Betteskovs nytårstale torsdag, 31. dec 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Uniliv, Videnskab, Kommentarer2009 var et yderst interessant år. Betteskov bevægede sig fra den store verden og tilbage til andedammen (og et smut igen ud i den store verden, og så rundt om Jylland, et par øer og tilbage igen, men det er detaljer) og på den store scene kom hele verden til Danmark i flere omgange. Derfor er emnet for Betteskovs nytårstale naturligt nok “danskerne mod amerikanerne”.
Et af de fantastiske mennesker, jeg omgikkes i 2009 er en palæstinenser, hvis familie flygtede fra Haifa til Vestbredden i 1948. Han er uddannet læge i Tyrkiet, har en Master of Public Health fra Emory Universitetet i Atlanta og er nu ved at tage en PhD i Århus. Han fortalte mig at af alle de lande han har oplevet, synes han vi har langt det bedste samfund i Danmark. For nogle år siden ville jeg have brokket mig og påpeget alskens problemer med mit fædreland og måden vi gør tingene på. I dag er jeg tilbøjelig til at give ham ret.
I USA oplevede jeg et samfund med voldsomme uligheder. Forskellen på at gå ind i en Walmart i et fattigt område, hvor en stor del af de handlende betalte med food stamps (det amerikanske svar på socialhjælp - et kreditkort med et ikke særligt stort månedligt beløb på, som kun kan bruges på mad) og en Whole Foods (et tempel til økologisk luksusmad) i velhaverforstaden var næsten umulig at rumme. En af billetkontrollørerne i min lokale biograf havde ingen tænder i munden, men jeg mødte en pige på universitetet, som havde fået sat kroner på alle sine (sunde og almindelige) tænder for at have et blændende hvidt gebis. Eksemplerne er utallige, men jeg synes vi skal skønne på at bo i et land, hvor både gadefejeren og professoren kan finde på at handle ind i Netto - og hvor andre folk ikke vil finde det specielt mærkeligt, hvis de to spillede golf sammen!
Der kan siges meget om vores sundhedsvæsen, men trods alt er det en stor ting, at alle har ret til og (nogenlunde) lige adgang til behandling og at man ikke skal hive pungen frem for at blive kørt på hospitalet i en ambulance. Jeg har også lært at være glad for toget som kører mig til København, fagforeningen som kan hjælpe og rådgive mig, dagpengene fra a-kassen som gør, at en periode med arbejdsløshed ikke slår fuldstændig hul i sparegrisen…
Men selvfølgelig er der også noget, vi kan gøre bedre. Jeg var imponeret af amerikanernes store hjælpsomhed over for hinanden. Når én flyttede stod vennekredsen klar for at køre og slæbe, og mine kolleger og bekendte gjorde en masse for at give mig en god start og en stor bunke oplevelser i Alabama. I et land, hvor der ikke er noget “system” til at holde borgerne i hånden, er de fleste gearede til lige at yde lidt nabohjælp. På den front synes jeg mange danskere er sig selv nok, og vi kunne bestemt blive bedre til at invitere nye mennesker ind i vores liv (her taler jeg ikke nødvendigvis om udlændinge, men også om dem, der er helt magen til os selv, men som vi bare tilfældigvis ikke kender). Desuden kunne vi lære af amerikanernes store horisonter: der er ingen grund til at være så rædselsslagne for at tage toget til den anden ende af landet for at besøge venner eller for den sags skyld at flytte et par timers kørsel fra den trygge havn (der er et skjult hint i denne sætning - håber I finder det og finder vej til Esbjerg)!
Så skal vi ikke bare allesammen i fællesskab bevare Danmark og måske lige satse på et par småforbedringer?
År 2009 har været et forrygende år, og jeg siger tak til alle der har fulgtes med mig, enten et par skridt på vejen eller hele den lange tur fra Alabama til Silkeborg til Esbjerg 
Vi ses i 2010, hvor turen bl.a. kommer til at gå til Prag og derud hvor benene virkelig syrer!
Optakt til nytårsforsæt-tiden tirsdag, 29. dec 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Sundhed, 2 kommentarerPå Heidis blog bevægede jeg mig ind i en virkelig spændende diskussion om sundhed, nyhellige livsstilsapostle og nytårsforsætter. Den tænkte jeg lidt videre over, da jeg tog i ned i FitnessWorld (som var pænt fyldt, selvom vi er på den “forkerte side” af 1. januar og det traditionelle “nu skal jeg i form på 2 dage”-mylder) og løb 15 km på et løbebånd. Tro mig, jeg afskyr løbebåndet, men jeg hader brækkede ben pga isglatte veje endnu mere
Naturligt nok spekulerede jeg lidt over, hvad i alverden der får mig til at tæske afsted, blårød i hovedet og tapdryppende af klistret sved, uden at komme nogen vegne. Motivationen må komme indefra, for ingen andre ville vide noget hvis jeg ikke opfyldte det mål jeg havde sat mig for dagens træning.
Løber jeg fordi det er sundt? Her skal vi så antage den præmis, at det faktisk er fremmende for helbredet at tonse km efter km, dag efter dag, enkelte gange til man brækker sig, men for det meste bare til benene er blytunge og lungerne er ved at blive gispet op. Og nej, overhovedet ikke. Jeg vil vove den påstand, at hvis det blev videnskabeligt bevist at løb er lige så sundhedsskadeligt som cigaretrygning, så ville jeg blive ved præcis som nu.
Følelsen af at presse min (af natur ikke udpræget atletiske) krop så meget som muligt er simpelthen uundværlig. Jeg kan klare en dag uden træning, men derefter bliver jeg rastløs og urolig og irritabel. Faktisk opfylder løb samme funktion i mit liv som min tidligere hobby (at se tv-serier og æde chips): det giver et frirum i hverdagen og lader det øverste lag af stress smelte væk. Det er et ritual, en vane, et drug… Når tilværelsen er omskiftelig (eksempler: at rejse til eller fra et fremmed land, at færdiggøre en uddannelse, at søge job) er træning et vigtigt holdepunkt, for en spinningtime er altid en spinningtime.
Forskellen er bare, at folk nærmest står i kø for at rose mig for, at jeg faktisk får hevet min røv ned i motionscentret. Ingen har nogensinde vist respekt for mit afgrundsdybe kendskab til Melrose Place eller Lagermanns Familieguf, men regelmæssig motion synes folk er sejt. Man kunne faktisk (også) blive afhængig af alle de skulderklap. Og det er i virkeligheden noget fis. Jeg træner jo af rent egoistiske grunde, det er bestemt ikke for andre menneskers og slet ikke for samfundets skyld. Jeg gør det bare fordi jeg er kommet til at kunne lide det…
Så her er et tip til alle jer, der i de næste par dage lover at leve sundere, motionere mere, komme igang med at motionere mm: Jeg håber virkelig, der lykkes for jer, men I bliver ikke bedre mennesker. I gør ikke verden en tjeneste. I får ikke ret til at se ned på dem der ikke har set fitnesslyset. Til gengæld får I fri adgang til det bedste narkotika i verden. Et, som hjernen producere for at bedøve følelsen af, at kroppen er helt ude på overdrevet. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan sige nej 
Julehyggefrydogfred torsdag, 24. dec 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Uniliv, 3 kommentarerSå er det nærmest blevet jul, og jeg er igen taget hjem til mine forældre, hvor jeg ellers har hængt ud alt for længe i år Men hvad gør det når den hyggelige stemning har indfundet sig?
I en familie helt uden strenge traditioner (sidste år spiste vi julefrikadeller i Alabama med en af mine løbevenner i slumhytten, og året før gav vi den gas på La Santa Sport) medfører julen selvfølgelig en masse forhandlinger: der er ingen regel om, at vi SKAL have and eller flæskesteg, så hvad vi vil helst have? Og hvad gider vi tilberede? Men nu er middagen valgt (kylling med ingefær), indkøbene er foretaget, og vi har alle været i vores respektive fitnesscentre.
Der er fuld gang i en større bodeling (alle mine ting har været opmagasineret her temmelig længe, og har spredt sig over hele huset) og pakning af bøger. Jeg er ved at være nogenlunde på plads i min nye lejlighed, men flytningen af biblioteket er en større omgang - fremover vil jeg tænke mig bedre om, før jeg investerer i læsestof (som om… gæt hvad der står på min ønskeseddel?). Det sidste jeg foretog mig før juleferien var at assistere min far med at samle fem bogreoler, men jeg frygter allerede, at jeg skal investere i et par mere. Når man flakker så meget om som mig, kræver det en stærk fysik - og en vis mængde vanvid - at være bibliofil
Jeg glæder mig vildt til at spille pakkespil, men hvad angår gaver er jeg nok lidt mæt. Jeg har foræret mig selv en yderst behagelig elevationsseng og en iphone, og hvad kan man så mere ønske sig af materielle goder? Desuden har jeg jo fået en masse af mine gamle ting igen, da flyttekasserne blev pakket ud. Endelig har jeg fået et nyt arbejde og dermed et nyt forskningsprojekt, som jeg virkelig glæder mig til at tage fat på! Helbreddet er i top, min familie har det godt og jeg har en masse planer for år 2010 (nu skal der altså løbes maraton igen!). Så jeg ønsker mig nok mest af alt, at jeg magter at holde fast i følelsen af at være en heldig kartoffel og bliver lidt bedre til at tro på, at det hele nok skal gå!
Glædelig jul til jer allesammen derude 
Julebageprojektet: slutspurten er sat ind! søndag, 20. dec 2009
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Jul, Julebageprojekt, Madoplevelser, 9 kommentarerJeg satte mig det besynderlige, men ganske ambitiøse mål at bage 24 forskellige slags småkager inden jul. Status er at 21 typer er i kassen (altså dåsen) og at jeg ikke er spor bekymret for ikke at nå i mål. Der er kun et lille problem - nu hvor jeg endelig er flyttet hjemmefra, savnes kagetyven (som jeg kalder Far når vi er alene) aldeles meget. Småkagerne har nemlig en kedelig tendens til at hobe sig op, når man nu engang synes det er sjovere at bage (og småsmage) end at spise færdige kager. Derfor kan det godt være, de sidste arter udsættes til jeg tager hjem på juleferie…
Jeg har ikke snydt det mindst, men måske strukket definitionen på småkage lidt ved at tælle biscottier og konfekt med. Til gengæld er lucia-bollerne med safran og de ret juleagtige kardemommeboller IKKE indgået i optællingen, så jeg synes egentlig jeg har været meget fair.
Der har ikke været nogle deciderede flop, men sådan noget som lidt for tørre kokoskager og Vancouverkager der flød alt for meget ud, bliver nok ikke gentaget til næste år. Min “signature-cookie” (ja, jeg ser for meget Hell´s Kitchen) er stadig Jamaicakagen, en version af fedtebrød hvor der indgår rom i glasuren, men noget af det mest vellykkede var nok de café-agtige italienske biscottier. Her snakker vi om versionen med mandler, for chokolade giver bare ikke den samme slags lækre knastørre godte!
Nu kunne et godt spørgsmål være, hvad jeg har fået ud af dette mystifistiske projekt? Der er altså ikke kommet nogen åbenbaringer, jeg har ikke åbnet en kagebod, og faktisk vil jeg påstå ikke at have lært andet, end et par nye opskrifter. Måske har jeg glædet nogle venner lidt (eller nødet dem til at spise kalorierige bidder, de senere får dårlig samvittighed over?), og jeg har moret mig kongeligt imens, hvilket vel også er en succesparameter! Jeg er desuden overbevist om, at jeg vil falde godt til her i det sydlige Jylland, hvor man går meget op i syv slags kager. Kun syv, det er da barnemad
Julegaveidé: Lad vampyrene komme! lørdag, 19. dec 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, TV, 5 kommentarerI USA lagde jeg mærke til, at en stor del af den kvindelige befolkning var ret hooked på vampyrer - Twilight-feberen, som først nu er kommet til Danmark, rasede nemlig på højeste gear. Nu blev jeg aldrig selv særligt begejstret for denne genres svar på Barbara Cartland (måske en lidt uretfærdig sammenligning, for den gamle lyserøde dame var ikke sexforskrækket og forstod faktisk at skrive en form for handling ind i sine romancer) men jeg har længe været lidt vild med hugtænder.
Jeg voksede jo nærmest op sammen med Buffy (og var lidt skuffet ver aldrig selv at blive kaldt som Slayer), jeg har læst Anne Rices megalange bøger og det var i “Interview with a vampire” at jeg fandt ud af hvor hot Brad Pitt egentlig var. Derfor var det også lidt af en skuffelse, at jeg slet ikke brød mig om Twilight, jeg følte mig pludselig gammel og sat lidt i skammekrogen… Nu var det heldigvis ikke kun emo-vampyrerne, folk i USA gik op i. Mange af mine venner talte om en serie som hed “True Blood”, men jeg nåede aldrig at få den set grundet almindelig travlhed og mangel på fjernsyn.
Nu har endelig fået fingrene i DVDen med første sæson, og jeg er fuldstændig solgt efter at have set de to første afsnit. Konceptet er, at der er blevet opfundet en drik, som lever fuldt op til vampyrernes næringsbehov. Derfor behøver de ikke længere drikke af mennesker og vil i stedet til at være en del af det almindelige samfund med borgerrettigheder og al den slags. Men de er jo ikke som os almindelige dødelige, og mistro og fordomme gør kulturmødet svært (et genial tema, forresten. Der må bestemt dukke nogle pointer op, som vi også kunne bruge i et samfund uden blodsugere…).
At “True Blood” foregår i Sydstaterne (Louisiana, men langt fra New Orleans) gør den bare endnu bedre, selvom jeg fik lidt hjemve ved det første “Y´all” og “Bless your heart”. Grunden til al denne genialitet fandt jeg bag på boksen: Allan Ball, kendt fra “American Beauty” og “Six feet under” står nemlig bag! Det betyder, at seriens univers er hverdagsagtigt, men med et tvist at syrethed. Persongalleriet er fyldt med interessante og karismatiske mennesker (og udøde), men de er langt fra alle smukke og glitrende.
Ja, selvom jeg endu ikke er færdig med at se mit DVD-sæt færdigt, lyder mine varmeste anbefalinger allerede. Hvis du står og mangler en julegave til en person, der holdt af “Buffy” og “Six feet under”, så kan jeg ikke komme på noget bedre end “True Blood”! Den er dog ikke egnet til de helt unge teenagere - ikke at jeg tror de tager skade af, at serien ifølge coveret indeholder “strong sex”, men fordi den har et roligt tempo og nogle komplekse personer, som jeg tror appelerer mest til voksne.
Forøvrigt er “True Blood” baseret på en stribe bøger af Charlaine Harris. Jeg har endnu ikke læst dem, men hvis de ikke skulle ligge under mit juletræ, tror jeg nok der ryger en ordre til Amazon før Ris à l´amanden er størknet
Man løber da med hovedet? søndag, 13. dec 2009
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, 7 kommentarerSelvom jeg har løbet lige så mange kilometer som jeg plejer, har resultaterne ikke ligefrem været strålende siden jeg kom hjem fra Alabama. Jeg har måttet sande, at stress, aftenvagter, jobsøgning i hele landet samt udlandet, mere stress og hjemløshed IKKE er befordrende for sportslige præstationer. Lidt underligt synes jeg egentlig, for tiden har jo været der. Derimod har gejsten og overskuddet manglet, og det har givet tydeligt udslag på både træning og motionsløb. Nu, hvor jeg er fuld af mod på at skabe et nyt liv i Esbjerg, er det hele igen begyndt at spille sammen ude på landevejene, og jeg har atter fundet løbeambitionerne frem (der skal maraton på programmet i 2010!).
Konklusionen er, at man løber mere med psyken end benene. Men effekten af gadgets og tøj må selvfølgelig ikke undervurderes. Da jeg her til aften trillede en lille aftentur, var jeg iført behagelige mormortrusser, min uopslidelige Casall sports-BH (den helt enkle version med bryderryg), gode løbesokker uden irriterende syninger, de næstvarmeste vintertights fra Fusion, en langærmet løbetrøje af samme mærke med Aarhus 1900 logo, og den allerbedste investering nogensinde: en letvægts windstopperjakke som fuldstændig eliminerer afkølingen fra vinden uden at varme mig for meget. Nåja, så skulle der også lige et par tynde løbehandsker, en tætsiddende hue og mine geniale Asics Foundation (foretrukne sko for kvindelige overpronerende distanceløbere) til, plus en pandelampe, et blinkende refleksarmbånd og min ipod med lidt Nephew til øregangen…
Hvis jeg ikke havde valgt at lade mit GPS-ur og pulsmåleren blive hjemme er jeg alvorligt bange for, at alt grejet havde bragt mit spinkle legeme op på noget, der ligner en gennemsnitsdanskers vægt Det bliver vist ikke foreløbigt, at jeg går ned på gear. Måske bliver det lidt svært at ønske mig løbeudstyr til jul, for jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg mangler. Kan en læser pege på noget (ekstra eksemplarer er et dårligt forslag: dem HAR jeg) lytter jeg gerne!
Det er allerede slået fast, at der er en meget tynd skillelinie mellem at have en hobby og en besættelse, der kræver psykiatrisk behandling. Godt jeg befinder mig trygt på den rigtige side
PS: Hjernebrevkassen ligger lidt i flytterod, men et indlæg om det hvide snit er lige på trapperne!
Sosu-blues onsdag, 9. dec 2009
Skrevet af betteskov under Bøger, Hverdagsliv, Plejehjem, 3 kommentarerJeg har haft min sidste arbejdsdag på plejehjemmet. Selvfølgelig er jeg begejstret for, at jeg snart skal igang med mit drømmejob og endelig flytte for mig selv igen. Alligevel var det lidt trist at sige farvel til det job, jeg faktisk har været rigtig glad for. Derfor har jeg siden gået og spekuleret over, hvorfor det var så sjovt at have et benhårdt ufaglært arbejde, når jeg nu har studeret og knoklet år ud og år ind for at få mulighed for at sidde og hygge mig bag et skrivebord?
Først og fremmest er det vel altid spændende at arbejde med mennesker. To dage aldrig er ens og jeg kom aldrig til at kede mig, jeg har skullet lære en masse nyt og har mødt mange skønne kollegaer og beboere. Desuden var noget at det bedste ved at være plejehjemsmedhjælper, at jeg aldrig var i tvivl om den direkte nytteværdi af det arbejde, jeg udførte. Det kan godt være lidt svært at se hvordan det hjælper menneskeheden videre, når jeg har sat en elektrode i en hjerne og trykket et par gange på en knap. Når jeg har befriet en medborger fra en ækel tisseble, så ved jeg helt 100, at jeg har gjort en god gerning.
En tredje faktor er, at jeg godt kan lide at omgåes ældre mennesker. Måske fordi jeg er enebarn, var sådan lidt gammelklog i mine yngre dage og havde en lang stribe af ældre damer, som jeg var meget knyttet til (ikke min egen bedstemoder, men mange andre)? Små børn får mig til at føle mig utilstrækkelig og klodset, men jeg ved, hvordan jeg taler til 90-årige fru Hansen (eller rettere råber, for hun er sikkert halvdøv).
Så er der også noget med ansvar. Som forsker har jeg ansvar for mine egne projekter, for at undervise ordentligt, for at forvalte min egen tid og statens penge. På plejehjemmet har jeg selvfølgelig også et ansvar, men det er her og nu: i den situation hvor jeg står over for et sygt eller svækket menneske, skal jeg gøre mit absolut bedste. Men passer vagtplanen ikke, eller er medicinen hældt forkert op, så er det de faglærtes problem, ikke mit! Det har været befriende ikke at slæbe bekymringer og uro med hjem fra arbejde i en periode.
Endelig har det da også været ganske spændende at observere hjerneskader og deres konsekvenser for hverdagslivet. Det er helt, helt anderledes end at læse om det i bøgerne eller se en patient som læge-føl, hvad jeg hidtil har været henvist til! Det har da givet en del motivation til hjernebrevkassen, når jeg har set afasi og neglect (et fænomen, der ofte ses ved apopleksi i højre side, altså hos venstresidigt lammede -patienten ignorerer simpelthen den skadede side af kroppen) og Alzheimers sygdom live.
Jeg ER altså klar over, at sosu´er er hårdt trængte, alt for lavt lønnede og alt for hårdt belastede. At disse gæve kvinder knokler med dårlige arbejdsstillinger og et job, hvor man ikke kan slappe af i fem minutter, hvor tingene altid kan gøres lidt bedre, hvor de pårørende brokker sig, nogle af de demente slår og kommunen skærer ned. Jeg har bestemt ikke lyst til at kaste mig ind i denne branche for resten af livet. Men jeg har haft en god tid på plejehjemmet, har lært en masse og fået en stor bunke respekt for et fag, der er enormt krævende, men også giver meget igen! Hvis der sidder nogle sosu-er derude og læser med, skal I bare vide, at jeg synes I er for seje og er dybt imponeret over jeres faglighed
Klog nok til at undvære hjernen? lørdag, 5. dec 2009
Skrevet af betteskov under hjernen!, 6 kommentarerJa, neurofysiologien er brolagt med dårlige undskyldninger og udskydelser, men nu er brevkasseredaktøren klar til at svare på endnu et spørgsmål og har trukket følgende op af bunken: “Nogle mennesker bliver født med kun den ene hjerne halvdel (om der er forskel hvilken side man nemmest overlever med, ved jeg ikke). Disse mennesker bliver gamle, men har nogle forskellige ting som gør, at de sjældent opfattes helt normale. Spørgsmål: Kan man senere i livet få fjernet den ene halvdel og overleve?” (der var også et bispørgsmål om lillehjernen, men det gemmer jeg lige til denne del tages under lidt grundigere behandling).
Det er altså tid til at se lidt på hjernens plasticitet, et begreb der defineres fremragende i min norske lærebog som “evne til å tilpasse sine ytelser til endrete krav”. Centralnervesystemet er plastisk, og dermed i stand til at ændre sig på mange niveauer: rent molekylært med ændrede proteiner, via øge eller sænket styrke af signaloverførslen mellem synapser (kontakter mellem nerveceller) eller dannelse af nye synapser.Til gengæld erstattes ødelagte nerveceller i centralnervesystemet ikke (eller kun i meget begrænset omfang - her er ikke plads til at gå ind i en diskussion om stamceller og neurogenese, men jeg mødte en amerikansk forsker i Alabama som arbejdede på livet løs med dette!) og aksoner (den del af nervecellen, der sender signalerne afsted) som er skåret over vokser ikke ud.
Selvom nerveceller altså ikke kan vokse sammen som en brækket knogle, kan der alligevel ske store forbedringer efter en hjerneskade. Uskadte dele af hjernen kan overtage funktioner, dette kaldes substitution, og der kan ske ændringer i rask væv, kompensation. Sidstnævnte kan være af stor betydning, hvis man eksempelvis har ødelagt sit ene indre øre og dermed mistet sin ligevægtssans. I begyndelsen vil det være nærmest umuligt at stå oprejst, fordi hjernen modtager normal information fra det ene indre øre, og intet fra det andet. Efterhånden vil hjernen lære at fortolke at den modtager anderledes informationer, og symptomerne vil bedres - selvom der ikke er sket nogen udbedring af den oprindelige skade!
Der er ingen tvivl om, at unge hjerner er mere plastiske end ældre. Derfor kan man af og til i dagspressen se historier som denne, omhandlende en person som klarer sig ret fornuftigt selvom hun mangler store dele af sin hjerne. Skaden er sket så tidligt, at nerveceller i højre side har været i stand til at substituere for de manglende nerveceller i venstre side. Derfor er kvinden ikke lam, selvom hun mangler venstre motoriske cortex, og hun kan tale og læse, selvom hun mangler de traditionelle sprogområder.
Hvis hun havde fået fjernet venstre hjernehalvdel efter hun havde lært at tale og de to halvdele havde fordelt opgaverne imellem sig, havde hun ikke klaret sig nær så godt. Og havde hun været i 70erne og fået en apopleksi som havde ødelagt dele af venstre halvdel, havde højre heller ikke kunnet tage fuldstændigt over. Hermed vil jeg dog langtfra antyde, at ældre hjerner ikke er plastiske. Det er bestemt muligt at lære nyt selv i en meget høj alder, og senhjerneskadede kan også opleve en væsentlig rehabilitering (læs mere om dette spændende emne her)
Svaret på spørgsmålet er, at man sagtens kan overleve uden halvdel af sin cortex, også selvom den fjernes i en høj alder, men man vil få nogle drastiske funktionstab. Hvis halvdelen af den totale hjerne, altså inklusiv hjernestamme, fjernes, tror jeg ikke man har så gode chancer, da vejrtrækningen vil gå fløjten.
Hvorfor er svenskere så meget sejere end os? onsdag, 2. dec 2009
Skrevet af betteskov under hjernen!, 2 kommentarerHjernebrevkassen har ligget lidt stille den sidste uges tid, men dens ophavskvinde har undskyldningerne parat: i løbet af en uge har hun været to gange i Esbjerg (for at søge job, få job, søge lejlighed, finde lejlighed, søge økobiks… fortsæt selv listen), tre gange i Skæring (for at arbejde, arbejde og arbejde) og en lille smuttur til Sverige over København.
Efter sidstnævnte tur er Dr. Betteskov i stand til at besvare et ældgammelt og meget magtpåliggende spørgsmål: er svenskere virkelig mere cool end danskere? Er det rent tilfældigt, at de har opfundet Volvo, Bjørn Borg, Abba og Ikea? Lidt uheldigt for os på den forkerte side af Øresund er svaret et rungende JA (altså til første del - svaret på spørgsmål nr 2 er selvfølgelig nej)! Vi når vist ikke de blågule til sokkeholderne - i hvert fald ikke inden for neurofysiologien!
Jeg besøgte Universitetet i Lund for at få en rundvisning på deres neuro-afdeling og holde et lille oplæg om hvad jeg har fordrevet tiden med de sidste par år. Jeg måtte overgive mig fuldstændig i beundring over alt det seje apparatur de havde stående, samt de mange teknikker de lokale (afdelingen havde ansatte fra 15 nationer, heraf mange danskere) forskere kunne benytte sig af. Ja, jeg blev lige lidt mere imponeret, end de gjorde Men det er vel naturligt nok, når man er en lillebitte forskerspire ude i den store verden.
Selvom det var en spændende og lærerig tur, og jeg stadig har den der “barn i legetøjsforretning”-følelse, når jeg ser en elektrofysiologisk opstilling, hvor man kan lave dobbelte patch-clamp undersøgelser og optometri, så var det dog ikke ret fristende igen at stikke fingrene i en rottehjerne. Jeg glæder mig enormt meget til at kaste mig ud i et forskningsprojekt, der involverer levende mennesker (og så endda jyder!) og til at kunne forklare andre ganske almindelige mennesker, hvad det egentlig er jeg undersøger, og hvorfor det er vigtigt.
Så vel ankommet til Silkeborg og solidt bænket på min sofa efter en udmattende tur kigger jeg nu igen mod vest og tæller dagene til jeg kan overtage min nye lejlighed. I morgen vil jeg besvare et seriøst spørgsmål fra en ikke-fiktiv læser i hjernebrevkassen - og så skal jeg da vist også til at have gang i min småkageovn igen. Indtil da, god december til jer alle
