Den (for) nære hjælp torsdag, 28. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, 5 kommentarerEndelig en positiv historie i nyhedsstrømmen: ok, den kom på lokaltv, men jeg blev virkelig opmuntret af at høre om et par folkeskolepiger, der serverede suppe for de hjemløse her i Esbjerg. Og jeg fik lyst til at være med! I stedet for at bage cookies til at have med på arbejde, kunne jeg så ikke producere flutes til de hjemløse og se deres glade ansigter, når jeg rakte dem et nærende måltid….
Hvorfor er tanken om at komme så tæt på når man er i det velgørende humør egentlig så tillokkende? I USA oplevede jeg en masse af den slags, det bedste eksempel var, da et par børn med muskelsvind skulle på sommerlejr. I et af de afsindigt rige kvarterer (sådan et sted, der var hegnet grundigt af for almindelige dødelige) blev lågerne åbnet til de bløde bakker med store palæer og kunstige vandfald. De lokale brandmænd arrangerede et 5 km løb i dette ellers lukkede område, lokale forretninger donerede vand, frugt og sandwiches, løbere lagde 25 dollars hver for at få lov til at halse afsted i de smukke omgivelser… Det vidunderlige vejr og en god dagsform var med til at gøre dagen skøn, men det lå da hele tiden i baghovedet, at jeg ikke bare nød livet men også gjorde noget godt for andre. Mit startgebyr gik jo til søde børn i kørestole, som selvfølgelig var tilstede for at modtage de indsamlede penge efter præmieoverrækkelsen
Nu ved jeg da godt, at jeg over skatten garanteret giver langt flere kroner til (blandt meget andet) børn med muskelsvind. Jeg tror også, det er lidt mindre slemt at være dansker med muskelsvind og få en hjælperordning og kunne leve sit eget liv, end at skulle stille op og se taknemmelig og tapper ud blandt brandbiler og motionsløbere for at komme på sommerferie. Selvfølgelig er den amerikanske måde at være godgørende på heller ikke til megen nytte for dem som ikke er så “heldige” at have en tilpas nuttet eller spektakulær sygdom. Godt nok blev der løbet for brystkræft og endda colon cancer (”rumpshaker”), men der var ikke så afsindig mange arrangementer med det formål at samle ind til de fede, til dem med forhøjet blodtryk eller for den sags skyld rygerlungerne…
Jeg er altså ikke i tvivl om, at det er bedst at fordele penge til trængende gennem skatten, og derudover kan man altid give et bidrag til organisationer, man virkelig tror på (i mit tilfælde er det bl.a. Unicef, der får et månedligt beløb). Alligevel har jeg en stor trang til at få fingrene i noget velgørenhed lige i øjenhøjde, og jeg aner overhovedet ikke hvorfor. Er det samme mekanisme som får mig til at sluge “Ugens glade krøbling” historier i ugeblade, eller er det fordi min egen skæbne ser endnu mere strålende ud i sammenligningen?
Kan nogen svare mig på, hvorfor jeg ser et meget tydeligt indre billede af en Betteskov med øseskeen i hånden, omgivet af glade hjemløse - ikke snuskede narkomaner, men hyggelig vagabonder tegnet af Storm P? Og hvad synes I om den nærværende kontra den anonyme velgørenhed?
Ikke det hurtigste dyr i skoven… tirsdag, 26. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Hverdagsliv, KommentarerTro det eller ej, der er tilfælde hvor jeg IKKE udmærker mig ved min hurtige opfattelsesevne. I eftermiddags afsluttede jeg min arbejdsdag med en tur i FitnessWorld, hvor den stod på 10 km løbebånd med indlagte intervaller, så sveden fik lov til at flyde frit. Derfor var jeg godt mør og parat til at flyde ud, da jeg bænkede mig og mit kyllingebryst (en rest fra i går, hvor jeg tilberedte en ret vellykket marokkansk specialitet med safran, honning og ristede sesamfrø) foran en tv-udseendelse jeg elsker og har nævnt alt for meget på bloggen her på det seneste. Det var tiltrængt med en gang foder, og jeg blev ret grebet af fjernsynet, for jeg har faktisk glemt hvem der vinder sæson 5.
Jeg hørte da godt nogle sirener, men troede at de blink jeg observerede gennem vinduet var fra Vestkraft (ville forresten være en god titel på min første roman, hvis ikke ham Ejersbo var kommet først). Jeg var bare alt for optaget af at ajourføre min træningsdagbog, spekulere over den PCR-reaktion jeg skal sætte op i morgen og idéudvikle lidt på et blogindlæg (der nu er udskudt til i morgen eller en anden gang). Da jeg endelig fik kigget ned på gaden blev jeg lidt overrasket over at se tre brandbiler og en indsatsleder være parkeret lige foran mit hus….
Hmm, det måtte jeg en tur ned på gaden og tjekke. Eftersom brandfolkene var ved at tage et gruppefoto og jeg ikke kunne øjne den mindste flamme, konkluderede jeg at det akutte var gået af situationen. Men der havde altså været brand i naboens kælder.
Nu ærgrer jeg mig en smule. Ikke så meget fordi jeg ikke nåede at “synge til ildebrand” (sproglige læsere, forklar mig lige hvor det udtryk stammer fra), men hvor tit har man lige en flok brandgutter indenfor rækkevidde? Sjældent, meget sjældent, så hvorfor dukker de lige op, når jeg er iført sorte joggingbukser, en hættetrøje med UAB (som ingen danskere ved hvad er) påtrykt og svedklistret klamt hår. Ok, statistisk er der nok større chance for at antræffe mig i denne mundering end i glamourgearet, men altså!
Nå, det kunne have været værre. Ildebranden kunne have været i mit hjem, og jeg ejer faktisk endnu grimmere outfit 
Hello Kitty eller hvordan jeg lærte at elske at være pebermø lørdag, 23. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, 5 kommentarerDer er ikke så længe til jeg forlader et trygt territorium (20erne) og bevæger mig ind i det ukendte land - livet efter de 30. Min hidtidige erfaring er, at tilværelsen har tendens til at blive lidt sjovere når man flytter sig, så jeg er ikke voldsomt bekymret for det forestående skift.
En hurtig evaluering siger da også, at jeg har fået det ud af mit andet tiår som jeg ønskede. Jeg nåede af forsvare min PhD, løbe et maraton og prøvede at bo i et andet land. Det hele har da heller ikke kun været knokleri, jeg har haft en masse sjov og gode venner omkring mig! En ting stikker dog ud på “ikke opnået” listen. Der er ingen seriøs kæreste eller kommende mand i mit liv, og jeg har ikke produceret noget afkom. Nogle gange spekulerer jeg på det jeg er gået glip af, men den fremherskende følelse er, at jeg endnu ikke har haft noget udpræget stærkt ønske om at anskaffe mig sådanne vedhæng.
Det gode ved at blive ældre er, at jeg gennem årene har fået mere selvtillid, er blevet mere bevidst om hvad og hvem jeg gider bruge min tid på og har flere erfaringer at trække på end jeg havde i teenagetiden. Samtidig har jeg stadig mulighed for at give den som pseudoteenager, bare med den forskel at jeg nu har lidt flere penge end i SU-tiden.
Altså, det lyder ikke så cool at være pebermø. Men hvem kan ikke se det herlige i at rende rundt en hel dag i sin Hello Kitty pyjamas, læse tegneserier, krimier og vampyrromancer og lade Top Model køre på repeat? Alt det kan jeg gøre, når trangen rammer mig 
Der er noget særligt over at have friheden til at adlyde mine særprægede lysters kald 24-7. Derfor forventer jeg ikke at spamme det hårdtprøvede internet med “hælp jeg bliver 30 og er mega langt bagude” indlæg - men der er jo en hel uge tilbage at panikke i! Erfaringer fra folk (kvinder især) der helt utraumatisk har passeret det store 3-0 modtages gerne.
Hvem er gladere end mig i dag? fredag, 22. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, 5 kommentarerDet er fredag aften, og selvom jeg ikke tør spekulere for dybt over varmeregningen (lede vintervejr!) er min lejlighed en varm og tryg hule, proppet med de ting jeg kan lide. Alt fra et par tons bøger, san Marzeno tomater, Pomeloer og Bjørn Wiinblad urtepotteskjulere til min Wombatbamse. Jeg er godt mør efter endnu en udfordrende og udfarende arbejdsuge, der bla. sendte mig et smut til en tiltrædelseforelæsning i Odense og rundt i laboratorierne samt en gedigen gang træning på løbebåndet.
Alt sammen ganske dagligdags, lyder indvendingen. Hvorfor er jeg så i specielt godt humør?
Svaret kan findes udenpå mit køleskab. Der hænger en billet jeg har købt på nettet: om et par måneder skal jeg høre min guru, lækkermåsen Chris McDonald fortælle om “Strong Body - strong mind”. Indsæt selv et højt hvinende “iiiiiiihh” a lá tøserne i Top Model når de ser Tyra for første gang. OK, i forvejen gør jeg vel nogenlunde hvad jeg kan for at leve sundt og følger mange af mandens råd. Alligevel tror jeg, han kan give mig lidt ekstra motivation til at løbe derudaf, gnaske broccoli og blive en total energibombe!
Generelt er det måske lidt farligt at møde sit idol i den virkelige verden. Man finder ud af, at “afguden” bare er et menneske, og det kan vel godt være lidt trist. Men i dette tilfælde er der en implicit bonus: viser Chris sig at være et eksemplar af homo sapiens og ikke et guddommeligt væsen, så er der håb forude: måske kan jeg selv en dag blive lige så megacool eller bare en tiendedel
Selvcensur mandag, 18. jan 2010
Skrevet af betteskov under Om at skrive, Uniliv, 7 kommentarerNogle af mine favoritbloggere skriver hudløst ærligt om deres op- og nedture. Jeg har stor respekt for det mod det kræver at lægge så meget af sin tilværelse åbent. Andre skriver spændende indlæg om politik, nyheder, rejser, litteratur, film og meget andet uden samme niveau af personlig blottelse. Jeg kan sagtens forstå deres valg og kan let nyde skriverierne uden at vide alt om personen bagved. Efter min mening har begge typer deres berettigelse, og jeg læser dem i ca. lige stor grad.
Karriere-siderne i dagens Urban handler om hvordan man tager sig ud på nettet, og her fortæller jeg lidt om, hvordan jeg tænker over min virtuelle profil - i dette tilfælde i forbindelse med jobsøgning, men egentlig er det nogle generelle overvejelser og valg jeg har foretaget.
Jeg har valgt at min blog ikke skal handle (så meget) om alt det, der er træls her i livet. Dermed bliver det billede læserne får af mig som person måske lidt anderledes end det mine nærmeste ser. Betteskov er selvfølgelig mig, men især et sammenkog af mine mest optimistiske sider. Når jeg er ked af det, forvirret eller bange skriver jeg ikke blogindlæg. Så klynker jeg til min moar 
En af de store fordele ved blogskrivning er, at der ikke er nogle stramme regler. Man kan helt selv bestemme hvilke emner man skriver om, og hvor meget af sig selv man giver til sin læserskare. Men selvfølgelig er der konsekvenser, både af at være for åben og for tillukket. Er der nogle af jer andre der også kan finde på at henvise et indlæg til skrivebordsskuffen, fordi I ikke gider fremstå som et klynkende brokkehoved? Og kan I bedst lide at læse helt ærlige blogs, eller er det OK med en vis grad af filtrering?
Endelig hjemme… sådan da! lørdag, 16. jan 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, Århus, 2 kommentarerDet er snart et halvt år siden jeg rejste fra USA ( men nogle gange føles det som om jeg boede i Alabama i et andet liv, andre gange er jeg lige ved at gå i Piggly-Wiggly i stedet for Føtex), men det var først i går jeg for alvor følte, jeg kom hjem igen til Aarhus Universitet. Jeg har selvfølgelig været på mit alma mater mange gange i forskellige anledninger, men har hver gang haft en distinkt følelse af at være på udebane.
I går holdt det Sundhedsvidenskabelige Fakultet PhD dag, en årlig begivenhed hvor de unge forskere kan møde hinanden og vise verden hvad de pusler med til hverdag. Jeg fik en invitation til at holde en tale under den efterfølgende fest, hvor jeg fortalte lidt om hvordan det er at være kommet ud på den anden side af PhD forsvaret. På mærkværdig vis kunne mange af mine mest traumatiske oplevelser gennem de seneste år (mine gentagne forsøg på at erobre et Alabama State Drivers Licence og min indædte jobjagt) konverteres til morsomme anekdoter, og jeg døde ikke af sceneskræk, så det gik vist fint nok
Den største oplevelse var ikke at skvaldre løs, men den lune fornemmelsen af at være blandt mine egne igen. Jeg fik updates på mine venners PhD-projekter, der for de fleste vedkommende er afsluttede eller tæt på. Jeg er ikke den eneste forsker som har været i Sydstaterne og hørte en række sjove historier fra North Carolina og Memphis. Jeg nød den inviterede “key note speaker”, Nobelpristageren Tim Hunts morsomme foredrag og var imponeret over, hvor meget og hvor god forskning de unge mennesker (det kan jeg vist godt tillade mig at kalde dem nu, ikk?) bedriver. Ja, selvfølgelig solede jeg mig også lidt i, at det var MIN veninde der holdt det bedste oplæg i en ellers meget, meget tæt konkurrence om Fogh-Nielsen prisen, som gives til kanonseje PhD-studerende, der både kan lave god videnskab og formidle deres fund til et propfyldt auditorium.
Alt i alt var det bare en dejlig og motiverende dag! Ikke alene blev jeg mindet om, hvor mange spændende mennesker jeg faktisk har lært at kende under min forskeruddannelse, jeg blev også klar over, hvor afklaret jeg er blevet gennem de sidste par måneder. Nu er jeg endelig i stand til at besøge mit gamle universitet og fornøje mig over alle de gode minder derfra. Underligt nok har det mere følelsesmæssigt kompliceret at flyve fra dén rede end at flytte hjemmefra…
Hebron-historier tirsdag, 12. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, Familie, Løb, Uniliv, 2 kommentarerJeg har netop fået kabeltv, hvilket giver den fordel, at jeg kan se fjernsyn. Ulempen er så, at jeg bliver bombarderet med danske nyhedsudsendelser, hvor fordomme florerer lystigt. Derfor blev jeg lige inspireret til at fortælle en lille historie om, hvordan jeg i sommers selv fik aflivet en fordom.
Jeg har aldrig anset muslimer for at være specielt humoristiske. En grov generalisation af mange millioner mennesker, javel, men de eksempler man ser i fjernsynet er jo ikke ligefrem hysterisk morsomme, vel? Nå, men jeg hang lidt ud med en kollega, der ud over at være dybt troende muslim også er læge, forsker og vild med tegnefilm med talende dyr. Han fortalte mig (hvad jeg vel ikke burde være blevet overrasket over) at man også har regionale jokes i Palæstina. Hvor vi griner af Molboer, bruger de folk fra Hebron som syndebukke.
Min yndlingshebron-historie lød som følger: En mand fra Hebron tog til USA og følte ikke, han fik den fornødne respekt fra Amerikanerne. Derfor tog han hjem igen og besluttede sig for at bygge en kæmpe raket, der kunne smadre USA. Han fik rigget noget sammen, men da raketten skulle sendes afsted, eksploderede den og ødelagde et antal huse. Manden blev lidt skrammet og forbrændt, men overlevede. Bagefter spurgte hans venner ham, hvordan han selv synes det gik. Manden fra Hebron var yderst tilfreds, for som han sagde: “her kan I se, hvad min raket gjorde ved Hebron. Forestil jer nu bare, hvor ødelagt USA er”
Har I nogle gode eksempler på den slags vittigheder fra andre lande? Jeg vil så lige understrege, at det er strengt forbudt at grine af århusianere og folk fra Alabama. De er nemlig ikke spor til grin…
Integration igen-igen tirsdag, 12. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Hverdagsliv, 4 kommentarerJeg har haft min nye lejlighed i under en måned og været igang på det nye arbejde i endnu kortere tid, men det er gået ret hurtigt med at vænne mig til livet herude vestpå. Selvfølgelig er der nogle markante forskelle:
Før i tiden arbejdede jeg med rotter, nu har jeg fat i levende patienter. De er mere stimulerende at konversere med, men det kræver en lidt større indsats at styre samtalen i den rigtige retning…
I Bibelbæltet var der masser af kirker, men kirkeklokker var ikke en del af Birminghams lydbillede. Her i Esbjerg er jeg nabo til en ganske rungende én af slagsen. Eftersom jeg alligevel sjældent har brug for at sove tømmermænd ud og oftest er tidligt oppe, generer det mig ikke. Alarmen på min iphone er endda blevet indstillet til at vække mig med klokkeklang.
De lokale virker også her til at være yderst snaksomme og venlige. Jeg har allerede ført mange diskussioner om hjemmebag, hvilket vel nærmest er regionalsporten her i det sydlige Danmark og har prøvesmagt noget så traditionsombrust som “gode råd”.
Men selvom integrationen går fint, står én ting ret fast: jeg har efterhånden akkumuleret så mange møbler, bøger og erfaringer, at jeg ikke gider gennemføre det her flyttecirkus ret mange gange mere. Det er vist heldigt nok, jeg er næsten-nabo til et lokalcenter - så har jeg et sted at flytte hen, når jeg ikke længere kan møve mig op på anden sal, om en 50-60 år
Kogebogsanbefaling: “Køkkenrevolution for hele familien” lørdag, 9. jan 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, Madoplevelser, 4 kommentarerJeg ønskede mig den i julegave, fik den og blev glad. Nu har jeg et meget ambivalent forhold til Køkkenrevolutionen, Sundhedsrevolutionen og hvad de ellers går og kalder sig. Jeg synes Oscar Umahro Cadogan kom med nogle fantastiske og meget simple opskrifter i “Køkkenrevolution på høje hæle”, og det er nok min mest benyttede kogebog. På den anden side har han allieret sig med nogle enormt irriterende og skringe kvindemennesker, der får alt for meget plads i medierne til deres besynderlige budskaber om at skifte komælk ud med rismælk og forsage al gluten…
“Køkkenrevolution for hele familien” indeholder da også noget af det jeg elsker, og lidt af det jeg hader. Bogen bygger videre på nogle af idéerne fra den forrige udgave med hurtigt og sund mad, men er udvidet med en del nye opskrifter. Der er bl.a. et rigtig godt kapitel om madpakker og noget helt nyt: tapanader og bageopskrifter, som jeg glæder mig til at afprøve. Jeg har allerede fået en hofret fra bogen. Det er kyllingen på side 77, en rigtig vinterret der både giver hjertevarme og mæthed.
Det jeg ikke er så begejstret for er de små bokse med sundhedstips og Cadogans forklaringer på, hvad sund mad er. Han bruger vendinger som “Hver gang du putter noget i munden, fortæller du kroppen noget” og videre om, hvad kroppen kan gøre med denne information. Jeg nægter at acceptere den implicitte dualisme. “Du” ER din krop, og den kan altså ikke tænke eller foretage sig noget som helst. Derudover er jeg sådan set ret enig med ham, hvad der er sundt (fuldkorn godt, sukker skidt), men måden han forklarer det på er mig meget imod.
I denne bog har Cadogan fået hjælp af sin steddatter, der optræder som medforfatter. Det er vel med til at retfærdiggøre at bogen er “for hele familien”, men hun forekommer ganske overflødig. Udover et forord optræder hun med små vignetter ved hver opskrift hvor hun kommer med guldkorn om at nybagte boller smager godt med økologisk smør og tilsvarende. Det havde nok været bedre med et afsnit om, hvilke opskrifter der var børne-egnede (både hvad angår tilberedning og smag) og måske nogle fif til at hive børnene med i køkkenet?
I øvrigt er bogen ganske single-egnet, trods titlen. Mange af opskrifterne er ganske hurtige og kræver kun en enkelt gryde. Der er desuden en lille notits om , hvor længe hver ret kan holde sig i køleskabet, og mange af retterne kan sagtens produceres til én eller to. Der er altså ingen grund til at lade sig skræmme af titlen, hvis man ikke lige har snotdværge eller mand eller noget som helst…
Alt i alt synes jeg “Køkkenrevolution for hele familien” er en god investering for hende (eller ham, hvis sådanne findes?) der har den første bog i serien og bruger den ofte. Mange af de lidt specielle ingredienser (fish sauce, vaniliepulver, allehånde mm) går igen, så den nye bog kræver ikke store ny-indkøb. Til gengæld kan det godt blive ganske dyrt og besværligt, hvis man kun vil bruge opskrifterne en sjælden gang.
Det er bestemt en spændende og inspirerende bog for alle, der holder af krydret mad fra mange forskellige lande og ikke er bange for at eksperimentere lidt. Til gengæld skal man gå langt uden om den hvis man hører til typen der mener frugt ikke hører hjemme i mad og at det forøvrigt kun er bøsser, der har mere end fem forskellige krydderier på hylden
Hurra for juhuu-fasen! mandag, 4. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Videnskab, 3 kommentarerDet var virkelig en fest at begynde på arbejde i dag. Mine søde nye kolleger havde stillet en fin buket på mit hæve-sænkebord, alle hilste pænt og dagen fløj afsted. Arbejdet er spændende og først og fremmest varieret - jeg skal både i proteinlaboratoriet, dna-laboratoriet, udføre statistiske analyser og interviewe patienter. Der bliver vist ikke tid til at kede mig eller til at hænge på facebook i hele og halve dage
Engang på et kursus, hvis titel og øvrige indhold jeg for længst har glemt, lærte jeg noget virkelig vigtigt: i alle menneskelige forhold er der fire faser. Man løber gennem dem når man vokser op, med nye kærester, når man begynder på en ny uddannelse eller ved jobskifte. Først er der “juhuu-fasen”, hvor det hele bare er fedt, man har en masse energi og kører glad på. Dér er jeg nu. Desværre bliver man ikke der altid - nogle små irritationsmomenter vil dukke op, men i første omgang vil man ignorere dem, fordi juhuu-fasen er så skøn. Altså fornægtelses-fasen. Når det ikke er muligt at overse problemerne, bliver man smådeprimeret og energiløs. Det, der skulle have været så perfekt, var alligevel behæftet med fejl. Heldigvis vil de fleste grave sig op af sump-fasen og nå ind i slutfasen: her erkender man, at ens forældre eller den skønne nye kæreste er ganske almindeligt menneskelige mennesker. At der er hårdt arbejde involveret, selv i drømmejobbet eller at den dejlige uddannelse også rummer et par trælse fag. Forhåbentlig overskygger de gode sider de dårlige, i hvert fald er illusionerne væk og hverdagen kan begynde.
Jeg ved godt, at det vil gå sådan, for sådan går det jo altid. Men håbet er jo lysegrønt: måske kan denne juhuu-fase vare ca. til pensionalderen (jeg er begyndt at betale til efterlønsordningen, så det kan vel ikke dreje sig om alt for mange år)?
