URBANblog
jump to navigation

Bogorm på overarbejde fredag, 5. feb 2010

Skrevet af betteskov under Bøger,

Af og til kan det være afsindigt svært lige at flå det helt rigtige læsestof ned fra hylden, og alle bøger virker for lange eller for kedelige eller for pjattede eller for tunge. Modsat er der perioder - og sådan en er jeg i lige nu - hvor stakkene af bøger hober sig op og den ene gode læseoplevelse fører den næste med sig. Dér er jeg lige nu, og det er slet ikke til at beslutte mig for, hvor jeg skal sætte ind først :-)

I uprioriteret rækkefølge er min læseliste nogenlunde sådan:

- I fødselsdagsgave fik jeg bøger om at lave lækker og sund mad, bøger om at finde min vilje af stål og bøger om alle de steder i verden, jeg endnu har til gode at opleve. Og så var der også lige lidt skønlitteratur: Superhypet krimi om “Hypnotisøren”. Lever den mon op til de store forventninger?

- I USA fik jeg øje på Håkan Nesser, og nød hans bøger om den svenske betjent med det funky navn Gunnar Barbarotti. Jeg fik tilsendt et par af hans første serie, som foregår i et fiktivt men meget virkelighedstro nederlandsk/skandinavisk land. Desværre var det ikke til at opdrive de sidste bind om Van Veeteren - indtil jeg stod i Føtex for et par uger siden og fik 5 på tilbud. Den serie glæder jeg mig virkelig til at pløje igennem!

- Nu skal det hele ikke gå op i drab og efterforskninger, så fra min første sending fra Samlerens Bogklub venter “Efter midnat” af Haruki Murakami. Jeg har læst “Kafka på stranden” men er endnu ikke overbevist fan - men mon ikke jeg kan lære at elske en supersej maratonløbers forfatterskab?

- For at gøre mig nogle nye bekendtskaber her i det Vestjyske (og for at få chancen for at snakke om bøger) har jeg meldt mig ind i en læsekreds gennem mit lokale bibliotek. Vores første bøger er “Under morbærtræets skygge” af Mustafa Can, som jeg har læst hurtigt igennem og nydt, og “Tre sider af samme sag” af Marian Keyes. Jeg har bestemt ikke noget mod chicklit, men læser oftest undergenren med vampyrer. Det bliver lidt sjovt at se, hvad dronningen af tøsebøger kan levere - jeg har aldrig før læst noget af hende.

Oveni er der så lidt Erling Jepsen -”Ingen grund til overdramatisering” på ipod´en (der nu er opgraderet til en iphone). Med alt det litteratur, kan jeg overhovedet finde tiden til at gå på arbejde og dyrke sport? Og hvad skal jeg læse først?

Kommentarer»

1. volapyk - 6 f 10

Åh, bare tanken om bøgernes blotte eksistens er fantastisk. Alle de ord og sætninger nogen har tænkt, mens de skrev.

Jeg har langt flere bøger end jeg har læst. Og jeg tror, det er skruen uden ende at forsøge at læse dem alle - for der kommer jo hele tiden nye til.

I dag har jeg været på bogudsalg - kom hjem med 5 stk:

Særlig emner inden for ulykkesteori - af Marisha Pessl
Landsby - af Marianne Jørgensen
Splinten fra Argo - af Sjón
Den vidunderlige kærlighedshistorie - af Carl-Johan Vallgren
Absurdistan - af Cary Shteyngart

Alle er bøger jeg ikke har hørt om før, og af forfatterne kender jeg kun Sjón.

Glææææder mig til at komme i gang.

Men først skal jeg lige være færdig med Kærlighed i koleraens tid. Den har jeg været i gang med et godt stykke tid. De fleste bøger jeg har læst de sidste par år har været krimier, så det er nyt for mig at skulle tygge mig igennem kærlighedshistorie - det går lidt trægt.

Min næste krimiinvestering må blive Hypnotisøren. Du må fortælle mig, hvad du synes om den.

Af Haruki Murakami har jeg læst Trækopfuglens krønike. Den var underlig (på en god måde), men fan bliver jeg nok aldrig.

Om en bog fanger mig eller ej, kan afhænge af hvor jeg befinder mig i mit liv mentalt. Fx gik jeg i stå med både Mænd der hader kvinder og Da Vinci mysteriet, da jeg kastede mig over dem for nogle år siden. De ville måske have fanget mig lidt mere, hvis det var nu jeg gik i gang (og nu gider jeg ikke, fordi det nærmest forventes at jeg skal…at jeg bør).

Nå, nu blev jeg lige grebet…sådan er det med bøger ;-)

2. Dorte H - 6 f 10

Jeg anbefaler selvfølgelig Nessers fine krimier, men jeg vil også rigtig gerne høre, hvad du synes om Hypnotisøren.

3. betteskov - 7 f 10

Dejligt med kommentarer fra et par med-bibliofile - den bedste læseklub er vist online :-)

Volapyk: spændende liste! Jeg er helt enig i, at der er forskellige bøger til forskellige faser, og nogle gange er afveksling bare tiltrængt :-)

Mit indtryk af Murakami er nogenlunde som dit. Og så kan det irritere mig lidt, at alle der gerne vil se “ih-så-intellektuelle” ud absolut skal slæbe hans bøger med i toget ;-)

Dorte: Nesser er et sikkert hit, og jeg kan godt lide, at universet er velkendt men alligevel fiktivt

Jeg skal nok anmelde Hypnotisøren når den er blevet læst, men der går nok et par uger - den var for tung til min kuffert, da jeg rejste over København på turen Silkeborg-Esbjerg (ikke den mest oplagte rute, vel)). Derfor måtte jeg midlertidigt efterlade den hos de gamle