Selvcensur mandag, 18. jan 2010
Skrevet af betteskov under Om at skrive, Uniliv,Nogle af mine favoritbloggere skriver hudløst ærligt om deres op- og nedture. Jeg har stor respekt for det mod det kræver at lægge så meget af sin tilværelse åbent. Andre skriver spændende indlæg om politik, nyheder, rejser, litteratur, film og meget andet uden samme niveau af personlig blottelse. Jeg kan sagtens forstå deres valg og kan let nyde skriverierne uden at vide alt om personen bagved. Efter min mening har begge typer deres berettigelse, og jeg læser dem i ca. lige stor grad.
Karriere-siderne i dagens Urban handler om hvordan man tager sig ud på nettet, og her fortæller jeg lidt om, hvordan jeg tænker over min virtuelle profil - i dette tilfælde i forbindelse med jobsøgning, men egentlig er det nogle generelle overvejelser og valg jeg har foretaget.
Jeg har valgt at min blog ikke skal handle (så meget) om alt det, der er træls her i livet. Dermed bliver det billede læserne får af mig som person måske lidt anderledes end det mine nærmeste ser. Betteskov er selvfølgelig mig, men især et sammenkog af mine mest optimistiske sider. Når jeg er ked af det, forvirret eller bange skriver jeg ikke blogindlæg. Så klynker jeg til min moar 
En af de store fordele ved blogskrivning er, at der ikke er nogle stramme regler. Man kan helt selv bestemme hvilke emner man skriver om, og hvor meget af sig selv man giver til sin læserskare. Men selvfølgelig er der konsekvenser, både af at være for åben og for tillukket. Er der nogle af jer andre der også kan finde på at henvise et indlæg til skrivebordsskuffen, fordi I ikke gider fremstå som et klynkende brokkehoved? Og kan I bedst lide at læse helt ærlige blogs, eller er det OK med en vis grad af filtrering?
Kommentarer»
Alle er vel under en eller anden form for selvcencur. Selvom jeg ikke står frem med navn, så er der stadig ting jeg ikke skriver om. Jeg kan nemt udstille mig selv når jeg dummer mig, men fx mit sexliv og hvem jeg kysser hvor og hvornår, er jeg meget privat om. Det kommer ikke på skrift og det er en af de ting min omgangskreds selv må opdage, hvis de skal vide noget. Det gør at nogen indlæg aldrig bliver til mere end kladder, enten fordi indholdet ikke rager andre, eller fordi jeg pga af de rammer jeg selv har sat op, ikke kan få det formuleret, så det giver mening.
Men at være anonym gør også, at jeg ikke behøver at bekymre mig om, hvad fremtidige arbejdsgivere kan finde. Hvis man googler mig, finder man mit FB-billed og 2 løberesultater, det vil formentlig ikke afholde mig fra nogen jobs. Men der er alligevel en eller anden form for cencur. Hvis en der kender mig falder over bloggen, vil de formentlig kunne genkende mig ud fra det. Fx. vil jeg være gevaldigt på den, hvis min mor falder over et af mine Indiens indlæg, for hun vil formentlig kunne genkende hendes egen ferie.
Personligt foretrækker jeg, at der er en vis form for filtrering. Jeg syntes det har en vis for for charme, at man ikke ved alt om den i den anden ende, men det kommer lidt an på formålet med bloggen. Har man den for at komme af med noget af det, man ikke kan eller vil snakke med andre om, eller er det at fordi man har en holdning på et område som man gerne vil dele, eller er det for at iscenesætte sig selv. De har alle sin egen charme, fordele og ulemper.
Jeg har jo for længst valgt, at min blog er en krimiblog, og jeg forsøger at holde fast i, at næsten alle indlæg skal være krimi-relaterede. Jeg snyder jo lidt, især når jeg har travlt, men min blog handler absolut heller ikke om min sygdom eller mit privatliv.
Det betyder jo ikke, at jeg ´lyver´ for at fremstå som mere vellykket eller bedre end jeg er; men mine læsere forventer information & holdninger til krimier. Derimod kan jeg sagtens udlevere mig selv i kommentarer til bloggere, som jeg efterhånden kommer til at kende, og når interessante bloggere byder på noget så spændende som en hjernebrevkasse, så hiver jeg jo gerne låget af og åbenbarer, hvad der gemmer sig af rod og kaos mellem mine små grå
PS: de der meget åbenhjertige snakkeblogs, egner de sig ikke mest til en mindre venindekreds?
Hm…. Godt spørgsmål Betteskov, og du ved jo godt, at jeg har haft selvcensur oppe og vende på min blog rigtig mange gange efterhånden.
Jeg er en af de der meget åbne blogs, måske endda en meget åbenhjertig snakkeblog, som Dorte H skriver om, men selvom jeg er meget åben, så er der sandelig også stadig ting der ikke ryger på nettet og bloggen da. Ja, jeg skriver meget om mine op og nedture, men der er også meget der ikke ryger på nettet… fx mit sexliv og min politiske overbevisning, det finder I ikke meget om
Jeg har det sådan, at man skal kunne stå inde for det man har på sin blog og det kan jeg til hver en tid.
Det lyder nok mærkeligt med en blog som min, men der er stadig en hvis form selvcensur og ikke mindst selvkritik… og den kombination gør nok, at ikke alt ender på bloggen og dermed i cyber space
Tak for jeres kommentarer - dejligt at høre fra lige netop jer tre, der er så forskellige, men hvis blogge jeg læser jævnligt!
Og I har tydeligvis alle tre gjort jer nogle tanker om, hvad bloggen skal handle om og hvad der ikke skal med! Jeg tror også at selv de mest ærlige blogs har et eller andet filter.
Jeg synes heller ikke selektion i emner nødvendigvis er “løgn” eller selvforskønnelse, man kan jo aldrig fortælle alt på bloggen, og hvorfor skulle læserne interessere sig, hvor tit man skifter undertøj eller om nullermændene under sengen (med mindre der er en humoristisk historie om blogger som bliver overfaldet af nullermænd).
Weirdo: Jeg tror bestemt også at studiekammerater, familiemedlemmer mm vil kunne kende dig, hvis de læser din blog. Især nu du har været ude at rejse. Jeg troede egentlig også, din familie kendte til bloggen - er det ikke mærkeligt at have sådan en “stor” hemmelighed? Giver det ikke et gib, hver gang du ser dem læse Urban hvor du evt er i? Jeg fortalte min familie og de nærmeste venner om bloggen allerede da jeg var anonyme, for jeg kunne slet ikke holde mund, var så glad for at jeg var begyndt at skrive igen efter mange års stilstand…
Dorte: Ja, du har jo om nogen prototypen på en temablog! Du er ikke anonym eller hemmelig (der er endda navn og billede på bloggen) men den handler bare om noget andet end dit private liv. Men på nogle måder “blotter” du dig alligevel rigtig meget, ved at lægge skriverier ud, altså fiktion! Jeg tror det kræver mindst lige så mange nosser som at fortælle om sit undertøj online
Heidi: Vi ved meget om dig, men ikke hvilket parti du stemmer på! Har du forresten nogen sinde været bekymret for, om sagsbehandler, læge mm finder din blog og måske læser mere om dig, end du vil have de skal vide?
Betteskov, nopes, I ved ikke hvad jeg stemmer på, men for folk med bare lidt forstand på de ting, så burde det ikke være så svært at gennemskue uden at jeg selv skal fortælle det
Ang. bekymring over hvem der læser med, nogle har jeg fortalt jeg skriver blog, min psykolog ved det bl.a., men vi har aldrig talt om, om han læser den… selvom han var vanvittig stolt af mig de gange jeg var i URBAN (ja, så længe har han vidst det) og har været helt vild for at få fat i et eksemplar for at se hvad jeg har skrevet om.
Min læge er ikke så internet-interesseret og så tilpas distræt, at jeg ikke mistænker ham for at læse den, og hvis han gør, så er det ok med mig. Jeg skriver kun noget jeg kan stå inde for.
Ang. sagsbehandler, socialrådgiver, kommunen osv. Tjaaaa…. det kan da godt være de læser med på sidelinjen, det er aldrig blevet nævnt og jeg har aldrig fortalt det, men de skal da være velkommen til at læse med. Måske det kan være med til at give et mere nuanceret billede af mig som patient/klient og rykke ved den opfattelse de har fået af mig ved de få møder vi har haft. Og igen, jeg står inde for det jeg skriver.
En ting har jeg dog haft meget meget svært ved at vænne mig til, nemlig tanken om at min svigerinde læser med. Og det er egentlig lidt pudsigt. Der synes jeg pludselig det går FOR tæt på, især fordi jeg føler mig ret blottet og lige DER har jeg indført en del selvcensur og er meget påpasselig med hvad jeg skriver om familien.
Men jo, jeg har generelt haft mange skrubler omkring det og får også fra tid til anden helt panik over hvad jeg har skrevet om, skriver om, hvem der kan læse med osv. Men jeg er 100 % tro mod mig selv, og jeg er nødt til at følge det jeg har startet til dørs.
For livet er ikke kun lagkage, der er også meget lort. Her er ikke så meget med at vise det færdige resultat på glitteret papir og sige det var “Ih og åh så nemt” når sandheden er en hel anden
Officielt ved min familie ingenting. Hvis de så alligevel gør, så er de gode til at holde kæft med det, så jeg tvivler egentlig. Men når jeg er hjemme i en længere periode, så blogger jeg egentlig tit fra biblioteket, når jeg alligevel er dernede og så bor de så langt ude på landet, så Urban er ikke eksisterende. Men har perioder, hvor jeg er lidt mere paranoid end andre.
Men det er lidt specielt at sidde i kantinen og der er nogen omkring bordet, der læser en Urban jeg selv er i. Men kunne mærke allerede første gang jeg var i, at jeg ikke havde behovet for at fortælle det og har svaret nej, de gange jeg er blevet direkte spurgt, om jeg havde en blog. Mest fordi at min venner er nogle nysgerrige sataner, så stoler ikke på, at de ikke vil begynde at lede efter bloggen. Så jeg holder mund og jeg tror egentlig det ligger ret naturligt til mig, at det bare ikke er alt andre skal vide.
Hehe Weirdo, måske er der nogen der har en lille mistanke - altså hvis de direkte spørger, om du har en blog
Jeg kan sagtens se behovet for at dele sit liv op i forskellige kompartments, og jeg tror egentlig også, det er meget sundt (og at det er et typisk maskulint træk ;-)). Jeg har bare svært ved det - er ikke god til at holde mund med noget, er vist selv en af de nysgerrige og sladrevorne sataner!
Heidi: Det var en god vinkel - at de måske ville forstå dig bedre, hvis de skulle læse med på kommunen. Den havde jeg slet ikke overvejet. Forøvrigt har de sikkert også travlt og hvem falder lige over en blog, hvis man ikke selv blogger?
For din psykolog må det da være ret spændende, så jeg kan sagtens forstå han gerne ville læse med - fagligt må det da være lidt interessant at se, om det indtryk han har fra jeres samtaler svarer til det indtryk, dine skriverier giver. Så selvfølgelig skulle han jagte Urban
Familien er en anden sag. Jeg synes ikke det er slemt, at de allernærmeste læser med, men hvis jeg havde mere perifer familie end jeg har, eller nogen jeg havde et lidt ambivaltent forhold til, ville det ikke være sjovt at de kunne følge med i mit liv.
Men igen, tak for jeres overvejelser - tror alle bloggere har vendt den med selvudlevering i hovedet, så det var sjovt at høre om jeres overvejelser!