Lykke-doping, kognitive parasitter og andre hjerneudtryk - inspiration fra Lone Frank torsdag, 25. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Uniliv, Videnskab, hjernen!, Århus, 2 kommentarerI går drog jeg på en lynekspedition til Århus for at høre lidt om hjerneforskning - Lone Frank holdt nemlig et foredrag med titlen “Den femte revolution - sjælen er død, hjernen lever”. Jeg har læst “Den femte revolution” (og lånt den ud og troede den var gået tabt, men fik fornyet mit håb om at få den tilbage), er mere end almindeligt interesseret i hjernen og populær formidling af videnskab, så det MÅTTE jeg bare høre!
Oplevelsen var bestemt rejsen værd. Lone Frank gav et opkog af nogle af bogens kapitler, og i foredragsformen fængede stoffet noget bedre end på skrift. Lone Frank er fortaler for at vi ikke har nogen sjæl eller psyke eller ånd, men at alle vores tanker og følelser stammer fra en sæk neuroner, altså hjernen. Religion kan i den sammenhæng opfattes som en “kognitiv parasit”, altså et biprodukt af at evolutionen har gjort os til sociale individer, der altid analyserer andres hensigter. Det er nemlig svært at forestille sig, at der ikke er nogen biologisk basis for religion når dette fænomen er observeret i alle mulige vidt forskellige samfund!
Moral er et andet fænomen man kan undersøge, bl.a. med hjernescanninger. Herom fortalte Lone Frank at de fleste mennesker, uanset religion, alder, køn, race og andre forhold svarer fuldstændig ens på en række moralske dilemmaer. Dette tyder på at vi alle har en moralsk grammatik. Hvis vi f.eks. udsættes for at skulle vælge, om vi aktivt vil foretage os en handling der kan skade et andet menneske aktiveres amygdala (brevkasselæsere, kan I huske den?), hvilket opfattes som “mavefornemmelse”. Dette synes jeg er yderst interessant, for selv om jeg er ateist har jeg altid opfattes mit moralske kompas som værende lige så stærkt som religiøse menneskers - det er nok fordi min amygdala er lige så effektiv som deres 
Lone Frank mener, at vi ved at opnå øget viden om baggrunden for at vi tænker og føler som vi gør kan opnå større frihed til at sætte os ud over indgroede reaktionsmønstre og se os selv udefra. Biologien er ikke ren determinisme eller skæbne, men et felt af muligheder (det udtryk kan jeg godt lide!)
Resten af foredraget handlede om lykkeforskning og om et relevant spørgsmål: skal man medicinere raske mennesker, så de bliver mere lykkelige , bedre til at koncentrere sig eller andet? Da hun blev spurgt hvorfor hun ikke selv tager ritalin (et amfetamin-præparat som gives til børn med ADHD men altså også vil have effekter på raske mennesker) når hun sidder og knokler med en bog svarede Lone Frank at hun ikke ved hvordan hun skulle skaffe det! Personligt er jeg ikke helt sikker på at jeg ville tage tabletten, selvom jeg sad med den i hånden og var i gang med den benhårde process at finpudse en videnskabelig artikel. Ikke på grund af en moralsk holdning til “snyd”, men fordi jeg er ret panisk hvad angår lægemidler og bivirkninger…
Emnerne og argumentationen kendte jeg til fra bogen, men jeg blev virkelig positivt overrasket over, hvor dygtig Lone Frank var til at trække essensen ud og holde et kanonforedrag, stramt komponeret men alligevel let og sjovt. Jeg må nok også indrømme, at jeg har opfattet hende som lidt tvær og uempatisk på tv, men i levende live forekom hun ganske charmerende bag den topprofessionelle overflade.
Min eneste skuffelse var, at en tilhørerskare proppet med forskere, hvor man skulle låne sin sidemands lemmer for at tælle alle professorerne, godt kunne have disket op med nogle mere tankevækkende eller provokerende spørgsmål! Hun havde nok fået en vildere debat igang på et teologisk fakultet… Nå, i hvert fald blev jeg inspireret, har fornyet lyst til at arbejde videre med hjernebrevkassen og glæder mig til at genlæse “Den femte revolution”!
Endelig hjemme… sådan da! lørdag, 16. jan 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, Århus, 2 kommentarerDet er snart et halvt år siden jeg rejste fra USA ( men nogle gange føles det som om jeg boede i Alabama i et andet liv, andre gange er jeg lige ved at gå i Piggly-Wiggly i stedet for Føtex), men det var først i går jeg for alvor følte, jeg kom hjem igen til Aarhus Universitet. Jeg har selvfølgelig været på mit alma mater mange gange i forskellige anledninger, men har hver gang haft en distinkt følelse af at være på udebane.
I går holdt det Sundhedsvidenskabelige Fakultet PhD dag, en årlig begivenhed hvor de unge forskere kan møde hinanden og vise verden hvad de pusler med til hverdag. Jeg fik en invitation til at holde en tale under den efterfølgende fest, hvor jeg fortalte lidt om hvordan det er at være kommet ud på den anden side af PhD forsvaret. På mærkværdig vis kunne mange af mine mest traumatiske oplevelser gennem de seneste år (mine gentagne forsøg på at erobre et Alabama State Drivers Licence og min indædte jobjagt) konverteres til morsomme anekdoter, og jeg døde ikke af sceneskræk, så det gik vist fint nok
Den største oplevelse var ikke at skvaldre løs, men den lune fornemmelsen af at være blandt mine egne igen. Jeg fik updates på mine venners PhD-projekter, der for de fleste vedkommende er afsluttede eller tæt på. Jeg er ikke den eneste forsker som har været i Sydstaterne og hørte en række sjove historier fra North Carolina og Memphis. Jeg nød den inviterede “key note speaker”, Nobelpristageren Tim Hunts morsomme foredrag og var imponeret over, hvor meget og hvor god forskning de unge mennesker (det kan jeg vist godt tillade mig at kalde dem nu, ikk?) bedriver. Ja, selvfølgelig solede jeg mig også lidt i, at det var MIN veninde der holdt det bedste oplæg i en ellers meget, meget tæt konkurrence om Fogh-Nielsen prisen, som gives til kanonseje PhD-studerende, der både kan lave god videnskab og formidle deres fund til et propfyldt auditorium.
Alt i alt var det bare en dejlig og motiverende dag! Ikke alene blev jeg mindet om, hvor mange spændende mennesker jeg faktisk har lært at kende under min forskeruddannelse, jeg blev også klar over, hvor afklaret jeg er blevet gennem de sidste par måneder. Nu er jeg endelig i stand til at besøge mit gamle universitet og fornøje mig over alle de gode minder derfra. Underligt nok har det mere følelsesmæssigt kompliceret at flyve fra dén rede end at flytte hjemmefra…
Visdom fra en plejehjemsmedhjælper søndag, 25. okt 2009
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Plejehjem, Århus, 3 kommentarerJeg har allerede gjort mig to vigtige erfaringer ved at arbejde på plejehjem. For det første, at jeg føler mig overraskende godt tilpas i min nye identitet som ufaglært medhjælper. For det andet, at jeg virkelig ikke har lyst til selv at ende på et plejehjem.
Der er ellers masser af kompentente, kærlige og hårdtarbejdende mennesker der knokler for at give beboerne (ofte kaldet “borgerne”) et værdigt liv. De har bare travlt, og desuden er det svært at leve et smukt og behageligt liv, hvis man ikke er i stand til at gøre rede for, hvad man kan lide og især hvad man absolut ikke bryder sig om.
Derfor vil jeg opfordre alle mine læsere til at gøre en lille investering i en tålelig alderdom: skriv et plejetestamente! Det er ikke et juridisk gyldigt dokument, men bare et stykke papir eller en notesbog med oplysninger om vaner, interesserer og værdier.
Jeg kunne for eksempel finde på at notere, at jeg er morgenmenneske, men helst ikke vil i bad lige efter jeg er stået op. At jeg er glad for en solid morgenmad og gerne spiser frugt mellem måltiderne, helst vil tilbringe lidt tid udendørs hver dag uanset vejret og meget nødig sover midt på dagen. At jeg elsker godt brød, men helst spiser det uden smør og pålæg, er lidt af en frossenpind og nyder at putte mig i et varmt tæppe i en hyggelig krog…
Det er små, nærmest latterlige detaljer, men dem der udgør skelettet til en hverdag og efter min mening giver et stort bidrag til livskvaliteten. Alderdom og de sygdomme der følger med kan berøve os ufattelig meget, men det er faktisk muligt at holde fast i mange af de små glæder - og det er altså aldrig for tidligt at notere dem ned!
De andres liv onsdag, 21. okt 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Hverdagsliv, Århus, 6 kommentarerJeg må have opsparet en del god karma ved meget konsekvent at investere i “Hus Forbi” (pudser glorien lidt, men faktisk kan jeg godt lide bladet og vandt engang en CD i krydsordskonkurrencen) når jeg møder en sælger på gaden. I hvert fald er der en masse flinke mennesker, der ruller den røde løber ud for mig, nu hvor jeg selv står og mangler tag over hovedet.
Først og fremmest er der jo “casa mor og far”, hvor frugtfadene bugner og privatchaufførerne står på spring til at køre mig rundt i landet. I forvejen huser de alle mine ting inklusive en tøjdyrs-wombat i fuld størrelse, så der er rigeligt hjerterum til mig også! Et ideelt tilholdssted, hvis der ikke lige var så forbandet langt hjem efter en aftenvagt på et plejehjem udenfor Århus.
Derfor er jeg begyndt også at hjemsøge sofaer hos venner i “Smilets by”. Jeg er blevet mødt med meget venlighed og har endda fået lov til at låne lejligheder, mens deres beboere er på ferie eller ved at flytte et andet sted hen. Kort sagt, jeg har fantastiske venner, om end en smule for troskyldige, men det skal jeg bestemt ikke laste dem for 
Det sjove ved at bo i andre menneskers hjem er, at man (helt uden at snage) lærer dem meget, meget bedre at kende. På den gode måde, selvfølgelig: mine venner fremstår langt mere interessante i al den hverdagsagtighed og menneskelighed som jeg nu ved selvsyn kan konstante at de besidder.
Kort sagt: det er sådan set en ganske spændende og lærerig oplevelse at bo i en kuffert og lægge planer hen af vejen. Jeg klarer mig fint og tilhører stadig den del af befolkningen, der KØBER “Hus forbi”. Men der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kan spille “er lige landet fra USA” kortet, og så skulle jeg måske overveje at finde en lejlighed selv? Må nok hellere kigge efter noget med plads til et gæsteværelse - jeg tror at jeg efterhånden skylder et par overnatninger her og der 
Betteskov anbefaler: Lyden af Sydstaterne! onsdag, 14. okt 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Musik, Århus, 2 kommentarerDet er ikke sådan at jeg konstant render rundt og savner Alabama, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker tilbage på en eller anden dejlig oplevelse jeg havde i The Deep South. En af de allerbedste får jeg snart mulighed for at gentage, og her kan alle århusianere være med!
Det drejer sig om en koncert med intet mindre end en levende legende: de fantastisk holdbare “Blind Boys of Alabama“, der turnerer rundt med New Orleans bandet “Preservation Hall Jazz Band” og rammer Musikhuset i Århus den 1. november kl. 19.30. Jeg har sikret mig en billet, og der skulle være flere at få. Min mor og jeg oplevede de blinde “drenge” (nogle er vist oppe i 70erne efterhånden) og jazz-gutterne i Birmingham, og jeg vil godt udstede gåsehudsgaranti, for det var nok den største musikoplevelse i mit liv. I hvert fald forstod jeg, hvorfor gospel synges i så mange kirker, for at høre en gammel afpillet mand frembringe sådanne toner, det var lige til at blive religiøs af!
“The Blind Boys” blev dannet i 1939 ved “Alabama Institute for the negro blind” (ja, det hed det faktisk!) og har siden vundet bunker af grammypriser og turneret verden rundt. De var det allerførste band, som indspillede musik i New Orleans efter orkanen Katrinas hærgen, og optræder nu sammen med Preservation Hall Jazz Band. De blinde drenge sang oprindeligt kun religiøse sange, men har nu et langt mere verdsligt repertoir, og fungerer fint i kombination med noget jazz!
Denne koncert har i hvert fald mine varmeste anbefalinger, og jeg glæder mig helt vildt! Selvfølgelig bliver det nok ikke helt samme oplevelse som i Alabama. Jeg håber bare drengene vil fyre den lige så meget af, som de gjorde dengang sidste år. Efter sigende lever de mest af “country fried chicken”, så jeg håber bare Århus kan levere denne hofret i en passende kvalitet
Dr. Betteskovs tale til det danske folk søndag, 13. sep 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Familie, Studieliv, Uniliv, Århus, 9 kommentarer…må I altså lige vente et par dage på. Jeg er stadig pænt udmattet efter min “45 minutters offentlige forelæsning med efterfølgende eksamination af mindst en times varighed” fra i fredags.
Alle brikkerne er ikke faldet helt på plads endnu, men jeg er lykkelig. Glad for at være færdig efter et langt og til tider sejt forløb. Tilfreds med min egen præstation ved power point projectoren. Meget rørt over de mange mennesker, der tænkte på mig, enten ved at møde op, sende en hilsen eller smide en besked på facebook.
Underligt nok kan jeg ikke huske ret meget fra selve mit ph.d. forsvar, og hele weekenden har jeg været lettere tømmermandsplaget, selvom jeg overhovedet ikke drak alkohol. Jeg gav også ALT hvad jeg havde i mig til mit foredrag, der krævede mindst lige så mange kræfter som et maratonløb.
Bagefter havde en skøn reception, hvor en masse dejlige mennesker dukkede op. Jeg var lige lidt for smadret til at sætte fuld pris på mine venner og kolleger for ikke at tale om den dampede torsk på rugbrød med wasabi-creme…
Jeg fik nogle skønne gaver og brugte meget af lørdagen på at kigge på dem. Søndag har jeg så for alvor holdt fri, dvs at jeg har deltaget i et motionsløb, spist brunch med et par veninder, haft gæster til kaffe, bagt cookies, leget med min elskede wok, gættet Politikens kryds og tværs og bladret lidt i en bog.
Nå, på et eller andet tidspunkt må jeg hellere tage doktorhatten på og reflektere lidt over tilværelsen og fremtiden og måske en dag få læst op på alle de geniale blogs jeg har forsømt på det sidste. Indtil da vil jeg bare sige
TAK!!!!
Ved at være klar! søndag, 30. aug 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Uniliv, Århus, 7 kommentarerFor at skrive allersidste kapitel på historien om min vej til at blive ph.d. er jeg vendt tilbage til “start”. Måske flagrer den mentale matadorbrik lidt forvirret omkring i universet, men mit legeme har besøgt det sted, hvor det hele begyndte. Jeg taler om Aarhus Universitet, Afdeling for Fysiologi og Biofysik, opstilling hvor jeg i 2003 for første gang satte en elektrode i en hjerneskive.
Der har nemlig været et par praktiske detaljer at tage hånd om op til mit ph.d. forsvar. Egentlig havde jeg forestillet mig, at det “bare” var noget med at bikse en powerpoint sammen og fremmumle et par sætninger om “interictal activity” og “g-protein coupled receptors modulate synaptic transmission”.
Det viste sig dog, at mine forpligtelser var lidt større end som så. Derfor har jeg udarbejdet referater af min afhandling til Ugeskriftet og Danish Medical Bulletin, og endda skrevet en pressemeddelelse. Sidstnævnte var ikke nogen nem opgave, for mit projekt er ikke let tilgængeligt for uindviede, og med kun 200 ord til rådighed blev det ikke til meget mere end “forsker udfører eksperimenter på rottehjerner og finder ud af noget om epilepsi”.
Afhandlingen skulle også sendes til tryk, og heldigvis kunne jeg få et lilla omslag til den, selvom der var travlt i trykkeriet op til studiestart. Ja og så var der jo også lige lidt venner og familie, som skulle inviteres til at overvære festlighederne…
Jeg kom vist til at love dem pindemadder, og måtte derefter sande, at det ikke er så let af finde en kantine på campus, der har tid til at frembringe en receptionsbuffet, når ens forsvar tilfældigvis er samme dag som universitetets årsfest - derfor måtte jeg “ud i byen” for at klare cateringen.
Midt i alt dette var jeg nær ved at glemme det allervigtigste: hvad skal jeg have på? Et ph.d. forsvar fortjener et nyt outfit, men hvilken stil? Skulle jeg satse på at være ungdommelig, professionel eller praktisk? Det var en svær nød at knække, men på en maraton-shoppingtur i Silkeborg lykkedes det mig at falde godt og grundigt for en nederdel. Ekspedientens tålmodighed var engleagtig, da jeg derefter måtte prøve resten af butikken for at finde den rigtige bluse. Projektet lykkedes, dankortet fik sig lidt ekstra motion, og jeg fik nok af shopping for den næste meget, meget lange tid!
Nu ser ud til, at jeg har fået styr på det meste og kan koncentrere mig om at træne min forelæsning og skrive jobansøgninger. Nåja, i morgen har jeg lige en lille visdomstand der skal ud. Men det er jo ikke spor slemt, vel? (her opfordrer jeg læserne til IKKE at fortælle mig gruopvækkende historier om rædselsfulde tandudtrækninger)
Smil til verden - og til a-kassen lørdag, 22. aug 2009
Skrevet af betteskov under Uniliv, Århus, 7 kommentarerMan må sige jeg landede hårdt og brutalt i Danmark: to dage efter min hjemkomst løb min ansættelse ud, og jeg måtte melde mig ledig hos mit kommunale jobcenter og Akademikernes Arbejdsløshedskasse. Jobcentret har jeg ikke hørt meget fra, ud over at jeg engang om ugen skal bekræfte, at jeg aktivt søger job. AAK indkaldte mig derimod til et møde, som fandt sted i sidste uge.
Jeg blev bedt om at lægge mit CV ud på nettet og medbringe en ansøgning jeg havde sendt eller havde intentioner om at sende, og således bevæbnet dukkede jeg op til et fællesmøde med en flok andre ledige. Der var et bredt udpluk at typer: den vratne kvinde, der brokkede sig alt hvad brokkes kunne. Den brovtende jurist, der ikke kunne finde udfordringer nok i offentlige jobs og maste sig foran i køen da det blev tid til individuelle samtaler. Arkitekterne, som var indforståede med, at deres karrierevalg medførte perioder med arbejdsløshed. De søde nyuddannede og de lidt ældre, som godt kunne bruge en injektion med optimisme. Ja og selvfølgelig en Betteskov, som nok ikke er let at proppe i nogen kategori, men havde valgt at tage dagen som en oplevelse og satsede på at smile sig igennem prøvelserne.
Og så var det overhovedet ikke spor slemt! Vi fik kaffe, frugt og masser af informationer af en venlig, humoristisk og nærværende konsulent. Lettere sludrevoren måske, men han gjorde sit job rigtig godt. Efter et par timer var der individuelle samtaler, og selvfølgelig stod jeg aller-allersidst på listen - nå, så var der jo tid til en lang frokost.
Samtalen var vildt positiv: min ansøgning var “god og målrettet” (det fik jeg på skrift), mit CV fint og mine chancer for at finde et arbejde glimrende. Jeg gik derfra med løftet pande: det er slet ikke så slemt at være arbejdsløs, når man bare bliver behandlet som et rigtigt, ligeværdigt menneske.
Det er ganske vist - eventyr og invitation onsdag, 19. aug 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Lykke, Nyheder, Studieliv, Uniliv, Videnskab, Århus, 3 kommentarerDer var engang en Betteskov, som godt kunne lide at gå i skole. Så det gjorde hun i mange, mange år, både i Silkeborg, Århus, København og Alabama. Undervejs producerede hun en masse word-dokumenter, deriblandt et meget langt et som kaldes en ph.d. afhandling. Den indsendte hun til det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og satte sig til at vente.
Da hun havde udført denne handling i et stykke tid, fik hun en foreløbig bedømmelse som ikke var helt ringe, og besked på at booke et lokale til forsvar af afhandlingen.
Derfor er alle læsere af denne blog hermed indbudt (i så høj grad som man nu kan inviteres til en offentlig ting) til at kigge forbi Fysiologisk Auditorium på Aarhus Universitet den 11. september kl. 13.00 til et ph.d. forsvar af en
afhandling med den mundrette titel “In vitro studies of epileptiform activity and synaptic modulation in rat hippocampal slices”. Efter forsvaret (nok omkring kl. 16) er der en lille reception i frokoststuen på Fysiologisk Institut.
Så her er altså en chance for at se de gule bygninger indefra og måske blive lidt klogere på, hvordan slutningen på eventyret bliver (jeg vil selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan for at det bliver noget med en smuk svane i stedet for en nøgen kejser!)
Om at blive færdig onsdag, 5. aug 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Studieliv, Uniliv, Videnskab, Århus, 5 kommentarerDet er jo ikke nogen hemmelig, at en af de dybere formål med min tur hjem til Danmark er at blive helt færdig med min uddannelse og forhåbentlig blive i stand til at kalde mig ph.d.!
Hele denne del af mit livsprojekt er druknet lidt i visum-bøvl, flytterod og tanker om mulighederne efter ph.d.´en. Jeg har faktisk slet ikke ofret meget energi på at spekulere på, at min lange og snørklede rejse gennem uddannelsessystemet er ved at være overstået.
For det er den vist - selvom jeg intet officielt har hørt fra min forskerskole, vælger jeg at tro på at min afhandling er så OK at jeg om lidt over en måned kan give mig i kast med at forsvare den mundtligt.
Nu, hvor jeg er tilbage på mit gamle kontor og møder gamle venner til højre og venstre (det tog mig i formiddags halvanden time at kæmpe mig fra yderdøren til min pind i stueetagen, fordi jeg lige skulle snakke lidt), vælter minderne frem. Der er faktisk sket en hel del, siden jeg som 22-årig medicinstuderende fik den idé, at jeg ville forsøge mig med lidt hjerneforskning…
Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at det indfald førte mig vidt omkring - over bla. København, Australien og Alabama tilbage til udgangspunktet.
Min rejse rundt i videnskaben har været fabelagtig, men jeg er glad for, at jeg forhåbentlig snart kan sætte et (foreløbigt) punktum. Jeg nyder at der ikke er så længe til at jeg er 100% færdiguddannet…
… og kan begynde at overveje, hvilket mystifistisk studium jeg så vil få lyst til at indskrive mig på. Identiteten som studerende kommer jeg vist aldrig til at lægge ret langt væk
