URBANblog
jump to navigation

Mod nye mål fredag, 30. maj 2008

Skrevet af betteskov under Løb, Nytårsløfte 08, 2 kommentarer

Nu hvor jeg så småt er ved at få armene ned efter Copenhagen Marathon, er det vel på tide at tænke over, hvad fremtiden skal bringe, sådan løbemæssigt. Jeg nød løbet i fulde drag, og træningen op til var udfordrende og tidskrævende, men gav en dejlig struktur på min hverdag.

Her er et par billeder fra løbet (snuppet af vores geniale og mangfoldige supporterteam), så I kan se, at det virkelig VAR sjovt (det er et grin ikke en grimasse), og at man faktisk er i stand til at stå på sine ben bagefter (selvom min løbemakker klarede også den opgave bedst)

cm.JPG

de-lykkelige-vindere.jpg

Allerede i bussen hjem udtalte jeg, at jeg vil løbe marathon igen, og det står jeg ved! Jeg ved dog også, at der skal gå et pænt stykke tid inden mit næste forsøg. Jeg drømmer nemlig om at kvalificere mig til at løbe i Boston en gang, og for at få lov til det skal jeg præstere en tid under 3 timer og 40 min - altså skal jeg skære mere end 17 min af mit resultat fra København. Det lyder måske ikke voldsomt, på 42 km, men der skal faktisk en ret omfattende forbedring til. Og hvis jeg har lært noget af min hidtidige løbekarriere (og af livet generelt), så er det, at det kræver tid og en indsats at blive bedre.

Derfor kommer mit næste marathonløb nok til at vente til år 2009, hvor jeg er ret fristet af at løbe i Berlin i september. Men selvfølgelig skal jeg ikke ligge på den lade side indtil den målrettede træning begynder! Jeg kan se mindst to ting, der skal arbejdes med. For det første skal mit grundtempo op - dette kræver intervaltræning, 10 km løb og et nyt fokus fra min side: distance er ikke længere nok, der skal også tempo på. Desuden bliver jeg nødt til at blive stærkere. Det er nærmest pinligt, så splejset jeg er: 30 mavebøjninger er i overkanten af min kapacitet, og mine skinny arme kan gøre tændstikfigurer misundelige.

Jeg har lige været et smut i universitetets vægttræningsrum, på et strategisk tidspunkt hvor der var så få tilstedeværende som muligt til at grine af mine kampe med børnevægtene. Lad os bare sige, at der er et stort potentiale til forbedringer… Desuden må I alle gerne krydse fingre for, at jeg pludselig får en åbenbaring og kommer til at synes, det er skide skægt at hive i kabler og håndtag under suk og støn uden at bevæge mig så meget som en centimeter fra udgangspunktet. Ellers bliver det en lang sommer.

Måske skulle jeg have et kampråb eller endnu bedre - et navn til mit forsøg på at blive stærkere. Jeg overvejer lidt “projekt gladiator”, men det må da kunne gøres lidt mere kreativt? Forslag modtages gerne og de gode belønnes med 5 armhævninger ;-)

Den ultimative udfordring onsdag, 28. maj 2008

Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, 6 kommentarer

Arggghhhhh! Her går man så rundt og forestiller sig, at man er en rimeligt sej tøs (uden z!) der generelt har et vist greb om tilværelsen og er parat til at klare store opgaver som at udføre hjerneforskning, løbe maraton og rydde op i sit garderobeskab.

Sandhedens øjeblik: Det der er småting i forhold til tilværelsens virkelige udfordringer! Jeg kæmper lige nu af alle kræfter for at få en aftale med en af de malere, der skal afgive tilbud på at ordne min lejlighed, nu hvor jeg flytter ud om et par måneder. Den første maler dukkede i det mindste op, så jeg kunne godt leve med, at han var et uforskammet og ubehageligt bekendtskab. Den anden aflyste en time før han skulle komme - jo, han var nemlig i København. Jeg forestiller mig jo - naivt måske - at de fleste mennesker har et minimum af tjek på deres planer og respekt for andres tid, og ville derfor have forventet at få besked lidt før allersidste øjeblik.

Håndværkerbesøg forekommer mig at være en nyttesløs og frustrerende aktivitet, på linie med net-dating og oplæring af bananfluer i ballet. Måske skal mit næste livsprojekt være selv at lære at udføre diverse reparationer - det er sikkert nemmere end at få fat på en professionel?

Femi-krimi med noget på hjerte mandag, 26. maj 2008

Skrevet af betteskov under Bøger, 7 kommentarer

Jeg har længe glædet mig til at få fingrene i Sara Blædels nyeste bog - trods et lettere anstrengt forhold til “femi-krimier” (det er især dem der er skrevet af svenske kvinder, jeg ikke er så glad for) har jeg nemlig virkelig nydt hendes tre første bøger.

aldrigmerefri2.jpg

Jeg er vild med den grundige research, Sara Blædel udfører. Det er kun på det medicinske område, jeg er i stand til at bedømme korrektheden af hendes oplysninger, men her er jeg så godt tilfreds, at jeg føler mig tryg ved at tro på hendes beskrivelser af hverdagen på en politistation.

På trods af arbejdets alvorlige og til tider pressede karakter, forekommer der mange ganske dagligdags ting på Drabsafdelingen: kollegialt fnidder, kaffepauser og krav om papirnusseri. Genkendeligheden er altså stor, og hovedpersonerne, politikvinden Louise Rick og journalisten Camilla Lind afspejler da også mange facetter af hverdags- og kærlighedslivet for nutidige kvinder i 30-års alderen. Begge er sympatiske uden at være perfekte: Louise har en barsk overflade og er yderst selvtilstrækkelig i sit private liv, men hun er også en glimrende team-player, hårdtarbejdende og effektiv. Camilla kaster sig ud i tingene, ikke altid på lige gennemtænkt manér, men hun er stædig på den gode måde og et meget varmt menneske.

Selvfølgelig handler Sara Blædels bøger ikke kun om café-ture, bollevenner og skilsmissebørn, faktisk er de spækket med grumme og blodige forbrydelser. Det nyeste skud på stammen “Aldrig mere fri” indledes med et brutalt mord på en prostitueret og et barn efterladt i en kirke. Uden at røbe for meget kan jeg vist godt fortælle, at der bliver flere ofre, og at Camilla og Louise endnu engang bliver personligt involveret i begivenhederne - denne gang i højere grad end nogensinde før.

“Aldrig mere fri” handler mere om forbrydelserne end opklaringen af samme. Sara Blædel har et budskab, hun gerne vil ud med: historien om slavinder i dagens Danmark. En gruppe østeuropæiske kvinder bliver behandlet som kvæg af deres afstumpede bagmænd, og politiet er stort set magtesløse overfor menneskehandlen.

Jeg ved slet ikke, om bogen overhovedet kan kategoriseres som en krimi, men læseværdig er den helt sikkert. Det er lidt foruroligende samtidig at læse om Louise og Camillas liv, der er så tæt på mit og mine veninders, og så på næste side blive konfronteret med ganske unge piger, der bliver købt og solgt, truet og mishandlet. Formidlingen af det faktum, at de to verdener eksisterer sideløbende, har Sara Blædel klaret virkelig flot!

Sick sad world fredag, 23. maj 2008

Skrevet af betteskov under Brok, Nyheder, 3 kommentarer

Jeg har lige hørt nyhederne i radioen, og i lang tid troede jeg, at jeg ved en fejl havde stillet ind på et surrealistisk performance-show. Nu ville jeg ønske, det var så vel!

Den første nyhed jeg hørte var, at Læskedriksreklamenævnet (øhhhh, har vi også sådan et?) var vrede over, at en ny sodavandsflaske rummer 0.6 L i stedet for 0.5 L. Dette nye produkt kan nemlig være med til at gøre danske børn (endnu) tykkere.

Den næste nyhed var, at ofre for jordskælvet i Kina er så sultne, at de plyndrer nødhjælpskonvojer.

Endelig hørte jeg, at den kinesiske regering er travlt optaget af at evakuere………. (min hjerne færdiggjorde automatisk sætningen med de logiske ord “sultne børn”)…………………… pandaer

Jeg har tre ting at brokke mig over

  1. At disse tre historier bringes i samme udseendelse
  2. Rækkefølgen
  3. At verden er sådan

Ligestilling - snart også i Århus! onsdag, 21. maj 2008

Skrevet af betteskov under Kvinder, Uniliv, 17 kommentarer

Jeg har tit brokket mig over, at der er alt for få kvindelige forskere på Aarhus Universitet. Vi er masser af ph.d. studerende (hvilket er det første trin i en forskningskarriere) uden y-kromosomer, faktisk tror jeg, vi er i flertal på mit fakultet (Sundhedsvidenskab). Det er bare højere oppe i hierakiet, det kniber, og blandt professorerne er der latterligt få kvinder.

Heldigvis ser det ud til, at der vil blive gjort noget. Der er nu nedsat en taskforce, der skal ændre på tingenes sørgelig tilstand. Selverkendelse er vel det første skridt på vej til fremskridt, så jeg bifalder initiativet helhjertet.

Der åbnes endda mulighed for kvoter, en udvikling, jeg er lidt ambivalent overfor. Selvfølgelig vil det senere kunne gavne mig personligt, men er det reelt en fordel for os hunkøn på længere sigt? Jeg har ikke lyst til at få en fast stilling på universitetet og bagefter skulle høre på, at det nok bare var for at opfylde en kvote, at jeg blev udvalgt, og ikke fordi jeg var den bedste. Jeg har heller ikke lyst til senere at miste min stilling, fordi en etbenet transvestit fra Uganda er bedre “kvotemateriale” end mig.

Men måske er det nødvendigt at kvotere? Der skal i hvert fald tænkes nyt, for der kommer ikke flere kvindelige forskere af at se tiden an - den taktik har spillet rigtig meget fallit. Og selvfølgelig skal der ansættes flere kvinder! Ikke fordi vi kan noget, mændene ikke kan, men fordi det er håbløst at tabe halvdelen af talentmassen på gulvet i et lille land som Danmark.

Alt i alt kan jeg kun glædes over at høre så positive toner fra min arbejdsplads.

Jyde i hovedstaden tirsdag, 20. maj 2008

Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Rejser, Kommentarer

De sidste par weekender har budt på nogle herlige gensyn med København, hvor jeg tilbragte tre semestre af min studietid og derfor nogenlunde er i stand til at finde rundt.

Faktisk ser jeg så stedkendt ud, at jeg hele to gange blev spurgt om vej. Den ene gang var det endda en ”medjyde”, der ville høre, hvor man køber billet til S-toget. Jeg kunne så svare med min allerbredeste accent (min provinsielle dialekt bliver kraftigt forværret så snart jeg krydser Storebælt), at ”der er såen en automaat derowre”, ikke uden en vis stolthed.

I sådanne situationer tænker jeg altid på, hvordan jeg oplevede at være nytilflytter i Danmarks bedste svar på en metropol: Først og fremmest var jeg temmelig nervøs for mødet med de grumme københavnere og deres rappe replikker.

I Jylland har vi jo en skøn tradition for altid at gøre grin med ”dem fra øerne”, måske drevet af et ikke ubetydeligt mindreværdskompleks. Jeg frygtede, at storbyboerne var lige så slemme til regional mobning, men blev positivt overrasket.

I København mødte jeg de flinkeste mennesker, der altid var parat til at vise mig den hurtigste vej til Kongens Nytorv, og som kun drillede mig når jeg blev alt for kæphøj.

Så kære jyder, drag trygt til hovedstaden, om det så er for at tage en hel uddannelse eller bare på et weekendbesøg. De lokale er noget så flinke – måske fordi de fleste af dem selv er jyder, på mere eller mindre permanent ophold?

*indlæg skrevet til Urban Vest

En festdag i København mandag, 19. maj 2008

Skrevet af betteskov under Løb, Nytårsløfte 08, 7 kommentarer

Efter at have gennemgået masser af eksamener, køreprøve, kongresspræsentationer mm. synes jeg, der skal rigtig meget til at gøre mig nervøs. Alligevel var sommerfuglebarometeret helt oppe at ringe, da jeg i går stod i startfeltet til Copenhagen Marathon 2008. 3 måneders målrettet træning, mit livs ubestrideligt bedste form og en hel masse forventninger skulle stå deres prøve, og jeg skulle bevæge mig et ukendt sted hen, fysisk og mentalt.

Heldigvis blev løbet en virkelig forrygende oplevelse. Den første halvdel fløj bare forbi. Jeg fortalte min makker, der er inkarneret jyde, lidt om de steder i København vi passerede, og mine oplevelser med at bo i hovedstaden. Han underholdt som sædvanlig med masser af anekdoter, vi hilste på publikum og andre løbere, klappede af sambapigerne, jublede når vi så vores supporter-team. Det var ganske som en almindelig træningstur, bare meget mere festligt.

Vores taktik var at lægge os bag de fartholdere, der ville løbe i mål i tiden 4.00 timer. De kunne så holde vores tempo nede i begyndelsen, trække os midtpå, og vi var parat til at miste dem af syne på de sidste, hårde kilometer. Planen holdt over al forventning: i begyndelsen måtte jeg virkelig lægge bånd på mig selv, men efter de 21 km var jeg supert løbende, så vi satte tempoet op og passerede fartholderne.

Selvfølgelig blev det ikke ved med at være en leg. Efter 31 km måtte jeg meddele, at jeg ikke kunne tale mere, men at det gik sådan nogenlunde. Vi satte tempoet lidt ned, og nu gjorde det ondt! Vabler på fødderne, trætte lårmuskler, ømme lægge, smerter i maven og skuldrene: ingen af disse problemer var fatale, men summen af smerter var ret overvældende. Jeg var dog ikke i tvivl om, at jeg godt kunne blive ved med at løbe, selvom det ikke længere var så sjovt.

Et par km i et roligere tempo hjalp meget, og da jeg passerede 36-37 mærkerne, var jeg glad igen. Nu vidste jeg, at jeg ville gennemføre, om jeg så blev nødt til at gå hjem. Hvilket jeg ikke gjorde! Jeg kørte stille og roligt videre, og på den sidste strækning bar publikum os nærmest i mål. Opbakningen var helt enorm, og jeg kunne se, at tiden ville overgå mine forventninger. Det lykkedes mig at komme under 4 timer (godt nok kun med et par minutter, men pyt med det), hvilket jeg var superstolt af!

Over målstregen fik vi medaljer, roser, et plastikomslag (hvilket var meget kærkomment, for lynhurtigt blev jeg enormt kold), og noget at spise. Min appetit var ikke voldsom, men jeg fik da en muslibar klemt ned. Desuden drak jeg en flaske Powerade (som vi også havde fået ved væskedepoterne) - jeg har svært ved at forlige mig med smagen, men havde virkelig brug for lidt sukker. Problemet er bare, at Powerade og min mave overhovedet ikke er venner, og der vil gå mange, mange måneder, før jeg igen kan tåle synet af den kunstigt-blå farve uden kvalme!

På vej hen til min taske var den store udfordring at klatre over en bænk, hvor en del løbere sad og snakkede (muligheden af at gå udenom var ikke-eksisterende!). En vittig sjæl tilbød endda at bære mig, så jeg har nok ikke set for smart ud i situationen.

Normalt er jeg super blufærdig, men her smed jeg bare trøjen og sports-BHen i fuld offentlighed for at hoppe i min medbragte sweater. Bagefter var jeg i fællesbad i et telt, hvor jeg fik vasket saltskorper og vaseline af min hårdt prøvede krop. Hvorfor vaseline? Jeg havde smurt mig grundigt ind i stadset for at undgå gnavsår, hvilket forøvrigt lykkedes.

Ved udgangen mødtes jeg både med min løbemakker og de medlemmer af vores klub, der var kommet for at heppe på os. De havde haft en skøn dag i København, spist brunch, set os 4-5 steder på ruten og taget en masse billeder. Deres opbakning havde virkelig battet noget derude!

Vi kørte hjem i bus, og det er vel ikke svært at forestille sig, hvor behageligt det var at krølle sine stive ben sammen i 5-6 timer? Heldigvis var humøret højt, de fleste havde haft et godt løb, enkelte havde sat personlige rekorder, og som førstegangsløber kunne jeg jo ikke være andet end lykkelig for at være kommet så godt igennem.

Min oplevelse af at løbe mit første marathon var helt fantastisk. Det var først sjovt, så udfordrende, men ikke på noget tidspunkt umenneskeligt. Med fornuftige forberedelser kan alle og enhver åbenbart klare de 42 km. Jeg satser på en gentagelse til næste år i Berlin!

Den helt, helt korte version mandag, 19. maj 2008

Skrevet af betteskov under Løb, Nytårsløfte 08, 5 kommentarer

Jeg klarede det!!!

42.195 km på 3 timer, 57 minutter og 37 sekunder

Det var ganske forrygende

Det var bestemt ikke mit sidste marathonløb

Indgående beskrivelse følger

Inspiration fra “taberne” fredag, 16. maj 2008

Skrevet af betteskov under Sundhed, Videnskab, Vægttab, 8 kommentarer

Mennesker, der kaster sig ud i det umådeligt store og livsvarige projekt at tabe mange kg, bliver ofte mødt med negative kommentarer. En klassiker er: “ja, det er let at tabe sig, men svært at holde vægten bagefter. Efter 5 år har 95% af alle, der har tabt sig, alligevel taget det hele på igen, det siger videnskaben selv”. Måske har disse pessimister ret, jeg ved det ikke. Jeg vil ikke argumentere mod disse tals validitet (selvom jeg har et par argumenter på lager) men bare forholde mig til dette udsagns ulidelige idioti. So what, hvis det mislykkes for 19 ud af 20? Chancen for en succes er alligevel langt større end på en lottokupon. Og gevinsten, et slankt og sundt liv, er efter min ringe mening noget nyttigere end et par millioner kroner.

I USA findes der en database over mennesker, der har gennemgået store vægttab og bagefter vedligeholdt deres nye, lavere vægt (The national weight control registry). Personerne i denne database stiller sig til rådighed for videnskabelige undersøgelser, hvilket der er kommet en hel del artikler ud af. Derudover findes der en hjemmeside, som rummer information og især inspiration.

Ét spændende aspekt er, at databasen både rummer mænd og kvinder, ældre og yngre, folk der har fulgt diverse slankeprogrammer og nogen, der har været på hjemmestrikkede livsstilsomlægninger. Nogle ting er dog fælles for de fleste: De succesfulde tabere har både ændret kostvaner og er begyndt at motionere. For at vedligeholde vægttabet motionerer de fleste mere end diverse myndigheders anbefaling, ofte over en time om dagen - for manges vedkommende rummer motionen både gåture og mere sveddryppende aktiviteter. Desuden spiser flertallet morgenmad og vejer sig selv mindst en gang om ugen. Det lyder jo ikke specielt overraskende eller banebrydende, hvilket i denne sammenhæng er en god ting.

Projekt “langvarigt slank” kan altså lade sig gøre, endda med ret enkle midler!! Selv i burgernes og de store portioners hjemland. Hurra og amen for det.

Genialt koncept: Pennevenner onsdag, 14. maj 2008

Skrevet af betteskov under Erindringer, Hverdagsliv, Om at skrive, 3 kommentarer

Som barn havde jeg masser af penneveninder og -venner - der sneg sig et par enkelte drenge ind, men hovedsageligt skrev jeg med andre hestegale tøser. Vi skrev på den gammeldags måde, i hånden og gerne på meget farvestrålende brevpapir. De fleste fandt jeg frem til gennem annoncer i hesteblade, men enkelte var piger jeg havde mødt på ferierejser eller til svømmestævner, på FDF/FPF-lejre eller andre usandsynlige steder.

I dag har jeg en enkelt penneveninde tilbage, men hun er nu snarere en regulær veninde - vi mailer da sammen af og til, men kernen i vores venskab er ikke længere den skriftlige kommunikation. De andre gled desværre langsomt ud, interesser udviklede sig forskelligt, og i gymnasietiden var derikke længere plads til brevskriveriet i mit liv. Men når udbyttet er én ven for livet, er det heller ikke dårligt!

Jeg troede mine penneveninde-dage var ovre for længst, men så begyndte jeg at skrive blog. Det medførte, at jeg også læste og kommenterede andres indlæg, og nogle gange ender “kommentar-samtaler” med en videre debat over den private mail. Sådan kom jeg i kontakt med”Den onde hund”, der heldigvis er lidt mere fredsommelig end sit navn, og vi har siden skrevet kilometervis af emails til hinanden om alt muligt og har endda mødtes sådan helt rigtigt, ansigt til ansigt (gentag gerne ovenstående sætning om udbytte på dette sted).

For tiden er der også et par andre, jeg så småt er begyndt at skrive sammen med, andre blogskribenter og gamle venner som jeg har opstøvet/er blevet opstøvet af på Facebook. Mailkommunikationen fungerer anderledes end min barndoms brevskriblerier, og jeg kan da godt i et nostalgisk øjeblik savne kuverterne med hestemotiver påtrykt, de barnligt runde bogstaver og de sjove klistermærker.

Alt i alt synes jeg, at mine mailvenner er et fantastisk supplement til mine andre venskaber. Jeg kommunikerer med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt, og det er en dejligt uforpligtende måde at indlede en kontakt på, som senere kan udbygges til at involvere mere direkte samværsformer. Det er også beroligende at vide, at selvom jeg snart drager udenlands, vil disse venskaber ikke ændre sig mærkbart - heldigvis er der da internet selv i det dybeste Syd.

Så til alle, hvis indre 12-årige pige ikke er helt død endnu: grib tastaturet og få fat på en flok mailvenner. Det er nemt, hurtigt og med uanede muligheder indbygget :-)