Hvordan var Dubai? søndag, 5. feb 2012
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Rejser, Århus Festuge, 4 kommentarerNu hvor jeg er ved at være landet godt og solidt herhjemme, har jeg fået mange spørgsmål omkring hvad det var for et sted jeg besøgte, og om jeg kunne lide det. Begge er ret svære sådan lige at besvare kort og præcist, men det er måske godt at tage udgangspunkt i fordommene om Dubai som det mest kommercielle og uægte sted i verden 
Det ord, der passer bedst på det solbeskinnede emirat (Dubai er en del af UAE, som står for 7 forenende emirater = stater) er nok “plastic-fantastic”, for det kunstige og kitchede dominerer overalt. Eksempelvis var et af de shopping malls jeg besøgte bygget som en pyramide, og udenfor stod et besynderligt misk-mask af statuer og sfinkser:
Indeni den monstrøse bygninger var der en souq (gammel arabisk indkøbsgade) i moderne materialer og med behagelig aircondition. Sådan var det hele vejen igennem. I Dubai kan man købe alt (hvis man har penge…), stå på ski indendørs, bruge penge døgnet rundt, vælge mellem 30-40 film i biograferne, som selvfølgelig har åbne på stort set alle tidspunkter. Når man bliver sulten, kan man få lige præcis den mad, man helst vil have. I den vestlige retning is fra Coldstone eller Baskin Robbins, en sandwich fra Potbelly (super deli-kæde med rødder i Chicago, som jeg blev ret vild med da jeg boede i USA), donuts fra Krispy Creme eller kaffe fra Starbucks eller Costa. Det lokale køkken var mellemøstligt med masser af kebaber, humus, fyldte vinblade, parfumerede iranske ris og flade brød (mums!). Der var også et kæmpe udvalg af asiatisk mad, lige fra kinesisk eller thailandsk fastfood i en kæmpe food court over indiske buffeter til delikat sushi på fancy restauranter.
Dubai er altså værd at besøge for madører, for alt hvad jeg prøvede var godt! Ovenfor ses noget af det lækreste fastfood jeg nogensinde har fået, wokrejer og spicy suppe til den rimelige pris af ca. 30 danske kroner. Lidt flere penge kom jeg så til at bruge på tøj, tror jeg nok. Selvfølgelig har Dubais malls alle mærker og prisniveauer, selv H&M og Malene Birger havde butikker dér. Jeg fandt da “lidt” nyt i form af tøj, sko og undertøj, men ikke noget, jeg ikke kunne have købt i f.eks. London, og priserne var ikke afsindigt lave. Det gode ved at shoppe i Dubai var, at der var enormt rent og lækkert, kæmpestort udvalg, og først og fremmest havde jeg god tid til at prøve mig frem. Herhjemme er jeg altid forjaget og småsur, når jeg skal i butikker, i Dubai var det formålet med min dag 
Der var faktisk fortove i Dubai, men det var ret besværligt at gå rundt - hvert femte minut kom der nemlig en taxa drønende forbi, dyttende og larmende. Chaufførerne kunne simpelthen ikke forstå, at jeg VALGTE at gå fordi jeg gerne ville… Derfor var den foretrukne transportform taxa fra mall til strand til mall. Det var billigt nok, og alt for nemt at få fat i en bil. Dubai havde dog også en rigtig lækker metro, ren og nem at finde rundt i, som jeg prøvede et par gange.
På mange måder levede Dubai op til alle de værste fordomme, og meget af ferien tilbragte jeg med at være meget ikke-Betteskov-agtig. Jeg trippede rundt med en ordentlig stak indkøbsposer i hånden og brugte størstedelen af min hjernekraft på at finde ud af, hvordan jeg skulle finde frem til de næste timers underholdning. For en kort stund nød jeg virkelig at være en enormt overfladisk person
Men selvfølgelig var det ikke nok, og jeg brugte alligevel en del energi på at finde frem til noget bare nogenlunde autentisk. Det lykkedes et par gange, og var hele turen værd. Mere herom i senere indlæg!
På min vej mødte jeg… lørdag, 4. feb 2012
Skrevet af betteskov under Rejser, 3 kommentarer… ikke ret mange ægte sheiker ansigt til ansigt, men de var svære at overse i Dubai
Til gengæld fik jeg hilst på en iransk crooner, der underholdt på mit dinner cruise. Jeg troede først, han var den persiske version af Helmuth Lotti, men vi snakker nok Ray Charles, her. Han bemærkede nemlig min store lighed med J-Lo?!?
På selvsamme sejltur oplevede jeg en flok pæne og nydelige iranere slå sig løs og danse dirty. Man kan altså more sig uden alkohol!
Min nyeste veninde hedder Leila. Hun bider kun, hvis man giver hende chancen…
Det lykkedes mig endda at leve op til mit nytårsforsæt: jeg drønede rundt på en firhjulet cykel med en flok crazy skolepiger, og sjældent har jeg grinet så meget, som når de glædesstrålende råbte “Yallah” i forbifarten
Hvad jeg købte, spiste og ellers oplevede er en anden historie, som må vente til en anden dag. Den korte version er, at jeg havde en suveræn ferie og kom hjem med de skønneste nye ting og masser af lys og energi indsat på kontoen - som der så røg en dirham eller to fra
Kan I gætte hvad det er? mandag, 30. jan 2012
Skrevet af betteskov under Rejser, 7 kommentarerHar det alt for sjovt og travlt til at blogge (og er forøvrigt endnu ikke igennem den første bog på listen…), men synes lige, I skal have chancen for at gætte på, hvad mit travle kamera fangede mellem klitkørsel og kamelklapning.
Det er ikke helt udelukket, der er en lille præmie på højkant
Det der ferie er for øvrigt slet ikke noget dumt koncept - det skulle jeg da have opfundet for længe siden!
Læsning på rejsen torsdag, 26. jan 2012
Skrevet af betteskov under Bøger, Rejser, 4 kommentarerEfter jeg fik min kindle er det blevet ufatteligt meget lettere at pakke de bøger, der skal underholde mig, mens jeg lader mig transportere frem til kongresser eller feriesteder! I stedet for at vælge ud, handler det nu bare om at vælge til - skønt!
Selvfølgelig kan det være lidt svært lige at vide, hvad jeg får lyst til at fornøje mig med i toget, i lufthavnen og når jeg slapper af efter en lang dags sightseeing. Derfor har jeg samlet en TBR (to be read) liste med nogle værker, jeg kunne forestille mig at få lyst til at læse i Dubai.
Den seneste tid har jeg haft ret travlt og været optaget af en masse ting, hvilket har gjort, at 2012 endnu ikke har været et suverænt læseår. Jeg er ikke kommet igennem meget andet end “Ukulele Jam” (blev anmeldt her på bloggen tidligere), “Den ideelle amerikaner” om Ribe-drengen Jakob Riis og ca. halvdelen af Jan Guillous “Brobyggerne”. Måske får jeg læst den færdig, for den er sådan set meget spændende på en lidt drengebogs-agtig måde, men den er også laaaaang, lidt repetitiv og personerne er lidt for skabelonagtige.
Læselysten har altså været på lavvande, og derfor er TBR-en endnu mere fyldt end ellers. Her er et udpluk:
“Krystalhjertet” af Josefine Ottesen er dansk fantasy, her i en samlet udgave til voksne. Jeg har lige kigget på de første par sider, og hun kan absolut godt skrive - derfor skal hun vist holde mig med selskab i toget til lufthavnen.
“Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” af Bjørn Rasmussen ligger også lige for på kindlen. Jeg har fået et anmelder-eksemplar af Gyldendal, så jeg SKAL simpelthen læse denne lidt besynderlige (tror jeg nok) bog om en teenagerdreng og hans vilde sex med sin mandlige ridelærer. Kan kun blive interessant!
Jeg er vist stadig inde i en fantasy-periode! Derfor har jeg George RR Martins vampyr-historie fra New Orleans, “Fevre dream” og andet bind af hans noveller (der er ret lange!), “Dreamsongs” med mig. Desuden kunne jeg godt tænke mig at prøve en af de store indenfor sci-fi: Iain M. Banks! Jeg har derfor et par af hans bøger med, så jeg kan se, om det er noget for mig.
Skulle trangen til noget mere virkelighedsnært indfinde sig, har jeg Emma Donoghues “The sealed letter” om en feministisk-lesbisk skandalehistorie, som fandt sted i 1860ernes England.
Hvis der mangler noget på listen, er det nok krimier. Er kørt lidt flad på genren, så giver den en lille pause. Der er heller ikke noget Murakami, men alt kan jo skaffes, hvis jeg får abstinenser
Nu er spørgsmålet så, om jeg skal håbe på at få læst en masse, eller på at få så travlt med at opleve, at jeg knap får tændt min kindle?
At være flygtning - og vende tilbage tirsdag, 24. jan 2012
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Hverdagsliv, 5 kommentarerJeg er altid frisk på nye oplevelser, men i går fik jeg et par, jeg godt kunne have undværet. Måske… For det var faktisk en lille smule sejt at få en tur i en politibil
Lang historie, fra begyndelsen: Jeg bor i en hyggelig, fredelig ejendom fra 30erne, som ejes af en ældre dame. Har ikke megen kontakt med naboerne, og hører sjældent et pip - men ham i lejligheden ved siden af har været forbi et par gange og klaget over støj, som tydeligvis kunne findes inde i hans hoved. Jeg tog det forholdsvis roligt, da han for nogle uger siden stod og skreg af den rare ældre dame, fordi hun “larmede”. Ingen andre i bygningen kunne høre noget, udover “Polles” (han kører knallert…) skrigeri, som til gengæld var ret irriterende. Nå, han havde vel bare en enkelt dårlig dag?
NOT! Da jeg kom hjem i går hang der en seddel på min dør. Budskabet var simpelt: hold op med at larme, eller jeg “går amork på dei” etc etc. Vi taler om et trusselbrev, der kunne få Polles dansklærer til at græde snot over sin spildte indsats. Jeg henvendte mig til ejendommens ejer, som med julelys i øjnene tog en kopi - endelig havde hun noget på skrift! Og så ringede jeg til politiet, som tog sagen ret alvorligt og bad mig komme forbi med sedlen. Da jeg stod på politistationen, begyndte jeg føle mig bange. Tanken om at skulle tilbage og være alene var ikke særlig rar. Især fordi politiet ville tage en snak med ham. Hvor meget ville han mon gå grassat bagefter?
Derfor fik jeg et lift med betjentene (som sagt, det var lidt awesome) og pakkede min taske, mens de hamrede på Polles dør. Lidt antiklimaktisk var han ikke hjemme. Nattet tilbragte jeg på et hotel, for jeg havde ikke rigtig lyst til at trænge mig på hos nogen af mine venner - var ikke ligefrem godt selskab!
I morges så verden heldigvis lysere ud, og jeg gik forbi min lejlighed på vej til arbejde. Hjertet hamrede lidt i opgangen, men ind kom jeg. Senere fik jeg også snakket med ejendomsadministrationen og lejlighedens ejer igen, og nu føler jeg mig atter hjemme i mit eget hjem. Altså varede tilværelsen som flygtning under 24 timer, jeg var ca 500 m fra min bopæl og huskede at pakke min Mummibamse, men ikke opladeren til min iphone
Næste gang… kommer ikke til at ske!!! Sådan en idiot skal ikke drive mig ud af mit hjem. Skaber han sig igen, vil jeg blive og få en kammerat til at underholde mig. Og ja, en del af mig har lyst til at få en rocker til at true ham eller smøre komøg på hans dør. Men mest af alt vil jeg bare have fred. Jeg håber han får lyst til at flytte, og så har jeg givet mig selv en frist februar ud. Hvis jeg igen bliver 100% tryg i min lune rede, bliver jeg boende. Ellers er det tid til at finde noget nyt (og muligheden for et større køkken og et gæsteværelse lokker da lidt) - jeg gider ikke bruge mit liv på at være utryg.
Nå, det bliver sjovt at finde ud af, om Polle kan høre mig larme fra Dubai. Jeg har notorisk en glimrende, gennemtrængende underviserstemme!
Men hvad må man så? fredag, 20. jan 2012
Skrevet af betteskov under Rejser, 5 kommentarerUnder foreberedelserne til min nært forestående rejse til De Forenede Arabiske Emirater har jeg forsøgt at finde ud af, hvordan man egentlig skal opføre sig på de breddegrader. Fra turen til Japan har jeg rigtig gode erfaringer med at google “etikette” - nettet lærte mig nok til, jeg ikke blev skammet offentlig ud af de fikse, smukke og skræmmende høflige japanere. Forhåbentlig vil araberne (eller rettere inderne, for de udgør vist hovedparten af befolkningen) tage lige så pænt imod mig!
Jeg skal bare sørge for ikke at begå lovovertrædelser såsom at:
- vise mig offentlig i beruset tilstand
- have udenomsægteskabelig sex
- indgå i homoseksuelle forhold
- bande
- bruge visse håndsignaler (indbefatter både fingeren og V-tegnet)
Det er faktisk en ret sjov øvelse at forestille sig, hvordan en aften, hvor alle disse forbud blev overtrådt ville forløbe
Dertilkommer de uskrevne regler: jeg skal huske at være tækkeligt påklædt ved at dække skuldre, knæ og kavalergang (hvis bare jeg havde en sådan…), må ikke fotografer muslimske kvinder og skal generelt vise respekt overfor religiøse steder og højtider. Det skal jeg nok klare!
Her er så muligheden for at komme med spådomme: tror I jeg vil klare at holde mig indenfor lovens rammer i de 8 dage, jeg skal være derned? Hvis nej, hvilket forbud er der så størst chance for, jeg overtræder?
Nedtælling påbegyndes torsdag, 19. jan 2012
Skrevet af betteskov under Rejser, 5 kommentarerJeg skal være den første til at beklage manglen på inspirerende eller interessante blogindlæg her på pinden. Vi er i den uheldige situation, at blogejeren er ramt af akut feriehjerne! Hun kan ikke tænke på ret meget andet, end at hun om 8 dage endelig er på vej mod et eksotisk og spændende rejsemål, hun aldrig tidligere har besøgt. Derfor tror jeg godt, hun kan frikendes af folkedomstolen
Helt ærligt, det her er ligesom lidt mere fristende end januar-regnen, ikk?
Lærerens ven? mandag, 16. jan 2012
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Fritid, Hverdagsliv, Uniliv, 2 kommentarerI forbindelse med universitetspædagogikum har jeg læst nogle artikler om læringsteori og gjort et par tanker om, hvad for en underviser jeg gerne vil være. Men der er visse spørgsmål, lærebøgerne ikke giver mig svar på, som jeg godt kunne tænke mig at høre et par læseres mening om.
Et klassisk spørgsmål er, hvor tæt man kan komme på sine studerende (på en total ikke- Mrs. Robinson-agtig måde!). Jeg har både specialestuderende, som jeg vejleder hyppigt og tæt gennem længere tid (op til et år), og førsteårs-studerende, som ser mig til et par enkelte forelæsninger. Der er selvfølgelig forskel på de to former for undervisning. Når jeg vejleder, opstår der gerne et kollegialt forhold, fremfor en almindelig lærer-elev relation, og så er det lidt umuligt at sætte regler eller normer op.
Jeg har ALDRIG oplevet problemer med studerende, der ikke respekterede mine grænser for et privatliv, selvom jeg gladeligt udleverer min private email-adresse og telefonnummer. Det største dilemma har været fjæsbogen. Inden jeg begyndte at undervise på Syddansk Universitet var jeg helt klar i mælet: jeg skulle absolut bestemt ikke være venner med nogen, jeg var underviser eller vejleder for. Basta bum.
Denne smukke intention holdt, lige til jeg fik en venneanmodning fra en studerende, jeg havde arbejdet sammen med fra dag 1. Vedkommende havde været studentermedhjælper på mit forskningsprojekt fra længe før jeg kom til, vi har delt kontor, og jeg kunne simpelthen ikke se nogen god grund til at sige nej på FB. Dernæst blev jeg vejleder for en studerende, jeg i forvejen var venner med, og så var skredet lissom sket…
Nu er jeg nået frem til, at jeg vist lige så godt bare kan sige ja, hvis en studerende på hvilket som helst niveau gerne vil omgås mig på fjæsbogen. Trods alt er Esbjerg en lille by, og jeg støder alligevel på mine studerende i fitness-centret, på løbeture, i supermarkedet og i biografen (hvis jeg kom i nattelivet, ville jeg sikkert også møde dem der, medmindre de har for travlt med at terpe indre organer?). Mine studerende har nok indset, jeg er et menneske med (enkelte og perifere) andre interesserer end dybe venøse tromboser og risikostratificering af patienter med blodpropsygdomme, og jeg afslører alligevel ikke de store hemmeligheder om mig selv i mine statusopdateringer. Mest af alt kunne det ske, at jeg kom til at kede dem endnu mere ihjel end i anatomitimerne
Reglen er altså nu, at der ikke er nogen regler. Poderne kan risikere at se mit bare flæsk i Fitness Worlds omklædningsrum, så kan jeg vel også klare, de får adgang til mine feriebilleder og “likes” - hvis de altså selv beder om det! Jeg kontakter selvfølgelig ikke dem på fjæs…
Hvad synes I om online “venskab” mellem studerende og deres undervisere? Har I gode eller dårlige eksempler - eller er det komplet uforståeligt, at smukke unge mennesker overhovedet gider følge med i gamle nissers færden på sociale medier?
Inspiration i overmål søndag, 15. jan 2012
Skrevet af betteskov under Esbjerg, Uniliv, Videnskab, KommentarerJeg må blankt indrømme, at den seneste uges begivenheder med Urbans lukning og urbanbloggens redning gik en smule hen over hovedet på mig. Det blev registreret, men ikke rigtig reflekteret over. Jeg har nemlig haft afsindig travlt med at blive afsindigt inspireret!
Mandag og tirsdag tilbragt jeg på et par dages intensivt kursus i forbindelse med universitetspædagogikum. Vi var på det smukt beliggende og meget 70er prægede hotel Munkebjerg ved Vejle og arbejdede så hårdt igennem, at der ikke rigtig var tid til at løbe ture i bakkerne eller kigge nærmere på PH lamperne… Heldigvis fandt jeg lige et kvarter til at dyppe mig i spa´en
Selve kurset var da OK, men det mest spændende var faktisk at udveksle anekdoter med mine kolleger. Vi er fem meget forskellige individer, samlet i en kollegavejledningsgruppe, og er efterhånden så trygge ved hinanden, at vi får stort udbytte af at udveksle oplevelser og overvejelser. Historikeren fik mest street cred for at have håndteret en situation, hvor en studerende mødte totalt vissen op med en guldøl i hånden… Jeg kunne dele ud af mine erfaringer med e-læring og viste stolte mine on-line tests frem. Medicineren fortalte om en grum udfordring: han skal holde den samme forelæsning op mod ti gange på et år (!) og økonomen underviste på et kursus med kun én studerende.
Vi skal, for at bestå kurset, udarbejde en poster over et pædagogisk projekt, og jeg glæder mig allerede til næste møde, hvor vi skal se nærmere på hinandens materiale. Jeg har valgt et simpelt, lavpraktisk low-tech projekt med den hypotese, at man kan sætte fokus på de studerendes læring og få værdifuld information ved at anvende post-it notes! Det er sådan lidt sjovt
Onsdag og torsdag kunne jeg lige nå at få taget toppen af bunkerne på kontoret. Der sker noget virkelig stort den 17. januar - omkring 100 af “mine” projektpatienter kommer til et informationsmøde, hvor de skal høre om resultaterne af vores forskning. Ud over at fremstille en powerpoint præsentation om forskningsresultater og multivariat dataanalyse på et sprog, der er forståeligt for ældre vestjyder, var der også en masse praktiske ting omkring sandwich-bestilling, lokaler og den slags. Jeg glæder mig, men er også temmelig nervøs - det er bare så vigtigt, vores projektpatienter får en god oplevelse!
Fredag hoppede jeg på et tog til hovedstaden, hvor jeg var til netværksmøde med de andre unge forskere, som jeg forsøger at redde verden sammen med. OK, det er måske meget sagt, men vi planlægger at fikse Udkantsdanmarks problemer og gøre befolkningen sundere
Denne gang mødtes vi på DTU, og det var helt klart en ekstra bonus at se laboratorier og køkkener og høre om forskning i fisk, der både omfattede smag (bedømt af forbrugerpanel) og tekniske undersøgelser af konsistens. Inspirationen væltede bare ind over mig, det er simpelthen så cool at vores arbejde er ved at blive konkret: vi skal have skrevet en forskningsansøgning, har en deadline og det hele!
Jeg fik nogle “hjemmeopgaver” med mig, men om lørdagen var der altså ikke så mange kræfter til at tage hul på dem. Batterierne skulle lades op, og det gør man åbenbart rimelig effektivt ved at se dårlige tv-serier og gætte kryds-og-tværs. En løbetur hjælper også, og snart er jeg klar til en ny uge.
Det gør ikke noget, hvis den bliver lidt mindre begivenhedsrig… Og så er nedtællingen for alvor begyndt til den 27. januar, hvor jeg skal noget så eksotisk som på ferie. UDEN at have arbejde med!
Boganbefaling: Ukulele Jam tirsdag, 10. jan 2012
Skrevet af betteskov under Bøger, KommentarerDer er absolut fordele ved at være en af de stadig forholdsvis få danske e-bogslæsere: rimelig nem adgang til anmeldereksemplarer af spændende bøger! Senest fik jeg muligheden for at læse “Ukulele Jam” af Alan Meskovic. Måske ikke en bog, jeg lige ville have hevet ned af hylden selv, men bestemt værd at læse Når anmeldelsen nu er skrevet, fortjener den da også en plads på bloggen, så her kommer den:
Jeg tog mig først tid til at læse omtalen af bogen, da jeg faktisk sad med den i hånden, og min første tanke var et vagt lille ”åh nej”. Orkede jeg virkelig endnu en bog om krigen i eks-Jugoslavien? Jeg er nemlig lidt flov over, min viden om denne krig er så ringe, og endnu mere flov over, jeg ikke har forsøgt at sætte mig bedre ind i årsager til og udviklingen af en europæisk krig, der fandt sted i min levetid…
Heldigvis gav jeg bogen en chance og fandt, den var helt anderledes, end jeg havde frygtet. De første sider forekom lidt forvirrende, men hurtigt kom jeg ind i historien. Fortælleren, den bosniske teenager Emir (kaldet Miki), flygter fra en krigshærget hjemby med sin familie, og der optræder både serbere, kroater og slovenere. Men Emir gider ikke snakke om de traumatiske oplevelser under flugten, storebroderen, der sammen med de andre unge mænd blev taget fra familien, nationalisme eller religion. Han er 14 år gammel, da han med sine forældre indlogeres på et flygtningecenter i feriebyen Majbule, og optaget af almindelige teenage-ting: han vil gerne drikke sig fuld, score piger og høre musik.
Bogen følger Miki til han er 17, og selvom krigen hele tiden spøger i baggrunden, læste jeg den mest af alt som en ungdomsroman. Musikken spiller en stor rolle, der bliver udvekslet kassettebånd og lyttet til rock og metal i stor stil. Jeg tror bogen er helt fænomenal, hvis man hører til den slags personer, der tydeligt kan huske, hvilket Nirvana-hit der blev spillet, da man mødte sin første kæreste. Selv er jeg ikke specielt musikalsk og interesserede mig vist mest for heste i årene 1992-94, men bogen fik mig alligevel til at genopleve mange minder fra min egen ungdom, og satte virkelig nogle oplevelser i perspektiv! I 1992 flyttede jeg også med min familie (til et andet hus i samme by), og blev noget så ked af det, første gang jeg så mit nye værelse. Det havde nemlig verdens grimmeste brune 70-er tapet… Miki er derimod nødt til at dele værelse med sine forældre, og selvom de ikke sulter, er der ikke megen luksus over deres tilværelse.
Miki må eksempelvis gå i genbrugstøj og kan ikke få lov til at læse videre på gymnasiet. Han ender på en håndværkerskole, blandt andet fordi han dér kan få en sandwich et par gange om ugen. Flere af hans kammerater flytter til Sverige, og selvom han får andre venner, lever drømmen om et skandinavisk land med noget så vildt som musikbiblioteker.
Jeg nød at læse ”Ukulele Jam”, men de sidste sider var lidt tunge at komme igennem. Der var efterhånden lidt for mange kammerater og kærester til jeg helt kunne skelne mellem dem. Det afspejler sikkert virkeligheden meget godt, men jeg ville gerne have haft et lidt mindre persongalleri med lidt mere plads til at udfolde sig for udvalgte bipersoner. Eksempelvis var den unge soldat Igor, der af og til kom på orlov fra fronten, ret uforglemmelig, men mange andre svedte jeg helt ud. Jeg vil alligevel anbefale bogen, især til alle, der var teenagere i 90erne og gerne vil have et tilbageblik. Det blev ikke denne bog, der gjorde mig klogere på krigen, men jeg fik en tydelig fornemmelse af, hvordan det må være at være flygtet, have mistet alt og oplevet grufulde ting, men bare ønske at leve som alle andre unge.
