DVD-anbefaling: “Firefly” mandag, 8. feb 2010
Skrevet af betteskov under Hverdagsliv, TV, 2 kommentarerDet kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg eeeeelsker “Buffy” og er lidt ulykkelig over, at der kun blev indspillet syv sæsoner som jeg har set forfra og bagfra og igen og igen samt med kommentatorspor. Derfor havde jeg store forventninger til serien “Firefly”, eftersom den er skabt af Joss Whedon (manden som opfandt Buffy, Willow, Faith, Cordelia, Anya og alle de andre. Noget så vidunderligt som en mandlig feminist!). Det på trods af, at “Firefly” kun fik en enkelt sæson på de amerikanske tv-skærme (hvad ved Fox-tv om kvalitet?)
“Firefly” er en slags rum-western som foregår i en ikke alt for fjern fremtid. Baghistorien er lidt ulden, men der har været en borgerkrig, og “Alliancen” (der vist er en Amerikansk-Kinesisk fusionsmagt) styrer med hård hånd universet med de mange beboede planeter og giver ikke megen plads til alternative livssyn. Hovedpersonen er skibet Serenity, en flyvende skrotbunke beboet af et hold elskelige lovløse, som har hjertet mere eller mindre på rette sted.
Joss Whedon mestrer dialog og personkarakteristik, men Serenitys besætning er lidt mere klichépræget end Buffy og hendes venner - de har dog heller ikke meget plads til at udvikle sig i de 13 korte afsnit! Der er den karismatiske kaptajn og hans kvindelige krigskammerat, en gæv kvinde som har bukserne på i forhold til sin mand, skibets muntre pilot. Derudover en livsglad kvindelig mekaniker, en hardcore lejesoldat, en luder, en præst, en læge og hans gale men geniale lillesøster - de to sidstnævnte på desperat flugt fra Alliancen.
Der er action i hvert afsnit, men man skal klart se “Firefly” for dialogen og humoren fremfor plottet. Den måske lidt for bogstavelige sammenblanding af sci-fi og Western er kun irriterende det første kvarters tid.
Alt i alt synes jeg, “Firefly” er bedre end så meget andet, man kan se på TV. Dog er den langtfra i samme klasse som “Buffy”, og man opnår slet ikke samme nære og meningsfyldte personlige forhold til hver karakter. Dette skyldes nok, at “Buffy” lagde ud med tre-fire hovedpersoner og langsomt byggede flere på, hvor man i “Firefly” skal forholde sig til mange flere samt et fremmed, bizart univers. Serien havde fortjent at løbe noget længere, og så var vi nok også kommet mere under huden på Serenitys crew og lidt længere ud over klicheerne.
DVDen er absolut værd at købe, hvis man er ved at være træt af at der altid er håndbold og X-factor på fjernsynet!
Mennesket ved havet søndag, 7. feb 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Fritid, 5 kommentarerDet kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen derude bag skærmen, at vi lever i en kold tid. Nyligt ankommet til den forblæste vestkyst har jeg derfor ikke fået set så meget på de udendørs seværdigheder her i 6700. I går iførte jeg mig alligevel vinterstøvler, frakke, handsker, hue, halstørklæder mm, og vandrede en tur langs Hjertingvejen. Målet var Svend Wig Hansen berømte skulptur “Mennesket ved havet”.
Billedet har jeg lånt på nettet, for mine forfrosne fingre var ikke velegnede til at indfange den majestætiske ubevægelighed. Desuden var de ikke helt lette at få øje på mod den hvide frosthimmel og den isdækkede jord…
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor navnet er “Mennesket ved havet” når ethvert barn kan tælle fire af de store mænd. Derudover kan jeg meget godt lide skulpturen - den er tilpas stor og bombastisk til at passe ind i det flade landskab.
Er den så værd at køre efter? Mjaaaa, det er den nok ikke! Derimod er den et glimrende mål for en spadseretur fra Esbjerg centrum - afstanden er tilpas lang til at give tid til at tænke godt og grundigt over tilværelsen, men ikke lang nok til at udmatte. Nu må foråret gerne snart vise sig, så jeg kan passerede de hvide mænd i rask trav på den ugentlige langtur, se Fiskerimuseet og tage på udflugt til Fanø…
Bogorm på overarbejde fredag, 5. feb 2010
Skrevet af betteskov under Bøger, 3 kommentarerAf og til kan det være afsindigt svært lige at flå det helt rigtige læsestof ned fra hylden, og alle bøger virker for lange eller for kedelige eller for pjattede eller for tunge. Modsat er der perioder - og sådan en er jeg i lige nu - hvor stakkene af bøger hober sig op og den ene gode læseoplevelse fører den næste med sig. Dér er jeg lige nu, og det er slet ikke til at beslutte mig for, hvor jeg skal sætte ind først 
I uprioriteret rækkefølge er min læseliste nogenlunde sådan:
- I fødselsdagsgave fik jeg bøger om at lave lækker og sund mad, bøger om at finde min vilje af stål og bøger om alle de steder i verden, jeg endnu har til gode at opleve. Og så var der også lige lidt skønlitteratur: Superhypet krimi om “Hypnotisøren”. Lever den mon op til de store forventninger?
- I USA fik jeg øje på Håkan Nesser, og nød hans bøger om den svenske betjent med det funky navn Gunnar Barbarotti. Jeg fik tilsendt et par af hans første serie, som foregår i et fiktivt men meget virkelighedstro nederlandsk/skandinavisk land. Desværre var det ikke til at opdrive de sidste bind om Van Veeteren - indtil jeg stod i Føtex for et par uger siden og fik 5 på tilbud. Den serie glæder jeg mig virkelig til at pløje igennem!
- Nu skal det hele ikke gå op i drab og efterforskninger, så fra min første sending fra Samlerens Bogklub venter “Efter midnat” af Haruki Murakami. Jeg har læst “Kafka på stranden” men er endnu ikke overbevist fan - men mon ikke jeg kan lære at elske en supersej maratonløbers forfatterskab?
- For at gøre mig nogle nye bekendtskaber her i det Vestjyske (og for at få chancen for at snakke om bøger) har jeg meldt mig ind i en læsekreds gennem mit lokale bibliotek. Vores første bøger er “Under morbærtræets skygge” af Mustafa Can, som jeg har læst hurtigt igennem og nydt, og “Tre sider af samme sag” af Marian Keyes. Jeg har bestemt ikke noget mod chicklit, men læser oftest undergenren med vampyrer. Det bliver lidt sjovt at se, hvad dronningen af tøsebøger kan levere - jeg har aldrig før læst noget af hende.
Oveni er der så lidt Erling Jepsen -”Ingen grund til overdramatisering” på ipod´en (der nu er opgraderet til en iphone). Med alt det litteratur, kan jeg overhovedet finde tiden til at gå på arbejde og dyrke sport? Og hvad skal jeg læse først?
Forrygende fødselsdag! onsdag, 3. feb 2010
Skrevet af betteskov under Familie, Lykke, Løb, Madoplevelser, 7 kommentarerJeg blev 30 helt uden eksistentielle kriser: hvis det er så dejligt at fylde rundt, ser jeg allerede frem til næste gang!
Nu har jeg aldrig været det helt store fødselsdags-menneske. I tiden før facebook glemte jeg konsekvent datoerne for, hvornår mine veninder kom til verden, og min egen har jeg aldrig gjort det vilde ud af siden de glade “og dejlig chokolade og kager til”-dage i folkeskoletiden. Derfor var jeg også parat til at skøjte meget let henover min runde dag i år, hjulpet af en god undskyldning indbefattende flytning, jobskifte og alt det almindelige kaos.
Men sådan skulle det ikke gå! Et par uger før fik jeg lyst til at se et par venner, og med store armbevægelser inviterede jeg dem + ægtefæller og snotdværge til at kigge forbi mine forældres domicil i Silkeborg, lørdag som var “dagen før dagen”. Det er let at være generøs på andres vegne, men min mor og far greb bolden og lovede at de ud over at lægge lokaler til ville forberede festen.
Tilbagemeldingerne var overvældende positive, og vi endte med at have besøg både til frokost (et mindre, men meget livligt selskab) og aftensmad. Vi må have et vist organisationstalent, for der opstod ingen panik, ikke engang da der skulle steges 15 velvoksne kyllingebryster. Allervigtigst var der tid og kræfter til at nyde det herlige selskab; kødgryderne tog ikke al opmærksomheden
Den korte historie er, at jeg havde en helt vidunderlig aften - jeg glæder mig til at flashe et par billeder og anmelde gavehøsten, der hovedsageligt var af litterær art.
Derfor gjorde det ikke så meget, at selve min fødselsdag blev tilbragt i et DSB-tog og på et hotelværelse med udsigt til Istedgade: mandag morgen skulle jeg nemlig stille på et intensivt kursus i multivariat dataanalyse på det biovidenskabelig fakultet, Københavns Universitet, stedet jeg ellers kendte under navnet Landbohøjskolen.
I disse snetider er en tur med DSB tværs over landet ikke lige noget at stræbe efter, men jeg kom frem (og tilbage) uden problemer og i København kunne jeg fejre min første dag som 30-årig med en spicy indisk middag sammen med en rigtig god veninde, som jeg ser alt for sjældent - hun tonser nemlig endnu mere rundt i verden end jeg selv gør!
Måske var det her min bedste fødselsdag nogensinde, og der skal ellers noget til at måle sig med en rejse i højt solskin til New Orleans og et halvmaraton med en personlig rekord. Et eller andet må jeg jo gøre rigtigt siden jeg har venner og famlie af så høj kvalitet 
Den (for) nære hjælp torsdag, 28. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, 5 kommentarerEndelig en positiv historie i nyhedsstrømmen: ok, den kom på lokaltv, men jeg blev virkelig opmuntret af at høre om et par folkeskolepiger, der serverede suppe for de hjemløse her i Esbjerg. Og jeg fik lyst til at være med! I stedet for at bage cookies til at have med på arbejde, kunne jeg så ikke producere flutes til de hjemløse og se deres glade ansigter, når jeg rakte dem et nærende måltid….
Hvorfor er tanken om at komme så tæt på når man er i det velgørende humør egentlig så tillokkende? I USA oplevede jeg en masse af den slags, det bedste eksempel var, da et par børn med muskelsvind skulle på sommerlejr. I et af de afsindigt rige kvarterer (sådan et sted, der var hegnet grundigt af for almindelige dødelige) blev lågerne åbnet til de bløde bakker med store palæer og kunstige vandfald. De lokale brandmænd arrangerede et 5 km løb i dette ellers lukkede område, lokale forretninger donerede vand, frugt og sandwiches, løbere lagde 25 dollars hver for at få lov til at halse afsted i de smukke omgivelser… Det vidunderlige vejr og en god dagsform var med til at gøre dagen skøn, men det lå da hele tiden i baghovedet, at jeg ikke bare nød livet men også gjorde noget godt for andre. Mit startgebyr gik jo til søde børn i kørestole, som selvfølgelig var tilstede for at modtage de indsamlede penge efter præmieoverrækkelsen
Nu ved jeg da godt, at jeg over skatten garanteret giver langt flere kroner til (blandt meget andet) børn med muskelsvind. Jeg tror også, det er lidt mindre slemt at være dansker med muskelsvind og få en hjælperordning og kunne leve sit eget liv, end at skulle stille op og se taknemmelig og tapper ud blandt brandbiler og motionsløbere for at komme på sommerferie. Selvfølgelig er den amerikanske måde at være godgørende på heller ikke til megen nytte for dem som ikke er så “heldige” at have en tilpas nuttet eller spektakulær sygdom. Godt nok blev der løbet for brystkræft og endda colon cancer (”rumpshaker”), men der var ikke så afsindig mange arrangementer med det formål at samle ind til de fede, til dem med forhøjet blodtryk eller for den sags skyld rygerlungerne…
Jeg er altså ikke i tvivl om, at det er bedst at fordele penge til trængende gennem skatten, og derudover kan man altid give et bidrag til organisationer, man virkelig tror på (i mit tilfælde er det bl.a. Unicef, der får et månedligt beløb). Alligevel har jeg en stor trang til at få fingrene i noget velgørenhed lige i øjenhøjde, og jeg aner overhovedet ikke hvorfor. Er det samme mekanisme som får mig til at sluge “Ugens glade krøbling” historier i ugeblade, eller er det fordi min egen skæbne ser endnu mere strålende ud i sammenligningen?
Kan nogen svare mig på, hvorfor jeg ser et meget tydeligt indre billede af en Betteskov med øseskeen i hånden, omgivet af glade hjemløse - ikke snuskede narkomaner, men hyggelig vagabonder tegnet af Storm P? Og hvad synes I om den nærværende kontra den anonyme velgørenhed?
Ikke det hurtigste dyr i skoven… tirsdag, 26. jan 2010
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Hverdagsliv, KommentarerTro det eller ej, der er tilfælde hvor jeg IKKE udmærker mig ved min hurtige opfattelsesevne. I eftermiddags afsluttede jeg min arbejdsdag med en tur i FitnessWorld, hvor den stod på 10 km løbebånd med indlagte intervaller, så sveden fik lov til at flyde frit. Derfor var jeg godt mør og parat til at flyde ud, da jeg bænkede mig og mit kyllingebryst (en rest fra i går, hvor jeg tilberedte en ret vellykket marokkansk specialitet med safran, honning og ristede sesamfrø) foran en tv-udseendelse jeg elsker og har nævnt alt for meget på bloggen her på det seneste. Det var tiltrængt med en gang foder, og jeg blev ret grebet af fjernsynet, for jeg har faktisk glemt hvem der vinder sæson 5.
Jeg hørte da godt nogle sirener, men troede at de blink jeg observerede gennem vinduet var fra Vestkraft (ville forresten være en god titel på min første roman, hvis ikke ham Ejersbo var kommet først). Jeg var bare alt for optaget af at ajourføre min træningsdagbog, spekulere over den PCR-reaktion jeg skal sætte op i morgen og idéudvikle lidt på et blogindlæg (der nu er udskudt til i morgen eller en anden gang). Da jeg endelig fik kigget ned på gaden blev jeg lidt overrasket over at se tre brandbiler og en indsatsleder være parkeret lige foran mit hus….
Hmm, det måtte jeg en tur ned på gaden og tjekke. Eftersom brandfolkene var ved at tage et gruppefoto og jeg ikke kunne øjne den mindste flamme, konkluderede jeg at det akutte var gået af situationen. Men der havde altså været brand i naboens kælder.
Nu ærgrer jeg mig en smule. Ikke så meget fordi jeg ikke nåede at “synge til ildebrand” (sproglige læsere, forklar mig lige hvor det udtryk stammer fra), men hvor tit har man lige en flok brandgutter indenfor rækkevidde? Sjældent, meget sjældent, så hvorfor dukker de lige op, når jeg er iført sorte joggingbukser, en hættetrøje med UAB (som ingen danskere ved hvad er) påtrykt og svedklistret klamt hår. Ok, statistisk er der nok større chance for at antræffe mig i denne mundering end i glamourgearet, men altså!
Nå, det kunne have været værre. Ildebranden kunne have været i mit hjem, og jeg ejer faktisk endnu grimmere outfit
Hello Kitty eller hvordan jeg lærte at elske at være pebermø lørdag, 23. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, 5 kommentarerDer er ikke så længe til jeg forlader et trygt territorium (20erne) og bevæger mig ind i det ukendte land - livet efter de 30. Min hidtidige erfaring er, at tilværelsen har tendens til at blive lidt sjovere når man flytter sig, så jeg er ikke voldsomt bekymret for det forestående skift.
En hurtig evaluering siger da også, at jeg har fået det ud af mit andet tiår som jeg ønskede. Jeg nåede af forsvare min PhD, løbe et maraton og prøvede at bo i et andet land. Det hele har da heller ikke kun været knokleri, jeg har haft en masse sjov og gode venner omkring mig! En ting stikker dog ud på “ikke opnået” listen. Der er ingen seriøs kæreste eller kommende mand i mit liv, og jeg har ikke produceret noget afkom. Nogle gange spekulerer jeg på det jeg er gået glip af, men den fremherskende følelse er, at jeg endnu ikke har haft noget udpræget stærkt ønske om at anskaffe mig sådanne vedhæng.
Det gode ved at blive ældre er, at jeg gennem årene har fået mere selvtillid, er blevet mere bevidst om hvad og hvem jeg gider bruge min tid på og har flere erfaringer at trække på end jeg havde i teenagetiden. Samtidig har jeg stadig mulighed for at give den som pseudoteenager, bare med den forskel at jeg nu har lidt flere penge end i SU-tiden.
Altså, det lyder ikke så cool at være pebermø. Men hvem kan ikke se det herlige i at rende rundt en hel dag i sin Hello Kitty pyjamas, læse tegneserier, krimier og vampyrromancer og lade Top Model køre på repeat? Alt det kan jeg gøre, når trangen rammer mig
Der er noget særligt over at have friheden til at adlyde mine særprægede lysters kald 24-7. Derfor forventer jeg ikke at spamme det hårdtprøvede internet med “hælp jeg bliver 30 og er mega langt bagude” indlæg - men der er jo en hel uge tilbage at panikke i! Erfaringer fra folk (kvinder især) der helt utraumatisk har passeret det store 3-0 modtages gerne.
Hvem er gladere end mig i dag? fredag, 22. jan 2010
Skrevet af betteskov under Alabama, 5 kommentarerDet er fredag aften, og selvom jeg ikke tør spekulere for dybt over varmeregningen (lede vintervejr!) er min lejlighed en varm og tryg hule, proppet med de ting jeg kan lide. Alt fra et par tons bøger, san Marzeno tomater, Pomeloer og Bjørn Wiinblad urtepotteskjulere til min Wombatbamse. Jeg er godt mør efter endnu en udfordrende og udfarende arbejdsuge, der bla. sendte mig et smut til en tiltrædelseforelæsning i Odense og rundt i laboratorierne samt en gedigen gang træning på løbebåndet.
Alt sammen ganske dagligdags, lyder indvendingen. Hvorfor er jeg så i specielt godt humør?
Svaret kan findes udenpå mit køleskab. Der hænger en billet jeg har købt på nettet: om et par måneder skal jeg høre min guru, lækkermåsen Chris McDonald fortælle om “Strong Body - strong mind”. Indsæt selv et højt hvinende “iiiiiiihh” a lá tøserne i Top Model når de ser Tyra for første gang. OK, i forvejen gør jeg vel nogenlunde hvad jeg kan for at leve sundt og følger mange af mandens råd. Alligevel tror jeg, han kan give mig lidt ekstra motivation til at løbe derudaf, gnaske broccoli og blive en total energibombe!
Generelt er det måske lidt farligt at møde sit idol i den virkelige verden. Man finder ud af, at “afguden” bare er et menneske, og det kan vel godt være lidt trist. Men i dette tilfælde er der en implicit bonus: viser Chris sig at være et eksemplar af homo sapiens og ikke et guddommeligt væsen, så er der håb forude: måske kan jeg selv en dag blive lige så megacool eller bare en tiendedel
Selvcensur mandag, 18. jan 2010
Skrevet af betteskov under Om at skrive, Uniliv, 7 kommentarerNogle af mine favoritbloggere skriver hudløst ærligt om deres op- og nedture. Jeg har stor respekt for det mod det kræver at lægge så meget af sin tilværelse åbent. Andre skriver spændende indlæg om politik, nyheder, rejser, litteratur, film og meget andet uden samme niveau af personlig blottelse. Jeg kan sagtens forstå deres valg og kan let nyde skriverierne uden at vide alt om personen bagved. Efter min mening har begge typer deres berettigelse, og jeg læser dem i ca. lige stor grad.
Karriere-siderne i dagens Urban handler om hvordan man tager sig ud på nettet, og her fortæller jeg lidt om, hvordan jeg tænker over min virtuelle profil - i dette tilfælde i forbindelse med jobsøgning, men egentlig er det nogle generelle overvejelser og valg jeg har foretaget.
Jeg har valgt at min blog ikke skal handle (så meget) om alt det, der er træls her i livet. Dermed bliver det billede læserne får af mig som person måske lidt anderledes end det mine nærmeste ser. Betteskov er selvfølgelig mig, men især et sammenkog af mine mest optimistiske sider. Når jeg er ked af det, forvirret eller bange skriver jeg ikke blogindlæg. Så klynker jeg til min moar 
En af de store fordele ved blogskrivning er, at der ikke er nogle stramme regler. Man kan helt selv bestemme hvilke emner man skriver om, og hvor meget af sig selv man giver til sin læserskare. Men selvfølgelig er der konsekvenser, både af at være for åben og for tillukket. Er der nogle af jer andre der også kan finde på at henvise et indlæg til skrivebordsskuffen, fordi I ikke gider fremstå som et klynkende brokkehoved? Og kan I bedst lide at læse helt ærlige blogs, eller er det OK med en vis grad af filtrering?
Endelig hjemme… sådan da! lørdag, 16. jan 2010
Skrevet af betteskov under Uniliv, Videnskab, Århus, 2 kommentarerDet er snart et halvt år siden jeg rejste fra USA ( men nogle gange føles det som om jeg boede i Alabama i et andet liv, andre gange er jeg lige ved at gå i Piggly-Wiggly i stedet for Føtex), men det var først i går jeg for alvor følte, jeg kom hjem igen til Aarhus Universitet. Jeg har selvfølgelig været på mit alma mater mange gange i forskellige anledninger, men har hver gang haft en distinkt følelse af at være på udebane.
I går holdt det Sundhedsvidenskabelige Fakultet PhD dag, en årlig begivenhed hvor de unge forskere kan møde hinanden og vise verden hvad de pusler med til hverdag. Jeg fik en invitation til at holde en tale under den efterfølgende fest, hvor jeg fortalte lidt om hvordan det er at være kommet ud på den anden side af PhD forsvaret. På mærkværdig vis kunne mange af mine mest traumatiske oplevelser gennem de seneste år (mine gentagne forsøg på at erobre et Alabama State Drivers Licence og min indædte jobjagt) konverteres til morsomme anekdoter, og jeg døde ikke af sceneskræk, så det gik vist fint nok
Den største oplevelse var ikke at skvaldre løs, men den lune fornemmelsen af at være blandt mine egne igen. Jeg fik updates på mine venners PhD-projekter, der for de fleste vedkommende er afsluttede eller tæt på. Jeg er ikke den eneste forsker som har været i Sydstaterne og hørte en række sjove historier fra North Carolina og Memphis. Jeg nød den inviterede “key note speaker”, Nobelpristageren Tim Hunts morsomme foredrag og var imponeret over, hvor meget og hvor god forskning de unge mennesker (det kan jeg vist godt tillade mig at kalde dem nu, ikk?) bedriver. Ja, selvfølgelig solede jeg mig også lidt i, at det var MIN veninde der holdt det bedste oplæg i en ellers meget, meget tæt konkurrence om Fogh-Nielsen prisen, som gives til kanonseje PhD-studerende, der både kan lave god videnskab og formidle deres fund til et propfyldt auditorium.
Alt i alt var det bare en dejlig og motiverende dag! Ikke alene blev jeg mindet om, hvor mange spændende mennesker jeg faktisk har lært at kende under min forskeruddannelse, jeg blev også klar over, hvor afklaret jeg er blevet gennem de sidste par måneder. Nu er jeg endelig i stand til at besøge mit gamle universitet og fornøje mig over alle de gode minder derfra. Underligt nok har det mere følelsesmæssigt kompliceret at flyve fra dén rede end at flytte hjemmefra…