Lykke-doping, kognitive parasitter og andre hjerneudtryk - inspiration fra Lone Frank torsdag, 25. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Uniliv, Videnskab, hjernen!, Århus, 2 kommentarerI går drog jeg på en lynekspedition til Århus for at høre lidt om hjerneforskning - Lone Frank holdt nemlig et foredrag med titlen “Den femte revolution - sjælen er død, hjernen lever”. Jeg har læst “Den femte revolution” (og lånt den ud og troede den var gået tabt, men fik fornyet mit håb om at få den tilbage), er mere end almindeligt interesseret i hjernen og populær formidling af videnskab, så det MÅTTE jeg bare høre!
Oplevelsen var bestemt rejsen værd. Lone Frank gav et opkog af nogle af bogens kapitler, og i foredragsformen fængede stoffet noget bedre end på skrift. Lone Frank er fortaler for at vi ikke har nogen sjæl eller psyke eller ånd, men at alle vores tanker og følelser stammer fra en sæk neuroner, altså hjernen. Religion kan i den sammenhæng opfattes som en “kognitiv parasit”, altså et biprodukt af at evolutionen har gjort os til sociale individer, der altid analyserer andres hensigter. Det er nemlig svært at forestille sig, at der ikke er nogen biologisk basis for religion når dette fænomen er observeret i alle mulige vidt forskellige samfund!
Moral er et andet fænomen man kan undersøge, bl.a. med hjernescanninger. Herom fortalte Lone Frank at de fleste mennesker, uanset religion, alder, køn, race og andre forhold svarer fuldstændig ens på en række moralske dilemmaer. Dette tyder på at vi alle har en moralsk grammatik. Hvis vi f.eks. udsættes for at skulle vælge, om vi aktivt vil foretage os en handling der kan skade et andet menneske aktiveres amygdala (brevkasselæsere, kan I huske den?), hvilket opfattes som “mavefornemmelse”. Dette synes jeg er yderst interessant, for selv om jeg er ateist har jeg altid opfattes mit moralske kompas som værende lige så stærkt som religiøse menneskers - det er nok fordi min amygdala er lige så effektiv som deres 
Lone Frank mener, at vi ved at opnå øget viden om baggrunden for at vi tænker og føler som vi gør kan opnå større frihed til at sætte os ud over indgroede reaktionsmønstre og se os selv udefra. Biologien er ikke ren determinisme eller skæbne, men et felt af muligheder (det udtryk kan jeg godt lide!)
Resten af foredraget handlede om lykkeforskning og om et relevant spørgsmål: skal man medicinere raske mennesker, så de bliver mere lykkelige , bedre til at koncentrere sig eller andet? Da hun blev spurgt hvorfor hun ikke selv tager ritalin (et amfetamin-præparat som gives til børn med ADHD men altså også vil have effekter på raske mennesker) når hun sidder og knokler med en bog svarede Lone Frank at hun ikke ved hvordan hun skulle skaffe det! Personligt er jeg ikke helt sikker på at jeg ville tage tabletten, selvom jeg sad med den i hånden og var i gang med den benhårde process at finpudse en videnskabelig artikel. Ikke på grund af en moralsk holdning til “snyd”, men fordi jeg er ret panisk hvad angår lægemidler og bivirkninger…
Emnerne og argumentationen kendte jeg til fra bogen, men jeg blev virkelig positivt overrasket over, hvor dygtig Lone Frank var til at trække essensen ud og holde et kanonforedrag, stramt komponeret men alligevel let og sjovt. Jeg må nok også indrømme, at jeg har opfattet hende som lidt tvær og uempatisk på tv, men i levende live forekom hun ganske charmerende bag den topprofessionelle overflade.
Min eneste skuffelse var, at en tilhørerskare proppet med forskere, hvor man skulle låne sin sidemands lemmer for at tælle alle professorerne, godt kunne have disket op med nogle mere tankevækkende eller provokerende spørgsmål! Hun havde nok fået en vildere debat igang på et teologisk fakultet… Nå, i hvert fald blev jeg inspireret, har fornyet lyst til at arbejde videre med hjernebrevkassen og glæder mig til at genlæse “Den femte revolution”!
Godt begavet -en bagerapport fra Nørregade :-) søndag, 14. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Esbjerg, Familie, Hverdagsliv, Lykke, Madoplevelser, 6 kommentarerEndelig en “rolig” weekend, som er dedikeret til løbeture, læsning (både videnskabelige artikler og krimier af Håkan Nesser), underlødigt fjernsyn og bagning! Derfor fik jeg tid til at lege lidt med nogle af de skønne gaver, jeg fik til min fødselsdagsfest for 2 uger siden:
Jeg fik. bla kogebogen “Sunde Tanker”, skrevet af de fantastiske brøde med det velvalgte navn “Koch” i samarbejde med et par læger. Tvillingekokkene lavede i mange år gourmetmad med rigeligt smør og fløde, men blev så begge ramt af diabetes. Nu har de indført et sundere (men stadig utrolig lækkert) regime på deres restaurant i Århus, hvor jeg var så heldig at blive inviteret på en skøn middag først i januar. Dette måltid (som indgår på min personlige top-ti over guddommelig mad) gav mig virkelig lyst til selv at prøve kræfter med nogle af retterne. Jeg blev enormt glad bogen som har nogle virkelig sobre og oplysende afsnit om sundhed og sygdom, men opskrifterne er lidt mere omfattende end mine sædvanlige “en-gryde-en-halv-time” retter, så jeg har indtil videre nøjedes med at lade tænderne løbe i vand over billederne.
I går forsøgte jeg mig så med hjemmelavet rugbrød, som selvfølgelig blev tilberedt i det bagefad af ler, jeg fik af min mor.Sådan et kan gøre alt bagværk (især boller) lige en tand lækrere!
Der indgik både kærnemælk, øl og tørmalt i dejen! Sidstnævnte ingrediens kunne jeg ikke fremskaffe, så jeg måtte klare mig med flydende malt. Min lørdag gik med i at lade brødet hæve i først 5 og så 3 timer, men jeg ved ikke helt, om resultatet stod mål med anstrengelserne. Altså, det blev et lækkert brød, men specielt mørkt blev det ikke, og i varm tilstand var smagen ikke så voldsomt interessant set i forhold til almindeligt bageblandings-rugbrød. Måske vil smagen af malt og øl trænge mere igennem, når brødet er kølet af? Alternativt må jeg opdrive det der tørmalt, eller måske bruge større mængder af det flydende stads? Eller endeligt indse, at jeg ofte har stort held med boller og grovbrød, men at rugbrød bare ikke er min genre?
I anledning af fastelavn valgte jeg IKKE at bage fastelavns-boller, for det har altid været noget så svært for mig at få fyldet til tage fast ophold inde i bollen og ikke på bagepladen… I stedet fandt jeg en opskrift på Sønderjyske Kløbenboller i sidste uges søndags-Politiken. Det er sådan nogle farvestrålende svende med cocktailbær, appelsinskal og rosiner i dejen. De hævede flot (takket være bagefad og god temperatur i min stue), smagte udmærket og lignede faktisk avisens boller ret godt, sådan lidt tilstræbt småsjuskede:
Min nye adresse giver selvfølgelig en del at leve op til, men jeg gør mit bedste. Enhver der ikke tror på mig er velkommen til at lægge vejen forbi Esbjerg for at tjekke efter 
Bogorm på overarbejde fredag, 5. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, 3 kommentarerAf og til kan det være afsindigt svært lige at flå det helt rigtige læsestof ned fra hylden, og alle bøger virker for lange eller for kedelige eller for pjattede eller for tunge. Modsat er der perioder - og sådan en er jeg i lige nu - hvor stakkene af bøger hober sig op og den ene gode læseoplevelse fører den næste med sig. Dér er jeg lige nu, og det er slet ikke til at beslutte mig for, hvor jeg skal sætte ind først
I uprioriteret rækkefølge er min læseliste nogenlunde sådan:
- I fødselsdagsgave fik jeg bøger om at lave lækker og sund mad, bøger om at finde min vilje af stål og bøger om alle de steder i verden, jeg endnu har til gode at opleve. Og så var der også lige lidt skønlitteratur: Superhypet krimi om “Hypnotisøren”. Lever den mon op til de store forventninger?
- I USA fik jeg øje på Håkan Nesser, og nød hans bøger om den svenske betjent med det funky navn Gunnar Barbarotti. Jeg fik tilsendt et par af hans første serie, som foregår i et fiktivt men meget virkelighedstro nederlandsk/skandinavisk land. Desværre var det ikke til at opdrive de sidste bind om Van Veeteren - indtil jeg stod i Føtex for et par uger siden og fik 5 på tilbud. Den serie glæder jeg mig virkelig til at pløje igennem!
- Nu skal det hele ikke gå op i drab og efterforskninger, så fra min første sending fra Samlerens Bogklub venter “Efter midnat” af Haruki Murakami. Jeg har læst “Kafka på stranden” men er endnu ikke overbevist fan - men mon ikke jeg kan lære at elske en supersej maratonløbers forfatterskab?
- For at gøre mig nogle nye bekendtskaber her i det Vestjyske (og for at få chancen for at snakke om bøger) har jeg meldt mig ind i en læsekreds gennem mit lokale bibliotek. Vores første bøger er “Under morbærtræets skygge” af Mustafa Can, som jeg har læst hurtigt igennem og nydt, og “Tre sider af samme sag” af Marian Keyes. Jeg har bestemt ikke noget mod chicklit, men læser oftest undergenren med vampyrer. Det bliver lidt sjovt at se, hvad dronningen af tøsebøger kan levere - jeg har aldrig før læst noget af hende.
Oveni er der så lidt Erling Jepsen -”Ingen grund til overdramatisering” på ipod´en (der nu er opgraderet til en iphone). Med alt det litteratur, kan jeg overhovedet finde tiden til at gå på arbejde og dyrke sport? Og hvad skal jeg læse først?
Kogebogsanbefaling: “Køkkenrevolution for hele familien” lørdag, 9. jan 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Madoplevelser, 4 kommentarerJeg ønskede mig den i julegave, fik den og blev glad. Nu har jeg et meget ambivalent forhold til Køkkenrevolutionen, Sundhedsrevolutionen og hvad de ellers går og kalder sig. Jeg synes Oscar Umahro Cadogan kom med nogle fantastiske og meget simple opskrifter i “Køkkenrevolution på høje hæle”, og det er nok min mest benyttede kogebog. På den anden side har han allieret sig med nogle enormt irriterende og skringe kvindemennesker, der får alt for meget plads i medierne til deres besynderlige budskaber om at skifte komælk ud med rismælk og forsage al gluten…
“Køkkenrevolution for hele familien” indeholder da også noget af det jeg elsker, og lidt af det jeg hader. Bogen bygger videre på nogle af idéerne fra den forrige udgave med hurtigt og sund mad, men er udvidet med en del nye opskrifter. Der er bl.a. et rigtig godt kapitel om madpakker og noget helt nyt: tapanader og bageopskrifter, som jeg glæder mig til at afprøve. Jeg har allerede fået en hofret fra bogen. Det er kyllingen på side 77, en rigtig vinterret der både giver hjertevarme og mæthed.
Det jeg ikke er så begejstret for er de små bokse med sundhedstips og Cadogans forklaringer på, hvad sund mad er. Han bruger vendinger som “Hver gang du putter noget i munden, fortæller du kroppen noget” og videre om, hvad kroppen kan gøre med denne information. Jeg nægter at acceptere den implicitte dualisme. “Du” ER din krop, og den kan altså ikke tænke eller foretage sig noget som helst. Derudover er jeg sådan set ret enig med ham, hvad der er sundt (fuldkorn godt, sukker skidt), men måden han forklarer det på er mig meget imod.
I denne bog har Cadogan fået hjælp af sin steddatter, der optræder som medforfatter. Det er vel med til at retfærdiggøre at bogen er “for hele familien”, men hun forekommer ganske overflødig. Udover et forord optræder hun med små vignetter ved hver opskrift hvor hun kommer med guldkorn om at nybagte boller smager godt med økologisk smør og tilsvarende. Det havde nok været bedre med et afsnit om, hvilke opskrifter der var børne-egnede (både hvad angår tilberedning og smag) og måske nogle fif til at hive børnene med i køkkenet?
I øvrigt er bogen ganske single-egnet, trods titlen. Mange af opskrifterne er ganske hurtige og kræver kun en enkelt gryde. Der er desuden en lille notits om , hvor længe hver ret kan holde sig i køleskabet, og mange af retterne kan sagtens produceres til én eller to. Der er altså ingen grund til at lade sig skræmme af titlen, hvis man ikke lige har snotdværge eller mand eller noget som helst…
Alt i alt synes jeg “Køkkenrevolution for hele familien” er en god investering for hende (eller ham, hvis sådanne findes?) der har den første bog i serien og bruger den ofte. Mange af de lidt specielle ingredienser (fish sauce, vaniliepulver, allehånde mm) går igen, så den nye bog kræver ikke store ny-indkøb. Til gengæld kan det godt blive ganske dyrt og besværligt, hvis man kun vil bruge opskrifterne en sjælden gang.
Det er bestemt en spændende og inspirerende bog for alle, der holder af krydret mad fra mange forskellige lande og ikke er bange for at eksperimentere lidt. Til gengæld skal man gå langt uden om den hvis man hører til typen der mener frugt ikke hører hjemme i mad og at det forøvrigt kun er bøsser, der har mere end fem forskellige krydderier på hylden
Julegaveidé: Lad vampyrene komme! lørdag, 19. dec 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, TV, 5 kommentarerI USA lagde jeg mærke til, at en stor del af den kvindelige befolkning var ret hooked på vampyrer - Twilight-feberen, som først nu er kommet til Danmark, rasede nemlig på højeste gear. Nu blev jeg aldrig selv særligt begejstret for denne genres svar på Barbara Cartland (måske en lidt uretfærdig sammenligning, for den gamle lyserøde dame var ikke sexforskrækket og forstod faktisk at skrive en form for handling ind i sine romancer) men jeg har længe været lidt vild med hugtænder.
Jeg voksede jo nærmest op sammen med Buffy (og var lidt skuffet ver aldrig selv at blive kaldt som Slayer), jeg har læst Anne Rices megalange bøger og det var i “Interview with a vampire” at jeg fandt ud af hvor hot Brad Pitt egentlig var. Derfor var det også lidt af en skuffelse, at jeg slet ikke brød mig om Twilight, jeg følte mig pludselig gammel og sat lidt i skammekrogen… Nu var det heldigvis ikke kun emo-vampyrerne, folk i USA gik op i. Mange af mine venner talte om en serie som hed “True Blood”, men jeg nåede aldrig at få den set grundet almindelig travlhed og mangel på fjernsyn.
Nu har endelig fået fingrene i DVDen med første sæson, og jeg er fuldstændig solgt efter at have set de to første afsnit. Konceptet er, at der er blevet opfundet en drik, som lever fuldt op til vampyrernes næringsbehov. Derfor behøver de ikke længere drikke af mennesker og vil i stedet til at være en del af det almindelige samfund med borgerrettigheder og al den slags. Men de er jo ikke som os almindelige dødelige, og mistro og fordomme gør kulturmødet svært (et genial tema, forresten. Der må bestemt dukke nogle pointer op, som vi også kunne bruge i et samfund uden blodsugere…).
At “True Blood” foregår i Sydstaterne (Louisiana, men langt fra New Orleans) gør den bare endnu bedre, selvom jeg fik lidt hjemve ved det første “Y´all” og “Bless your heart”. Grunden til al denne genialitet fandt jeg bag på boksen: Allan Ball, kendt fra “American Beauty” og “Six feet under” står nemlig bag! Det betyder, at seriens univers er hverdagsagtigt, men med et tvist at syrethed. Persongalleriet er fyldt med interessante og karismatiske mennesker (og udøde), men de er langt fra alle smukke og glitrende.
Ja, selvom jeg endu ikke er færdig med at se mit DVD-sæt færdigt, lyder mine varmeste anbefalinger allerede. Hvis du står og mangler en julegave til en person, der holdt af “Buffy” og “Six feet under”, så kan jeg ikke komme på noget bedre end “True Blood”! Den er dog ikke egnet til de helt unge teenagere - ikke at jeg tror de tager skade af, at serien ifølge coveret indeholder “strong sex”, men fordi den har et roligt tempo og nogle komplekse personer, som jeg tror appelerer mest til voksne.
Forøvrigt er “True Blood” baseret på en stribe bøger af Charlaine Harris. Jeg har endnu ikke læst dem, men hvis de ikke skulle ligge under mit juletræ, tror jeg nok der ryger en ordre til Amazon før Ris à l´amanden er størknet
Sosu-blues onsdag, 9. dec 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, Hverdagsliv, Plejehjem, 3 kommentarerJeg har haft min sidste arbejdsdag på plejehjemmet. Selvfølgelig er jeg begejstret for, at jeg snart skal igang med mit drømmejob og endelig flytte for mig selv igen. Alligevel var det lidt trist at sige farvel til det job, jeg faktisk har været rigtig glad for. Derfor har jeg siden gået og spekuleret over, hvorfor det var så sjovt at have et benhårdt ufaglært arbejde, når jeg nu har studeret og knoklet år ud og år ind for at få mulighed for at sidde og hygge mig bag et skrivebord?
Først og fremmest er det vel altid spændende at arbejde med mennesker. To dage aldrig er ens og jeg kom aldrig til at kede mig, jeg har skullet lære en masse nyt og har mødt mange skønne kollegaer og beboere. Desuden var noget at det bedste ved at være plejehjemsmedhjælper, at jeg aldrig var i tvivl om den direkte nytteværdi af det arbejde, jeg udførte. Det kan godt være lidt svært at se hvordan det hjælper menneskeheden videre, når jeg har sat en elektrode i en hjerne og trykket et par gange på en knap. Når jeg har befriet en medborger fra en ækel tisseble, så ved jeg helt 100, at jeg har gjort en god gerning.
En tredje faktor er, at jeg godt kan lide at omgåes ældre mennesker. Måske fordi jeg er enebarn, var sådan lidt gammelklog i mine yngre dage og havde en lang stribe af ældre damer, som jeg var meget knyttet til (ikke min egen bedstemoder, men mange andre)? Små børn får mig til at føle mig utilstrækkelig og klodset, men jeg ved, hvordan jeg taler til 90-årige fru Hansen (eller rettere råber, for hun er sikkert halvdøv).
Så er der også noget med ansvar. Som forsker har jeg ansvar for mine egne projekter, for at undervise ordentligt, for at forvalte min egen tid og statens penge. På plejehjemmet har jeg selvfølgelig også et ansvar, men det er her og nu: i den situation hvor jeg står over for et sygt eller svækket menneske, skal jeg gøre mit absolut bedste. Men passer vagtplanen ikke, eller er medicinen hældt forkert op, så er det de faglærtes problem, ikke mit! Det har været befriende ikke at slæbe bekymringer og uro med hjem fra arbejde i en periode.
Endelig har det da også været ganske spændende at observere hjerneskader og deres konsekvenser for hverdagslivet. Det er helt, helt anderledes end at læse om det i bøgerne eller se en patient som læge-føl, hvad jeg hidtil har været henvist til! Det har da givet en del motivation til hjernebrevkassen, når jeg har set afasi og neglect (et fænomen, der ofte ses ved apopleksi i højre side, altså hos venstresidigt lammede -patienten ignorerer simpelthen den skadede side af kroppen) og Alzheimers sygdom live.
Jeg ER altså klar over, at sosu´er er hårdt trængte, alt for lavt lønnede og alt for hårdt belastede. At disse gæve kvinder knokler med dårlige arbejdsstillinger og et job, hvor man ikke kan slappe af i fem minutter, hvor tingene altid kan gøres lidt bedre, hvor de pårørende brokker sig, nogle af de demente slår og kommunen skærer ned. Jeg har bestemt ikke lyst til at kaste mig ind i denne branche for resten af livet. Men jeg har haft en god tid på plejehjemmet, har lært en masse og fået en stor bunke respekt for et fag, der er enormt krævende, men også giver meget igen! Hvis der sidder nogle sosu-er derude og læser med, skal I bare vide, at jeg synes I er for seje og er dybt imponeret over jeres faglighed
Nu vil jeg lære at læse! lørdag, 24. okt 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, Studieliv, 4 kommentarerDet er ingen hemmelighed at jeg tilbringer en pæn del af min tid med en bog i hånden (eller hvilende på maven) og at jeg endda forsøger mig med nogle ret alternative læseteknikker såsom roman kørende på ipoden under træning i fitnesscentret. Der ryger en del sider gennem systemet, og jeg bruger da også stille stunder til at tænke over det jeg læser og diskuterer gerne litteratur.
Jeg kunne godt tænke mig at blive en bedre læser - altså mere reflekterende, bedre til at suge betydningen ud og sammenligne værker. Derfor meldte jeg mig for et par år siden til nogle EVU (står for efter- og videreuddannelse) kurser på Nordisk og lærte først noget om litteraturhistorie. Det var ret underholdende at finde ud af hvad de gik og tænkte i guldalderen, og jeg læste virkelig spændende ting som sagaer, Pontoppidan og Johannes V. Jensen.
I denne weekend blev det så endnu engang virkelig interessant, da jeg tog hul på faget litteraturanalyse. Midt i det almindelige kaos havde jeg ikke lige fået forberedt mig så meget til det første seminar, men min underviser kunne heldigvis levende forklare om “smagen for det uendelige”, nykritikkens opfattelse af værket som autonomt og hvordan man egentlig udfører en nærlæsning.
Nu skal jeg så til at prøve selv på nogle udvalgte tekster, og jeg er lidt nervøs for, at jeg ikke kan komme nok i dybden - jeg er ikke verdens mest tålmodige sjæl og når der er en konklusion i nærheden hopper jeg som en hyperaktiv kænguru, gerne henover et par mellemregninger
Men forsøget skal selvfølgelig gøres - om ikke andet må jeg låse mig selv inde et par timer med ikke andre genstande indeholdende skriftsprog end de sider, jeg skal analysere…
Sommerlæsning til grin, genkendelse og eftertanke torsdag, 25. jun 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, 7 kommentarerFor mig er den vigtigste egenskab ved en god ”sommerbog” at den ikke er for tung. Både i fysisk forstand, eftersom den gerne skal slæbes med i parken, på stranden og på cafeer, og i mere overført betydning: Når solen bager løs vil jeg helst ikke overfaldes af tunge fremmedord og knudrede sætningskonstruktioner.
Alligevel behøver sommerlekturen ikke at være fordummende, og i år fandt jeg et par bøger, som gav masser af stof til eftertanke samtidig med de var ganske simple og hurtige at komme igennem. Kirsten Hammans ”Fra Smørhullet” og ”En dråbe i havet” kan læses uafhængigt af hinanden, selvom de har en fin indre sammenhæng.
Førstnævnte bog handler om Mette, efter Søren er skredet. Fra simple læsebogssætninger munder historien ud i optegnelser fra Mettes liv. Der er ikke megen ”action” at hente, og Mette er hverken sympatisk eller interessant, når hun alt for ofte tager tudefjæset på. Hun er bare 100% menneskelig og fanget lige på kornet!
I ”En dråbe i havet” hedder hovedpersonen ligeledes Mette og er lige så irriterende og ubeslutsom! Hun har dog et lykkeligt liv med mand, barn og forfattervirksomhed – og så kunne hun godt tænke sig at gøre noget for alle de sultne, fattige og fornedrede mennesker rundt om i verden. Ved hjælp af lidt moderne teknologi (eller er det trylleri?) får Mette indblik i andres kår, og bliver oprigtigt indigneret. Indtil et par revner dukker op i facaden på hendes eget pæne liv, og overskuddet til de afrikanske børn bliver meget svært at finde…
Det dragende ved bøgerne er den glimrende beskrivelse af hovedpersonen. Mette er yderst kikset, men ikke som den søde og sjove Bridget Jones. Hun er grimt pinlig, og hver gang hun opfører sig som et latterligt pattebarn vækker det stor væmmelse – og genkendelse, for jeg har selv haft alle hendes værste tanker og udvist alle hendes unoder fra utaknemmelighed, umådeholdent slikspiseri til urimelige verbale overfald på mennesker jeg elsker.
Jeg kan varmt anbefale Kirsten Hammans bøger til alle, men måske mest kvinder! Hun har indfanget essensen af en ganske almindelig dansk kvinde af i dag og beskrevet hende råt og brutalt. Det er umuligt ikke at grine af Mettes dumhed og egoisme, men også umuligt ikke at spejle sig i hende. Efter læsningen står paradoxet mellem den rige og den fattige del af verden desuden klokkeklart for det indre blik. Jeg fik selv helt lyst til at gøre en indsats – hvis altså ikke noget andet når at stjæle min opmærksomhed først…
Stegte grønne tomater søndag, 21. jun 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Bøger, Film, Lykke, Madoplevelser, Nyheder, Om at skrive, Rejser, Uniliv, 4 kommentarerI 1987 skrev Fanny Flagg “Fried green tomatoes at the Whistlestop café”, en bestseller der senere blev filmatiseret. Handlingen er ganske opdigtet (heldigvis, for der tilberedes en gang BBQ som de fleste nok helst ville være fri for at sætte tænderne i…), men caféen findes faktisk i virkeligheden. Den hedder Irondale Café og ligger et stykke uden for Birmingham, i en af de allerkedeligste forstæder.
I går var en af årets hidtil varmeste dage (40 grader i skyggen, tårnhøj fugtighed og ikke en vind rører sig), så jeg valgte at tilbringe dagen med så lidt anstrengende aktiviteter som muligt. En køretur til caféen i min bil med ai-con var helt perfekt til formålet! Der er virkelig ikke andet at se i Irondale end caféen, der levede fuldt op til mine forventninger. Rødternede duge, hurtig ekspedition og venlige smil. Det sjoveste var at se andre turister, for dem har vi ikke mange af her i byen.
Jeg købte et par postkort og kan nu sige, at jeg har været der, selvom jeg sprang de berømte stegte tomater over. At prøve den specialitet 1 gang var rigeligt for mig. Jeg fik revurderet min opfattelse af, hvor meget fedt der kan hænge fast på en lille grøntsag, men smagsløgene jublede ikke ligefrem…
Hvis nogen læsere skulle have lyst til at lære lidt mere om Birmingham, både nu og under depressionen, kan jeg absolut anbefale bogen, og det selvom Fanny Flagg ellers ikke er en forfatter, jeg er specielt begejstret for. Men hun kender sin B-ham og vover sig faktisk ud i nogle kontroversielle emner (heltinden i bogen er f.eks. lesbisk), der desværre er kraftigt beskårede i filmen. Humor har hun også, se bare her:
“Birmingham, which at one time had the highest illiteracy rate, more venereal disease than any other city in America, and at the same time proudly held the record for having the highest number of Sunday school students of any city in the U.S….”
Krimi-anbefaling: “Skumringstimen” fredag, 29. maj 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, 2 kommentarerJeg stiftede bekendtskab med Johan Theorins krimier, da dr.dk forærede mig et gratis download af “Natstorm”. Den bog begejstrede mig så meget, at jeg overtalte mine forældre til at skippe hans første værk, ”Skumringstimen” til Alabama. For nyligt ankom den, og beredte mig stor glæde.
Her er nemlig tale om endnu en svensk krimi-forfatter, der virkelig kan skrive sokkerne af sine danske konkurrenter! Faktisk er krimi-prædikatet måske endda lidt malplaceret her. Det er bøger om forbrydelser og opklaringen af disse, men med et fremtrædende gyser-element, stærke psykologiske portrætter og en levende beskrivelse af et lille samfund.
I ”Skumringstimen” møder vi sygeplejersken Julia, der tyve år tidligere mistede sin lille søn. Han vandrede ud i den Ølandske natur og forsvandt, formodentlig druknet. Julia er siden flyttet fra øen, men sorgen har et solidt tag i hende og hun er aldeles forstenet og forsumpet. Hendes far, der er aldrende og fysisk svækket men yderst åndsfrisk, modtager en pakke med et indhold, der måske kan opklare mysteriet om lille Jens’ forsvinden. Julia rejser hjem for at for at forfølge sporet, men det er naturligvis ikke ufarligt…
Den forsvundne drengs skæbne er vævet sammen med myterne om Nils Kant, en sociopatisk og yderst ubehagelig ølænding, der burde være død og begravet. Hans minde spøger stadig, og de lokale er hurtige til at give ham skylden for alt det, der går virkelig galt.
”Skumringstimen” er uhyggelig læsning – der er faktisk ægte gys at føle! Allerbedst er dog de gode portrætter af hovedpersonerne, den gæve Gerlof og Julia, som nærmest er udvisket og udvandet af fortidens dæmoner. Theorin skriver fantastisk om sorgen, som er bogens vigtigste tema. Om Jens blev dræbt eller ej, i så fald af hvem, er kun en del af historien. Vigtigere er det, hvordan de efterladte kan leve videre, med sig selv og hinanden. Selvom det er en mørk bog, er der håb forude – selv efter alt, alt for mange års håbløshed.
Måske ikke den typiske sommerlæsning, men en god krimi til alle, der trænger til en pause fra over-kække journalister og kyniske kriminalkomissærer. Bogen kan dog have farlige bivirkninger (udover gåsehud), f.eks. en uimodståelig trang til at besøge Øland!
