Det kolde gys torsdag, 31. maj 2007
Skrevet af betteskov under SIMEL, Svømning, 4 kommentarerNu har jeg jo fået slået fast, at jeg er gennemsund, så hvorfor ikke udfordre mit jernhelbred lidt? Jeg er den mest kuldskære person i verdenshistorien (give or take a few), men alligevel sagde jeg ja til at henlægge 10 min. af aftenens svømmetræning til det nyopfyldte udendørs bassin.
Hvor var det skønt! Vandet var varmere end luften, så det var bare med at holde alle løse kropsdele under overfladen. Imens kunne jeg så nyde det smukke syn af de sidste rester af kølig forårssol over byens tage krydret med letpåklædte mænd, der hoppede fra vipperne.
Det føltes godt, og da jeg bagefter slappede af foran kaminen (Ok. det var nu kun min bærbare computer, men jeg så et klassisk afsnit af Buffy og nogle vampyrer brændte lidt) med en kop chai med mælk, så føltes det endnu bedre. Hvis jeg kan komme mig over mine reservationer med at fremvise mit nøgne legeme (det er ikke så meget blufærdighed som hensyntagen til andre menneskers æstetiske sans) vil jeg måske til at være vinterbader. Jeg har hele sommeren til at overtale mig selv!
Lettelsens suk onsdag, 30. maj 2007
Skrevet af betteskov under Sundhed, 8 kommentarerJeg indrømmer gerne, at jeg er rædselsslagen for læger. Jeg indrømmer lige så gerne, at det er dybt latterligt. Jeg har selv læst medicin og halvdelen af mine venner er læger. Dem kan jeg sagtens klare at omgåes uden panikanfald. Dét, der skræmmer mig er funktionen “læge”, den kittelklædte autoritet, der er herre over liv og død.
Nu har jeg i høj grad kunnet undgå læger (ud over at de er mine venner og kolleger), fordi jeg er begavet med et fantastisk helbred. Bortset fra et par banale halsbetændelser har jeg stort set kun haft brug for lægehjælp til vaccinationer og helbredsattester. For et par måneder siden blev jeg dog opmærksom på et mindre sundhedsproblem, der ikke forsvandt selvom jeg ivrigt ignorerede det i lang tid. Til sidst måtte jeg bide i det sure æble og bestille en tid hos lægen.
Mens jeg ventede på at komme til kunne jeg så passende forholde mig til min egen skrøbelighed og endda dødelighed. Hvad hvis jeg skal have foretaget smertefulde undersøgelser? Hvordan skal jeg fortælle det til venner og familie, hvis jeg fejler noget alvorligt? Hvem vil sætte tilstrækkelig pris på min DVD-samling, der fyldt med amerikanske og canadiske teenage-serier, hvis jeg dør?
Lægen mente ikke, der var noget galt med mig, men tog en ordentlig stribe blodprøver og bad mig ringe tilbage et par uger senere. For at fuldende antiklimakset løste mit problem sig ganske af sig selv få dage efter det frygtede lægebesøg. Og svarene fra blodprøverne kunne kun bekræfte, at jeg er enormt sund og rask.
Måske burde jeg gå til læge noget oftere? Det er faktisk meget rart at få at vide, at hvis jeg var en bil, så ville jeg cruise direkte gennem synshallen uden bemærkninger af nogen art. På den anden siden må jeg nok hellere lade være. Det er vist mest fair at give lægerne lidt tid til de stakkels syge mennesker!
Vinderne af rejsekonkurrencen er fundet! mandag, 28. maj 2007
Skrevet af betteskov under Rejser, 17 kommentarerJeg er ærlig talt lidt mystificeret. Jeg troede, at urbanblogs rejsekonkurrence først sluttede den 1. juni. Men det ser ud til, at vinderne allerede er fundet. Ihvertfald har BT offentliggjort, hvem der løber med 3. og 4. pladsen.
Nå, whatever. Jeg har allerede skrevet mine bidrag, men det er da lidt ærgeligt, hvis en eller anden sidder med en guld-historie, som vedkommende af uransalige årsager først ville fyre af til allersidst. Men lad mig være den første til at sige et kæmpe tillykke til Holmgreen og Maria Brandt! De skriver nogle rigtig gode blogs og har fuldt ud fortjent deres præmier.
Tillykke fra mig 
Huhej hvor det går! søndag, 27. maj 2007
Skrevet af betteskov under SIMEL, KommentarerFor ikke så længe siden bebudede jeg, at mit liv var alt for forudsigeligt, og jeg gav mig selv nogle regler for at få lidt mere spænding (og måske også nogle flere mennesker end mig, mig, mig) ind i mit liv. Og nu går det faktisk fremad!
Den forrygende Kristi Himmelfartsferie med en personlig rekord på halvmaratondistancen, besøg fra København, George Michael og meget andet, var umiddelbart svært at overgå eller bare komme i nærheden af. Denne uge, der indledtes med Bill Clinton og Kofi Annan foredrag var dog tæt på at være lige så interessant.
Jeg har for eksempel lært, at man ikke behøver råbe ret højt for at få lov til at være involveret i nogle flere sociale ting på sin arbejdsplads: jeg nåede knap nok at se mig om, før jeg stod dér og var koordinator for vores løbehold til DHL-stafetten og medarrangør af en sommerfest.
Måske har jeg også fået en allieret i mit SIMEL-projekt: i hvert fald har jeg talt med en pige, der også for nylig er blevet færdig med studiet, og hun havde nogle fantastiske idéer til at opleve nyt. Noget af det var virkeligt skræmmende: hun snakkede om volleyball og danseundervisning. Uha da da! Det eneste, der overgår min evne til at fjumre med en bold er min manglende rytmesans. Men nu har jeg jo lovet mig selv at være mere spontan, så til efteråret vil nogle stakkels mennesker måske blive udsat for synet af en Betteskov, der gør sig totalt til grin. Kan det være et delmål at underholde andre?
Jeg undte mig selv en rolig weekend hos mine forældre, men havde ikke lige taget højde for, at de havde inviteret deres reservebarnebarn (som en opfordring til noget produktion fra min side?), også kendt som det lille monster. Han havde taget sin hundehvalp med, så nu har jeg en ny ven, der hedder Olga og er en cockerspaniel. Jeg vil slet ikke forsøge at beskrive, hvor afsindigt cute det er at se en hyperaktiv fem-årig nusse rundt med sin lillebitte hvalp. Sådan én vil jeg altså også have!
Eventyrlyst fredag, 25. maj 2007
Skrevet af betteskov under Rejser, 9 kommentarerDa jeg gik på arbejde i morges, hørte jeg en dokumentar-udseende om opdagelsesrejsende på min ipod. Jeg har altid været fascineret af, at der har været mennesker, som var parat til at forlade deres trygge hjem for at sætte ud mod fremmede, endnu uopdagede himmelstrøg med livet som indsats. Hvad fik dem til det?
Jeg har altid selv elsket at rejse og drømt om at rejse, men har for det meste bevæget mig rundt i verden på en ret sikker og komfortabel måde. Mine forældre slæbte mig med på ferier fra jeg var helt lille, og som 10-årig kunne jeg prale af at have rejst i både Asien, Amerika og Afrika. Jeg blev hurtigt lidt blasért over for mindre eksotiske rejsemål, og har nok flere gange udbrudt: “Øv. Skal vi KUN på bilferie til Tyskland i år?” Disse ture lærte mig dog hurtigt, at vores nabo mod syd udover Berlin kan prale af spændende byer som Dresden og München, at det er fantastisk at tage på vandreture i Harzen eller det Saksiske Schweiz, at der er vinslotte langs Mosel og pramsejlads i Spreewald og utallige andre muligheder for store oplevelser i det tyske. Jeg har ondt af de mennesker, der ser Tyskland som en motorvej, man kører igennem for at komme til Frankrig.
Jeg har egentlig ikke noget imod at følge resten af kvæget ind i et charterfly, for man skal ikke bevæge sig mange meter væk fra swimming-poolen for at finde lokalbefolkning, historiske mindesmærker eller smuk natur, selvom destinationen er et turistmekka som Mallorca, Tenerife eller Kreta. I min familie har vi en forkærlighed for ø-ferier, og har glædet os over at kunne være med på de nyeste turist-øer på listen: for et par år siden var det Azoerne, og til vinter venter Cap Verde.
Mit valg af karriere har også været påvirket af min eventyrlyst: jeg arbejder med biomedicinsk forskning fordi det er spændende at forsøge at opdage ukendte aspekter af celler, proteiner og ionkanaler. Desuden prøver jeg altid at gribe muligheden for at komme ud at rejse i forbindelse med mit arbejde: jeg har allerede deltaget i flere internationale møder, og til sommer kombinerer jeg en kongress i Melbourne med tre ugers rundrejse “down under”.
Faktisk handler min løbetræning også til dels om at rejse. Jeg begiver mig ud på mindre ture i mit lokalområde og længere togter til steder som Skåde eller Bryrup. Og ville jeg nogensinde have besøgt Taulov eller Bramming, hvis det ikke var fordi de arrangerede halvmaratonløb? Min største løberdrøm er at gennemføre hele maratondistancen i det prestige-fyldte løb i Boston, men vejen dertil er lang, på flere måder.
Jeg er altså langtfra nogen Vasco da Gama, og jeg når sjældent derud hvor ingen hvid mand m/k før har sat sin fod. Men jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden rejser, og har egentlig sværere ved at forstå dem, der insisterer på at opretholde deres status som hjemmefødninge. Tænk at måtte tilbringe hele året i Danmark for at få råd til at købe en ny vaskemaskine eller en større tv-skærm! Så er det alligevel lettere at identificere mig med de mennesker, der hopper på et skib og drøner ud for at udforske verden, fordi den er der.
Tanker om vægt torsdag, 24. maj 2007
Skrevet af betteskov under Sundhed, Vægttab, 7 kommentarerJeg er ikke anderledes end så mange andre kvinder: tanker om mad, vægt, tøjstørrelser og deller fylder meget i mit sind. Jeg synes faktisk det er ganske naturligt: jeg har været igennem et stort vægttab (ca 30 kg) og arbejder målrettet på aldrig at blive fed igen. Desuden kommer man ikke udenom, at vægten er en vigtig faktor, når man som jeg dyrker langdistanceløb.
Selv i mine fedeste dage er jeg aldrig blevet diskrimineret eller mobbet på grund af min vægt, men jeg har brugt meget tid på at observere, hvordan andre forholdt sig til mine spisevaner. Hvis jeg, dengang jeg var uhyggeligt tæt på de 100 kg, gik på restaurant og munchede tre velvoksne retter, så var jeg opmærksom på, at alle der så mig tænkte: “der knyr ikke bjerge sammen af ingenting”. Hvis jeg modsat spiste en lille salat, så vidste jeg hvad der gik igennem hovederne på folk: “hun er nok på kur, men tro mig: hun går hjem og æder 300 gram slik og en plade Marabou”. Desværre havde de ret.
I dag vejer jeg 63-64 kg fordelt på 172 cm. Med andre ord er jeg ganske normalvægtig, men jeg ser nok en kende afpillet ud, fordi jeg har tabt så mange kg og træner intensivt. Det er dog ikke sådan, folk er holdt op med at spekulere over, hvad jeg putter i munden. Når jeg tager en salat til frokost eller siger nej tak til kage, så siger (nu kan alle pludselig tillade sig at sige højt og tydeligt hvad de mener om min kropsbygning, hvor de førhen bare tænkte det) folk “Spis nu noget. Du skal da ikke være tyndere, vel?” Nej, men jeg skal altså heller ikke være tykkere! Jeg ved af bitter erfaring, at jeg ikke kan tillade mig at spise kage og andre godter hver dag, hvis jeg vil blive ved med at være “medium”.
Jeg har ikke noget imod, at velmenende mennesker fortæller mig, at jeg har en glimrende størrelse nu og ikke skal være tyndere, og dém, der er oprigtig bekymrede for mit helbred er altid velkomne til at lufte deres betænkeligheder. Jeg kunne bare nogle gange godt tænke mig at leve i en verden, hvor kalorier, fedtprocent og fiberindhold ikke var evige samtale-emner. Hvor vi ikke scannede ethvert lokale vi træder ind i for en kvinde, der opfylder den beroligende rolle “tykkere end mig”. Hvor jeg oftere blev spurgt “hvordan har du det?” end “hvad vejer du nu?”.
Det første trin på vejen til en verden, der ikke var besat af kropsstørrelse og vægt ville nok være at begynde med mig selv. Det virker bare helt umuligt.
I limousine gennem Negev-ørkenen tirsdag, 22. maj 2007
Skrevet af betteskov under Rejser, 2 kommentarerEn af mine sjoveste rejseoplevelser fik jeg for omkring 10 år siden, da jeg var på charterferie i den israelske by Eilat med mine forældre, og vi bogstaveligt talt blev kapret af en taxachauffør, der drønede rundt i en ret blæret hvid limo. Han fik øje på os i vejkanten, smed en passager der var på vej ind i bilen ud, og insisterede på at køre os til hotellet. Forklaringen på denne besynderlige opførsel fik vi hurtigt: han syntes vi lignede en familie, der gerne ville hyre hans taxa til en heldagsudflugt, og kørte på med sin salgstale. Vi endte med at sige ja tak, men havde allerede set mange af Israels mest populære attraktioner, og valgte derfor at køre en tur rundt i Negev.
Da den ivrige taxachauffør, der viste sig at være en israelsk araber ved navn Mohammed, næste morgen hentede os, var han lidt skeptisk. Var vi nu helt sikre på, at vi ikke ville til Jerusalem og Masada? Efter lidt overtalelse gik han dog med på vores ruteforslag, og tilføjede endda et ekstra element: han kørte forbi en beduinlejr og inviterede sig selv og os ind på en kop kaffe. Her mødte vi mænd (beduinernes kvinder var forment adgang til fællesteltet) der gik rundt i traditionel klædning inklusive sabler og talte i mobiltelefon. Den bizarre blanding af tusindårige traditioner og moderne kommunikationsudstyr var helt naturlig for dem, og da jeg fik det obligatoriske ægteskabstilbud blev jeg lokket med satellit-tv og to andre koner til at gøre alt det hårde arbejde!
Jeg modstod dog fristelsen, og vi kørte videre mod BeerSheva, hvor Abraham gravede en brønd, og vi spiste en ubeskriveligt lækker shawarma på markedet. Vi besøgte også David Ben Gurions hus i kibbutz Sde Boquer og så, at udover at han havde ejet en velvoksen bogsamling, havde Israels første premierminister levet i et ganske typisk kibbutzhus uden den store luksus.
Andre stop på vejen var nabatæernes gamle hovedby Avdat og et geologisk museum, og vi var ude at nyde det smukke ørkenlandskab adskillige steder. Den største oplevelse var dog mødet med Mohammed. Han sprudlede af fortællelyst, og vi hørte anekdoter om hvordan han havde snydt en nærig hollandsk turist i en tæppehandel, om hans kamp mod sin fars forstokkede indstilling til kvinders rettigheder og om hans tid i den israelske hær. Alt i alt fik vi et rigtig godt indtryk af, hvordan det var at være araber med israelsk statsborgerskab. Det var yderst forfriskende at møde en mand, som var muslim og stolt af det, men ikke mere fanatisk eller skræmmende end en gennemsnitlig dansk folkekirkekristen.
Mohammed fik også lidt ud af turen, for han mente det var nogle interessante sights vi havde udvalgt, og ville for fremtiden lade vores program indgå i sin salgstale. Jeg gad godt møde den turist, der kan sige nej til ham!
I de seneste tider med mange uroligheder i Israel har jeg ind imellem været lidt bekymret for Mohammed, for de israelske arabere er en gruppe, der presses fra alle sider. Jeg har dog valgt at tro på, at han er snu nok til at klare sig igennem hvad som helst, og regner med at han har fundet en smart metode til at tjene til dagen og vejen på de få turister, der i dag besøger Israel.
Mine nye venner: Kofi og Bill tirsdag, 22. maj 2007
Skrevet af betteskov under SIMEL, 4 kommentarerNogle gange er det ret cool at være offentligt ansat! Aarhus Universitet var med til at arrangere, at Bill Clinton og Kofi Annan kom til Danmark, og sørme om ikke der var en billet til mig fra min dejlige arbejdsplads!
Kofi Annan lagde ud med at fortælle om sin skolegang, om at komme til det kolde Minnesota som ganske ung afrikaner og om sin karriere i WHO og FN. Det bedste var helt sikkert de små anekdoter, som han fortalte med en dejlig stille humor. Bagefter syntes jeg næsten, jeg kender Kofi personligt: han er en rar onkel-type, han hidser sig ikke op, men er helt sikkert god til at holde på sit og forhandle sig frem til en løsning. Gennem-sympatisk mand!
Bill Clinton har selvfølgelig en helt anden stil. Manden var som altid ganske kæk og hilste på Århus på rockstjerne-manér. Han talte en del om Danmark, roste os for at have økonomisk vækst uden at forurene mere, var begejstret for vindmøller og tilgav os, at vi var gået med Bush i krig. Der er jo ingen, der har ret hver gang!
Kofi Annan fortalte om en skolelærer, der engang havde taget et stort stykke hvidt papir frem, tegnet en lille sort prik på det og spurgt sine elever, hvad de så. Alle råbte selvfølgelig “en sort prik”. Men læreren spurgte dem, hvorfor de ikke så det store stykke papir? Det var en lektion i at se helheden uden at hænge sig i negative detaljer, og en god “take home message” fra arrangementet
Bill Clinton fulgte det spor op med at understrege, at amerikanerne havde øget deres popularitet voldsomt i det muslimske Indonesien ved at sende nødhjælp efter tsunamien. Samtidig var Osama bin Ladens popularitet faldet drastisk, uden at han havde gjort noget som helst. Der er altså god mening i at hjælpe andre.
Jeg gik hjem i går, træt og helt fyldt op med indtryk, men med en følelse af, at det er muligt at gøre en forskel, selvom jeg ikke har samme gennemslagskraft som mine to nye venner. Jeg glæder mig til en dag at fortælle mine børnebørn, hvem jeg hørte live i Århus. Som borgmesteren lovede BLEV det en uforglemmelig aften.
Ferieræs mandag, 21. maj 2007
Skrevet af betteskov under SIMEL, KommentarerEn Kristi Himmelfartsferie i gode venners selskab er nu ikke at foragte. Jeg fik besøg fra hovedstaden og prøvede at vise provinsen frem fra sin bedste side. Det så ud til at lykkes ret godt, alene fredagens George Michael koncert var den lange tur over Storebælt værd!
Lørdag udnyttede jeg brutalt mine venner til at være smagsdommere for en mindre udskiftning af min garderobe. Hvis jeg virkelig vil opleve fantastiske ting, er der nemlig en vis fornuft at droppe “trukket baglæns gennem en hæk under stor modstand”-looket. En dags benhård shopping gjorde mig fire toppe, to BH´er, en orange retrobadedragt, en jakke, et par sko og nogle smykker rigere og næsten helt sommerklar.
Derefter voldgæstede vi mine forældre og sluttede weekenden af med et besøg på Asger Jorn Muséet. Det billede, hvor han har malet en kæmpestor syret and over et kedeligt landskabsmaleri kan jeg bare ikke få nok af. Det er genial kunst, på den sjove måde.
Efter at have sat mine venner på toget hjem kunne jeg puste ud efter en begivenhedsrig lille ferie. Jeg må vist revidere min opfattelse af, at jeg aldrig oplever noget: jeg kommer da en lille smule ud af hulen en gang imellem. Om 7 timer går det løs igen: jeg forventer, at Bill Clinton og Kofi Annan vil få mig til at se verden i et helt nyt perspektiv. Mindre kan ikke gøre det!
George Michael koncert søndag, 20. maj 2007
Skrevet af betteskov under Musik, KommentarerDet er sjældent, at mine københavnervenner misunder mig, at jeg bor i Århus. Et af de få beskrevne tilfælde var, da de hørte, at George Michael kom forbi og spillede i min baghave (næsten da). En af mine københavnske venner skaffede to billetter til fredagens koncert, og de sidste par måneder har vi gået rundt og småglædet os.
Jeg var en smule nervøs for, om det ville lykkes min ven at krydse Storebælt på DSB-døgnet uden en pladsbillet, og mit stressniveau steg yderligere, da han ringede og fortalte, at tingene var lidt kaotiske, fordi hans søster netop havde slået op med sin kæreste. Men så mindede jeg mig selv om, at det ikke er nødvendigt at være konstant bekymret, tog en dyb indånding og inviterede ham til at tage sin søster med herover til det jyske.
Eftersom hun ingen billet havde, forberedte hun sig på en aften alene i min lejlighed med Nynne på DVD. Så galt gik det heldigvis ikke, for på vej ud at hente sushi stødte vi på en flok George Michael fans, der havde billetter i overskud. Vi købte straks én, og kunne alle tre tage afsted sammen.
Vi havde en fantastisk aften, og meget mere er der ikke at sige om den sag! Da George Michael endelig kom frem glemte vi helt, at vi havde ømme ben efter at have stået i timevis på plænen, at Sandie Thom ikke helt levede op til vores forventninger om en “very special guest star” og at dørmanden havde konfiskeret en højtelsket paraply, for manden leverede virkelig varen.
Han sang en lang række af sine ældre hits (som jeg klart foretrækker) og nogle nyere numre: min stemme er absolut mærket efter at have skrålet med efter bedste evne. Der var også stille stunder, og jeg blev ret rørt, da han talte om skoleskydninger og derefter spillede “Ticking” og “Praying for time”. Selve show´et var ret flot, især var det cool med den kæmpestore Bush-ballon.
Scenen var så genialt opbygget, at vi faktisk kunne se George Michael deroppe, også uden at have stået i kø hele dagen for at få optimale pladser. Jeg er sikker på, at jeg et kort øjeblik havde øjenkontakt med ham: da han spillede min favorit “Too Funky” løftede min ven mig op, så jeg var det højeste punkt på plænen. Jeg strakte armene ud og råbte “I love you!”. Jeg ved han så mig.
I dag har jeg gået rundt og følt mig helt høj hver gang jeg tænkte på George Michael. Jeg har godt nok ikke været til så mange koncerter i mit liv, men dette var klart den bedste! Det var da lige før jeg overvejede at tage en tur mere i dag…
