URBANblog
jump to navigation

Sort fredag og pink sko lørdag, 29. nov 2008

Skrevet af betteskov under Alabama, Løb, 4 kommentarer

Her i USA er dagen efter Thanksgiving kendt som “Black Friday”, årets vildeste shopping-dag hvor butikkerne lokker med supertilbud og kunderne liner op allerede ved 5-tiden om morgenen. 

I den sidste tid har jeg belastet mit VISA og mit Master (som Big Spender i udlandet har jeg brug for to kort til samme konto!) med en ny cykel, en ny bil, et indskud i en lejlighed og en flybillet til New Orleans, så der stod IKKE storindkøb på min dagsplan i går!!!

 En lille ting fik jeg dog shoppet alligevel – mine gamle Asics var nemlig ved at være godt slidte, så de blev skiftet ud med de nyeste Foundations: samme model som de gamle, men nu med rappe røde farver.  

 1536694.jpg 

Disse sko skulle være ideelle for den overpronerende ”high-milage” kvindelige løber, og jomfruturen gik da også glat.  

Tro ikke, at de gamle sko, som bar mig igennem mit første maraton og hjalp mig med at indkassere mindst 5 personlige rekorder, er smidt væk. De står selvfølgelig på en fremtrædende plads på souvenirhylden :-D

Bakketræning og familiehygge fredag, 28. nov 2008

Skrevet af betteskov under Alabama, Familie, Løb, Kommentarer

Jeg har nu oplevet en helt ægte Thanksgiving i USA! Bare at have en torsdag uden at skulle på arbejde var jo en dejlig afveksling i den daglige trummerum… 

Dagen blev indledt med et 10 km løb ved det lokale ”Jewish Community Center”. Det var et stort løb med mange skrappe deltagere fra andre stater, men jeg stødte heldigvis ind i en del af mine venner fra Birmingham Track Club, udover de kolleger, jeg fulgtes med derud. 

Ruten var dræbende med nogle rigtig stride bakker på de sidste miles, men jeg klarede en respektabel tid på 47.46 – ca et halvt minut langsommere end min PR. Et tilfredsstillende resultat, og som intensiv træning betragtet yderst værdifuldt. 

Eftermiddagen tilbragte jeg hos min chef og hans familie, hvor vi indtog en kæmpestor kalkun og 12-15 andre retter, altsammen meget lækkert og en del af det endda ganske sundt (min chef er absolut ikke en typisk amerikaner hvad angår mad og motion). Bagefter var der banana cream pie, æbletærte og kaffe, og allerede 6-tiden var forestillingen slut. 

Det var helt uvant for første gang i månedsvis at være indenfor i et rigtigt hjem og opleve svigersønnens ubehjælpsomhed i køkkenet, moderlig omsorg, ungernes drønen frem og tilbage fra bordet og familiefaderens effne håndtering af den imponerende fugl. Oven i købet forsøgte jeg at suge så megen amerikansk kultur til mig som muligt – ingen tvivl om, at jeg havde en dejlig dag :-D      

Dårlig stil og brændte småkager onsdag, 26. nov 2008

Skrevet af betteskov under Alabama, Jul, Madoplevelser, 7 kommentarer

Her i USA begynder juleforberedelserne officielt først når Thanksgiving (som finder sted i morgen) er overstået, men jeg har altså tager hul højtidelighederne lidt i god tid.  

I går gik jeg i gang med julebageriet – der blev produceret kokoskager og finskbrød i mit nye køkken. Godt nok er smørret anderledes og sukkeret noget så eksotisk som rørsukker, men resultatet blev faktisk meget dansk. Jeg skal bare lige vænne mig til min enorme superpowerovn, så de første hold blev rigeligt brune og brændte… 

Jeg plejer ikke at være den vildeste julefan, men i år skal den bare have hele armen! En nissehue er allerede Fedexet herhen, nu har jeg også juleknas, og stjernefletningen går støt og roligt fremad. Det foreløbige udbytte er 1, men stiger forhåbentlig eksponentielt med rutinen.   

Hvordan kan det være, at man bliver sådan en hjemstavnsfreak af et par måneder i udlandet?

Den bedste fødselsdagsgave mandag, 24. nov 2008

Skrevet af betteskov under Løb, Rejser, 7 kommentarer

Der er godt nok lidt over to måneder til jeg fylder 29 (gys, er jeg så gammel? Bliver stadig ofte antaget for at være teenager og har ikke noget imod det), men jeg har allerede foræret mig selv en rigtig skøn gave:

Den 1. februar er det tid til Mardi Gras Marathon i New Orleans. Jeg har ikke trænet nok på de lange distancer i den sidste tid til at klare DEN udfordring, men så kan man jo bare løbe en halv, ikke? Derfor har jeg foræret mig selv et startnummer, en flybillet og fire nætter på et lækkert hotel. Jeg skal lege turist, spise skøn mad og se en by, jeg altid har drømt om at besøge – altsammen kombineret med en løbetur! 

Ja, det klør lidt i benene for at begynde noget rigtig maraton-træning, men jeg ved også, hvor meget tid og hvor mange kræfter der skal investeres for at de 42 km bliver en god oplevelse. Derfor er det smarteste nok at satse på at forbedre mine tider på de 10 og 21. Lige nu er jeg meget åben for input i to kategorier:

Hjemvendt og udmattet søndag, 23. nov 2008

Skrevet af betteskov under Alabama, Hverdagsliv, Kommentarer

På trods af min frygt for skæbnens gustne hånd kom jeg helt uproblematisk hjem til Birmingham og fandt min lejlighed i glimrende stand. Varmen virker endda nu, så jeg lider ikke specielt under den pludseligt indsatte vinter. 

Det tager lige lidt tid at komme sig over en suveræn uge i Washington, så jeg dedikerede min weekend til at samle op på mine forskningsaktiviteter, løbe lange ture og hygge derhjemme. 

De gode fortsætter om afslapning røg sig dog en tur allerede fredag aften, hvor jeg lod mig lokke med til den sene visning af den nye James Bond film, indledt af lidt øldrikning og genopfriskning af Casino Royale. Ikke specielt anstrengende, men det blev jo en anelse sent… 

Lørdag lykkedes det mig dog at lave absolut ingenting, udover at fylde mit køleskab op, lege med min nye wokpande, løbe 15 km og hænge på min futon. I dag SKAL der altså arbejdes lidt, og så har jeg en løbeaftale med en mulig ny veninde i eftermiddag. 

Glemte jeg at sige, at jeg er noget så begejstret for at vende tilbage til det, der i mistænkelig grad minder om et liv her? :-D

Ingen nemesis, tak! torsdag, 20. nov 2008

Skrevet af betteskov under Madoplevelser, Rejser, Uniliv, Videnskab, 2 kommentarer

Lige nu er livet godt - rigtig godt, faktisk. Det lykkedes med hiv og sving og 125 pund Betteskov siddende ovenpå kufferten at få alle mine souvenirs (kongress-freebies) pakket ned. Jeg har kun investeret i et par plakater, og de kunne proppes i mit enorme posterrør - ægte genialt! Derudover bød formiddagen på en løbetur i frisk vejr forbi Capitol Hill (hvor de er ved at bygge stilladset til Obamas kroning) og en gang dim sum i Chinatown.

Selvom mit besøg i hovedstaden har været skønt, så glæder jeg mig nu også til at komme tilbage til mit hjem i Birmingham og udløse lidt af al den passion for videnskab, jeg har bygget op gennem den sidste uges tid.

Det er altid lidt farligt, når livet er SÅ skønt, men jeg tror nu nok, at jeg kan holde gudernes hævn på afstand. Mit kamera løb tør for batterier i morges, og næste stop på vejen er Dulles International Airport (hvis der er en lufthavn i helvede, er den modelleret efter Dulles) og et par flyvninger med et lavprisselskab. Nå, så længe man har en god bog, så går det jo nok altsammen.

PYYYYYYYYHA! torsdag, 20. nov 2008

Skrevet af betteskov under Rejser, Uniliv, Videnskab, 2 kommentarer

Hvor er jeg bare enormt træt!!! I går blev der selvfølgelig festet igennem, og dagen er gået med at slæbe mig igennem de sidste rester af kongressen, hvor efter jeg gik i power-turisme gear og drønede igennem et par af Washington DCs mange fantastiske museer. Dinosauruser, kunst og flotte bygninger blev indsnuset på rekordtid, før jeg trak mig tilbage til min sidste aften på Hilton.

sfn-2008-005.JPG

For første gang i en uge er der ingen udskejelser på programmet - mange af mine venner er allerede hjemme i Birmingham, og jeg skal bare slappe af, se en god film, spise et par popcorn og få sovet ud, inden jeg forlader denne vidunderlige by.

sfn-2008-015.JPG

sfn-2008-019.JPG

Jeg bliver vist nødt til at vende tilbage snart, for listen med seværdigheder jeg IKKE har fået set er alt, alt for lang. Nogle ting tåler også en gentagelse - jeg drømmer allerede om næste gang, jeg skal proppe mig med guddommelig kinesisk sea food:

sfn-2008-002.JPG

Storbyen i glimt onsdag, 19. nov 2008

Skrevet af betteskov under Madoplevelser, Rejser, Videnskab, 5 kommentarer

Selvom det meste af min tid i Washington DC har været dedikeret til videnskaben, har jeg da fået nydt nogle af de fornøjelser, Birmingham IKKE kan byde på.  I dag lagde jeg eksempelvis turen forbi Chinatown, endda i skønt selskab med en dansk kollega, hvor vi fik et af verdens bedste måltider nogensinde (jeg overdriver faktisk ikke engang): en stir-fry med calamarier, kæmperejer og kammuslinger serveret i en fuglerede af nudler - smukt at se på og vidunderligt for smagsløgene.

I går drak jeg importede øl med gutterne hele natten lang. Det var skønt, men jeg måtte nok indse et par ting. For det første smager  elefant-øl virkelig godt, især når man har været afskåret fra dem i månedsvis. For det andet slår de lidt hårdere end almindelige øl. For det tredje skal man måske lige være lidt forsigtig med at drikke med en flok mænd, når man er et lillebitte fnug med en lever på størrelse med en kikært og ingen særlig tilvænning til de våde varer.  For det fjerde kan man sagtens tage glimrende noter og lytte henført til et par af hjerneforskningens absolutte legender og superstjerner, selvom man lider af tør mund, hovedpine og udpræget træthed.

Om jeg så kan klare at køre samme stil på kongressens sidste dag ved jeg ikke helt. Rygterne siger nemlig, at aftenens åbne reception for ph.d. studerende og postdocs bliver lidt af et brag. Heldigvis kan jeg nå en tur i motionscentret og en lur (i prioriteret rækkefølge) inden det går løs. Skulle det ske, at jeg finder mig selv for plaget til neuroner og kredsløb og ionkanaler i morgen tidlig, så er der jo altid nogle museer (endda gratis) jeg måske kan klare at bevæge mig rundt i. Hvilken slet ikke ville være så ringe, da jeg gerne vil kunne prale med et kulturelt udbytte af min tur, der er lidt større end nostalgiske hjemlige øl og gudeskøn kina-mums :-D

Samme by, nye oplevelser søndag, 16. nov 2008

Skrevet af betteskov under Rejser, Uniliv, Videnskab, 4 kommentarer

Det er tre år siden, jeg sidst var til det årlige møde i sfn (Society for Neuroscience). Også dengang fandt kongressen sted i Washington DC, men her hører alle ligheder også op. Dengang var jeg alene af sted, kendte ikke så mange andre forskere og boede lidt udenfor centrum på et lille og fredeligt art deco hotel.

I år er jeg indlogeret på 14th Street, lige midt i Downtown, og hver gang jeg stikker hovedet ud af døren får jeg den der storby-fornemmelse hamret ind i kroppen. Sjovt, forfriskende og en lillebitte smule skræmmende.

På de to første dage har jeg virkelig haft travlt. Fredag deltog jeg i en workshop om ”Professional Development”, hvor jeg ivrigt indsugede oplysninger, der forhåbentlig kan ruste mig bedre til mit snarlige liv som ”Betteskov, ph.d.” – tanken om denne fremtidige udvikling giver mig stadig lidt ondt i maven, så jeg prøver normalt at holde den lidt i baggrunden.

Lørdag indledte jeg med den skønneste jogging-turisme: 9 km forbi Det Hvide Hus og alle de berømte monumenter, tilbagelagt i støvregn og med vidt åbne øjne. Efter et bad og lidt fjerpudsning var jeg klar til at præsentere min forskning i form af en glitrende blå poster. Jeg fik nogle gode input, havde mange interessante samtaler og fik udbredt kendskabet til mit projekt en smule. Det hele blev kronet med pænt ømme ben efter fire stående timer på høje hæle.

Nåede også lige at få et foredrag om hvordan undersøgelser af sangfugles hjerner måske kan lære os noget om indlæring med, før jeg mødtes med mine venner fra Birmingham. En travetur gennem byen, en gang thai-mad og et par timer på en listig lille bar afsluttede en laaaaaang dag.

Konklusionen er dog klar: Videnskab er bare noget så hamrende sjovt! Og min forskning, hvor meget jeg end brokker mig over den til tider, bragte mig hertil for tre år siden og nu igen. Indimellem er der godt nok blevet tilbagelagt nogle mil, både geografisk og mentalt! Så selvfølgelig er jeg også klar til at tage det næste skridt – jeg bør efterhånden være i stand til at indse, at det er muligt at vokse med opgaverne…

Alle rejselivets glæder fredag, 14. nov 2008

Skrevet af betteskov under Rejser, 5 kommentarer

Tænker tilbage på dengang i mine yngre dage, hvor jeg opfattede det som enormt spændende og glamourøst at tage ud på forretningsrejser - se verden, bo på hotel og spis ude til alle måltider! Kan det blive bedre?

Well, i går indledte jeg dagen med at vente tre timer i Birmingham International Airport, da ham jeg fik et lift med havde et noget tidligere fly end jeg. Derefter måtte jeg betale for at få min kuffert med (ikke ret meget, men ideen er så pervers, synes jeg), skiftede fly i Charlotte og oplevede så turens absolutte højdepunkt: Vi lettede fra lufthavnen, men flyet havde et mekanisk problem, så vi måtte tilbage for at få det tjekket. Yderst betryggende. Efter en times tid på jorden (hvor vi strandede passagerer blev tilfredsstillet med en lillebitte kiks og et gratis glas vand) kom vi dog afsted, denne gang for alvor.

I DC ventede jeg en over time på min kuffert. Derefter var det ikke til at få en taxa, hele verden er  åenbart allerede taget til Neuroscience møde. Endte i en sort bil sammen med herlig ph.d. studerende pige fra Colombia og uskyldig ung amerikaner fra Idaho. Overlevede turen til hotellet og kollapsede i min seng efter 12 timers rædsom rejse.

Jeg bor på Hilton, hvor en Kingsize seng faktisk er større end min lejlighed i Birmingham. Der er TV, badekar og alverdens tilbud, feks kan man låne computerspil til sit værelse. Men jeg skal jo bruge ugen på at arbejde, så får nok ikke så meget ud af alle herlighederne. Har også et lillebitte savn inde i min mave efter den sydlige imødekommenhed, de kendte omgivelser og mine egne ting. Ja, jeg indrømmer det gerne: savner mit hjem i Alabama efter at have været væk 1 nat.

Næh, rejselivet i sig selv er bestemt ikke noget at råbe hurra for - men når jeg kommer igang med at mødes med interessante forskere og lære en hel masse, samt når mine venner når herop, så skal det nok blive sjovt at være i DC alligevel :-)