Lidt underligt synes jeg egentlig, for tiden har jo været der. Derimod har gejsten og overskuddet manglet, og det har givet tydeligt udslag på både træning og motionsløb. Nu, hvor jeg er fuld af mod på at skabe et nyt liv i Esbjerg, er det hele igen begyndt at spille sammen ude på landevejene, og jeg har atter fundet løbeambitionerne frem (der skal maraton på programmet i 2010!).
Konklusionen er, at man løber mere med psyken end benene. Men effekten af gadgets og tøj må selvfølgelig ikke undervurderes. Da jeg her til aften trillede en lille aftentur, var jeg iført behagelige mormortrusser, min uopslidelige Casall sports-BH (den helt enkle version med bryderryg), gode løbesokker uden irriterende syninger, de næstvarmeste vintertights fra Fusion, en langærmet løbetrøje af samme mærke med Aarhus 1900 logo, og den allerbedste investering nogensinde: en letvægts windstopperjakke som fuldstændig eliminerer afkølingen fra vinden uden at varme mig for meget. Nåja, så skulle der også lige et par tynde løbehandsker, en tætsiddende hue og mine geniale Asics Foundation (foretrukne sko for kvindelige overpronerende distanceløbere) til, plus en pandelampe, et blinkende refleksarmbånd og min ipod med lidt Nephew til øregangen…
Hvis jeg ikke havde valgt at lade mit GPS-ur og pulsmåleren blive hjemme er jeg alvorligt bange for, at alt grejet havde bragt mit spinkle legeme op på noget, der ligner en gennemsnitsdanskers vægt Det bliver vist ikke foreløbigt, at jeg går ned på gear. Måske bliver det lidt svært at ønske mig løbeudstyr til jul, for jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg mangler. Kan en læser pege på noget (ekstra eksemplarer er et dårligt forslag: dem HAR jeg) lytter jeg gerne!
Det er allerede slået fast, at der er en meget tynd skillelinie mellem at have en hobby og en besættelse, der kræver psykiatrisk behandling. Godt jeg befinder mig trygt på den rigtige side
PS: Hjernebrevkassen ligger lidt i flytterod, men et indlæg om det hvide snit er lige på trapperne!
De andres liv onsdag, 21. okt 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Hverdagsliv, Århus, 6 kommentarerJeg må have opsparet en del god karma ved meget konsekvent at investere i “Hus Forbi” (pudser glorien lidt, men faktisk kan jeg godt lide bladet og vandt engang en CD i krydsordskonkurrencen) når jeg møder en sælger på gaden. I hvert fald er der en masse flinke mennesker, der ruller den røde løber ud for mig, nu hvor jeg selv står og mangler tag over hovedet.
Først og fremmest er der jo “casa mor og far”, hvor frugtfadene bugner og privatchaufførerne står på spring til at køre mig rundt i landet. I forvejen huser de alle mine ting inklusive en tøjdyrs-wombat i fuld størrelse, så der er rigeligt hjerterum til mig også! Et ideelt tilholdssted, hvis der ikke lige var så forbandet langt hjem efter en aftenvagt på et plejehjem udenfor Århus.
Derfor er jeg begyndt også at hjemsøge sofaer hos venner i “Smilets by”. Jeg er blevet mødt med meget venlighed og har endda fået lov til at låne lejligheder, mens deres beboere er på ferie eller ved at flytte et andet sted hen. Kort sagt, jeg har fantastiske venner, om end en smule for troskyldige, men det skal jeg bestemt ikke laste dem for
Det sjove ved at bo i andre menneskers hjem er, at man (helt uden at snage) lærer dem meget, meget bedre at kende. På den gode måde, selvfølgelig: mine venner fremstår langt mere interessante i al den hverdagsagtighed og menneskelighed som jeg nu ved selvsyn kan konstante at de besidder.
Kort sagt: det er sådan set en ganske spændende og lærerig oplevelse at bo i en kuffert og lægge planer hen af vejen. Jeg klarer mig fint og tilhører stadig den del af befolkningen, der KØBER “Hus forbi”. Men der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kan spille “er lige landet fra USA” kortet, og så skulle jeg måske overveje at finde en lejlighed selv? Må nok hellere kigge efter noget med plads til et gæsteværelse - jeg tror at jeg efterhånden skylder et par overnatninger her og der
Dr. Betteskovs tale til det danske folk søndag, 13. sep 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Familie, Studieliv, Uniliv, Århus, 9 kommentarer…må I altså lige vente et par dage på. Jeg er stadig pænt udmattet efter min “45 minutters offentlige forelæsning med efterfølgende eksamination af mindst en times varighed” fra i fredags.
Alle brikkerne er ikke faldet helt på plads endnu, men jeg er lykkelig. Glad for at være færdig efter et langt og til tider sejt forløb. Tilfreds med min egen præstation ved power point projectoren. Meget rørt over de mange mennesker, der tænkte på mig, enten ved at møde op, sende en hilsen eller smide en besked på facebook.
Underligt nok kan jeg ikke huske ret meget fra selve mit ph.d. forsvar, og hele weekenden har jeg været lettere tømmermandsplaget, selvom jeg overhovedet ikke drak alkohol. Jeg gav også ALT hvad jeg havde i mig til mit foredrag, der krævede mindst lige så mange kræfter som et maratonløb.
Bagefter havde en skøn reception, hvor en masse dejlige mennesker dukkede op. Jeg var lige lidt for smadret til at sætte fuld pris på mine venner og kolleger for ikke at tale om den dampede torsk på rugbrød med wasabi-creme…
Jeg fik nogle skønne gaver og brugte meget af lørdagen på at kigge på dem. Søndag har jeg så for alvor holdt fri, dvs at jeg har deltaget i et motionsløb, spist brunch med et par veninder, haft gæster til kaffe, bagt cookies, leget med min elskede wok, gættet Politikens kryds og tværs og bladret lidt i en bog.
Nå, på et eller andet tidspunkt må jeg hellere tage doktorhatten på og reflektere lidt over tilværelsen og fremtiden og måske en dag få læst op på alle de geniale blogs jeg har forsømt på det sidste. Indtil da vil jeg bare sige
TAK!!!!
Dybt bekymrende… søndag, 6. sep 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Brok, Familie, Nyheder, 9 kommentarerSiden min hjemkomst fra USA er jeg blevet overvældet af bekymringer. Vi danskere frygter fugleinfluenzaen (eller var det nu fra svin eller mexicanere, den dødelige smitte skulle komme?), resistente bakterier, finanskrisen og arbejdsløsheden.
Hver dag bliver adskillige personer og deres uro hevet frem i nyhedsudsendelser. De er enten bekymrede over islamificeringen eller forfølgelsen af muslimer. Der er for mange burkaer i gadebilledet. Der er for mange bare bryster (eller var det for få?). I morges udtalte en kendt børnelæge, at hvis et barn på 30 kg drikker en halv liter energidrik kan det opleve en følelse af beruselse. Uha da! Så var tilværelsen alligevel langt tryggere i gamle dage, hvor vi unger måtte nøjes med at drikke os under bordet i hvidvinssjatter til min kære oldemors fødselsdagsfest…
Det er vist lettest at få taletid i de danske medier, hvis man har noget at bekymre sig over. Især hvis man kan opfinde en bekymring, der er så ny, at den overskygger global fattigdom, sultende børn, grufulde krige og klimaændringer.
Måske skulle vi bare læne os lidt tilbage og nyde, at vi har et så forholdsvist rigt og velorganiseret samfund, at der overhovedet er plads til at spilde spalter og tv-minutter på sådanne udgydelser? Eller bekymre os om ting, der reelt er farlige (også selvom de er mest farlige for andre end os) og forfærdelige?
Ja, det er jo ikke fordi jeg er bedre selv. Mine dystreste tanker går altså ikke kun til børn i Indien, der lever af at samle brugte batterier på lossepladser. Ofte er jeg ret urolig over, at jeg på fredag skal holde en offentlig forelæsning, at jeg ikke er helt sikker på hvor jeg skal finde min plads i samfundet store maskineri, at jeg er alt for glad for at bo hos mine forældre samt at det kan blive lidt svært at leve op til min PR-tid på halvmaraton
Rejsende Mac tager en slapper lørdag, 15. aug 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Fritid, Hverdagsliv, Lykke, KommentarerHvis jeg havde forestillet mig, at min tid i Danmark skulle bruges på at puste ud og få provinskuller i Silkeborg, så kunne jeg ikke have taget mere fejl. Jeg drøner nemlig land og rige rundt for at få sagt hej til alle dem, jeg har måttet undvære længe. Derfor kan opdateringer her på stedet også risikere at forblive lidt sparsomme i det næste stykke tid…
I den foreløbne uge har jeg været på et antal ture til Århus, for at passe løbetræningen (2 km intervaller på bakkerne i Marselisskoven tog næsten livet af mig, men det efterfølgende cafébesøg var hele udmattelsen værd!) og besøge en veninde og hendes nyeste “frembringelse”. Desuden har jeg kigget forbi Hammel, hvor en anden veninde ser ud til at være ret skrap til at slå rødder, føre menneskeracen videre og samtidig kokkerere lækre middage til mig.
I går ankom jeg til Odense, hvor det blev til endnu lidt venindehygge og derefter en tur i HC Andersens fodspor, forbi hans hus og rundt på åen i en Svane-cykelbåd (skal man lege turist, så kan man lige så godt glemme alt om god stil!). Sådanne aktiviteter kan jeg kun anbefale at udføre i selskab med en person, der ikke er opfostret med det danske sprog. Selv efter et år i USA var det faktisk lidt af en udfordring at genfortælle Klods-Hans på engelsk (hvad kaldes han egentlig? Og hvordan oversætter man “duer ikke - væk” bedst muligt? Det ved jeg først NU, men vidste I andre det?).
Nu tager jeg mig en slapper på en netcafe på banegården i Odense, men jeg venter på toget til Århus, hvor jeg skal spise lidt indisk mad med en kollega, som er ret ferm til at frembringe sit hjemlands vemodige retter.
I morgen vil jeg altså hvile mig (forudsat der ikke dumper en invatation til et eller andet spændende ind af mail-sprækken)!
Ak hvor uforandret! mandag, 3. aug 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Uniliv, Århus, 9 kommentarerJeg har under stærke protester rejst mig fra sofaen, mit korsstingsbroderi (en evighedspude med en trillion småbitte blomster), mine DVDer, min krimi for slet ikke at tale om den gode forplejning, og er draget til Århus med cykel og tog (med cykel i tog - det gør man ikke i Alabama!). Til min gamle arbejdsplads, hvor jeg har brugt dagen på at tage kopier af min ansættelseskontrakt, 14 måneders lønsedler og udfyldt ledighedserklæringer.
Her er sommerferiestille, men jeg fik da hilst på min tidligere boss, et par kolleger og en meget god veninde.
Her ligner det meste sig selv, hvilket er meget betryggende. Men også lidt underligt. Det føles ikke som om jeg har været væk i et år, og mit liv i USA forekommer at være en dejlig, men temmelig surrealistisk drøm.
Jeg er virkelig landet på benene her i gamle Danmark, og det har slet ikke været svært at finde mig til rette. Problemerne opstår kun, når jeg forsøger at tænke på mine to liv i samme sætning. For det er svært på en gang at være forsker med et godt job på hånden i USA, og arbejdsløs dansker som egentlig helst vil ligge på sofaen og gnaske økologiske gulerødder, mens hun drømmer om sin næste løbetur. Jeg har vist verdens største luksusproblem: to fuldt møblerede liv på hvert sit kontinent.
Alt i alt er jeg glad. Lidt forvirret, men glad. Sover længe og lever i nuet. Nyder dejlige menneskers selskab. Nogle tusinde kilometer væk står en hvid Honda og venter trofast, men i dette nu er mit hjem i Silkeborg - og i Århus, og måske lidt i København
