URBANblog
jump to navigation

Stenrig på oplevelser onsdag, 30. apr 2008

Skrevet af betteskov under Erindringer, Familie, 6 kommentarer

Kombinationen af fridage og vidunderligt vejr har virkelig fået mig til at længes tilbage til barndommens fridagsudflugter – mor, far og mig, derudaf i Volvoen.

Vores ture gik ofte til strande, for mine forældre er ivrige forsteningssamlere. De befinder sig lige på grænsen mellem glade amatører, der gerne vil have så mange søpindsvin som muligt med hjem, og seriøse kendere, der slår fundene op i tykke bøger og blærer sig med de latinske navne.

Jeg nåede aldrig at blive inderligt grebet af jagten på de åbenbart spændende sten, selvom mine forældre motiverede mig ivrigt. De indså nemlig, at en lille unge som mig havde store fordele i stensamleriet: øjnene tæt på jorden og utrættelig energi. Som lokkemad blev jeg aflønnet kontant for mine anstrengelser. Pr. kg fossiler jeg bragte hjem, forstås.

Ud over disse hårdttjente lommepenge var det sopning i vandkanten, indtagelse af is og duften af tang, der giver turene et magisk skær. Havluften inspirerede mig endda til at skrive mit første digt. Det var alenlangt og indeholdt linien ”Ved klintens fod, jeg fandt en brachiopod”, hvilket vel forklarer, hvorfor I ikke kender det fra den danske litteraturkanon!

Jeg nåede det godt nok ikke i Bededagsferien, men heldigvis kommer der andre fridage, hvor jeg pænt kan følge med, når mine forældre tager de små færger til Fur eller Livø. Jeg har sikkert mistet evnen til at støvsuge strandene for forsteninger, men det gør ikke så meget. Vi ejer alligevel flere søpindsvin, end vi har brug for!

*indlæg skrevet til Urban Vest

Farvel til tyrannen tirsdag, 29. apr 2008

Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, Sundhed, Uniliv, 8 kommentarer

I tre uger har den været min (af og til lettere irriterende) følgesvend. Den har været med overalt (undtagen i badet), har påtalt alle mine momenter af dovenskab og forsøgt at lokke mig ind i en evig cirkel af “det kan jeg vist gøre lidt bedre i morgen”. Der er tale om skridttælleren, det lille apparat jeg måtte anskaffe mig hele to gange for at deltage i Helses kampagne vedrørende de der 10.000 om dagen. Evalueringen er som følger:

Min egen indsats: det er ikke nogen hemmelighed, at det er pærelet at klare det krævede antal skridt og flere til, når man træner til maraton! Mit gennemsnit er noget nær det dobbelte af de påkrævede skridt, og min kurve har nogle imponerende peaks fra de lange løbetræninger. Men jeg nåede altså ikke en halv million skridt på de tre uger, hvilket ellers ville have været cool.

Nytteværdien af sådan en kampagne: anser jeg for at være ret minimal. Det er vel dem, der allerede er “frelste”, der kaster sig ud i sådanne udfoldelser. Sofakartoflerne tror jeg ikke kan nåes på denne vis, men vi andre kan jo klappe os selv på skuldrene og sige “se hvor dygtig jeg er - jeg vidste det i forvejen, men nu ved jeg det endnu mere”.

Bivirkninger: nu har jeg da altid noget at tale med kollegerne om. I stedet for “ih hvor er det dejligt at solen skinner”, hvad den forøvrigt ikke gør altid og overhovedet ikke i dag, er der jo altid spørgsmålets om dagens skridttal :-)

På toppen mandag, 28. apr 2008

Skrevet af betteskov under Løb, Nytårsløfte 08, Sundhed, Kommentarer

I lørdags nåede min marathonforberedelse sit klimaks: løbemakkeren og jeg løb vores længste lange tur (på 28 km) for anden gang, og det gik bare forrygende. Jeg følte mig fint løbende hele vejen, begyndte selvfølgelig at blive træt, men var heldig nok til at rende ind i en gevaldig omgang “Runner´s high” på de sidste par km. Det er kun anden gang, jeg med sikkerhed mærker dette fænomen på egen krop (og måske især sjæl), men følelsen er bare helt ubeskriveligt suveræn. Bagefter var det næsten umuligt at komme ned igen, og jeg tilbragte aftenen med at føle mig lidt som en bananflue, der har ædt en pose Haribo.

Jeg føler mig virkelig klar til at gøre mit forsøg på marathon-distancen (om præcis 20 dage!), hvilket også er filosofien bag det træningsprogram, jeg har fulgt. Nu er alle de lange ture og de hårde bakketræninger overstået, og programmet går ind i den fase, jeg har frygtet mest: nedtrapning!

Det bliver helt underligt ikke bare at fortsætte med at lægge mere distance, mere tempo, flere træninger ovenpå, sådan som vi har gjort gennem de sidste par måneder. Men nu SKAL mængden af træning sættes ned, så jeg møder udhvilet op på den store dag. Jeg ved slet ikke, hvordan det kommer til at spænde af - men heldigvis har jeg da en lille, hyggelig 10 km tur at trøste mig med i aften :-)

Nu vi er ved indkøb: fremtiden er over os fredag, 25. apr 2008

Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, 2 kommentarer

I går skulle jeg lige sprøjte lidt frustrationer ud over danske supermarkeder, som forsøger at snyde mig for min velfortjente rabat. Derfor må jeg nok for god ordens skyld nævne, at jeg havde en ret positiv indkøbsoplevelse kort derefter. Jeg var et smut forbi Føtex på Frederiks Allé og opdagede (bedre sent end aldrig, kan man indvende), at der er kommet kassedameløse kasser.

Ikke at jeg har noget imod ekspedienter overhovedet, men det er da lidt smart, at man selv kan scanne sine varer ind, få vejledning af en computer, hvis man tilfældigvis ikke er så kvik, køre dankortet igennem og så smutte hjem: helt uden potentielt irriterende, tidsforbrugende menneskelig kontakt.

Min evaluering af systemet: Jeg fik klaret mine indkøb lynhurtigt, blev ikke udsat for nogen kilder til frustration (læs = andre homo sapiens) og følte at jeg var en lille bitte smule med til at tage hul på fremtiden. Sejt nok!

Historien om et colastop som medførte et læsertip resulterende i indkøbsfrustration torsdag, 24. apr 2008

Skrevet af betteskov under Brok, Hverdagsliv, Sundhed, 4 kommentarer

For over en uge siden kvittede jeg cola lighten - sådan da. Fanatisme er jo ikke en god ting (bemærk den tykke ironi, eftersom denne bemærkning kommer fra mig, der kun krydser den gyldne middelvej i overgangen fra yderspor til yderspor), så jeg drak faktisk et par glas Pepsi Max, da jeg i søndags hyggede med familien.

Udover denne ene gang, er min kaloriefrie cola blevet helt erstattet - Lotus foreslog mig at prøve Egekilde vand med tranebær, så det gjorde jeg. Og blev begejstret! Det smager forfriskende, er mindre fladt end postevand og superegnet som ledsager til mange timers afslappet læsning på sofaen.

egekilde_trane.jpg

For et par dage siden var jeg så enormt heldig - troede jeg! Der var tilbud på 4 * 1.5 L Egekilde der, hvor jeg normalt køber ind. Jeg smed glad flaskerne ned i kurven og gik til kassen. Hvor rabatten altså ikke gik ind! Efter at have gjort opmærksom på dette, blev jeg sendt hen i kiosken, hvor jeg længe trommede utålmodigt med fingrene, indtil en ung mand opdagede, at der sørme stod noget åbenbart ganske sjældent i et dansk supermarked ved femtiden: en kunde!

Jeg bad om at få mine penge. Han ringede til en kollega for at få at vide, om der nu også var et tilbud på det der vand. Kollegaen svarede ikke. Imens blev en anden kunde betjent. Til sidst spurgte jeg pænt, om jeg mon selv skulle gå op og tjekke prisen? Det sendte endelig den den stakkels unge mand op til hylderne med Egekilde - efter jeg havde fortalt ham, hvor de befandt sig. Ja, der var tilbud på vandet. Nej, rabatten var ikke blevet slået ind på min bon. Godt så.

Jeg måtte hive flaskerne op af min taskes dyb (ja, min taske klarer let 6 L vand plus mine andre indkøb. Det er ikke sådan en lille nuttet tøsetaske, men et monster af en sportstaske. Når den er fyldt spørger vittige fremmede af og til, om det er tasken, der har mig på), de blev slået ind igen, det fungerede ikke rigtigt, og processen måtte gentages. Jeg ved ikke hvordan det kunne lade sig gøre, men jeg fik faktisk for mange penge tilbage. Ekspedienten foreslog, at det nok var min heldige dag. Jeg anførte, at min dag vel havde været heldigere, hvis jeg havde FÅET VAREN TIL DEN RIGTIGE PRIS UDEN BESVÆR.

Nu er det store spørgsmål så: er proceduren med at få penge tilbage med vilje gjort besværlig, så handlende næste gang fristes til at tænke “Arjh, det gider jeg sgu da ikke for et par småører”?

Helle har gjort det igen-igen onsdag, 23. apr 2008

Skrevet af betteskov under Bøger, 4 kommentarer

Jeg indrømmer at være en stor fan af Helle. Altså ikke Thorning, men Helle… Det lettere krukkede dobbeltnavn er måske nok en anelse irriterende, men alt er tilgivet hende, der overlegent kan skrue en minimalistisk roman sammen, så der ikke sker noget som helst på et par hundrede sider, men læseren alligevel er tryllebundet.

Jeg købte Helle Helles nyeste pletskud, “Ned til hundene” i mandags og påbegyndte læsningen samme aften i badekarret. Omkring halvvejs igennem bogen var vandet blevet koldt og mine fødder rynkede, så jeg måtte snuppe de resterende sider på min sofa. Det er ikke hver dag, jeg læser en bog i et stræk, så det taler bestemt for dens kvaliteter.

“Ned til hundene” handler om lægefruen og forfatterinden Bente, der pakker sin kuffert, tager en bus og stiger af den på et sted, hvor der ikke er flere busser i vente. Her sætter hun sig roligt, selvom der er en storm på vej. Hun bliver heldigvis hevet med hjem af det lidt nussede par John og Putte, der går rundt og plejer deres piskesmæld og passer onklens hunde (deraf titlen), og glider stille og roligt ind i deres (på overfladen temmeligt stillestående) tilværelse. Undervejs gives et par tilbageblik til det liv, Bente forlod.

Der er mange ting i “Ned til hundene”, som er helt klassiske for Helle Helles bøger. Den omhandler stille og enormt almindelige mennesker, der udfører hverdagsagtige handlinger og sjældent giver rationelle begrundelser for at gøre som de nu engang gør. Lige under overfladen lurer masser af drama og heftige følelser, som der aldrig sættes ord på.

Jeg synes dog også, Helle Helle har fornyet sig. Hendes tidligere roman, “Rødby-Puttgarden”, beskrev en gruppe mennesker, der alle havde sammen sociale baggrund. I “Ned til hundene” ridses klasseskellene tydeligt op mellem Bente fra den øvre middelklasse og John og Putte, der tilhører et noget lavere segment.

Bogen er altså virkelig værd at læse, især hvis man på lidt dansklærer-agtig vis har lyst til at kaste sig ud i noget analyse af, hvad der egentlig foregår og er foregået - det er ikke til at lade være. Og så er den ovenikøbet et godt sted at begynde, hvis man gerne vil kaste sig ud i den nyere danske litteratur, for den er ikke det mindste tung og uoverskuelig.

En meget rammende smagsprøve er følgende lille samtale, hvor John udspørger Bente om hendes bøger. Den viser forfatterens underdrejede humor, og beskriver forfatterskabet (altså Helles eget!) bedre end nogen anmeldelser:

- Jamen, det må da handle om noget.

- Det handler mest sådan om almindelige mennesker.

- Det lyder kedeligt. Hvad laver de?

- Drikker kaffer og snakker og sådan noget.

- Hold da op.

Forrygende forskning tirsdag, 22. apr 2008

Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, 2 kommentarer

Ja, det er godt nok en lidt gammel historie, jeg  vil gøre opmærksom på, men hvis I ikke så den i avisen i sidste uge, så kig lige her!

Der foregår selvfølgelig en masse spændende ting på Aarhus Universitet, men er det alligevel ikke ret vildt, at der findes en forsker, som ved noget om grises smag i chokolademærker? Og så er det ikke engang rent pjat. Måske kan de små grise, der ivrigt render i hælene på hende for at få M&Ms (for det er det eneste, de vil have!) føre videnskaben til en bedre foreståelse af Parkinsons sygdom.

Jaja, nogle gange kan jeg blive helt ked af, at mine hjerneskiver fra rotter ikke er nær så cute som de lækkersultne minigrise…

Forårsudsalg: banaliteter til halv pris! mandag, 21. apr 2008

Skrevet af betteskov under Lykke, 3 kommentarer

Naaah, jeg er faktisk gavmild i dag og vil forære mine ligegyldige lykkepip væk til jer, helt uden beregning! Jeg ved ikke hvordan det kan være, men det er altså helt umuligt at skrive noget klogt og dybfølt om at være føle sig ovenpå, når der nu ikke er nogen særlig årsag til denne mystifistiske og pludseligt opståede happiness.

Selvfølgelig er der da masser af grunde til at være glad, jeg nævner i flæng at solen skinner, eksperimentelt arbejde går støt fremdad, lange løbeture er herlige, marineret perlebyg smager fantastisk på en bund af spæde salatblade og det er ikke ALLE andre mennesker, der er trælse ALTID.

Men øh, næsten alle disse argumenter for ikke at være i dårligt humør var også til stede i sidste uge, hvor jeg ikke opførte mig som en lalleglad jubeloptimist. Lige bortset fra den der med, at solen skinner…

Jeg er vist så afsindigt forudsigelig, at det totalt har overrumplet mig :-)

Genkendelsens glæde søndag, 20. apr 2008

Skrevet af betteskov under Erindringer, Nyheder, Kommentarer

Her i Bededagsferien har mit tidligere hjem været meget i nyhederne. Da jeg, grundet et lidt spontan studieskift, måtte flytte til København i 2004, var det eneste kollegieværelse jeg kunne få med kort varsel på Rebæk Søpark, stedet hvor den lille Oliver blev holdt fanget!

Det undrer mig absolut ikke, at denne slummens højborg er blevet berømt. Jeg havde dog snarere forestillet mig, at en medieoptræden ville skyldes, at nogle blev myrdet eller voldtaget derude, en kidnapning havde jeg ligegodt ikke forudset.

Da jeg boede der var Rebæk Søpark grimt som bare f…, dørene stod altid åbne så alle mulige mystiske personager kunne vade ind (og gjorde det), og jeg fik et rigt kendskab til andre kulturer og især alternative sekter, hvor det største tabu vist var at vaske op eller gøre fælleskøkkenet rent. Jeg delte køkken med kinesere, der kogte store mængder tang, og afrikanere, der levede af den billigste fødevare de kunne opstøve: dåsemakrel og ansjoser kogt i tomatsovs.

Viceværten brugte en del tid på at smide de kinesere ud, der boede 4-5 stykker på et værelse, når han altså ikke var travlt optaget af at hente politiet til at opklare endnu et tyveri…

Det mærkelige er, at jeg har fantastiske minder fra stedet. Jeg har godt nok aldrig boet dårligere, og så snart der blev et værelse ledigt på Amager, var jeg ude af vagten. Men det var en skøn tid: jeg var ung, uden forpligtelser, begyndte på mit drømmestudium, tog S-toget ind hver dag og lærte mit lands hovedstad at kende. Og snakkede tit med de herligste mennesker, når jeg var tilbage på kollegiet. Der tilstødte mig aldrig noget, og jeg var aldrig rigtigt bange for at være på Rebæk. Så underligt nok blev jeg faktisk lidt nostalgisk af at se den hæslige bygning igen - mit liv som slumturist var på ingen måde dårligt!

Kom så frem med Hugh Grant! torsdag, 17. apr 2008

Skrevet af betteskov under Dating, Hverdagsliv, SIMEL, 7 kommentarer

Ja, det er sådan set ikke fordi jeg er specielt begejstret for manden, men han er fast bestanddel i de romantiske komedier, jeg kan holde ud at se. Derfor måtte han godt lige komme og lave en lille optræden som “special guest star” i mit liv! I går læste jeg med fornøjelse Fat2Fabs indlæg “Hvis dit liv var en film“. Det mindede mig om, at jeg sidste år kørte et lille projekt, jeg kaldte SIMEL (Stjernen I Mit Eget Liv), forårsaget af nogenlunde tilsvarende overvejelser. Mit hovedformål var at få nye og anderledes oplevelser, at gøre filmen om mit liv lidt mindre kedelig. Og selvfølgelig, at sætte mig selv i centrum som den absolutte stjerne!

Hvordan gik det så lige? Rigtig fint, faktisk. Lige bortset fra på et enkelt punkt, altså. I min iver for selv at spille hovedrollen har jeg vist helt glemt at caste en mandlig modspiller. Eller, sagt på en anden måde, det er lige gået op for mig, at jeg ikke har været på noget der ligner en date i ligegodt et års tid. Jeg har heller ikke savnet denne side af livet, for jeg har jo haft så travlt med alle mulige skønne beskæftigelser, har udvidet min bekendtskabskreds dramatisk og udfører så megen hård træning, at den eneste dyriske drift, der nogensinde siger så meget som et lille pip, er trangen til hvile.

Nu er der jo ikke noget galt med at leve på den måde. Jeg er faktisk yderst glad og tilfreds. Men har jeg virkelig lyst til, at min film udelukkende skal handle om en tough og selvstændig karrierekvinde, hvis evige motto lyder “jeg kan klare mig selv”, alternativt et lille stædigt bæst, der trods en ret minimalistisk fysik anser sig selv for lidt af en jægersoldat? Jeg frygter, det bliver alt for trættende i længden.

Der er simpelthen behov for en manuskriptforfatter, der har hørt efter i timen på Filmskolen og lært, at alle film, ligegyldigt hvor seriøse, skal krydse med en lille smule romantik. Og så en caster, der har Hugh Grants nummer! Alternativt modtages konstruktive forslag med kyshånd. Jeg har nemlig helt glemt, hvordan man egentlig opsøger den slags :-)