URBANblog
jump to navigation

Når det føles helt rigtigt at være kylling søndag, 20. nov 2011

Skrevet af betteskov under Esbjerg, Løb,

Selv for en ninja er det nogle gange bedst at opføre sig som en kylling… Således var jeg kommet i besiddelse af et (ret eftertragtet) startnummer til et 6 timers løb i Grenå som blev afholdt i lørdags. Efter at have prøvet kræfter med en lignende udfordring i Albertslund for tre uger siden med et tilfredsstillende resultat, havde jeg nu mulighed for at slutte min løbesæson med en virkelig kraftpræstation. Der var bare et lille problem:

Jeg gad virkelig ikke. Orkede ikke at komme hjem fra Odense torsdag aften og pakke kuffert, havde ikke lyst til at bruge min fredag aften i toget og overnatte på hotel igen-igen, og selve løbet kunne da være meget sjovt, men jeg brændte ikke rigtig for det, og var lidt træt af at skulle fryse. Tjah, når man er sådan lidt la-la, så er det nok ikke et solidt fundament for at løbe ultraløb….

Jeg skrev derfor en mail til arrangørerne med et afbud (og fik et rigtig sødt svar tilbage) og belavede mig på weekend herhjemme. Hvor har det bare været fedt! Jeg har lavet alt og ingenting: kogning af grøntsagsfond, produktion af en enkelt plade småkager og nogle grovboller, haft madklub med tid til at aktivere rømertopfen og efterfølgende biograftur (og hvilken film - Niceville! Mere om den i et senere indlæg), håndarbejde og sortering af brugt tøj i bunkerne velgørenhed og pudseklude.

Selvfølgelig skulle der stadig motioneres, bare ikke så mange timer i træk. Jeg dukkede op til det altid hyggelige parkrun i Esbjerg, havde et fint løb og kunne ikke bare krydse stregen som første kvinde, men meget vigtigere hilse på rigtig mange fra den stadigt voksende kreds af lørdag-morgen-løbevenner :-)

parkrun

Jeps, i stedet for at plage mig selv fandt jeg plads til både smil og overskud efter løbeturen. Og jeg glæder mig virkelig til mit næste marathon og næste 6 timers løb og hvilke udfordringer jeg nu kan finde på - TIL NÆSTE ÅR. Målene for 2011 er nået, og nu er det off-season. “Pausen” står dog ikke udelukkende på juleøl og æbleskiver. Der skal stadig løbes en ca. 30 km om ugen, og så skal styrketræningen for alvor optrappes, og mon ikke jeg også får lyst til at eksperimentere med lidt spinning og andre fitness-timer?

Er nærmest lidt stolt over at have været en “quitter” denne weekend - jeg tror min mavefornemmelse var helt, helt rigtig

Kommentarer»

1. H2P3 - 20 f 11

Jeg synes, det var et godt valg :-)
Man skal have respekt for sine fornemmelser; specielt når det kommer til velvære - fysisk såvel som mentalt.
Fedt med en weekend, der giver noget på energi-kontoen!

2. volapyk - 20 f 11

Det lyder som en rigtig dejlig weekend. Velvære er vigtig for sjælen :-)

Jeg skal se Niceville på onsdag. Da jeg første gang så trailer til filmen, var jeg lidt skeptisk. Ikke fordi filmen virker dårligt - tværtimod - men fordi kan jeg blive i decideret dårligt humør af disse raceadskilte samfund. Nå, men jeg må hellere vente med at læse dit Niceville indlæg indtil jeg selv har set den :-)

God søndag i det sydvestjyske!

3. Dorte H - 20 f 11

Se, det lyder altså fornuftigt! Hehe.

Har stadig fuldt op at gøre med julenovellerne, men nu må det vist snart blive tid til lidt DNA-sjov. I næste uge, måske, især hvis min halsbetændelse lige vil forsvinde helt. Det er forbløffende, så meget energi der går til at have ondt rundt om inde i hovedet.

4. betteskov - 21 f 11

Tak fordi I gider give mig ret i, jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv :-) Det var helt sikkert en god beslutning, for jeg havde en dejlig weekend og kan afslutte min løbesæson med kæmpe overskud!
Volapyk: Jeg synes også den slags film kan være triste, men Niceville er udpræget feel-good. Hvis du kunne lide Stegte grønne tomater, er den lige noget for dig :-D Min “anmeldelse” kommer nok til at handle om alt andet end filmen, så du kan sagtens læse den uden for meget bliver afsløret…
God bedring Dorte, og er ret spændt på de der julehistorier :-)

5. weirdo - 21 f 11

Tøj sortering. Betyder det at du har fyldt min kuffert?

6. betteskov - 21 f 11

Stort set, ja (med mindre du har en kæmpekuffert). Der ligger i hvert fald en pose hjemme hos mig, hvorfra du kan udvælge hvad inderne nu kan bruge. Skulle du have mere plads, har jeg også en masse tøj jeg aldrig bruger liggende i “moderskibet” :-D

7. weirdo - 21 f 11

Nu kan jeg selv være i min kuffert, så tror jeg når en vægtgrænse før den bliver fyldt ;-) Men glæder mig til at se, hvad du har fundet frem til

8. Line42 - 21 f 11

*det, de andre siger…* - jep, man skal unde sig selv en “pjækkedag” en gang imellem ;-)

Nu får jeg også lyst til at se Niceville - gad vide om den går i BabyBio?

9. betteskov - 22 f 11

Weirdo: du har nok set en del af det, altså på mig. Men der er også nogle meget fine svedtransporterende t-shirts i herlige gule farver ;-)

Line: Jeps, pjæk var bare så skønt. Jeg kan altså ikke løbe +50 km uden virkelig at føle for det… Du skal bestemt se Niceville, og den går som babybio i Esbjerg - jeg giver kaffe, hvis du kommer forbi, men forhåbentlig er den også tættere på dig :-D