Mensch ärgere Dich nicht! torsdag, 29. dec 2011
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Fritid, Hverdagsliv, Jul,I Berlin investerede jeg i den tyske udgave af “Ludo”. Det var en pludselig indskydelse, mest fordi jeg så godt kan lide navnet, og så fandt jeg altså sådan en fin udgave med træbrikker. Efteråret har været travlt, så spillet kom først frem til overfladen, da turen gik hjem på juleferie.
Her kom det til gengæld virkelig til ære og værdighed. Den 24. varmede vi op til pakkespillet med at slå hinanden hjem i stor stil. I den tyske udgave må man gå baglæns for at få ram på fjenden resten af familien, og jeg tror ikke nogen muligheder for at sende de andre i skammekrogen blev forpasset.

Vi spillede endda med en blind makker, en farve hvis eneste funktion var at bremse de andres vej mod helle
Den tyske udgave har ingen stjerner og globi, men på bagsiden af spillepladen er der plads til hele seks spillere af gangen

Ja, så kan man virkelig tale om nationale forskelle. Et andet populært spil i min familie er Rummikub, som er meget populært i Nederlandene. Jeg lærte det at kende ved at omgås en flok hollændere i Israel og fik hurtigt overbevist forældrene om, at det er hurtigere og sjovere end at spille 500 med kort. Man kan vist også få Rummikub med bogstaver, men det har jeg endnu til gode at prøve.

Trivial Pursuit blev også lige fundet frem for en hurtig bemærkning, men jeg trænger vist snart til en ny udgave… Har lidt overvejet at skifte til Cranium, men ved ikke, om det vil blive et hit. Desuden skal jeg helt klart have fat i den nyeste udgave af Matador - det har jeg ikke spillet i årevis.
Brætspil (og kortspil, og alle mulige andre spil) er nu engang virkelig sjove, og jeg nød at få spillet lidt i juledagene. Måske skal et af mine nytårsfortsætter endda være at spille flere spil i 2012? Det er sjovt, socialt og får mig til at slappe af og glemme alle bekymringer og ærgelser - altså indtil jeg bliver slået hjem og har lov til at være mopset og prinsessefornærmet
Hvilke spil sætter I andre på bordet, når der skal hygges og/eller konkurreres?

Kommentarer»
Uhhh…. brætspil.. noget jeg virkelig elsker, men dyrker alt alt ALT for lidt, da jeg ikke har nogle venner i nærheden der er lige så legesyge som mig på det område.
Alle tre spil du nævner er store hit her i huset, selvom det er år og dage siden jeg har spillet “Mensch ärgere Dich nicht”… sidst var da mine forældre havde besøg af nogle venner og deres børn fra Berlin.
Rummikub er jeg selv indehaver af, men har ikke mødt nogen her på Fyn der kan spille det, der savner jeg dælme min storebror (bare rolig, han er ikke død, vi har bare ikke kontakt), vi spillede det saftsuseme meget da vi en periode som voksne begge boede hos min mor.
Trivial er altid et hit… ejer det dog desværre ikke selv.
Jeg elsker også at spille Yatzy, gerne med 12 terninger. Har nogle gamle spil, som ikke kan fås mere, men de ligger begravet i mit kælderrum og har har gjort det i snart 6 år… måske på tide jeg får gravet dem frem igen
Skal der konkurreres med venner/veninder eller familie (som så en sjælden gang er min lillebror og min svigerinde), så kommer min PS2 i brug og så står den enten på Singstar eller Buzz… to spil, som sagtens kan konkurrere til fulde med de gode gamle bræt-, terning-, eller kortspil
TP (genius) har vi ofte har på bordet. Men som du skriver, så trænger det vist efterhånden til en udskiftning da vi efterhånden kan mange svar uden ad.
Gigant yatzy (12 terninger) har altid været fast inventar i Sommerlyst (mine forældres sommerhus). Jeg nyder at spille det, da det både kræver hjerne, overblik krydret med en god portion held. Ind imellem spiller gemalen og jeg det også hjemme, når vi kan finde et par ledige timer.
Settlers (både som computerspil men helt bestemt også som brætspil) har gemalen og jeg også spillet meget. Men pludseligt blev det kedeligt, så det har samlet støv i en del år nu.
Desuden har jeg som yngre/hjemmeboende spillet en del skak, labyrint, es makker, bridge, kalaha, 500, orient expressen samt andre spil jeg knapt kkan huske navnene på. Jeg var ene ‘lille’ pige i kvarteret, og ’sprang’ derfor på det min bror lavede. Desuden var mange af naboerne ældre/pensionister som yndede at spille med mig - så når mor og far og bror var optaget, så hyggede jeg mig med naboerne.
Jeg tror at næste gang jeg frekventerer de gamle med et visit, så vi jeg kigge i deres gamle spille skab og se om der ikke er noget jeg skal støve af for dem
Tak for kommentarer og inspiration, I skønne spillefugle
I må nok regne med at blive udfordret i løbet af 2012!
Yatzy - uha, det er ved at være længe siden, men især på lange flyveture sydpå er der godt nok blevet raflet meget i min barndom
Kalaha var også et hit, da jeg var mindre, sammen med kina skak. Jeg er aldrig blevet god til rigtig skak, der er noget med koncentrationsevnen som ikke er så fabelagtig (hvem sagde bananflue på speed?).
Hvad angår at erstatte brættet med skærmen, er det aldrig helt slået igennem. Jeg har da leget en smule med wii-en, men er aldrig blevet rigtig hooked. Singstar kræver vist noget, jeg ikke har (tone i livet), men er sikker på det er mega sjovt…
Jo, der er vist rigeligt at tage fat på, og jeg er helt overbevist om, at der skal spilles videre!