Inspiration i overmål søndag, 15. jan 2012
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Uniliv, Videnskab,Jeg må blankt indrømme, at den seneste uges begivenheder med Urbans lukning og urbanbloggens redning gik en smule hen over hovedet på mig. Det blev registreret, men ikke rigtig reflekteret over. Jeg har nemlig haft afsindig travlt med at blive afsindigt inspireret!
Mandag og tirsdag tilbragt jeg på et par dages intensivt kursus i forbindelse med universitetspædagogikum. Vi var på det smukt beliggende og meget 70er prægede hotel Munkebjerg ved Vejle og arbejdede så hårdt igennem, at der ikke rigtig var tid til at løbe ture i bakkerne eller kigge nærmere på PH lamperne… Heldigvis fandt jeg lige et kvarter til at dyppe mig i spa´en

Selve kurset var da OK, men det mest spændende var faktisk at udveksle anekdoter med mine kolleger. Vi er fem meget forskellige individer, samlet i en kollegavejledningsgruppe, og er efterhånden så trygge ved hinanden, at vi får stort udbytte af at udveksle oplevelser og overvejelser. Historikeren fik mest street cred for at have håndteret en situation, hvor en studerende mødte totalt vissen op med en guldøl i hånden… Jeg kunne dele ud af mine erfaringer med e-læring og viste stolte mine on-line tests frem. Medicineren fortalte om en grum udfordring: han skal holde den samme forelæsning op mod ti gange på et år (!) og økonomen underviste på et kursus med kun én studerende.
Vi skal, for at bestå kurset, udarbejde en poster over et pædagogisk projekt, og jeg glæder mig allerede til næste møde, hvor vi skal se nærmere på hinandens materiale. Jeg har valgt et simpelt, lavpraktisk low-tech projekt med den hypotese, at man kan sætte fokus på de studerendes læring og få værdifuld information ved at anvende post-it notes! Det er sådan lidt sjovt
Onsdag og torsdag kunne jeg lige nå at få taget toppen af bunkerne på kontoret. Der sker noget virkelig stort den 17. januar - omkring 100 af “mine” projektpatienter kommer til et informationsmøde, hvor de skal høre om resultaterne af vores forskning. Ud over at fremstille en powerpoint præsentation om forskningsresultater og multivariat dataanalyse på et sprog, der er forståeligt for ældre vestjyder, var der også en masse praktiske ting omkring sandwich-bestilling, lokaler og den slags. Jeg glæder mig, men er også temmelig nervøs - det er bare så vigtigt, vores projektpatienter får en god oplevelse!
Fredag hoppede jeg på et tog til hovedstaden, hvor jeg var til netværksmøde med de andre unge forskere, som jeg forsøger at redde verden sammen med. OK, det er måske meget sagt, men vi planlægger at fikse Udkantsdanmarks problemer og gøre befolkningen sundere
Denne gang mødtes vi på DTU, og det var helt klart en ekstra bonus at se laboratorier og køkkener og høre om forskning i fisk, der både omfattede smag (bedømt af forbrugerpanel) og tekniske undersøgelser af konsistens. Inspirationen væltede bare ind over mig, det er simpelthen så cool at vores arbejde er ved at blive konkret: vi skal have skrevet en forskningsansøgning, har en deadline og det hele!
Jeg fik nogle “hjemmeopgaver” med mig, men om lørdagen var der altså ikke så mange kræfter til at tage hul på dem. Batterierne skulle lades op, og det gør man åbenbart rimelig effektivt ved at se dårlige tv-serier og gætte kryds-og-tværs. En løbetur hjælper også, og snart er jeg klar til en ny uge.
Det gør ikke noget, hvis den bliver lidt mindre begivenhedsrig… Og så er nedtællingen for alvor begyndt til den 27. januar, hvor jeg skal noget så eksotisk som på ferie. UDEN at have arbejde med!

Kommentarer»
no comments yet - be the first?