URBANblog
jump to navigation

Amerikanske ting jeg ikke forstår 1: mænd fredag, 27. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Dating, Hverdagsliv, Kvinder, 11 kommentarer

I går tog jeg et ret stort emne op: hvor meget ønsker vi (kvinder) egentlig at de (mænd) ordner for os. Heldigvis var de indkomne svar så forskellige, at de virkelig gav fingeren til fordommen om, at alle kvinder vil det samme! Mine egne erfaringer efterlader en vis ambivalens:

Jeg har ikke nogen erindringer om en dansk mand, der har gjort nogen bemærkelsesværdig indsats for at fikse praktiske detaljer i mit liv; udover min far, der virkelig har knoklet som chauffør, kok og pedel i det lille firma Betteskov A/S. Her i USA ser verden bare anderledes ud.

Nu er det selvfølgelig lige lidt svært at være en selvstændig supergirl, når man kommer fra den anden ende af verden, ikke kender nogen og kan bære alle sine ejendele med sine egne skinny små arme. Så er det at man ikke behøver SPILLE hjælpeløs.

Det skræmmende er bare, hvor fantastisk effektiv en strategi lidt fortabthed er, når det gælder mandlig opmærksomhed. Efter et par uger her havde jeg på min mobiltelefon (og ja, en mand kørte mig ud for at købe den og førte ordet i forretningen) en alenlang liste med telefonnumre på kolleger og venner, jeg bare skulle ringe til, hvis jeg havde brug for hjælp. Og de stillede faktisk op, lige på minuttet, til lidt af hvert: køretimer, indkøb af bil, dagligvarer, Halloweenkostume og tunge møbler, efterstramning af skruer da jeg selv havde forsøgt at samle førnævnte møbler, udskiftning af elpærer, rundvisninger i lokalområdet og endeløs eskortservice fra kontoret til motionscentret til min bil efter mørkets frembrud.

I begyndelsen var det hyleskægt og dybt bizart at opdage, at jeg faktisk besidder evnen til at få homo sapiens med en lidt anderledes kromosombesætning til at frelse mig fra alle besværligheder i tide og utide. Jeg havde endda en vis forventning om, at hele den der dating-ting ville være lidt nemmere, når rollerne som superhelt og stakkels lille pusling var delt ud på forhold…

As if! Jeg er stadigvæk lige så meget single som da jeg ankom, og jeg er kommet frem til, at et gevaldigt læs kultur- og sprogbarrierer ikke gør det spor nemmere at interagere med så besynderlige væsner som mænd. Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde kunne falde for en mand, der har fattet interesse for ”den skrøbelige lille blomst Betteskov” og ikke den irriterende og dominerende ægte vare.

At sige jeg ligefrem længes efter at få smækket døren i hovedet eller være nødt til at slæbe fem kufferter op ad en trappe mens en dansk mand konverserer mig og gestikulerer med begge sine ledige hænder, ville dog være en lodret løgn. Lidt galanteri er nu et forfriskende indslag på enhver halvkedelig dag!

Jeg skal nok bare lære at sluge en dromedar eller to og lære fuldt ud at nyde at afgive lidt ansvar. Hvis jeg, som påstået, kan klare ALT, kan jeg vel også spille lidt inkompetent?

Jeg kan da (stadig) selv! torsdag, 26. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, Hverdagsliv, Kvinder, 16 kommentarer

Jeg har købt et fjernsyn; det billigste 24 tommers man kunne få i Walmart. Til mine mandlige amerikanske venners store overraskelse rakte mine ringe fysiske kræfter til at få det slæbt hjem på egen hånd (Walmart-folkene bar det ud i min bil – jeg skulle bare klare at hive det over mit eget dørtrin, hvilket gik udmærket). Til deres endnu større forbløffelse var min tekniske sans veludviklet nok til at få sat det rigtige stik i den rigtige kontakt og tilslutte en DVD-afspiller. Ja, jeg proppede endda selv batterier i fjernbetjeningerne!

Nu kan jeg så tilbringe al min (heldigvis ret begrænsede, for jeg har bedre ting at foretage mig) hjemmetid med at indsnuse en lind strøm af halvdårlige serier. Jeg tror dog ikke, det er der min snarlige fordummelse vil komme fra. Derimod er jeg virkelig i farezonen for at udvikle mig til et meget uselvstændigt og hjælpeløst individ, grundet amerikanske mænds sære trang til at ordne ALT praktisk for mig.

Jeg mener faktisk det her i ramme alvor. Der er piger her på min alder, som har kørt bil halvdelen af deres liv uden nogensinde at lære hvordan man fylder benzin på. Det har mænnerne nemlig klaret for dem…  

Film: Slumdog Millionaire mandag, 23. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Film, 8 kommentarer

Eftersom jeg søndag aften var inviteret til Oscar-uddelingsfest med præmier til de bedste gæt på prismodtagere, har jeg i de sidste par dage gjort en stor indsats for at få set bare et par stykker af de nominerede film. ”Slumdog Millionaire” nåede jeg heldigvis lige netop at få med i lørdags, og det var virkelig en god ide at se den film. Ikke bare var jeg fuldstændig klar over, at den ville løbe med alle statuetterne, jeg havde også en forrygende aften. 

Filmen er fortalt på en meget original måde: Jamal, en indisk dreng opvokset i et slumkvarter, deltager i ”Hvem vil være millionær”. Trods ingen formel uddannelse formår han at svare rigtigt på forbløffende mange spørgsmål og bliver derfor anklaget for snyd. Men oprulningen af hans livshistorie (med et noget så smukt kærlighedselement) forklarer hvorfor han ved netop hvad han ved… 

Ok, måske bliver den lige en anelse sentimental hen mod slutningen efter min smag, men det er en sød og sympatisk film. Og musikken er helt forrygende og velvalgt! 

Jeg er ikke helt klar over, om den kære Slumdog har ramt Danmark endnu. Men når den gør, så trask lige ind for at se den!! Indtil videre årets bedste film for mig, og det kunne den godt gå hen og blive ved med at være.

Film: “Revolutionary Road” torsdag, 19. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Film, 2 kommentarer

Det var med stor tøven, jeg indvilligede i at se denne film, eftersom kombinationen Leonardo DiCaprio/Kate Winslet/biografsæde tidligere har tilføjet mig nærmest ulidelige smerter (OK, Celine Dions skrækkelige sang hjalp ret godt med…), men den indbragte mig nu en god og eftertænksom oplevelse denne gang. 

Plottet er ikke ligefrem, hvad jeg vil kalde originalt: Frank og April er sådan et pænt 50er par, har hus i forstanden, han har et godt (men røvsygt) job som sælger, hun går hjemme og nusser med ungerne efter en knap så glorværdig tid som skuespillerinde. Bag den renskurede og (efter naboernes mening) misundelsesværdige facade gemmer der sig naturligvis drama, konflikter og voldsom længsel efter noget mere – efter at være i live, sådan for alvor! Det velfriserede par beslutter sig for at bryde op før det er for sent, og planlægger at flytte til Paris. Men kan det overhovedet lade sig gøre at lave revolution i sit liv? 

Filmen bæres af gode skuespilpræstationer og af de interessante spørgsmål, den stiller: hvad vil det egentlig sige at være sindssyg eller normal? Hvor fedt er det lige at leve det strømlinede drømmeliv? Og hvad er alternativet?  

Selvom ”Revolutionary Road” foregår for 50 år siden, er problemstillingerne yderst relevante.  Det er en god og veldrejet film, om ikke årets bedste. Jeg så den sådan helt spontant på en lummer hverdagsaften med massevis af småbitte lyn og enorme tordenbrag, sammen med en argentinsk veninde, og til det formål var den helt perfekt. Hermed anbefalet!

Fremtid og beslutningstid onsdag, 18. feb 2009

Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Familie, Hverdagsliv, Uniliv, Videnskab, 16 kommentarer

Nu har jeg altid så travlt med at citere Dr. Phil for, at man ikke skal træffe store beslutninger, når man er i underskud. Derfor må man vel træffe dem, når tingene kører godt for en: det gør det for mig, og jeg må snart gøre mig nogle valg. 

Forhåbentlig får jeg afsluttet min ph.d. her i år, og skal så til at kaste mig ud i verden som færdiguddannet – lidt skræmmende efter at have været studerende lige så længe jeg kan huske. Jeg er i færd med at tage en forskeruddannelse, men om resten af livet skal bruges på kampen om penge, professorater og publikationer, det er jeg ikke helt sikker på.  

Lige nu er der ikke noget, jeg hellere vil end at gå i laboratoriet, så det logiske vil være et år eller to som ”postdoc”. Jeg har meget mere at lære, både hvad angår teknikker og teori, og vil gerne forsætte den levevis, jeg er i gang med nu, selvom det måske ikke er for resten af livet. Et fremtidigt drømmejob kunne godt være noget med at kombinere videnskab og skriverier (videnskabsjournalist eller formidler af forskning om sundhed og sygdomme) eller måske ville jeg trives med at have organisatorisk ansvar?  

Jeg vil selvfølgelig gerne dele mine hverdage og mit liv med et andet menneske, og selvom jeg har masser af venner, kan jeg da godt savne den helt intime nærhed. Jeg vil meget gerne bage kager til mine egne børns fødselsdage engang… Mine erfaringer har bare lært mig, at jeg ikke er i stand til at gå på kompromis i kærlighedssager: jeg er ikke den letteste person at omgås, og jeg har gigantiske forventninger, som det kan være ret svært for NOGEN homo sapiens at imødekomme. Så på det punkt må jeg bare lade være med at planlægge og møde hvad livet har i lykkeposen med et åbent sind. 

Efter to år som halvseriøs løber står jeg ved lidt af en skillevej. Jeg har faktisk haft konstante fremskridt, er kommet op på et rimeligt niveau, og det rykker i mig for at blive endnu bedre, måske endda kvalificere mig til Boston eller New York! Men med en intensiveret træning følger en øget risiko for skader, og måske allerværst: hvad hvis jeg glemmer at løb først og fremmest er noget jeg gør, fordi det gør mig glad (og holder mig fra at blive vanvittig)? Jeg elsker at trille en rolig tur i skoven for mig selv, og den fællesskabsfølelse jeg får af store marathon- og halvmarathonløb med tusindvis af deltagere er uforglemmelig. Det må altså ikke forsvinde i sekund-tælleri!!! 

Der er også lige et par praktiske detaljer her og der: hvilket land skal jeg bo i, hvad med pensionsopsparingen, vil det lykkes mig at skaffe et fjernsyn inden næste sæson af Topmodel?

Men øhhhhh, når det nu går godt, hvorfor så ændre på noget? Konsultation med Dr. Phil og store livsrevolutioner hermed udsat på ubestemt tid…

Den ultimative shopping-oplevelse tirsdag, 17. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Hverdagsliv, Kommentarer

Før jeg flyttede hertil forestillede jeg mig, at et ”shopping mall” var en stor bygning hvor en række butikker var samlet. Ja, jeg vidste naturligvis godt, at alt er større herovre, så jeg regnede da med at se butikscentre, der kunne få Bruuns Galleri i Århus (eller for den sags skyld Fisketorvet i København) til at tage sig ud som rene miniputter.

Virkeligheden viste sig dog at være helt anderledes end min forventninger, men det fandt jeg først ud af, da jeg havde fået fat i en bil og lært at styre den. De store shopping malls ligger nemlig alle et pænt stykke uden for byen, og den eneste måde at ankomme på er kørende: heldigvis er parkeringspladserne rigelige og gratis.

Disse paladser, som vi har tre-fire af i Birmingham, er virkelig store! Hver enkelt er nærmest på størrelse med en mindre jysk provinsby. Passagerne mellem enkelte butikker er ikke overdækkede, så det er muligt at kombinere sit butikskiggeri med lidt frisk luft og fysisk aktivitet: det kan blive til gedigne vandreture!

Nu er mange amerikanere knap så begejstrede for at bevæge sig omkring til fods, så naturligvis findes der en lille bus til at transportere kunderne omkring, lige fra butiksdør til butiksdør.

Jeg trækker måske nok lidt på smilebåndet over den amerikanske fascination af shopping, uændret i krisetider, men nyder alligevel oplevelsen, når jeg en sjælden gang gider tilrettelægge en ekspedition til et indkøbstempel. Har man penge her, så kan man nemlig få… absolut ALT.

* Skrevet til Urban Vest

Gudsbenådede berøringer og forsinket kærlighed søndag, 15. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Løb, 4 kommentarer

Ja, I har nok gættet at Betteskov IKKE tilbragte sin Valentines Day (som virkelig bliver pimpet i reklamerne herovre) på en romantisk date. Alligevel var det en dejlig dag, hvor jeg gik ture, spiste indisk frokost med en god veninde og tog på shopping-trip med en anden god veninde – savnet af en mand er ikke stort, når man har gode homegirls :-)

Søndag blev jeg så alligevel lidt ramt, hvis ikke af Amors pil, så af et par velfungerende hænder. Jeg løb nemlig det lokale halvmaraton sponsoreret af ingen ringere end Mercedes Benz, og bagefter (ok, måske også lidt undervejs) var stængerne en anelse ømme.

Det er nok realistisk nok, eftersom de har været igennem en lang sæson med mange konkurrencer; men også ret irriterende. Når formen nu endelig er kommet helt i top og hjerte og kredsløb bare skriger ”derudaf”, så kunne muskler og led da godt undlade at bede om morgenluft!

Nå, jeg benyttede mig af det gode tilbud om gratis massage efter løbet, og det viste sig at være dagens bedste beslutning. Den ikke helt unge massør-studerende forstod nemlig lige netop at proppe sine tommelfingre dybt ned i de steder i min mås, hvor ømheden kommer fra. Dagens største udfordring var ikke at stønne højt af fryd i de alt for korte 10 minutter.

Lige nu har jeg det fantastisk! Mentalt er jeg lidt høj efter løbet, kroppen er behageligt træt og gudskelov uden skader, og der er en hel søndag foran mig. Den følelse skulle jo gerne holde, så nu er der dømt to ugers hvile. At springe træningen over er ikke muligt, men der skal svømmes, roes, cykles og jogges lidt i roligt tempo – en outing til de massør-studerendes klinik vil da heller ikke være af vejen…… og derefter skal der altså lægges maraton-planer igen!!!

Dagens vejside-terrorist fredag, 13. feb 2009

Skrevet af betteskov under Alabama, Brok, Kvinder, 6 kommentarer

På min morgenvandring fra parkeringspladsen til kontoret (jeg går en gedigen omvej for at få lidt luft og motion) passerede jeg en ved første øjekast ganske tilforladelig ung mand. Han stod på fortovet til en af de store indfaldsveje til universitetet i sit pæne tøj, havde et tomt udtryk i ansigt og holdt et stort, blåt skilt op med arme, der slet ikke rystede. ”Abortion is murder” lød det unuancerede budskab. 

Adskillige bilister brugte hornet eller gav ham fingeren, men han stod der bare og luftede ufortrødent sin (eller måske sin kirkes?) mening.  

Ja, så er man vist alligevel kommet langt hjemmefra… Betteskov blev først vred, men egentlig er hun snarere ked af det. Ked af at det amerikanske samfund, som lokker med grænseløs frihed og glitrende muligheder, på mange områder er så gennemsyret af misogyni. Nedtrykt over, at nogen kan finde på noget så ondskabsfuldt som at stille sig op ved vejen og i et gement bagholdsangreb sparke løs på mennesker, der har truffet et smertefuldt valg og lever med konsekvenserne. Dertil en anelse irriteret over, at en eller anden kujon-agtig organisation (der stod selvfølgelig ingen afsender på skiltet) kan finde på at benytte en hjernevasket zombie til sit beskidte arbejde. 

Hvis jeg nogensinde skulle stå og flagre med et skilt (hvilket mine magre arme nok ikke kunne klare mere end et par minutter) skulle det sige ”tolerance” eller måske ”empati” (for jeg er ikke modig nok til ”Nørd-kvinder er sexede”). Men det vil nu aldrig ske, da jeg mener der er bedre kanaler for at komme til udtryk – måske skulle jeg have anbefalet ham at skrive en blog? Hvad synes I andre om denne unge mands valg af metode til at tilkendegive sit standpunkt?

Mig og mit monster torsdag, 12. feb 2009

Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, 4 kommentarer

Når jeg har tilbragt en hel dag med at skrive på det, der i de bedste øjeblikke kan kaldes skelettet af en akademisk afhandling og i de værste noget prætentiøst klamphuggeri af værste skuffe, er det som om en orkan af Katrina-størrelse har raset gennem mit hovede. Derfor prøver jeg at følge min amerikanske professors råd om ikke at skrive mere end et par timer om dagen. 

Den taktik virker også nogenlunde, for det er sjældent, ”den” er i stand til at gøre mig rigtigt rasende eller fortvivlet, og jeg får faktisk produceret sider i et nogenlunde fornuftigt tempo, samtidig med at jeg også kommer i laboratoriet og får fanget en celle her og der (de bedste timer for mit skriveri er TIDLIGT om morgenen, hvor jeg er alene på kontoret med kaffemaskinen – og nej, det mener jeg ikke på nogen dirty måde ;-)). 

Mine tanker om afhandlinger svinger i samme tempo som de neuronale oscillationer i uudviklede rottehjerner, jeg lige har læst om. Nogle gange kigger jeg på mine udgydelser og er fuldt ud tilfreds: sikke mange emner jeg dog ved noget om, hvor kommer jeg vidt omkring og hvor får jeg styr på meget teori ved at være tvunget til at sætte mig ned og læse nogle hundrede artikler! Der er så også de dage, hvor mine skriblerier giver mig brækfornemmelser og jeg seriøst er pinligt berørt ved at bede nogen om at læse korrektur (har jo en del engelsk- og hippocampus-kyndige mennesker omkring mig) på et afsnit – for det er da godt nok noget hø! 

Mellemvejen eksisterer lissom ikke rigtigt… Jeg tror det er relevant for mig (og min mentale sundhed og dermed mine omgivelsers velbefindende) at opnå et bedre forhold til min afhandling, og det første trin må være at give den et kælenavn. Før har den været omtalt som ”elefanten” eller ”monstret” (i sortere øjeblikke ”that piece of shit”), men det må da kunne gøres bedre. Forslag? 

Gratis bog fra Kulturguiden! onsdag, 11. feb 2009

Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Bøger, Hverdagsliv, Lykke, 4 kommentarer

For dem der eventuelt ikke har opdaget det, vil jeg da lige gøre opmærksom på, at man helt enkelt og uden at betale en dollar kan downloade Lene Kaaberbøl og Lotte Friis femi-krimi, ”Drengen i kufferten”. 

Jeg fik bogen i julegave, nød den og regner bestemt med at gribe denne chance for at høre lidt af mit hjemlands vemodige sprog :-)  

Nu kunne læsere af denne blog måske undre sig over, om jeg i den seneste tid ikke har foretaget mig andet end at læse bøger. Dertil kan jeg kun svare, at det har jeg sandelig: livet flyver afsted med afhandlingsskriveri, spændende laboratoriearbejde, fysisk træning, lækker mad og gode venners selskab. Det kan bare nogen gange være svært at finde på noget genialt at skrive, når man i bund og grund er glad og sund og travlt beskæftiget. Er der måske noget mere kedeligt at læse om end tilfredshed?