Første indtryk fra New Orleans lørdag, 31. jan 2009
Skrevet af betteskov under Lykke, Madoplevelser, Rejser, 2 kommentarer
Det er under 24 timer siden jeg ankom, belæsset med carry-on bags og forventninger, til New Orleans for allerførste gang. Byen, som jeg har kendt i årevis fra film og bøger, har allerede haft en gennemgribende effekt på mig: jeg er helt rundt på gulvet, udmattet og måske en lille smule forelsket!
Trætheden giver vel sig selv. Jeg har stort set været konstant på fødderne fra otte morgen til fem aften (og nej, det er IKKE sådan fornuftige mennesker forbereder sig på et halvmaraton). Jeg har vandret langs Mississippi, slentret i Det Franske Kvarter, listet rundt i en katedral, trasket forbi kongresscentret på vej til og fra mit hotel og tøffet lidt omkring i små, skumle butikker.
Mit fordøjelsessystem er blevet ligeså udfordret som mine fødder: jeg har drukket spandevis af kaffe, smagt den lokale snack praliner (det er pecan-nødder i noget sukkersnask, lidt en blanding mellem slik og en kage. Mums!), og til frokost gik jeg helt amok og bestilte en cajun-sampler. Den indeholdt frølår (som fik stjerner til at lyse inde i mine smagsløg), krokodille, catfish, crawfish, østers, rejer, krabber og nogle vegetariske dimser med svampe i. Det lykkedes mig at spise ca. en femtedel, men den var til gengæld tæt på at gøre mig religiøs.
Jeg har brugt min guidebog, fulgt diverse skilte, og så fik jeg en gratis rundvisning af noget så malplaceret i Det Franske Kvarter som en ranger i fuld uniform. Hans tilstedeværelse skyldes, at området er en nationalpark – men det er samtidig hjem for mange mennesker, og et rejsemål for utallige andre, der kommer for stemningen, maden eller nattelivet. Efter mørkets frembrud må der være helt fabelagtigt, men jeg regner med at holde mig på hotelværelset i aften. Ikke fordi jeg pludselig vil være artig, men mine ben har givet op! Og min mave er faktisk også lidt presset. OK, hjernen kan så heller ikke rumme flere indtryk…
Når jeg er kommet mig, vil der forhåbentlig følge indlæg om spøgelser, trolddom, de kulinariske specialiteter med rødder i Afrika, Frankrig, Spanien og Tyskland (den kom som lidt af en overraskelse for mig), orkaner, tropesygdomme, sprudlende livsglæde på trods af konstante katastrofetrusler og jazz-musik…
Parat, start, skriv! onsdag, 28. jan 2009
Skrevet af betteskov under Afhandling, Alabama, Om at skrive, Studieliv, Uniliv, Videnskab, 3 kommentarer”Bid for bid” er den logiske angrebsmetode, når man skal spise en elefant. Selvom jeg er kulinarisk nysgerrig, har jeg ikke sådanne planer, men min nære fremtid involverer et stort projekt: Den 1. juni skal min ph.d. afhandling indleveres, hvilket bliver kulminationen på mange års hårdt, frustrerende, men først og fremmest givende arbejde!
Jeg kunne skrive mange, lange indlæg om alle de fantastiske oplevelser, min hidtige forskningskarriere har givet mig – vidunderlige kolleger, rejser rundt i Europa, Australien og USA, glæden ved at nå i mål med mine projekter og en ydmyg følelse af at være en lillebitte brik i en stor, vibrerende forskningsverden. Men det har jeg vist allerede gjort i over 400 (vildt nok!!!!) blogposts her på siden, så nu er fokus på slutspurten.
Mit arbejde skal skæres til så resultaterne fremstår knivskarpe, det skal forsynes med en appetitvækkende og uddybende introduktion, og mine fund skal diskuteres kritisk i forhold til den eksisterende litteratur. Produktet vil blive en afhandling på 50-100 sider plus de allerede skrevne (næsten da) manuskripter, som skal indleveres til en flok forhåbentlig benhårde, men retfærdige bedømmere.
Jeg ved, hvad der skal til, men uoverkommeligt kan det godt se ud. Derfor prøver jeg at fokusere på et emne af gangen, og på alle de ressourcer, jeg har til rådighed. I de næste måneder kommer jeg til at gøre rigeligt brug af:
- Hele to vejledere hjemme i Aarhus, der giver den hårdeste kritik sammen med den varmeste opmuntring
- Min fantastiske amerikanske chef, der som professor af den gamle skole virker til at vide alt om alt og til at have været med alle de steder, hvor tingene skete de sidste 30 år
- Min laboratoriemakker, som jeg vil tvinge til at yde både engelsk sproghjælp og videnskabelig redigering
- ”The Hippocampus Book” (over 800 siders genialitet)
- Diet coke, kaffe og mørk chokolade (og hvis det går helt galt kan man jo få koffein-tabletter her)
- P3 på netradioen
- Lange løbeture så min erhvervede viden kan falde på plads og fordøjes
- Jævnlige panikanfald og tilhørende berolinger fra familie og venner
- En hårdnakket tro på, at hvis andre har klaret det, så kan jeg også
Om at savne PBS tirsdag, 27. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Brok, Hverdagsliv, 7 kommentarerAf og til spekulerer jeg på, om jeg mon ved et beklageligt men hændeligt uheld er havnet i det Ydre Mongoliet og bare mangler at registrere denne ubetydelige geografiske fejltagelse på min indre radar.
Heldigvis lever min indre Storm P. i bedste velgående, så jeg har indtil nu været i stand til at løse (eller sno mig udenom) de besynderlige problemer, jeg løber ind i som nytilflytter i verdens eneste supermagt. Jeg har i hvert fald fået slettet alle tidligere forestillinger om USA som et totalt forkromet land, besat af alt nyt og hipt, og altid fuldstændig med på noderne. Tag bare dette eksempel:
Internet-banker, eller bare rygter om dette fænomens eksistens, er endnu ikke nået frem til min afkrog af verden. Mine venner benytter sig i stedet af checks (jeg har aldrig ejet et checkhæfte og forbinder den betalingsform med mine bedsteforældre, hvilket jeg tror er ganske typisk for min generation af danskere), når huslejen skal afleveres.
Jeg burde kunne gøre ligeså, men det er ikke helt så nemt, når man nu ikke kan åbne en bankkonto uden et ”social security number” (som jeg har dokumentation for at være blevet benægtet grundet min J-1 immigrations status). Min udlejer tager ikke credit cards, mit danske VISA kan ikke bruges til ”money orders” (en anden oldnordisk måde at overleve penge på), og jeg gider ikke bruge et par timer hver måned på at køre hen til hans kontor, der befinder sig mange miles væk, medbringende en bunke cash.
Løsning? Simpelt nok: Jeg hæver, mod et klækkeligt gebyr, kontanter i en automat. Dem giver jeg til min kollega, der sætter beløbet ind på sin bankkonto, skriver en check og rækker den til mig. Jeg putter så checken i en kuvert og sender den af sted…
Nå, i det mindste slipper jeg for at slikke på frimærket. Herovre er vi nemlig så trendy, at vi bruger klistermærker 
Genbrugs-missionen fredag, 23. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Uniliv, 6 kommentarerMiljøbevidsthed er ikke den allermest fremtrædende egenskab hos amerikanerne. Således blev jeg mødt med et meget undrende ansigtsudtyk (iblandet et lille anstrøg af ”hvad fejler hun?”) da jeg spurgte receptionisten på det pensionat, jeg oprindeligt boede på, hvordan man affaldssorterede. Det ord havde hun aldrig hørt før, så hun tillagde det dumme spørgsmål mine åbenlyst ringe kundskaber udi den engelske sprogbrug og rystede stille på hovedet over tåbelige udlændinge.
Desværre forsvandt min indignation hurtigt, og jeg lærte at hyle med de ulve, jeg var i blandt: Flasker, dåser, plastik i store mængder og madaffald blev ukritisk båret ud i affaldscontaineren. Herovre mangler jeg aldrig plastikposer til mit affald, for de udleveres gratis i ufattelige mængder i supermarkederne (varerne bliver ofte pakket ved kassen, og tit resulterer mine indkøbsture i erhvervelsen af 12-15 gratis plastikposer af ringe kvalitet).
Lørdagens indflytterfest hos en lokal ph.d. studerende gav mig derfor virkelig noget at tænke over. Hans hjem fremviste nemlig en stor spand til flasker og dåser, og han fortalte mig, at han jævnligt kører tom emballage til en genbrugsstation. Der er selvfølgelig ingen økonomisk gevinst ved denne ædle opførsel, og fra de højere magter lyder ingen opfordringer til at tænke på miljøet overhovedet!
Derfor har jeg besluttet at de gennemgribende ændringer, mit nye hjemland tydeligvis har brug for, bør begynde i mit eget lille hjørne. Jeg har købt en spand i den helt rigtige farve (grøn!!!!) til mit hjem, og sat en lille genbrugsstation op på kontoret, hvor jeg nådesløst opfordrer mine kolleger til at lege med.
Nu skal jeg så bare finde ud af, HVOR det lige er Birminghams rigtige genbrugsstation befinder sig (og nej, det vil ikke være til nogen hjælp at opfordre mig til at følge skiltene derud). Alternativt kan jeg levere flasker til genbrug i Whole Foods, som jeg alligevel besøger ugentligt. Forhåbentlig kan dette initiativ dulme den dårlige samvittighed overfor miljøet, der af og til blander sig i min glæde over at have fundet mig selv som bilejer og motorvejsbølle :-D
Butterfly Award torsdag, 22. jan 2009
Skrevet af betteskov under Om at skrive, 10 kommentarer
Min blog har sandelig fået en pris, hvilket selvfølgelig fylder mig med glæde og stolthed, især fordi den kommer fra Dorte, hvis krimiblog jeg allerede er godt på vej til at blive afhængig af (det er obligatorisk at kigge forbi for alle der elsker at snakke om bøger og kunne bruge hele dagen på det i stedet for at arbejde…)
Som sædvanligt har jeg lidt svært at give sådan en videre uden at opføre mig som en tankeløs zombie, der klapper mine venner på ryggen. Men det må I altså lige se bort fra, for mine yndlingsblogs er selvfølgelig dem, jeg læser hyppigt, ikk?
Derfor falder valget på
- Cegebe fordi han er en af de klogeste mænd her på bloggen, og helt sikkert min ”go-to guy” når jeg har brug for hjælp med det latinske!
- Ace63, som også er en klog mand, bare i en helt, helt anden facon!
- Weirdo som skriver en personlig blog uden at udlevere intime detaljer, og hvis fredsommelige hverdagsberetninger vidner om en person, man kun kan få lyst til at lære nærmere at kende
- Heidi som fortæller modigt om en stor kamp med vægten og en endnu større kamp for livet, lykken og alt det der!
Reglerne for at modtage denne award er simple:
- Put billedet på bloggen
- Link til den du fik awarden fra
- Send videre til op til 10 andre bloggere og link til dem
- Læg en besked på modtagernes blogs
- Nyd den rare fornemmelse….
Obama: stående på en kæmpes skuldre onsdag, 21. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Nyheder, 2 kommentarerMens danskerne kunne komme hjem fra arbejde, slå sig ned i sofaen og nyde al den pomp og festivitas, der fejrede indsættelsen af USAs nye præsident, var vi ikke helt så heldige på denne side af Atlanten. Mystisk nok begyndte ceremonien nemlig fra morgenstunden, og det betød at de myreflittige amerikanere måtte følge med over radio eller internet-tv, som det nu bedst kunne lade sig gøre fra arbejdet.
Faktisk blev jeg slået af en udpæget sløv, nærmest mandags-agtig stemning, da jeg dukkede op på laboratoriet i morges. Eftersom selve valgdagen tages virkelig alvorligt herovre, havde jeg forventet en brændende Obama-feber, da størsteparten af mine kolleger stemte på ham og har gigantiske håb om et radikalt ændret politisk klima.
Den døsige atmosfære kan nok begrundes i, at vi lige har haft en forlænget weekend: den tredje mandag i januar er nemlig kendt som ”Martin Luther King Day”, en officiel fridag til erindring om det største ikon fra borgerrettigheds-bevægelsen. Denne fridags eksistens er behæftet med kontroverser, da en hel del af de indflydelsesrige konservative kræfter (inklusive Ronald Reagan) ikke fandt en sort forkæmper for ligeberettigelse værdig til at have sin egen nationaldag.
Jeg er selv begejstret for, at det alligevel lykkedes at indføre en ”Martin Luther King Day” i alle stater, og det er ikke kun fordi jeg fik en ekstra mulighed for at sove længe. Racediskrimination er en realitet, et grimt og uhyggeligt kapitel i historien om dette land, der så stolt hylder frihed og uanede muligheder for alle, der formår at gribe dem.
Heldigvis er meget forandret siden 60erne. Jeg modtager ofte hjælp i laboratoriet fra en ret fremtrædende ung forsker, og anser hende simpelthen for en kollega, der ud over at være hamrende dygtig også er smuk og altid velklædt. Men hendes hudfarve betyder, at hendes forældre og mine forældre (hvis de altså havde besøgt Alabama dengang) i deres unge dage ikke havde lov til at sidde ved siden af hinanden i bussen!
Da jeg og mine kolleger havde rystet morgentrætheden af os blev Obamas edsaflæggelse selvfølgelig alligevel det vigtigste punkt på dagsordenen. Mine tanker kredsede bare mest om dem, der banede vejen for ham. Ingen kan påstå, at det amerikanske samfund er kommet hele vejen i mål hvad angår lige muligheder for folk med forskellige hudfarver, men udviklingen går i den rigtige retning. Endda med stormskridt, og måske vil tempoet øges yderligere i Obamas regeringstid?
*skrevet til Stiften
Et flimmerløst liv onsdag, 21. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, TV, Kommentarer”Jeg hedder Jane, og jeg har ikke noget fjernsyn”! En indrømmelse, der ofte medfører at tilhøreren spærrer øjnene op, slår ørene ud og påtager sig et ansigtsudtryk fuldt af medlidenhed og undren.
Der er nu ingen grund til at ynke mig, og der foreligger ingen nøje overvejet begrundelse for denne usædvanlige mangel i mit bohave. Da jeg flyttede ind var jeg optaget af at indkøbe alt, inklusive et gulvtæppe til min cykel, kartoffelskræller og køkkenvægt, få tændt for strømmen og udskiftet det defekte klimaanlæg samt fjerne levende og døde kakkerlakker fra deres udvalgte kroge.
Fjernsynskøb og kabelopkobling var prioriteret lavere, og da jeg endelig havde overskud dertil havde jeg for længst opdaget, at jeg ikke savner at tænde for kassen så snart jeg træder ind af døren.
Tværtimod underholdes jeg fint af utallige sysler, når jeg kommer træt hjem fra arbejde og træning: bøger, lydbøger, DVDer afspillet på den bærbare computer, strikning og broderi. Film eller tv-serier kan fremskaffes fra et af de glimrende lokale biblioteker eller lånes hos bekendte og kolleger. Er der en tv-udsendelse jeg absolut må se, er jeg ganske ferm til at invitere mig selv, et par Carlsberg og en plade nybagte muffins hjem til en af mine nye venner.
Fuldstændig hellig er jeg ikke: de enormeste fladskærme sælges her for ganske få dollars, og en dag kan det sagtens hænde, jeg giver efter for fristelsen og dermed bliver i stand til igen at følge med i de allernyeste afsnit af 90210 og Topmodel.
* skrevet til Urban Aarhus
Kære venner, amerikanere og midlertidige landsmænd tirsdag, 20. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Nyheder, 4 kommentarerJeg brokker mig hele tiden over jer.
Jeg kalder jer dagligt “mærkelige”.
Jeres madvaner skræmmer mig, jeg finder jeres mangel på miljøbevidsthed grænseløst tankeløs, og jeres tøjstil (eller mangel på same) er mildest talt uhyggelig.
Men noget har I altså gjort rigtigt, og belønningen er velfortjent: den cooleste præsident nogensinde!
Tillykke med ham, tillykke til jer. Tillykke til os alle sammen. Nu må vi til at gøre os fortjent til ham!
Betteskovs besynderlige bekendtskaber I mandag, 19. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Dating, Hverdagsliv, 6 kommentarerSiden jeg for et par dage siden proklamerede, at jeg ville være mere chick-lit agtig, er det kun lykkedes mig at drukne en enkelt mohito, og jeg har ikke udført noget skandaløst eller komisk-kikset.
Nu har jeg heldigvis ingen ambitioner om at skrive som 99% af de kvindelige bloggere (Nynnes mere eller mindre skønne stedsøstre), så den mangel på udvikling er måske meget god. Et par kommentarer fik mig dog til at overveje, om jeg ikke skulle fortælle lidt mere om de underlige ting, jeg faktisk HAR oplevet for nylig. Jeg bryder mig ikke om at udlevere uskyldige mennesker på min ikke-anonyme blog, men eftersom de mulige ofre a) ikke kan læse dansk, b) sikkert er ligeglade, c) selv har været ude om det, kan jeg vist godt fortælle lidt om mine amerikanske eventyr.
Det der med dating og mænd og den slags er lidt akavet og meget skræmmende. For det første er jeg nørdet og mærkelig (to separate, men udprægede egenskaber hos mig!). For det andet befinder jeg mig i et land og en kultur, som jeg trods intense studier (læs: tv-serie kiggeri) ikke forstår ret godt. For det tredje har jeg ændret mit udseende så dramatisk (ved at smide +30 kg), at spillets regler alligevel er totalt ukendelige. Så der er altså gode grunde til, at jeg tit ikke aner, hvad jeg roder mig ud i. Som i denne situation:
Efter at have løbet for Birmingham Track Club til et stort velgørenhedsløb deltog jeg i efterfesten (som var en frokost på en pizzajoint), hvor jeg snakkede med en venlig og humoristisk mand, der var meget interesseret i mig og min baggrund og min tilstedeværelse i Birmingham. Han spurgte falsk henkastet, om jeg havde lyst til at se lidt natteliv samme aften, og det havde jeg selvfølgelig!
Til mit spørgsmål: ”hvad skal jeg tage på” svarede han, at jeg nok ville føle mig bedst tilpas i noget sort og stramt, hvilket måske burde have mystificeret eller alarmeret mig. Men jeg er en velopdragen lille sjæl og hoppede troskyldigt ind i hans sportsvogn iført min eneste (og alt for) korte sorte nederdel, en sort top og et par funky tights for at udtrykke lidt af mit særpræg.
Der var dog ingen, der gjorde anstalter over min påklædning overhovedet. Min date kørte mig nemlig til et rave, hvor størsteparten af pigerne var iført vampyrkostumer, korsetter eller stort set ingenting. Nåja, så havde han altså også selv en kjole på, en bunke smykker og godt med falske tatoveringer (!)
Vi havde en interessant aften: Han fik mig til at grine uhæmmet med imitationer af Sydstats-teenagere, der ikke kender navnet på deres seksuelle partnere og derfor omtaler dem som ”ma baby daddy”, og han tilbød at tage mig på redneck-spotting. Der var dog freaks nok at se på i baren, og jeg blev introduceret til en god mængde af dem. Den allermest kontroversielle var iført noget så FORFÆRDELIGT som en t-shirt med den rystende påskrift ”ateist”!
At date en mand der holder af at iføre sig kjoler kan jeg klare, men jeg kunne aldrig overleve et fast forhold til én, der har så meget pænere ben end mig. Natten endte ikke med et kys eller en tur i sportsvognen (jeg så godt, hvor meget han drak og tog en taxa hjem), men vi er stadig gode venner. Og gæt hvem der hjalp mig med at finde det perfekte outfit til min første Halloween herovre?
Mit liv som chick-lit? lørdag, 17. jan 2009
Skrevet af betteskov under Alabama, Bøger, Fritid, Hverdagsliv, Lykke, 9 kommentarerJa, hvorfor opleves mit liv egentlig ikke som en roman i denne genre? På mange måder er jeg bare så typisk for de småkiksede heltinder i den slags bøger: jeg er en sidst-i-tyverne professionel kvinde med mange skæve og sjove mennesker i min bekendtskabskreds samt en evne til at rode mig ud i mærkelige situationer (hvordan er det lige, en nørdet århusianer ender med at løbe rundt i Alabama iført Wonder Woman kostume?).
Problemet er bare, at mit livs novelle slet ikke læses på den måde: den er snarere en kedelig opremsning af arbejde, træning, indkøb, madlavning, tøjvask og røvkedelige fritidssysler som håndarbejde, læsning og film-kiggeri.
Det er jo ikke fordi jeg ikke går til fester, men lidt for ofte melder jeg mig som ”designated driver” eller tager tidligt hjem, fordi jeg har et motionsløb næste morgen. Det er heller ikke fordi jeg ikke dater – hvis en mand inviterer mig ud sætter jeg en ære i at give ham en eller ligefrem to muligheder for at vise sine bedste sider frem (en chance størsteparten af hankønnene derude taber på gulvet i eklatant dårlig stil…)
Nogle gange er det bare som om mine spredte eventyr drukner lidt i rutinerne, og måske især i min konstante jagt på det ”perfekte” hverdagsliv, hvor jeg tager mit drømmejob seriøst, holder min krop i rigtig god form og løber lidt hurtigere for hver måned, tilbereder sund og lækker mad til mig selv og har en hyggelig hule at slappe af i.
Al denne stræben er selvfølgelig godt og vel, selvom det ikke er det stof, Nynner er gjort af! Men har min regelmæssige og rolige hverdag ikke brug for en crazy ledsager? Bør jeg ikke bruge weekenderne på at drikke lidt mere tequila, slå mit hår lidt mere ud, tage mig sammen og hoppe i noget pænt tøj og smøre lidt mascara på vipperne? Vil det ikke være godt for mig at være lidt uansvarlig af og til?
Dette må være mit nytårsløfte for 2009: Der skal lidt mere vildskab ind i mit liv. Jeg skal simpelthen til at opføre mig som en chick-lit protagonist! Og jeg vil selvfølgelig skrive om det her, medmindre jeg er for flov eller har for mange tømmermænd (as if)
