Gratis glæder mandag, 30. jun 2008
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Løb, Musik, Uniliv, 3 kommentarerDer har været lidt stille her på bloggen de sidste par dage, men jeg har haft meget travlt med at nyde den stime af fornøjelser, der dukkede op i en lind strøm. Måske har jeg bare haft en usandsynlig heldig periode, men det har virket som om alle har haft travlt med at hygge om mig - uden regning endda!
Først var jeg et smut på hotel Skovridergården i Silkeborg, hvor jeg sammen med en flok andre ph.d. studerende, “voksne” forskere og repræsentanter for forskeruddannelsen på det Sundhedsvidenskabelige fakultet i Århus udarbejdede en pjece om vejledning af ph.d.´er. Der blev faktisk arbejdet igennem, men selvfølgelig var der rigelig tid til at nyde god (hvilket slet ikke er et dækkende ord!) mad og fodboldkamp i hyggeligt selskab.
Fredag aften inviterede min mor mig så på “Riverboat” sejltur med en Hjejlebåd. Hun havde nemlig været så heldig at vinde billetter i en internet-konkurrence, og vi blev trakteret med et par skønne timer på søerne med levende jazz-musik.
Lørdag afholdt mine forældre et såkaldt “hjemstavnsløb” for mine løbevenner. De blev inviteret til kaffe og kage, men først stod den lige på en lille stroppetur. Min far havde planlagt 18-19 km med de sejeste bakker i Søhøjlandet, og jeg var vist ikke den eneste, der var flad bagefter! Men vi havde da kræfter til at fylde brød og frugt på, samt tage et lille smut forbi jazzfestivalen.
Nu er det så hverdag igen, efter et par uger, hvor jeg var været her og der og allevegne, undtagen hjemme. Det vil sige, det er hverdag i dag og i morgen… senere på ugen tager jeg til København, og weekenden skal tilbringes i sommerhus med venner. Nå ja, der er jo heller ikke meget sjov ved bare at sidde hjemme hele tiden, så jeg nyder endelig at blive lukket lidt ud af jordhulen 
Jeg knuger mig desperat til mit elfenbenstårn tirsdag, 24. jun 2008
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Ikke kategoriseret, Uniliv, Videnskab, 7 kommentarerI snart en uge har jeg boet på et slot - godt nok af den mere “beskedne” type. Klitgården blev nemlig opført som sommerbolig af Christian X og er derfor ikke prangende efter kongelig målestok, men jeg har nu sjældent resideret flottere!
Jeg har sovet og arbejdet på Stokmileværelset, med en fantastisk udsigt over havet og klitterne. De stride vinde, der har blæst omkring bygningen og nærmest blæst mig omkuld, hver gang jeg har vovet mig ud, har været medvirkende til følelsen af ophøjet isolation. De øvrige refugie-gæster har været venlige, kloge, interessante og snakkesalige mennesker, og samværet med dem har givet mig en dejlig følelse af at være en del af det videnskabelig samfund og indgå i en større helhed. Der har været mange spændende emner oppe at vende over frokosten eller aftenkaffen!
Det hele har selvfølgelig ikke drejet sig om hyggesnak, og jeg har da været overraskende produktiv. Med mig i kufferten kommer et artikeludkast og adskillige sider på min ph.d. afhandling, og jeg har for en gangs skyld haft mulighed for virkelig at tænke rundt om og ind i de problematiske områder. Fornemmelsen af på egen hånd at have arbejdet mig igennem en videnskabelig frustration er vidunderlig!
Det er derfor med lidt bange anelser, jeg i morgen begiver mig tilbage til verden udenfor. Kan jeg overhovedet klare mig dér, hvor der tales om fodbold-EM og hvor de royale er nogen, man læser om i ugebladene (i modsætning til her, hvor man sidder i deres møbler)? Kan jeg finde ud af igen at skulle vaske mit tøj (forhåbentlig, for det hele er beskidt lige nu) og købe ind? Har jeg overhovedet lyst til atter at være en del af den forjættede virkelige verden?
Hyggedyrs-exorcisme påkrævet torsdag, 19. jun 2008
Skrevet af betteskov under Løb, 4 kommentarerHvad gør man, når man har løbet maraton? Hvis man er et fornuftigt, normalt menneske, sætter man sig i sofaen og lever højt på venner og bekendtes respekt-tilkendegivelser i et par år. Hvis man er mig, så proklamerer man for alverden, at man har lyst til at gentage bedriften - bare i et hurtigere tempo, selvfølgelig. Og så er der lissom ikke nogen vej tilbage, der skal trænes og trænes og knokles endnu hårdere…
Nå, men første delmål i jagten på et hurtigere maratonløb definerede jeg som en hurtigere 10 km tid, og sammen med et par andre piger i klubben er jeg så småt (vi snakker virkelig de indledende anfægtninger her!) gået i gang med at tempotræne. Intervaller skulle være noget så effektive, men skidesjove er de ikke, og hårdt føles det da ligegodt! Så jeg har været sådan lidt forsigtig, med begrundelsen at min krop jo liiiiiige skal have tid til at restituere efter maraton (gad vide hvor længe jeg bliver ved med at kunne bruge den?)
Nå, men i tirsdags havde jeg så chancen for at teste formen til Adeccos familieløb, der fandt sted i Mindeparken. Forventningerne var ikke store, da jeg til træning har haft svært ved at løbe i det tempo, jeg benyttede da jeg satte min PR (personlig rekord) på 10eren i februar. Alligevel gik det strygende. Selvom ruten var ret kuperet, lykkedes det mig at skære lidt over 2 min af min hidtil bedste tid, og slutresultatet blev 47 min og 24 sek! Nu er der pludselig ikke nær så langt til drømmetiden på de 45 min.
Dybt forbløffet kunne jeg regne ud, at jeg havde gennemført i tempoet 4.44 min/km. Hvorfor filan synes jeg så, at det er synd for mig, hvis jeg skal løbe bare lidt under 5.30 min/km til træning? Enten er jeg et konkurrencemenneske af rang, der kun præsterer godt under pres, eller også er jeg alt for god ved mig selv til træning. Sandsynligvis har vi at gøre med en kombination af begge faktorer. Konklusionen er da også soleklar: nu er det altså slut med at hygge så meget! Jeg kan åbenbart mere end jeg tror, og træning må altså godt resultere i sved på panden!
Nu er skånetræningen definitivt forbi! Og hyggesnakken undervejs kunne måske blive beskåret en lille smule? Ellers ender det bare med, at jeg også skal have strikketøjet med ud i skovene…
Massevis af vildveje tirsdag, 17. jun 2008
Skrevet af betteskov under Erindringer, Familie, 2 kommentarerSiden jeg som seksårig var på charterferie på Kreta, hvor jeg stiftede bekendtskab med legenden om Minotaurus og så ruinerne af Knossos, har jeg været meget fascineret af labyrinter.
Det er ikke ligefrem en interesse, man gives mange muligheder for at dyrke. Selvfølgelig har jeg læst Umberto Ecos roman Rosens Navn, hvor et labyrintisk bibliotek spiller en vital rolle, og min mest mindeværdige skoleudflugter gik til Egeskov Slot, hvor jeg for lykkeligt vild mellem bambushækkene.
Jeg husker det trøstende skilt, der pointerede, at det er vanskeligst at finde vej for intelligente mennesker. Denne information var krydret med et elegant gruk af Piet Hein, der udtrykte hvad jeg for længst havde regnet ud: labyrinter er billeder på noget så indviklet som livet selv!
Derfor var jeg fyr og flamme for at besøge Labyrinthia i den lille by Rodelund, der ligger nær Himmelbjerget. Min far og jeg tilbragte en morsom og frustrationsfyldt time med at rende forvirrede rundt i den største af parkens mange labyrinter. Det gik ikke at snyde i hjørnerne, for vi var udstyret med et lille stempelkort. For at udfylde dette korrekt, så vi stolt kunne modtage vores diplom, var det nødvendigt at komme hele vejen rundt.
Det er slet ikke umuligt, at jeg igen i år skal på en sommerudflugt til Labyrinthia. Jeg overvejer at låne et barn for at have undskyldningerne i orden, men det er jo temmelig risikabelt: hvad hvis ungen viser sig at være mig totalt overlegen i kunsten at finde rundt?
*indlæg skrevet til Urban Vest
YES jeg skal på arbejdsferie!!! mandag, 16. jun 2008
Skrevet af betteskov under Uniliv, KommentarerSelvom jeg er ganske tilfreds med det jeg render og foretager mig fra 8-16, så er der nok lidt for meget hverdag (på den grålige måde) over arbejdslivet til at jeg drøner jublende ind på kontoret hver morgen. Men det kommer jeg til i overmorgen, hvor jeg tager hul på min arbejdsferie!
Lysten til at planlægge en sommerferie har ikke været så stor i år, siden jeg skal pakke alting ned til min afrejse til Birmingham, Alabama den 2. august. Derfor har jeg ikke booket en ferietur, men bestilt et ophold på Klitgården, som er et refugium for forskere og videnskabsfolk.
Jeg har aldrig været på refugium før, men idéen er vist noget med, at man kan arbejde meget mere effektivt når alle hverdagens distraktioner er væk. Jeg skal sidde i et kammer på min dertil indrettede og skrive på mine artikler samt den der evindelige afhandling, alle måltider bliver serveret og jeg kan (forsøge på at) koncentrere mig 100% om at tænke tanker.
Det lyder sådan set ret godt. Jeg glæder mig virkelig. Ikke bare til tankeprocesserne og den slags - Skagen skulle vel heller ikke være så ringe et sted at opholde sig på denne årstid? Det må være umuligt at undgå at møde nogle spændende mennesker på et refugium? Og en uge uden opvask og toiletrengøring tror jeg også lige, jeg kan klare…. på dette sted vil folk der kender mig måske anføre, at sådanne uger ikke er helt så usædvanlige, som jeg forsøger at antyde
Først skal jeg selvfølgelig lige vænne mig til tanken om, at jeg er sådan én der tager et sted hen, hvor forskere og videnskabsfolk opholder sig - bare sådan lige
På utallige opfordringer: Aplysia og kunsten at fange en calcium-kanal fredag, 13. jun 2008
Skrevet af betteskov under Videnskab, 5 kommentarerHer i blogosfæren kan man jo knap nok kaste en sten uden at få et tag tilbage i hovedet. Personligt har jeg gjort det til en livsstil at nægte at sende kædebreve videre, og tags er jeg generelt ikke meget for. Men nu blev jeg altså tagget af Cegebe, og øvelsen var så sjov, at jeg besluttede mig for at lege med.
Her er reglerne:
1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.
Nu sidder jeg på kontoret, og den nærmeste bog er derfor en bibel indenfor neurovidenskaben: C Hammonds Cellular and Molecular Neuroscience. Et supert opslagsværk, hvis man lige har glemt et par detaljer om en ionkanal.
På side 123 står der: “The macroscopic Ca2+ current of Aplysia neurons is recorded in voltage clamp. During depolarization voltage steps, the Ca2+ current increases to a peak and then declines to a….”
OK, jeg tror I har fattet pointen. Det her kan jeg ikke lige kommentere mig ud af uden at blive alt for vidtløftig. Og helt ærligt, hvis I interesserede jer for ionkanaler, så ville I jo sidde her i bygningen ved siden af mig og skrive blogindlæg i arbejdstiden.
Der er dog noget alment interessant i dette citat. De undersøgte neuroner kommer nemlig fra Aplysia, som er en meget spøjs fætter (= kusine). Det er en slatten havsnegl med et særligt talent: den kan sprøjte blæk i øjnene på eventuelle angribere. Se bare et flot billede her.
Nåh, men inden jeg nørder videre vil jeg lige tagge et par andre. Værsgo
Besynderlige tildragelser på livets vej torsdag, 12. jun 2008
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Sundhed, 10 kommentarerHvor er det bare typisk! Her er man blevet ih så voksen og fornuftig, dyrker en sund livsstil og bruger tandtråd regelmæssigt*. Har endda droppet slikket! Hvad sker der alligevel? Midt i “nydelsen” af et stykke sukkerfrit tyggegummi siger det “knæk” og man står der med et stykke afbrækket tand i sin hånd… og tænker på, at så kunne der squ lisså godt været røget et par klamme, fedtede flødekarameller indenbords.
Dette udslag af skæbnens ironi medfører følgende tankerække
- Damn, nu skal jeg have en masse besvær samt punge ud til en krone!
- Nåja, i det mindste gør det da ikke ondt.
- Ok, egentlig er det jo ikke så slemt. Jeg kunne f.eks. have smadret et ledbånd i mit knæ, og så havde det pludselig drejet sig om ti måneders løbepause….
- Faktisk er det slet ikke slemt! Et af de mennesker jeg holder af, kunne jo være blevet alvorligt syg. I det perspektiv (livets enorme skrøbelighed) er en knækket tand ingenting at regne
Lad os nu se om jeg stadig er parat til at bagatellisere efter tandlægen har haft fat i mig i eftermiddag…
* To gange om året (dagen før tandlægebesøg) falder faktisk ind under definitionen regelmæssigt. Selvom min tandlæge nok ikke er helt tilfreds.
Femi-krimi: Ældrebyrden slår til! mandag, 9. jun 2008
Skrevet af betteskov under Bøger, 6 kommentarerNu hvor det er sommer og strandtid, behøves jeg vel ikke være flov over, at der læses flere krimier end klassikere? Jeg faldt tilfældigt over Gretelise Holms første bog i serien om den aldrende journalist Karin Sommer, og blev så betaget, at de to næste gled helt smertefrit ned.
“Paranoia” er ret spændende og bevæger sig afsted i et henrivende hurtigt tempo, men den store overraskelse i slutningen af bogen er lidt… blah. Det, der virkelig gør bogen sjov at læse er det gode portræt af hovedpersonen, der i modsætning til de fleste andre femier i krimier er oppe i årene. Karin Sommer er gammel nok til at være bedstemor (men har ingen børn og børnebørn), hun har haft en depression og er altså ikke ligefrem en karrieremoster i overhalingsbanen. Alligevel kører hun på med opklaringen af en blodig familietragedie, selvom det får store personlige konsekvenser.
Enkelte steder går der lige rigeligt “Desperate Housewives” i den, f.eks. virker Karins forhold til en ung elsker ikke særligt sandsynligt. Derimod er Gretelise Holm absolut fænomenal når det handler om at beskrive snævre, meget danske provinsmiljøer. Det gør hun til den store guldmedalje i andet bind af serien, “Robinson-mordene”, som jeg synes gav den bedste læseoplevelse. Her finder Karin også en kæreste, så jeg vil lige advare alle unge mennesker: der indgår beskrivelser af sex, udført af personer, som modtager folkepension eller snart vil nå til dette stadie på livets vej. Hvilket vi jo godt ved ALDRIG forekommer i virkeligheden… vel?
Nå, hvis man er i stand til at abstahere fra aldrende kroppes udfoldelser på lagenet (som er meget smagfuldt beskrevet, men krævede alligevel lidt tilvænning fra min side), så er et par værker af Gretelise Holm bestemt værd at proppe i strandtasken!
Studerende på Aarhus Universitet trives!! onsdag, 4. jun 2008
Skrevet af betteskov under Studieliv, Uniliv, Århus, 4 kommentarerDet er i hvert fald den konklusion, mit alma mater gerne vil fremhæve fra rapporten Studiemiljø 2007. Debatten i pressen og her på Urbanbloggen har dog mere drejet sig om, at den gennemsnitlige studerende bruger mindre end 37 timer om ugen på sit studium, men alligevel hæver en svimlende høj SU hver måned.
Hertil kunne knyttes en masse kommentarer om små sko, eksamenspres, effektive timer mm. Dette vil jeg undlade. I stedet vil jeg bare henvise til to, i denne sammenhæng, interessante tal fra rapporten. Den gennemsnitlige svarprocent for studerende fra alle fakulteter er 28,5. Disse studerende benytter i gennemsnit 29 timer om ugen på studierelevante aktiviteter.
Betteskovs forunderlige fortolkning: De studerende, der ikke føler noget særligt tidspres, udfylder spørgeskemaer. De studerende, der har travlt med at studere, studerer.
Mig - nu som ballonmonstersnegl! onsdag, 4. jun 2008
Skrevet af betteskov under Kvinder, Løb, 2 kommentarerAlle mine løbevenner har haft travlt med at fortælle mig, at risikoen for at blive skadet er kæmpestor lige efter et marathonløb, især hvis man går igang igen for hurtigt. Derfor lovede jeg mig selv højt og helligt, at jeg efter Copenhagen Marathon ville blive væk fra klubtræningen i mindst to uger, og undlade at konkurrere i hele fire uger.
Det første løfte holdt jeg da også, indtil jeg efter seks dage simpelthen ikke kunne undvære mine venner, de seje Kickrunners, og min løbetur, hvorfor jeg af hensyn til mit mentale helbred så mig nødsaget til at deltage i lørdagstræningen.
Til gengæld har jeg været dygtig til ikke at deltage i løb, selvom det rykkede slemt i benene for at løbe med i Danmarks største Kvindeløb, som Alt for damerne og Aarhus 1900 afholdt i går aftes. Heldigvis fandt jeg en udvej: jeg meldte mig frivilligt som fartholder eller såkaldt “Vandløber” (sponsoreret af Ramlösa). Derved kunne jeg være med, men var tvunget til at gennemføre i det adstadige tempo 6:30 min/km, hvilket næppe ville medføre overanstrengelse.
Faktisk var det slet ikke nemt at løbe i et så præcist defineret tempo, der er så anderledes end det, jeg plejer at bevæge mig rundt i! Opgaven lykkedes dog, idet jeg bragte min enorme fartholder-ballon igennem de 5 km på 32 min og 25 sekunder, sølle 5 sekunder hurtigere end den tid jeg forsøgte at ramme (godt at GPSen er opfundet!).
Det var ret underholdende at have tid og mulighed for at nærstudere den lidt mere… øhm magelige del af feltet. Enkelte kæmpede mod den ganske stride bakke, til de var blålilla i hovedet og kunne lære de forreste løbere en hel del om viljestyrke. Andre havde efterladt gå-på-modet derhjemme, inkasserede den obligatoriske kvindeløbs t-shirt samt gavepose, hvorefter de tøffede afsted i langsom gang. Der var enorme variationer i alder, vægt, løbestil og påklædning, men fælles for alle var, at de havde valgt at bruge en sommeraften på at røre sig i andre kvinders selskab. Respekt for det!
