Motionsafhængig mandag, 30. jul 2007
Skrevet af betteskov under Løb, 6 kommentarerI disse agurketider dukker den med jævne mellemrum op i dagspressen eller på tekst-tv: historien om, at visse mennesker motionerer og bliver afhængige af det. De stakkels træningsjunkier risikerer at blive så hårdt ramt, at de ligefrem bliver rastløse og irritable, hvis de forhindres i at komme ud og træne!
Jeg løber 4-5 gange om ugen, og må nok vedkende mig at være dybt afhængig af det. I hvert fald drøner jeg rundt på landevejene i al slags vejr, bortset fra når landevejene er for glatte. Jeg løber selvom det er jul, min fødselsdag eller jeg er på ferie. Jeg tror på, at lettere forkølelser, almen livslede og negative følelser kan løbes væk. Nogle mennesker finder mit forhold til min sport lidt ekstremt, men her er hemmeligheden: jeg løber, fordi jeg kan lide det. Jeg nyder at bevæge mig gennem terrænet. Jeg har det skønt bagefter. Og jeg er begejstret for de langsigtede effekter på min krop og sjæl (lange, slanke ben, god kondi og viljen til at blive ved, for nu bare at nævne et par stykker).
Ja, jeg bliver irriteret, hvis nogen eller noget forhindrer mig i at løbe flere dage i træk. Men det bliver jeg altså også, hvis jeg ikke kan komme til at dyrke mine andre hobbies. Der er bare aldrig nogen, der kunne finde på at kalde mig broderi-afhængig eller mene, at jeg har et problematisk forhold til at læse bøger.
I et land, hvor en stor del af befolkning er i fare for at blive syg på grund af fysisk inaktivitet kan det godt gøre mig lidt småsur, at der bruges så megen spalteplads på at bekymre sig over folk, der frivilligt bevæger deres dertil indrettede legeme og nyder det. Selvfølgelig kan det være problematisk, hvis motionen kommer til at fylde så meget, at der ikke er plads til venner og familie, eller hvis man hærger sin krop ved at træne selvom man er syg eller skadet. Jeg tror bare kun det er et lille fåtal af de såkaldt “motionsafhængige” der er ude i en negativ spiral af overtræning. Mange har vel bare som jeg opdaget, at det er så sjovt at røre sig, at man får lyst til at gøre det igen.
Amen - nu vil jeg ud og træne
Optaget på drømmestudiet - hvad gør man så? søndag, 29. jul 2007
Skrevet af betteskov under Studieliv, KommentarerJeg har i dag og i går nydt at læse om de heldige unge bloggere, der lige har fået et brev om, at de er optaget på deres drømmestudium (den sætning får det til at lyde, som om jeg er mindst 80, ikke?). Jeg må indrømme, at jeg er lidt misundelig på dem - de 8 år, der er gået siden jeg selv fik den længe ventede besked fra Aarhus Universitet har nemlig været helt forrygende. OK, jeg endte godt nok med at hoppe fra mit drømmestudium midtvejs, flyttede rundt hele tiden (bl.a. til København og tilbage igen), måtte lære en masse udenad selvom det virkede formålsløst, stressede som en gal til eksamenerne og så videre. Min studietid var alligevel en rigtig god tid - og jeg kan da ikke være blevet helt skræmt væk, siden jeg nu arbejder på Aarhus Universitet, få meter fra det sted jeg havde min første forelæsning. Så i kraft af min status som ældgammel studierotte vil jeg nu dele et par guldkorn ud til de forventningsfulde nyoptagne:
1: Find et sted at bo i den by hvor du skal studere. Straks! Langdistance-pendling kan virkelig lægge en dæmper på lysten til at deltage i sociale arrangementer på studiet, og det er drønvigtigt at være med fra starten. Jeg kan stærkt anbefale at finde et kollegieværelse. Det er måske ikke som at bo på Radisson, men festerne er gode og du får lynhurtigt et stort netværk af andre studerende. Hvis du vil leje et privat værelse eller en lejlighed, så betaler det sig selv at sætte en annonce i den lokale gratisavis, f.eks. Århus Onsdag. Hvis du som jeg er en stille, ikke-rygende kvinde hvis hobbies inkluderer at læse bøger, så kan du godt regne med mange henvendelser, jeg har været oppe over 100!
2: Nyd friheden indtil studiestart. Det kan være fristende at begynde at læse lidt allerede nu, for at have et forspring. Jeg vil dog stærkt anbefale at lade være. Du kommer tidligt nok til at sidde med næsen i bøgerne, og studiet er så intensivt, at det opnåede forspring smuldrer i løbet af få dages terperi. Hvis du skal læse humaniora har jeg dog hørt en lille vovse gø om, at det kan være en god idé at læse noget klassisk litteratur, så det er bare om at snuppe Tolstoy eller Kafka med på stranden.
3: Få nogle venner udenfor studiet. Jeg har haft størstedelen af min omgangskreds på studiet, og det kan godt være lidt belastende, hvis man i en periode er træt af det hele og bare vil snakke om noget andet. Derfor vil jeg absolut anbefale andre at finde en sportsklub eller broderiforening eller hvad der kunne virke interessant, og melde sig ind.
4: Fat mod. Inden jeg begynde på medicinstudiet frygtede jeg lidt, at alle de andre havde lægeforældre, vidste alt hvad der var værd at vide om anatomi og generelt var coolere og mere modne end mig. Selvfølgelig var der en del personer, der passede det signalement, men mange af mine med-russer var mindst lige så usikre som mig. Og der var masser af søde mennesker, der gerne ville lære mig at kende. Så bare kast dig ud i intro-arrangementerne, det skal nok gå godt!
Afghanske kvinder lørdag, 28. jul 2007
Skrevet af betteskov under Bøger, KommentarerFor nogle år siden tænkte jeg meget på de stakkels kvinder fra Afghanistan, som blev tvunget i burkaer og ikke måtte arbejde som læger, advokater eller forretningskvinder, selvom de var uddannet dertil. De måtte ikke engang gå på gaden uden at blive fulgt af en mand fra familien, og mistede alle basale rettigheder. Jeg synes, det var så forfærdeligt. Det gør jeg selvfølgelig set stadigvæk, men med alt det, der sker ude i verden, havde jeg nok glemt dem lidt igen.
I den sidste pakke fra min bogklub fik jeg en bog af Khaled Hosseini, der hedder “A thousand splendid suns”. Den handler om kvinder i Kabul og beskriver på en smart måde deres historie gennem mange år, fra midten af 70erne til i dag. Bogen indeholder en masse historiske oplysninger og fakta, men den er så underholdende og letflydende, at det ikke føles belærende på nogen irriterende måde.
I de sidste par dage har jeg været helt opslugt af de to kvindelige hovedpersoner Mariam og Lailas skæbne. Det er ikke småting, de udsættes for: kommunistisk besættelse, stammekrige, talibanstyret, bomberegn, grusomme mænd og burkaer. Det klædningsstykke, der for mange i vesten er symbolet på den ultimative kvindeundertrykkelse. Men det kan nu også være rart og beskyttende at dække sig fuldstændig til, hvis man er flov over at være en horeunge eller ens bekendte ikke skal se, hvor dybt man er sunket. Desuden er den god til at dække mærkerne efter de slag, man risikerer at få fra sin ægtemand, så det er ikke med 100 % negative følelser, at kvinderne trækker i deres telt.
Sådan er det hele vejen igennem, Hosseini er god til at få nuancerne frem. Der optræder dybt usympatiske mænd, der er så optaget af at holde nogle sære, religiøse regler (der sikkert ikke engang er belæg for i koranen) at de mister al menneskelighed. Men der er også en mullah, som er et kærligt og varmt menneske. Selv bogens ultimative skurk er i stand til at udvise ren og smuk kærlighed.
“A thousand splendid suns” er til at holde ud at læse trods det uhyggelige emne, fordi den rummer mange elementer af humor og varme. Min yndlingsscene i bogen er, da den lille pige Laila er blevet mobbet af nogle ældre drenge. Da hendes bedste ven, der har mistet sit ene ben efter et møde med en landmine, hører at de har sprøjtet urin på hende med en vandpistol, slår han ufortrødent løs på den største af bøllerne med sin benprotese. Ud over at rumme en profeti for bogens afsluttende, tragiske klimaks, har den lille historie en vigtig pointe. Selvom man er svag, må man bare kæmpe med de våben, man nu engang har.
Under talibanstyret har de afghanske kvinder intet tilbage, udover hinanden. Deres eneste styrke er sammenhold, venskab, solidaritet. Laila og Mariam er så forskellige, som to kvinder kan være, og de bringes sammen på en måde, der opfordrer dem til at hade hinanden. Men de lærer at holde sammen, og historien om deres venskab er næsten lige så storslået som bogens gribende kærlighedshistorie.
Min eneste kritiske bemærkning er, at Khaled Hosseini har bygget sin bog op, så den lige netop rummer de elementer, vi kan genkende i den vestlige verden. Enkelte steder virker det en anelse konstrueret, men det forhindrer altså ikke “A thousand splendid suns” i at være en rigtig god bog. Den har min varmeste anbefaling, og jeg skal vist snart ud og have fat i Hosseinis første roman “The Kite runner”.
Er der nogen der har set min hippocampus? torsdag, 26. jul 2007
Skrevet af betteskov under Løb, 3 kommentarerI går var jeg til fortræning til Marselisløbet. Efter en måneds ferie (jeg har løbet lidt i Australien, men langt mindre end sædvanligt) skulle jeg lige have gang i benene igen, så jeg kæmpede på de første kilometer, men pludselig fandt jeg rytmen. Det gik fantastisk, jeg var lykkelig over at løbe og nød de herlige skove (selv bakkerne) og synet af massevis af andre glade motionister. Indtil det gik op for mig, at jeg ikke kunne se andre løbere. Dem foran mig var på mystisk vis forsvundet, og der var ingen bagved. Kunne det passe, at alle havde overhalet mig? Nej, så langsom er jeg heller ikke. Jeg var bare løbet den forkerte vej. Hvordan det kan lade sig gøre at blive væk fra hundrevis af andre mennesker, når der er vejvisere og afmærkninger, aner jeg ikke. Men lost, det var jeg.
Jeg fandt vandet og begyndte at løbe mod Århus. Det blev en ret lang tur hjem, for jeg var kommet et pænt stykke hjemmefra, så jeg fik lidt mere end de 12 km jeg havde planlagt, men det tæller jo altsammen, så pyt med det.
Jeg er lidt mere bekymret over, at jeg åbenbart er aldeles ude af stand til at finde vej. Jeg bliver væk nærmest på daglig basis. Sig nord eller øst og jeg ser forvirret ud. Giv mig et kort i hånden og grin af mine forsøg på at vende det rigtigt. Betegnelsen for sådan en som mig er vist orienteringsspasser.
Noget af forklaringen kender jeg fra mit arbejde - jeg interesserer mig for den del af hjernen, der hedder hippocampus. En yderst spændende struktur, der blandt andet er involveret i følelser, indlæring og hukommelse. Især den spatiale hukommelse, som er central for at finde rundt i verden. Jeg jonglerer dagligt med rottehippocampi, men min egen har vist en medfødt defekt?
Mænd er statistisk set bedre til at finde vej end kvinder, men forskellen er ikke enorm, og en tilfældig kvinde kan sagtens være bedre til at orientere sig end en tilfældig mand. Så jeg kan nok ikke bruge mit køn som undskyldning. Jeg ved bare, at jeg en dag ender i Odder eller Randers eller Rumænien, hvis jeg forsætter som hidtil. Og hvordan skal jeg så komme hjem?
Så var der jo lige det der lille tag… onsdag, 25. jul 2007
Skrevet af betteskov under Ikke kategoriseret, 2 kommentarerJeg blev tagget mens jeg var i Australien og havde fuldstændig glemt alt om det. Jeg er sikkert også den allersidste på Urbanblog til at fortælle 8 facts om mig selv. Men her kommer de, og så kan man jo diskutere om jeg er “fashionably late” eller det er noget med det akademiske kvarter (i mit tilfælde et par uger) der gør sig gældende:
1: Jeg sender ellers aldrig kædebreve videre, hverken på sms eller mail
2: Alligevel er jeg aldrig blevet ramt af de uheld, der trues med, hvis man bryder kæden.
3: Faktisk er jeg ret heldig, i hvert fald i spil.
4: Den sidste præmie jeg vandt var 500 kr fra et kryds-og-tværs blad.
5: Til gengæld er jeg kronisk uheldig hvad kærligheden angår.
6: På min sidste dating-profil fik jeg i gennemsnit 21 breve om dagen.
7: Jeg udholdt 5 dates
8: Jeg brugte 38 % af den eneste 2. date jeg var på med at hyperventilere på badeværelset.
Måske er jeg bare ikke helt parat til at binde mig?
Noget andet, jeg heller ikke er helt klar til, er at tagge 8 andre. Jeg går ud fra, at de fleste allerede har været igennem møllen. Jeg vil lade nogle ledige pladser stå, og lade det være op til mine eventuelle læsere at indberette folk, der endnu ikke har været tagget (og indberet gerne jer selv!). Pladserne vil altså blive fyldt ud hen af vejen…
1: Engleord
2: Nina
3:Den onde hund
4:
5:
6:
7:
8:
Nu næsten som bjergkyllingen? tirsdag, 24. jul 2007
Skrevet af betteskov under SIMEL, 2 kommentarerFor snart længe siden opfandt jeg et dogmekoncept for mit liv (SIMEL) med det formål at komme ud og “carpe diem´e” lidt mere end jeg ellers gjorde. Da jeg vendte hjem fra Australien, stoppet fuld af indtryk, overvejede jeg lidt at droppe det igen. Trængte jeg måske ikke allermest til at falde på plads i hverdagen igen? Det viste sig dog hurtigt, at mit hverdagsliv passer nærmest lidt for godt til mig, og efter få dage var jeg totalt inde i alle rutinerne igen. Så SIMEL er langt fra dødt!
Jeg har altid synes, at sådan noget gruppetræning i motionscentre passer bedst til høns og lemminger. Hvem gider vade op at en stepbænk i takt til musikken, når man kan stæse rundt i Silkeborgs bakker med vinden i ansigtet og håret blafrende? Og er det ikke spild af tid at sidde på en cykel i et klummert lokale, når man kan jogge en rolig tur fra Frederiksbjerg til Moesgaard gennem de smukke skove?
Men jeg SKAL jo have et åbent sind, og eftersom jeg til et af forårets kvindeløb fik udleveret et kort med nogle gratis prøvetimer i SATS, så ringede jeg i går og fik at vide, at jeg bare kunne dukke op til en time med det inspirerende navn “Cykling I”. Sko kunne jeg leje, bare kom og vær med, sagde den venlige receptionist. Jeg kunne ikke finde på nogen undskyldninger, så i går aftes stod jeg og trampede i en cykel mens instruktøren heppede løs: “bare 30 sekunder endnu”.
Det var faktisk sjovt nok. Jeg fik da “lidt” sved på panden, og de andre kunne more sig over mine kluntede forsøg på at få skoene til at sidde fast på pedalerne, og især på at få dem af igen. Da det føltes allervarmest og mest indelukket tænkte jeg, at det gør jeg aldrig igen. Men efter timen var jeg straks henne og booke en ny tid til i næste uge. I skal dog ikke forvente at se mig i Tour de France allerede til næste år…
“Ugens glade krøbling” mandag, 23. jul 2007
Skrevet af betteskov under TV, 8 kommentarerJeg er ikke nogen højpandet, snobbet akademiker. Slet ikke! Vil I have beviset? Jeg elsker en lang række lavkulturelle, underlødige former for underholdning. Jeg har vist gentagne gange nævnt min forkærlighed for halvdårlige amerikanske teenage-serier, men faktisk kan jeg lide noget, der er langt, langt værre. Vi taler her om tv-udseendelser og ugeblads-historier efter skabelonen “Ugens glade krøbling”.
Altså den slags historier, hvor man møder en person, der har en eller anden frygtelig sygdom eller et meget alvorligt handikap, men som alligevel er fuld af gå-på-mod og livsglæde og er en inspiration for os alle (knitren af brækposer høres svagt i baggrunden). Kvalmende? Ja! Følelsesporno? I høj grad. Men hvor jeg nyder det!
I går aftes havde min “krøblinge-pusher” kanal 4 en virkelig godbid til mig. En udseendelse om nogle engelske piger, der led af den alvorlige og potentielt dødelige hudsygdom Harlekin Ichtyosis. Der var alt, hvad jeg kunne ønske: tårevædede, men tapre teenage-piger, øjeblikke med “hvor er det lige mig, der er syg”, øjeblikke hvor moderen spekulerede på, om hendes vansirede datter nogensinde ville få en kæreste, selvsamme datter der overgik alles forventning og deltog i et cykelløb…
Nu har jeg bare to spørgsmål. Det første er, hvorfor jeg ikke kan lade være med at se den slags crap (jo, der findes gode og velproducerede eksempler på denne genre. De bliver bare ikke vist på kanal 4) Jeg kan måske undskylde mig med professionel interesse, eftersom jeg engang har læst medicin, men den holder vist ikke helt. Det kan være, at jeg gerne vil mindes om, at mit eget liv ikke er så slemt endda. Eller er det bare en ganske almindelig freak-shows fascination, der har grebet mig?
Og det allervigtigste spørgsmål. Findes der en støttegruppe? Et 12-trins program? Et afvænningscenter? Det ser nemlig ud til, at jeg har brug for hjælp…
Harry Potter and the Deathly Hallows lørdag, 21. jul 2007
Skrevet af betteskov under Bøger, 8 kommentarerADVARSEL: Jeg har læst den nye Harry Potter bog. I det følgende indlæg skriver jeg om den. Ikke et direkte referat af handlingen, men jeg vil reflektere lidt over bogen og kommer måske til at røbe nogle detaljer. Så derfor: læs dette indlæg på eget ansvar, og lad være med at skælde mig ud bagefter, hvis jeg spolerer bogen for dig!
For det første må jeg sige, at jeg var ganske begejstret. Efter min mening har Harry Potter serien tabt en smule luft på det sidste. Jeg fandt bog nr. 3 og 4 fremragende, men 5 og 6 var nok en anelse for lange, havde for mange (og urealistiske, hvis man kan bruge det ord om en bog, der foregår i et magisk univers) kampscener og var ikke helt så skarpe i deres fokus. Den nyeste bog i serien er dog blandt de allerbedste, måske DEN bedste. Det er en fremragende bog.
Spotlightet er, ud over de tre hovedpersoner, rettet mod Dumbledore. J.K. Rowling tegner et fantastisk flot portræt af en stor og modig mand. Ikke sukkersødt eller heroisk hele vejen igennem - endelig lærer vi mennesket Dumbledore at kende, og her, efter sin død, fremstår han mere levende end nogen sinde før. Dumbledore kæmpede en ufravigelig kamp i det godes tjeneste, men han havde også skeletter i skabet, skuffede ambitioner og tvivlsomme venner. Han var parat til at ofre alt “for the greater good”. Sit eget liv, og måske den person, han holdt allermest af?
I alle bøgerne har Dumbledore holdt fast på, at kærlighed og venskab er essentielt - disse følelser giver Harry et våben, som Voldemort ikke kan forstå. Og der ER heldigvis amoriner i luften, faktisk indledes bogen med “et par bryllupper, og et par begravelser”. Det par, der hele tiden var bestemt for hinanden, finder faktisk sammen (også selvom en gammel flamme dukker op for en kort bemærkning), men selvfølgelig går det ikke glat for dem: der er stadig masser af skænderier her. Hvad Harrys kærlighedsliv angår må jeg indrømme at være en anelse skuffet. Jeg har altid ment, at den rette kvinde for ham ikke var en charmerende “golden girl”, men en outsider, der som den eneste faktisk forstår ham. På et tidspunkt virker det som om han selv er ved at komme til samme konklusion, men desværre fik jeg ikke mit ønske opfyldt her.
Et af de store spørgsmål var naturligvis: hvem dør? Det er der temmeligt mange, der gør. Faktisk havde jeg forudsagt det “store” dødsfald, den person tættest på Harry som må lade livet. Det var faktisk ganske simpelt: for romanpersoner er det sjældent et specielt god tegn, når man virkelig har fundet sin rette hylde i livet! Eller for den sags skyld, når man er nygift og lykkelig og lige har fået et barn…
En af de ting jeg virkelig elskede ved “Deathly Hallows” var, at grænserne mellem godt og ondt ikke er helt så skarpe som i de første bind. Der er et ekko fra 2. verdenskrig og et meget stort tema i bogen er: hvor langt kan man tillade sig at gå i det godes sag, uden at krydse grænsen og blive ond? Her viser bogen virkelig sin styrke, den hæver sig over sin genre og bliver interessant ikke bare som en underholdende børnebog, men som en diskussion af både fortiden og vores tid. Meget smukt og tankevækkende skrevet!
J. K. Rowling giver visse personer mulighed for at opnå tilgivelse. Det kan jeg også godt lide. Dette tema anslås allerede i begyndelsen, hvor vi ser en grænsende til sympatisk opførsel fra Dudley Dursley. Vi er også langt fra færdige med gamle favoritter som Snape og Draco Malfoy - og holdes hele tiden hen i spænding: hvilken side vil de ende på? Jeg kunne ikke gætte det.
Jeg vil anbefale alle, der endnu ikke har anskaffet sig den nyeste Harry Potter, at fare ud og købe den. Det er både en spændende bog og en vigtig bog. En bog, der er værd at ofre et par timer af sin nattesøvn for. Jeg har dog et seriøst forslag til alle, der endnu ikke har læst den. Til sidst er der en epilog, der viser hvad der sker for vores hovedpersoner 19 år efter. Flå disse sider ud af bogen og brænd dem! Dette kapitel er kvalmende, sukkersødt og aldeles unødvendigt. Jeg fatter ikke, hvordan Rowlings redaktør kunne lade det slippe med. Men det er kun en lille, ubetydelig flueklat på et stort værk.
Søvnløs i Silkeborg? fredag, 20. jul 2007
Skrevet af betteskov under Bøger, KommentarerSelvfølgelig skal jeg læse den nye Harry Potter så snart den udkommer! Jeg glæder mig enormt til at finde ud af, hvordan det går mine magiske venner, og har forudbestilt et eksemplar af bogen fra en boghandler i Silkeborg, da jeg har planer om at tilbringe weekenden hos mine forældre.
Der er bare et lillebitte problem: jeg er træt, på grænsen til at være udmattet. Jeg nåede hjem efter en flyvetur fra Melbourne over Hongkong og London onsdag aften lige efter midnat. Jeg var forbi mit arbejde i går for at sige hej, og brugte ellers dagen på at få min lejlighed i en nogenlunde fornuftig stand efter den har været ubeboet så længe. I dag har jeg kæmpet mig igennem en hel arbejdsdag, heldigvis havde jeg mange praktiske opgaver som ikke krævede de helt store, forkormede tanker.
Hvordan skal jeg klare at holde mig vågen til at hente bogen kl. 1 i nat, endsige til at læse den? Jeg burde kunne bruge det til min fordel, at mit indre ur stadig er på Melbourne-tid, men faktisk har jeg ikke mærket meget til jetlag. Jeg er bare ganske almindeligt træt…
Nå, kaffe må vel blive min ven i aften, eller måske skulle jeg sove et par timer inden jeg henter bogen? Er bare bange for, at jeg så ikke kommer afsted. Ellers er der den sidste mulighed: at oppiske en hektisk stemning og gennemføre natten ved hjælp af stresshormoner. Een ting er i hvert fald sikker. Jeg skal læse Harry Potter, og jeg kan næsten ikke vente!
Mobil-idioti fredag, 20. jul 2007
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, 3 kommentarerJeg ved godt, at det er umuligt at være ekspert på ALT i hvor tids komplicerede verden. Jeg er parat til at acceptere, at der er et par hvide pletter på mit intellektuelle landkort. Jeg har bare lidt svært ved at leve med, at der åbenbart findes et område, hvor jeg er så ubegavet, at jeg burde være kvalificeret til at modtage kommunal støtte.
Dem, der kender mig ved nok godt, at vi snakker om mobiltelefoner her. Jeg er simpelthen ude af stand til at omgåes de små sataner på en fornuftig måde. Efter at jeg blev uvenner med Sonofon (hvilket selvfølgelig var helt og holdent deres skyld) stod jeg tilbage uden telefon og ude af stand til at få mit telefonnummer overført til en anden telefon før om to måneder. Som et plaster på såret gav Sonofon mig dog lov til at forsætte med at betale abonnement…
Nå, jeg købte en ny telefon hos et nyt selskab, fik et nyt nummer og kunne endelig ringe igen (og havde atter et vækkeur). Problemet opstod så, da jeg skulle ud at rejse. Som den autoritetstro person jeg (lader som om jeg) nu engang er, slukkede jeg min mobil i det første fly. Da jeg så tændte den igen, kom jeg i tanke om, at man skal bruge en pinkode for at tænde sin telefon. Og nej, jeg kunne ikke huske min nye pinkode. Jeg overlevede dog min måned i Australien uden at have en mobil ved hånden, og savnede den ikke.
Nu er jeg så hjemme igen, og har opdaget, at jeg faktisk smed min pin-kode ud. Jeg kan ikke ringe til kundeservice før jeg kommer i tanke om mit nye telefonnummer (men har et svagt håb om, at en eller anden har skrevet det ned. Jeg ville ringe rundt til mine venner, hvis jeg altså kunne huske deres numre). Hvor smart er man så?
I går måtte jeg benytte mig af noget så oldnordisk som en telefonboks. Måske kan jeg undskylde mig med, at min profession som videnskabsmand m/k lissom implicerer en vis grad af distraktion (samt vildt hår og lemfældig personlig hygiejne), men størstedelen af mine kolleger har vist aldrig udført et lignende stunt, og slet ikke to gange. Nå, på mange måder er livet jo også meget lettere, når den forbandede telefon ikke ringer hele tiden.
