Cookie- og privatlivspolitikBoganbefaling: når barndommen burde være “forbudt for børn” onsdag, 7. dec 2011
Skrevet af betteskov under Bøger, Esbjerg,Fattigdom eller ej, der findes børn i Danmark, som vokser op under gruopvækkende og aldeles rædselsfulde forhold! Desværre får de færreste evnerne og muligheden for at fortælle historien til alle os middelklassedanskere, der ikke har fantasi til at tro, det kan stå så slemt til i vores lille hyggenyggeland. Derfor burde Lisbeth Zornig Andersens bog “Zornig - vrede er mit mellemnavn” være obligatorisk læsning for alle danskere!
I bogen besynger den tidligere direktør og nuværende Børnerådsformand sin vrede, sin vilje til at lykkes og de mennesker og det velfærdssamfund, der hjælper hende til at blive et “mælkebøttebarn”. For det mønster, Lisbeth som den eneste af fire søskende bryder, er frygteligt. Hendes barndom er præget af ligegyldighed, vold og seksuelle overgreb. Det er ikke én mand, der forgriber sig på Lisbeth, men adskillige. Det er ikke fordi det lusebefængte, snavsede og vorteplagede barn beskrives som specielt tiltrækkende, men hun er tilgængelig, og i den del af Danmark hvor Lisbeth vokser op, er der ingen til at beskytte de mindste og forsvarsløse.
Lisbeth er godt begavet og klarer sig trods alt fint i skolen, og det bliver hendes vej væk fra den lollandske sump. Hun kommer til et opholdssted ved Fakse Ladeplads, tager som den første herfra en studentereksamen og bliver siden økonom og mor til fem børn. De pædagoger, lærere og naboer, som har rakt en hånd frem mod Lisbeth har en stor del af æren for hendes succes ( den vigtigste faktor er selvfølgelig hendes egen benhårde indsats), men det er nok heller ikke uvæsentligt, at hun fik økonomisk støtte, f.eks. i form af fuld revalidering under sin uddannelse.
Lisbeth har bestemt været en god investering for et ikke-småligt velfærdssamfund. Prøv selv at anslå hvad hun har bidraget med af skattekroner og nyttigt arbejde. Lad være med at sætte et regnestykke op for hendes brødre og deres børn, hvoraf mange er anbragte i dag. Det er simpelthen for trist…
Indrømmet, Zornig har ikke skrevet nogen morsom bog, men den er nødvendig og tankevækkende. Det er kun til at holde ud at læse om alt det hæslige, fordi man ved, hun klarer den.
Med tanke på de mange selvretfærdige og skingre stemmer, der præger samfundsdebatten lige nu, håber jeg virkelig, “Zornig” ender under en masse juletræer. Efter at have læst bogen tror jeg ikke noget menneske ville gide stille sig op og diskutere, om Lisbeth kommer fra en fattig familie eller ej - problemet er langtfra så enkelt som penge, men manglen på den beskyttelse og de rammer, et barn har brug for.
Kommentarer»
Nu er nogle mennesker (politikere) jo fantastisk gode til at gå gennem livet med halvt lukkede øjne, men man kan da håbe, at bøger som denne, samt dokumentarprogrammer om Brønderslev-familien osv gør et indtryk på de skråsikre. For der er stadig nok at gøre, i stedet for at diskutere, om hjælp til svage familier bliver drukket op. I så fald må man jo tænke sig om, og forsøge at hjælpe de involverede børn på andre måder.
PS: mange tak for julekortet & den skønne anmeldelse.
Tak for kommentaren - er noget så enig med dig, og håber bare resten af landet også hopper på vognen…