Betteskov som skrækeksempel mandag, 29. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, 2 kommentarer Jeg har nok lige haft en af de allerbedste weekender nogensinde! Var udenfor Birmingham, forlod endda Alabama, befandt mig i forrygende selskab og blev udsat for topgod underholdning
Næste gang tror jeg dog, jeg vil huske at tage noget solcreme med mig!
Heldigvis er mit hår ved at have det bedre, så jeg kan bruge det til at skjule lidt af ansigtet – det er nemlig et skrækindjagende syn lige for tiden
Kandidaterne mødtes og jeg gabte lørdag, 27. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, TV, 2 kommentarerJeg har vist allerede luftet min skuffelse over, at den amerikanske valgkamp ikke er nær så godt dækket i de amerikanske medier som i de danske og generelt fylder meget lidt i hverdagen her – nå, men i går fik jeg da oplevet lidt politiske diskussioner, da jeg så tv-duellen mellem de to præsidentkandidater sammen med et par af mine amerikanske venner.
Måske skyldtes det ti timers intens knoklen i laboratoriet og et par fredags-øl ovenpå, men jeg havde lidt problemer med at holde mig helt vågen under debatten. Der skete jo ikke ligefrem noget uventet, og begge kandidater svarede godt og fornuftigt for sig på spørgsmålene, der oftest drejede sig om udenrigspolitik. Det er ikke nogen hemmelighed hvem jeg hepper på, men begge kandidater vil være til at leve med – ingen katastrofealarmer blinkede.
McCain henfaldt lidt for ofte til klicheer og anekdoter, og Obama så umanerligt, distraherende og umådeligt godt ud, mens hans kone vist havde klædt sig på i mørke…
Vi var bagefter enige om, at det nok bliver lidt mere spændende at følge vicepræsidentkandidaterne. Kan Biden undgå at henfalde til sarkasme, når han møder Palin, som flertallet af mine amerikanske bekendte betegner som ”retarderet”? Den stakkels kvinde står vist til en gang smæk, når hun konfronteres med sin langt mere erfarne modstander.
Måske lyder det mærkeligt, men jeg savnede altså noget spræl i den tv-duel. Ikke nødvendigvis Nyrup flående sider ud af en bog, men bare lidt… personlighed. Ja, jeg ville egentlig bruge ordet kulør, men tror ikke, det er helt politisk korrekt
Tv-serie: 90210 torsdag, 25. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Fritid, TV, 2 kommentarerDe danske netaviser skriver om den, den amerikanske tv-guide går helt amok, men jeg har nu endnu ikke mødt nogen, der faktisk interesserer sig for den nye udgave af den måske allermest navnkundige tv-serie: Beverly Hills 90210, i den moderne version forkortet til postnummeret alene. Alligevel har jeg kæmpet mig igennem de første 3-4 episoder, bare for at have en ide om, hvad der foregår. Da jeg spiller fodbold på sendetidspunktet tirsdag aften kan jeg først blive opdateret når der er en genudseendelse – heldigvis er de rigelige på amerikansk tv!
Som i den gamle version indledes 90210 med at et par søskende, en af hvert køn, ankommer med deres forældre til Los Angeles. Annie og Dixon er fra Kansas, deres far er den nye skoleinspektør, og de er ikke tvillinger som Brandon og Brenda. Dixon er nemlig adopteret ind i familien og sort (uha, hvor er forfatterne dog modige og nytænkende…) Selvfølgelig bliver de uskyldige pus fra landet chokerede over tempoet, tøjstilen og det sociale liv i den berømte forstad, og så ruller historierne derudaf, præcis som i sidste ombæring. Jeg er endnu ikke stødt på en person eller en ”story line” som har fanget min interesse overhovedet, men det kan skyldes, at jeg ikke tilhører målgruppen (eller at serien er flad og ligegyldig?).
Nogle gamle kendinge optræder selvfølgelig. Kelly er studievejleder og mor til en 4-årig, hvis far afsløres som en gammel kæreste fra high school (jeg vil ikke ødelægge serien for jer. Hvis I vil vide hvem det er, kan jeg give svaret i en kommentar. Det er ikke sindsoprivende!). Brenda er teaterinstruktør i London, men kommer forbi for at instruere skolekomedien (yeah right, det giver mening). Kellys mor drikker igen, og lillesøsteren Erin – kaldet Silver, en af de unge hovedpersoner – har en bunke problemer.
Forhåbentlig fremgår det tydeligt, at jeg ikke finder 90210 særligt god. Heller ikke decideret dårlig, bare sådan lidt… whatever. Alligevel bliver jeg nødt til at anbefale jer at se den, når den engang rammer de danske tv-skærme. Når man nu er vokset op med Brandon, Dylan, Donna og alle de andre, er det da helt forkert at lade være
Brat, brat standpunktsskifte foretaget! onsdag, 24. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Hverdagsliv, 7 kommentarerSelvfølgelig har jeg kørekort! Det sponsorede min far, da jeg som 18-årig aldrig havde rørt en cigaret (mens han så på). Jeg lærte da også at køre ret fornuftigt, men har ikke siddet bag et rat siden jeg var 19, og havde ingen planer om nogensinde at eje en bil. Sådan en er jo dyr, forurenende og besværlig, og jeg har klaret mig ganske fint uden.
Det er bare begyndt at blive lidt irriterende altid at skulle bede mine nye amerikanske venner om et lift – de vil hellere end gerne køre mig rundt, men jeg savner at være uafhængig. Derfor har jeg så småt indledt jagten på en bil. Jeg overvejede at købe min kinesiske kollegas gamle lig. Han rejser hjem i slutningen af måneden og skulle alligevel af med den. Men efter at have fået den tjekket ved en mekaniker blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere vil have et køretøj, hvor bremser og transmission faktisk virker
Eftersom jeg er dum som en dør på dette område, har jeg alvorligt brug for hjælp! Min chef ved alt om biler, ejer to Corvetter og vil sikkert gerne tage med mig til en brugtbilshandler. Desuden holder den rare mekaniker øje med, om der dukker noget op, der kunne være passende for mig.
Der er så bare lige den detalje, at jeg jo bliver nødt til faktisk at køre – og det har jeg ikke gjort i næsten ni år. Man kan jo ligeså godt springe ud i tingene, så da en af mine kolleger kørte mig hjem fra vores fodboldkamp i går spurgte jeg, med mit allersødeste og mest uskyldige smil, om jeg ikke måtte låne førersædet lidt?
Jeg havde ikke helt regnet med, at han ville overlade sin elskede firhjulstrækker til mig, og måske var det lige knap optimalt at tage min første tur i så mange år i tæt bytrafik, mørke og så endda i en ikke helt ny bil, hvor koblingen og gearskiftet krævede en ret hård hånd. Alt gik dog fint, vi er begge i live og endnu vigtigere (set med mandlige øjne, i hvert fald), den elskede firhjulstrækker led ingen overlast.
Jeg er altså klar til at blive bilejer! Bare jeg kan få en lilla
Kun for kvinder tirsdag, 23. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Kvinder, 4 kommentarerDette indlæg skulle nødigt lande mig pladask i Nynne-kategorien; min blog har altid været og vil altid være et nørdet forum, hvor der bruges ofres mere plads på tykke bøger, svedigt træningstøj plus konsekvenserne af begrænsede sociale evner end på dullegrej. Men trofaste læsere, bær over med mig i dag: jeg har bare lige brug for at fortælle lidt mere om mit hår…
Fra et par af mine yndlings-læsere og et par søde tyske piger har jeg nemlig modtaget adskillige råd til mit Alabama-inducerede frisureproblem (som inkluderer, men ikke er begrænset til: spaltede spidser, hår der falder af, enormt volumen og underlige bølger). Jeg har været forbi det lokale apotek og investeret i sulfat-fri shampoo, gele (endda med den lovende titel ”anti-frizzy”) og en masse spænder og elastikker.
Et par af sagerne er allerede blevet afprøvet, og jeg har en fornemmelse af at have lidt mere kontrol over katastrofeområdet (altså det udenpå mit kranium!). Skulle alt andet glippe, har jeg også købt en ”do-rag”, som kan skjule alle mine strå.
Mit besøg på apoteket skyldtes nu mest en anden, ikke hår-relateret feminin krisesituation. Den lærte mig om en stor fordel ved den amerikanske farmaceutiske industri: panodiler kan man altid få, også her. Men når man virkelig har brug for det, så er ”Midol” som indeholder smertestillende, et svagt vanddrivende middel samt koffein altså livreddende!
Oplevelser på fodturen søndag, 21. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Løb, KommentarerVejret er endelig blevet lidt mere medgørligt (læs køligere), så jeg indledte min lørdag med en længere løbetur. Med god hjælp fra mit nyindkøbte væskebælte, der kan transportere op til 2 liter vand rundt, løb jeg i dag 15 km, hvilket er min længste tur i Birmingham indtil videre (men der skal absolut følge mange flere ekspeditioner af den kaliber).
Der var ikke så mange mennesker ude kl. 7 søndag morgen (og dem der var, er jeg ikke videre interesseret i at komme i kontakt med) men jeg passerede en lang række dybt interessante forretninger:
I nærheden af retssalen var der adskillige skure, hvor man kunne købe ”Bail Bonds”. Altid nyttigt at vide, hvis man skulle komme i juridiske problemer.
Jeg så min første våbenforretning, et temmeligt snusket sted, der reklamerede med ”Guns and Pawns”. Måske kan man pantsætte sine arvestykker og få et gevær?
En nusset udseende bar prangede med et kæmpe skilt med ordlyden ”Sophisticated ladies enter in rear”… Jeg føler mig så meget hjemme her (og måske føler jeg mig mere tryg end jeg burde), at det hver gang kommer som en stor overraskelse, når jeg render ind i ting, der er så eksotiske
Dårlig hårdag = hver dag fredag, 19. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, 4 kommentarerHer i Birmingham er de fleste af mine nye venner af hankøn, hvorfor jeg ikke har haft mange muligheder for at brainstorme et af mine alvorligste akklimatiseringsproblemer: mit stakkels, stakkels hår!
Normalt går jeg ikke voldsomt op i min frisure, men siden jeg ankom hertil har jeg ikke længere hår overhovedet: jeg har en mystisk, kommunefarvet sky rundt om mit ansigt. Det stritter, krøller og falder ud for et godt ord, og jeg priser mig lykkelig for, at det er langt nok til at sætte op, så jeg kan skjule rædslerne.
I går spiste jeg sushi med en flok tyske piger, og bragte undervejs problemet op – og ved I hvad? De havde alle oplevet det samme, så jeg er ikke syg eller i total hormonel ubalance eller andet grimt – mit hår lider bare under de lokale forhold. Her er nemlig enormt fugtigt, og vandet er af elendig kvalitet
Nogle af pigerne havde løst problemet med sulfat-fri shampoo og masser af balsam, men helt godt blev det nu aldrig. Nå, jeg må ud og skaffe mig et par flasker, og måske kan jeg finde en fornuftig frisør her – i hvert fald har jeg et par muligheder, før jeg klipper det hele af, hvilket jeg seriøst overvejede for et par dage siden
Nogen derude, som har flere tips eller erfaringer at dele ud af?
Sport som integrationsredskab tirsdag, 16. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, KommentarerHvis jeg skulle give ét godt råd til en person på vej til et længere ophold i et fremmed land, så er det at pakke masser af sportstøj og få kondien trimmet inden afrejse. Jeg har nemlig erfaret, at fritidsaktiviteter af den atletiske art er en fantastisk vej til at opnå kontakt med de lokale!
I Danmark dyrkede jeg hovedsageligt langdistanceløb, og passionen for landevejene er bestemt ikke falmet. Grundet klimaet er det bare ikke nogen udpræget behagelig sportsgren at dyrke her i Birmingham, så jeg har været nødsaget til at få noget af min motion på andre måder.
Allermest eksotisk har jeg spillet med på et blandet hold i ”flag football”, hvilket er en art amerikansk fodbold uden (alt for voldsomme) taklinger. Mit hold tabte miserabelt, hvilket hovedsageligt skyldtes usportslig optræden fra modstanderne: de havde spillet sammen før, bar matchende t-shirts og forstod alle, hvad reglerne gik ud på…
Heldigvis stillede vi kun op for sjov, og forventede ingen strålende resultater. Min indsats var ikke mindeværdig, men jeg fik da prøvet at rulle rundt i græsset, og har sjældent moret mig så godt.
Det handler slet ikke om, at jeg skal imponere amerikanerne med uopdagede talenter indenfor deres sportsgrene. Fidusen er, at jeg pludselig befinder mig i et fællesskab og ikke længere udelukkende er ”hende fra Danmark”. Jeg har derimod gjort opmærksom på mig selv som pigen der uundgåeligt kommer til at grine, når hun skal fremvise det rigtige, aggressive ansigtsudtryk. Med tiden håber jeg dog også at komme til at løbe lidt med bolden…
* Skrevet til Urban Vest
Bagning med forhindringer mandag, 15. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Hverdagsliv, Madoplevelser, 2 kommentarerI weekenden besluttede jeg, at det var tid til at genoptage en af mine favorithobbies fra DK: at bage! Indtil videre har manglen paa udstyr og ingredienser forhindret mig i at komme igang, men kom nu: jeg er da ikke saadan en person, der lader mig stoppe af den slags detaljer!
Jeg har ingen bageplader til min ovn (den er udstyret med riste, der ikke kan flyttes), men i en forretning ved navn “World Market” fik jeg fat en brugbar “baking tray”, og saa var jeg klar - det maa da vaere muligt at bage boller uden et lerfad selvom det forekommer vanvittigt? Indkoeb af ingredienser var vaerre: jeg fik smoer, der var alt for bloedt og indeholdt olie! Gaeren var toergaer, men mel, sukker, aeg og maelk var vist i orden. Uden en koekkenvaegt og et decilitermaal (her bruges enheden “cup” i stedet) maatte jeg dog tage tingene lidt paa slump.
Desuden var temperaturen og luftfugtigheden ikke som derhjemme, saa min dej haevede ikke nok. Ovntemperaturen maatte jeg ogsaa gaette mig frem til (Fahrenheit er min fjende nummer et her!), men der kom da bolle-lignende tingester ud af mine anstrengelser! Lidt smaa blev de, og lidt toerre, men spiselige.
Jeg koebte ogsaa en “shake-and-bake” mix og lavede amerikanske muffins med stykker af kunstigt jordbaer i. Aldrig har jeg smagt noget saa forfaerdeligt, men mine kolleger ser ud til at kunne lide dem - saa om ikke andet kan de bruges til at oege min popularitet
Betteskov i grøntsagshimlen søndag, 14. sep 2008
Skrevet af betteskov under Alabama, Madoplevelser, 2 kommentarerDen dårlige nyhed er, at jeg vist ikke skal spise ud i lange, lange tider. Jeg udnyttede nemlig min lørdag til at besøge Birminghams grøntsagmarked og købte så enorme mængder, at det bliver en kamp at få spist op! Varerne var ikke bare billige og friske, de var stillet noget så smukt op.
Udover alle de sædvanlig frugter, eksotiske tingester og lokale specialiteter, så var der også noget kvantitet at forbløffes over. Vandmeloner og søde kartofler kom nemlig i størrelser, man sjældent støder på i DK.
Endelig er her lidt hjernegymnastik. Traditionen tro udloves der en præmie til den begavede og alvidende person, der kan forklare mig, hvad følgende frugt (håret, pæreagtig ting) går ud på. Jeg ved det ikke selv, og de mexicanske grønthandlere kendte ikke det engelske navn:
