URBANblog
jump to navigation

Jeg indrømmer! fredag, 29. feb 2008

Skrevet af betteskov under Musik, TV, 2 kommentarer

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke gad se det der X Factor. Det lykkedes mig jo tidligere, ved at fremvise al min indbyggede stædighed og vedholdenhed, at undgå Vild med Dans, og jeg havde en plan om at benytte fuldstændig samme taktik igen.

I begyndelsen gik det fint. Jeg så ingen af audition-afsnittene, og jeg kunne på passende vis sætte et undrende ansigt op, når nogen sagde “Blachmann” ved kaffeautomaten. Indtil en kollega fortalte om sin svigerinde, der var med i programmet og på det stærkeste opfordrede os til at heppe lidt på hende og gerne afgive en sms-stemme.

Jeg skulle jo bare lige kigge hende ud… det endte med, jeg pløjede alle de gamle afsnit igennem på net-tv, og i fredags lavede jeg en X Factor “date” med en veninde. I aften får jeg besøg af en indisk gæstekok i min lille madklub, og jeg er allerede ved at overveje, hvordan jeg skal forklare ham, hvem Line er og holde hans opmærksomhed fanget gennem hele showet. For jeg kan jo ikke gå glip af det, vel?

Jeg er blevet hooked på tvivlsomme sangstemmer, Blachmanns fablen om supergenier (mange opfatter ham som “den hårde”, men som jeg ser det, er han ofte den vanvittigt skamrosende dommer), Remees professionalisme i sit valg af artister og coachingen af dem, folkestemningen skiftevis mod eller for Raiden og Vocaloca og alt hvad der ellers hører sig til. Ja, jeg ser X Factor! Ja, jeg er en nu en lille ingrediens i den store, danske flæskefars. Og forøvrigt tror jeg, at Martin vinder.

Sådan skal det ordnes! tirsdag, 26. feb 2008

Skrevet af betteskov under Dating, 7 kommentarer

Jeg har netdatet meget gennem tiden, i flere omgange og på forskellige portaler. Mine dyrekøbte erfaringer kan sammenfattes i en række brugbare råd:

For øvrigt er jeg stadig single. Det bedste jeg nogensinde har fået ud af en netdate er en gratis biografbillet. Så lad computeren stå og gå ud i livet. Hvis du endelig vil netdate, så lad være med at lytte til såkaldte eksperter. Hvis vi var så gode til det, havde vi jo ikke brug for at gå på ufatteligt mange dates, vel?

Den overdimensionerede, malplacerede ælling tirsdag, 26. feb 2008

Skrevet af betteskov under Erindringer, Familie, 12 kommentarer

Da jeg voksede op i Silkeborg, var Asger Jorn Museet et oplagt udflugtsmål, og et ganske særligt maleri fangede altid min opmærksomhed

Vi taler ikke om det mest berømte billede fra Jorns hånd, men et ganske lille arbejde, hvor han ikke engang selv har fyldt rammen ud. Billedet er et idyllisk gammelt maleri af en sø og en gård og nogle høje træer. Pænt, men dræbende kedsommeligt. Ovenpå den metervare har Jorn så klasket en kæmpestor ælling i psykedeliske farver.

Som lille kunne jeg let gennemskue, at ællingen slet ikke passede ind, og at den faktisk var ganske sjusket frembragt. Men jeg var dybt fascineret over kontrasterne mellem det overdrevent pæne landskab og den besynderlige, men livsglade unge and.

I dag er jeg klar over, at billedet også fortæller en historie om et miskendt geni i en noget så yndig by, som de fleste nok forbinder med pittoresk natur og en ældgammel hjuldamper.

Jeg tager stadig tit på weekend i Silkeborg, og de store, bakkede skove suppleret med herligt flade løberuter rundt om diverse søer ER da et vigtigt trækplaster, men heldigvis har Silkeborg endnu mere at byde på.

Den gamle papirfabrik, som byen i sin tid blev grundlagt omkring, rummer i dag biograf og caféer, hvor man kan få sin latte suppleret med en smuk udsigt, og på bymuseet kan man besøge mosefundet Tollundmanden. Men først og fremmest er der Jorn – tag endelig en tur forbi min barndomsby, og gå ikke glip af ham!

* Skrevet til Urban Vest

Af banen, her kommer 2919! torsdag, 21. feb 2008

Skrevet af betteskov under Løb, Nytårsløfte 08, 2 kommentarer

Efter at have indset fornuften af at lave en bindende kontrakt med mig selv, har jeg investeret i et startnummer til Copenhagen Marathon. Så er min indre nærigpind i hvert fald en medvirkende faktor til at hive min røv hen på startlinien, for sådan et stykke papir står i lige over 500 kr.

Jeg var ellers lige ved at komme lidt i tvivl om jeg nu vil løbe marathon lige nu, fordi det er gået så forrygende meget fremad på 10 km´eren den sidste tid (to personlige rekorder på to uger er under alle omstændigheder et godt resultat, uanset at ingen af tiderne var sådan voldsomt imponerende), så jeg fik helt lyst til at ride videre på den bølge. Men nej, tiden er altså inde til at prøve kræfter med den lange distance!

Jeg blev temmelig forskrækket, da jeg kiggede på løbets hjemmeside. Ikke bare den sædvanlige “alle de navne lyder som om de tilhører nogle, der løber meget bedre end mig”, men der var en lille boks med nedtælling til løbet. Og der er kun 87 dage tilbage! Kan jeg virkelig nå at blive klar på så få dage?

Heldigvis er jeg ikke alene om dette projekt. På lørdag begynder vi, en flok glade kickrunners hvoraf mange er førstegangs-deltagere i marathon, på et fælles træningsprogram. Jeg er parat til at prøve lidt af hvert, hvilket i den nærmeste fremtid vil indebære mental træning, styrkeøvelser for at få et lidt fastere “korset” og en løbestilsanalyse. Sig endelig ikke, at jeg ikke ofrer mig for sagen…

Stakkels forfatter, stakkels anmelder tirsdag, 19. feb 2008

Skrevet af betteskov under Bøger, 9 kommentarer

Jeg ved ikke om folk, der bruger deres krudt på at nedsable andres værker nogensinde tænker på, at deres ondskabsfulde (men ofte latterfremkaldende) spidsfindigheder risikerer at komme til at blive gransket af eftertiden. Og jeg aner ikke, om det ville få dem til at tænke sig om en ekstra gang.

Som følge af mine hygge-studier i litteraturhistorie har jeg læst Niels Lyhne af JP Jacobsen. Manden kan jo tydeligvis skrive, og selvom jeg var lidt skuffet over den måde, det berømte ateistiske stof blev behandlet på, var bogen da en fin oplevelse. Men jeg fik nok mest ud af at læse den anmeldelse fra Fædrelandet, der var vedhæftet min udgave (JP Jacobsens samlede værker, fra 1973).

Anmeldelsen er skrevet i 1881 og er noget længere end mange nutidige af slagsen, den fylder 11 bogsider. Og så er den hysterisk sjov. Først kan kritikeren ikke sætte sig ind i, at den 12-årige Niels forelsker sig i sin tante, efter at have set lidt af (gys….) hendes ben:

“Var han nu en fordærvet Dreng, der havde svælget i slibrige Romaner og skidne Historier, saa var dette maaske muligt, men hvor farligt hans stærke Drømmerliv end kan have været, saa maa den frie Luft paa Jyllands Vestkyst, i hvilken han daglig har tumlet sig, dog sikre ham mod Fornemmelser, som den ufordærvede Yngling paa 16-20 Aar ikke engang vilde mærke under de givne omstændigheder”.

Nu hvor vi har fået slået fast, at anmelderen (der nådigt ikke navngives) har tilbragt sin egen ungdom låst inde i et mørkt rum uden at modtage sanseindtryk af nogen art, er det måske ikke så underligt, at han har svært ved at kapere det afsnit af bogen, hvor den unge (først i tyverne, tror jeg) Niels tager afsked med den ældre enke fru Boye, der skal giftes med en anden: “den mest anstødelige Scene i hele Fortællingen, udmalet med samme vellystige Velbehag som den hvori Tante Edeles Ben spille Hovedrollen”.

Endelig konkluderer snerpen at: “Niels Lyhne er altsaa langtfra at være nogen god Bog, dens sandsepirrende Scener og kyniske Aabenbarelser maa virke skadeligt paa ubefæstede Læsere”.

Jeg begynder at forstå, hvorfor visse forfattere klynker lidt over at blive kritiseret i diverse medier. Men denne anmeldelse må den gode JP da selv have grinet højlydt af. Set i bakspejlet er det jo let at nå frem til, at anmelderen egentlig fortæller mest om sig selv. Og at han må have været håbløst gammeldags, også dengang i attenhundredeoghvidkål.

Jeg skal bare lige have fat i en satellit mandag, 18. feb 2008

Skrevet af betteskov under Løb, 2 kommentarer

Dejlige venner og familiemedlemmer overdængede mig med gaver til min fødselsdag, og så blev det hverdag igen. Allerede efter en uge følte jeg en ubærlig trang til at pakke noget op, og gav mig selv en “lille” gave: en Garmin Forerunner 305.

Til de uindviede kan jeg fortælle, at det er et pulsur med indbygget GPS, og dermed et fantastisk redskab til løbetræningen. Jeg kan nu se mit tempo, pulsen, tiden og den tilbagelagte distance mens jeg løber. Ved computeren kan jeg fremstille yderst informative grafer, der feks viser min puls og højdeprofilen som funktion af antal løbne kilometer. Er det ikke vildt?

I fredags havde jeg det på på arbejde (og fik næsten lavet noget indimellem de mange gange, jeg lige måtte vise en kollega mit nye legetøj), og kunne satellitnavigere til kantinen og opmåle min vej fra hjem til arbejde.

Kort sagt, Forerunneren er genial. Den kan også fortælle mig, hvor mange kalorier jeg forbrænder når jeg er aktiv (den ved, hvor gammel jeg er, og hvad jeg vejer, og hvis jeg slæber på en tung taske, kan jeg bare fortælle den om den), lade mig konkurrrere med en virtuel partner og alarmere mig, hvis pulsen bliver for høj på en restitutionstur. Ok, den blander ikke min sportsdrik eller vasker mine svedige løbesokker, men det er vist også de eneste begrænsninger.

Normalt er jeg ikke så meget til gadgets, og faktisk løber jeg mest for at nyde naturen og følelsen af at KUNNE. Men nørden i mig elsker bare den her dims. Nu kan jeg på halvvidenskabelig vis genopleve mine bedste ture foran computeren - “det der underlige pulsudsving skyldes sikkert en hjort på nært hold” eller “så er der da ikke noget at sige til, jeg holdt op med at snakke på den bakke”.

Römertopf - erfaringer efterlyses fredag, 15. feb 2008

Skrevet af betteskov under Bøger, Madoplevelser, 5 kommentarer

I “Køkkenrevolution på høje hæle”, som jeg lige har skamrost, findes der en masse opskrifter, der tager udgangspunkt i, at man benytter en såkaldt römertopf eller stegeso (det er næsten altid bedst at bruge det danske ord. Undtagen i det tilfælde). Jeg overvejer lidt at købe sådan en fætter (eller kusine?).

Er der måske en enkelt eller to læsere derude, der ejer og bruger en römertopf? Hvis ja, så fortæl mig, om jeg også skal have en. Jeg er godt nok meget fristet….

Smid en kommentar her, eller skriv til mig på  skov_jane at yahoo.com

“Køkkenrevolution på høje hæle” fredag, 15. feb 2008

Skrevet af betteskov under Bøger, Madoplevelser, 4 kommentarer

Jeg hører til den kategori af mennesker, der læser madopskrifter for sjov - og for at få inspiration. Da jeg meddelte mine venner, at jeg ønskede mig bøger og køkkengrej til min fødselsdag, blev jeg da heller ikke specielt overrasket over at høste hele tre kogebøger. Til gengæld blev jeg meget glad over at modtage tre vidt forskellige og meget spændende bøger.

Jeg har kastet mig over én af dem, nemlig “Køkkenrevolution på høje hæle” af Oscar Umahro Cadogan. Indtil videre er jeg begejstret! Der er mange simple opskrifter, og mange, der er velegnede til småbitte husholdninger. Bogen tager udgangspunkt i nogle kostråd, som egentlig ikke er ret nyskabende - jeg tror de fleste af os er klar over, at man skal passe på med tilsat sukker og spise godt med fuldkorn. Derfor må ordet “revolution” dække over den lade danske variant af slagsen, hvor man ikke får væltet regeringen, fordi det regner eller der er x-factor i fjernsynet….

Når det er sagt, så har Cadogan nogle rigtig gode idéer til at sparke smagen helt op i det røde felt. Jeg er blevet inspireret til at udbløde rosiner og mandler, jeg har revet økologiske citroner og indkøbt vaniliepulver, som sandelig ER noget helt andet end vaniliesukker! Lige nu er mit køleskab faktisk proppet med skåle fulde af ingredienser til senere brug, og jeg skal snart investere i nogle flere glaskrukker med låg.

Jeg har frembragt mos af søde kartofler, laks med æbler og oliven samt ovnbagte cherrytomater. Min sædvanlige havregrød har lige fået et lille pift ved at jeg nu udbløder grynene aftenen før og tilsætter en teskefuld eddikke, lidt kanel og vanilie samt minimale mængder salt og peber. Med lidt mandler og rosiner (som jeg naturligvis har udblødt) er resultatet en såkaldt powergrød. Om verden så er klar til mig, pumpet op med endnu mere power, det må tiden vise.

Det undrer mig sådan set lidt, at bogens forside tydeligvis henvender sig til kvinder (det står der faktisk, og der er glas med madvarer i den lyserøde/lilla ende af spektret), for jeg kan ikke se, at mænd ikke skulle få glæde af Cadogans tips - og han er sådan set også selv en mand! Men opskrifterne er nok bare ultrafeminine, med fisk og grøntsager og ingen fede sovse.

Jeg bryder mig generelt ikke så meget om mad-videnskabs-nyheder, i stilen: “hvis du spiser x, så er det supersundt fordi der er et stof i, som forebygger den og den sygdom”, og de findes på alle sider i Køkkenrevolutionen. Jeg kan i dette tilfælde godt leve med dem, fordi de står i separate bokse, og fordi Cadogan trods alt prædikerer smag i højere grad end sundhedsreligion.

Så alt i alt synes jeg, at “Køkkenrevolution på høje hæle” er en god investering og anbefaler den varmt. Også til mænd. Det kan squ da ikke passe, at de allesammen lever af junk, vel?

Selvironi torsdag, 14. feb 2008

Skrevet af betteskov under Musik, Kommentarer

Personligt mener jeg, at selvironi er omtrentligt den mest beundringsværdige menneskelige egenskab overhovedet. Og på P3 hørte jeg lige det bedste eksempel nogensinde: Johan Wohlert forklarer de dårlige anmeldelser, The Storms nye udgivelse har fået, med at gruppen har ramt mange anmelderes ømme punkter. Han og Pernille Rosendahl ser jo godt ud, og al deres talent og professionalisme kan være svært at kapere for mange mennesker (der underforstået ikke har været så heldige at score jackpot både hvad angår udseende og evner).

Her har vi altså et strålende eksempel på en ung mand, der ejer selvironi på allerhøjeste plan. Håber jeg da virkelig for ham…

Sådan gør man det meget besværligt at gøre det selv onsdag, 13. feb 2008

Skrevet af betteskov under Familie, Hverdagsliv, 4 kommentarer

I sidste uge afslørede jeg nogle af mine metoder til at hærge sin mobilos på. Men jeg fik vist aldrig fortalt hele den sørgelige række af begivenheder bag mit sidste telefondrab.

Historien begyndte tilforladeligt, da jeg overtalte min far til at køre mig i Silvan, så vi kunne købe en ny rumdeler - min bogsamling var nemlig ekspanderet ud over de to, jeg har i forvejen. Vi fandt samlesættet, sparede endda 200 kr, og fik slæbt det ud i bilen.

Så langt, så godt. Da vi kom hjem til mig og fik sat min far i sving, åbenbarede et MINDRE problem sig: vi havde kun fået halvdelen af træstykkerne med! Tilbage i Silvan måtte den ansvarlige beklage, at han havde glemt at skilte med, at samlesættet altså kom i TO kasser. Så var det alligevel ikke så imponerende, at en lille splejs som mig kunne bære kassen selv!

Vi havde travlt, og jeg var godt stresset over Silvan-medarbejdernes idioti, men fik også høvlet den anden kasse ud i bilen. Den var lidt længere end den første, og det medførte en vis kamp at få den ind i bilen. I kampens hede må min mobiltelefon være røget ud af min lomme. Jeg opdagede intet, og vi kørte frisk hen over den!

Derhjemme fik min far samlet rumdeleren mens jeg kastede mig ud i et hysterisk anfald, da jeg opdagede min telefons fravær fra min lomme. Jeg ledte overalt, men måtte konkludere, at den nok var i Silvan eller på parkeringspladsen.

Næste morgen skulle jeg løbe Danisco Cup, men inden start fik jeg ringet til Silvan, der kunne fortælle, at de havde fået liget af en mobiltelefon indleveret. Mens jeg tonsede rundt i Riis Skov bjærgede min far vraget. Telefonen var tydeligvis gået til de evige jagtmarker, men heldigvis kunne SIM-kortet med alle mine numre reddes.

Jeg ved ikke, om denne historie har en morale, men jeg kan drage to konklusioner.

1) Der findes stadig gode mennesker, for det var utrolig betydningsfuldt for mig, at en af hverdagens helte afleverede min ødelagte telefon til Silvans kundeservice.

2) I disse (åh, jeg havde lovet mig selv ikke at bruge det skrækkelige ord på min blog) Valentines Dag-tider må jeg indrømme, at jeg nok har brug for en mand i mit liv. Jeg har simpelthen ikke penge eller mentalt overskud til at gøre det selv nogensinde igen! Dermed ikke være sagt, at min far ikke gør det godt - denne historie fortæller vist mere om hans serviceniveau end jeg egentlig har lyst til at afsløre.